Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Kosovo og dennes to børn, født i henholdsvis 2010 og 2013, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i februar 2001 og søgte asyl. Ansøgeren havde i perioden fra 2002 til 2007 fået flere afslag på opholdstilladelse i Danmark, herunder afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. I 2007 genoptog det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration sagens behandling, og ansøgeren blev meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad. Senest i 2009 blev ansøgerens humanitære opholdstilladelse forlænget til april 2011. I december 2010 nedkom ansøgeren med sit ældste barn, og i februar 2013 nedkom ansøgeren med sit yngste barn. Faderen til børnene boede i Kosovo. I september 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren nu kunne modtage behandling for sin sygdom i Kosovo. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse. I april 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og dennes børn afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse senest medio maj 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og pålagt at udrejse af Danmark. Det forhold, at ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, idet behandlingsmulighederne nu var tilgængelige i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at karakteren og længden af ansøgerens ophold i Danmark ikke udgjorde sådanne særlige grunde, at der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2007 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år frem til ultimo april 2011, at opholdstilladelsen var givet med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren i 2008 og 2010 havde været i Kosovo, hvor ansøgeren havde familie, ligesom ansøgeren under opholdet i Kosovo i 2010 blev gravid med det ældste barn, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke sås at have opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark gennem sine år i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre og et halvt år og cirka ét år og fire måneder i et andet land med en midlertidig tidsbegrænset opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet fandt endvidere, at børnene henset til deres alder og længden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Dan-mark, at det måtte anses for uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo sammen med ansøgeren i Kosovo. Udlændingenævnet fandt, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyn-delse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes alder og tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/88.

Senest opdateret: 10-06-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen