Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Chile og dennes to børn, født i henholdsvis 2002 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2007 og blev i 2009 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og Udlændingestyrelsen nægtede i 2011 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor ansøgeren rejste tilbage til Chile. I maj 2012 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. Ansøgeren medbragte ved denne indrejse sine to børn, der aldrig tidligere havde været i Danmark. I februar 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ansøgeren ikke var asylansøger, hvorefter ansøgeren indgav en ansøgning om asyl, som Udlændingestyrelsen i august 2013 meddelte afslag på. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afslag på asyl til ansøgeren og dennes børn og pålagde dem at udrejse senest 14 dage senere. Under asylsagen blev det oplyst, at børnenes fader havde udsat ansøgeren og børnene for vold, at han havde forfalsket papirerne, hvorved han blev tillagt forældremyndighed i 2005 over børnene, at ansøgeren i 2011 fik forældremyndigheden over børnene, og at hun var bange for at vende tilbage til Chile, da der verserede en sag mod hende, fordi hun var beskyldt for at have taget børnene ulovligt fra Chile, hvilket hun ikke mente, at hun havde gjort. Justitsministeriet meddelte i februar 2014 på ny ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse. I juni 2014 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. Justitsministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne om ansøgeren og dennes børns psykiske helbredstilstand allerede indgik i grundlaget for Justitsministeriets afgørelse fra februar 2014. Justitsministeriet videresendte herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle tage stilling til, om ansøgeren og dennes børn kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under sagen i Udlændingestyrelsen blev det oplyst, at børnene under deres opvækst havde boet i USA og Chile, at ansøgeren led af svær depression og flere gange havde været suicidal, og at børnenes fader havde begået voldelige og seksuelle overgreb mod det ene barn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes børn ikke siden deres indrejse i Danmark i 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Der kunne endvidere ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse her i landet, henset til karakteren og længden heraf. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens og dennes børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren og dennes børn skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og havde opnået god kontakt til ansøgerens herboende danske kæreste og dennes forældre, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da de alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, da længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold, og da der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet fandt desuden, at det beroede på ansøgerens og børnenes fars forhold, at børnene havde boet i både Chile og USA, inden børnene kom til Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste havde accepteret, at børnene boede hos deres far i en periode fra 2005 til 2011. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren led af svær depression og tidligere havde været indlagt som følge af suicidalforsøg, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i februar 2014 havde meddelt ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og i juni 2014 havde afslået at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, måtte anses som lex specialis i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere havde været asylansøger, kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var ansøgerens eget valg at rejse til Danmark med sine børn og flytte børnene væk fra deres hidtidige tilværelse i Chile. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde forældremyndigheden over sine børn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge de chilenske myndigheders hjælp i forbindelse med en eventuel forældremyndighedssag i Chile. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i lidt over to år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder uanset forældremyndigheden som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland, eller om der måtte være uløste privatretlige forhold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. Udlændingenævnet afslog efterfølgende i maj 2015 at genoptage sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgerens yngste barn udviste tydelige stresssymptomer – herunder opkast, tankemylder, inkontinens, uro, social tilbagetrækning og søvnvanskeligheder – i forbindelse med afslaget på opholdstilladelse i Danmark, og at en psykolog havde vurderet, at barnet var i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade i sin psykiske udvikling. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at familien var belastet af usikkerheden om deres fremtid og eventuelle tilbagevenden til ansøgerens tidligere ægtefælle, og at ansøgeren var desperat, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle beskytte sine børn mod børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgeren havde en lang historie med psykiske lidelser, at hun formentlig var manisk og formentlig havde en bipolær lidelse, at hun havde boet i Danmark i otte år og havde haft arbejde, og at det ville være umuligt for hende at skabe trygge rammer for børnene i Chile. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgik af udtalelser fra marts 2015 fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, at ansøgerens ældste barn led af en medført hjertesygdom (forstørret hjerte), at børnene var behandlingskrævende børn, der uden snarlig behandling havde stor risiko for at pådrage sig psykiske lidelser, herunder varige personlighedsforstyrrelser, og at børnene formentlig ikke ville modtage den fornødne behandling, hvis de hjemsendtes. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var tale om nye, væsentlige oplysninger, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at oplysningerne om børnenes psykiske helbred og familiens usikkerhed ved eventuel tilbagevenden til børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt, allerede var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der i Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015 blev lagt vægt på, at Justitsministeriet ved afgørelse fra februar 2014 havde meddelt ansøgeren og hendes to børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og ved afgørelse af 3. juni 2014 havde meddelt afslag på genoptagelse af sagen herom, hvor psykiske helbredsmæssige forhold var indgået i grundlaget for Justitsministeriets vurdering, og at udlændingelovens § 9 b må anses som en særbestemmelse (lex specialis) i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den chilenske konsul i en udtalelse fra februar 2015 havde tilkendegivet, at ansøgeren risikerede retsforfølgelse i Chile, idet børnenes fader kunne anlægge sag mod hende for at have taget børnene med til Danmark uden hans samtykke. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at unddrage sig strafforfølgelse eller en forældremyndighedssag. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at børnebortførelse også er strafbart i Danmark. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at konsulen havde vurderet, at der ved en tvangsudsendelse ikke i tilstrækkeligt omfang var taget hensyn til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet udtalelsen havde karakter af et partsindlæg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, jf. også Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Det forhold, at familiens situation var blevet forværret efter Udlændingenævnets afgørelse i januar 2015 på grund af udsigten til effektuering af udsendelsen, kunne endelig ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som ikke forelå i januar 2015 ved Udlændingenævnets oprindelige afgørelse i sagen, og som derfor ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. FAM/2015/98.

Senest opdateret: 26-01-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen