Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1989, kom i marts 2007 til Danmark, hvor han søgte asyl. Ansøgerens mor og søstre boede på daværende tidspunkt allerede i Danmark. Ansøgeren blev meddelt afslag på asyl og afslag på familiesammenføring med sin mor efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. I august 2008 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, under henvisning til, at den medicin, ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på daværende tidspunkt kostede omkring 2.000 kr. månedligt. Den humanitære opholdstilladelse blev løbende forlænget. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren led af alvorlig sindssygdom uden tilstrækkelig sygdomsindsigt, og at ansøgeren var ude af stand til selv at kunne opsøge og varetage egen behandling. I februar 2014 afslog Justitsministeriet at forlænge ansøgerens humanitære opholdstilladelse, idet den medicin, som ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på afgørelsestidspunktet kostede omkring 13 kr. månedligt. Justitsministeriet sendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes herboende mor eller søstre, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herunder særligt vægt på, at ansøgeren var myndig og i juli 2013 havde indgået ægteskab med en norsk statsborger boende i Norge og således stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle måtte anses for at være nærmere til at varetage omsorgen for ansøgeren end ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden marts 2007 og i perioden fra august 2008 til august 2012 havde haft en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold, hvorfor ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sit helbred, idet Justitsministeriet ved sin afgørelse i februar 2014 vurderede, at ansøgeren ikke længere opfyldte betingelserne for at få forlænget sin humanitære opholdstilladelse, og idet den medicin, ansøgeren anvendte nu, kostede cirka 13 kr. månedligt, hvorfor ansøgeren nu kunne blive behandlet i hjemlandet. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke havde et sådant særligt plejebehov, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at tage ophold i Iran og dér modtage den nødvendige behandling for sin sindssygdom, eller at søge familiesammenføring med sin ægtefælle i dennes opholdsland. FAM/2014/163.

Senest opdateret: 27-10-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen