Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.

Senest opdateret: 12-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen