Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien og dennes to børn, født i henholdsvis 2000 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren og dennes ægtefælle indrejste i juni 2008 i Danmark og blev i juli 2008 meddelt afslag på asyl. Afgørelsen omfattede også børnene, og de blev alle pålagt at udrejse af Danmark straks. I september 2008 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og sammen med børnene blev ansøgeren pålagt at udrejse straks. Ansøgeren nægtede at udrejse. I januar 2009 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage asylsagen og pålagde ansøgeren samt børnene at udrejse af Danmark straks. I henholdsvis slutningen af 2009 og medio 2010 begyndte børnene i en dansk skole. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse straks. Ansøgeren nægtede fortsat at udrejse, og det var ikke muligt at tvangsudsende ansøgeren og børnene, idet børnene manglede rejselegitimation, som de albanske myndigheder ikke ville udstede uden børnenes faders samtykke. Børnenes fader havde efter afslaget på asyl i 2008 forladt ansøgeren og børnene, og hans opholdssted var ukendt. I juni 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse i overensstemmelse med de tidligere fastsatte udrejsefrister. I juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og § 9 c, stk. 2. I slutningen af september 2013 blev ansøgeren og børnene tvangsudsendt til Albanien, idet de albanske myndigheder i overensstemmelse med en aftale af 24. april 2008 mellem Albanien og Danmark om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 2010, accepterede tvangsudsendelsen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark og samtidig pålagt at udrejse af Danmark straks. Ansøgeren og børnene havde således aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark og kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og fået skolekammerater, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, herunder opholdt sig i Danmark ulovligt i en langvarig periode. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgerens valg at søge asyl i Danmark sammen med børnene og flytte børnene væk fra børnenes hidtidige tilværelse i Albanien. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kunne udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig lidt over fem år i et andet land i udsendelsesposition, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder, uanset om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt, at henset til, at børnene og deres forælder opholder sig sammen i eget hjemland, kan der ikke udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, og uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/37.

Senest opdateret: 21-05-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen