Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 10 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre

Dato: 20-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en syrisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var født i januar 1990, at ansøgeren fra august 2013 og frem til ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Tyrkiet sammen med sin moder og søster, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, og at ansøgeren stod i en svær situation grundet den sikkerhedsmæssige situation i Syrien. Det var endvidere oplyst, at den herboende fader led af en hjertesygdom og afventede en bypassoperation. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2014 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Den herboende faders ægtefælle og andet barn blev i december 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren ikke havde anden familie i Syrien, at ansøgeren havde det dårligt psykisk grundet trusler og afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende faders helbredstilstand var blevet forværret siden ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader, indtil den herboende fader flygtede til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 25 år og således var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende faders ægtefælle og andet barn var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren var i en svær sikkerhedsmæssig situation, idet dette forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende fader led af depression, posttraumatisk belastningsreaktion, blærecancer og havde en forestående bypassoperation, kunne ikke efter praksis føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, som kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, hvorfor det ikke var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/122.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 16-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre

Dato: 09-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en voksen datter fra Syrien, som søgte om familiesammenføring med sin herboende fader. Faderen blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse på baggrund af asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring under henvisning til sin fader. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren var født i februar 1994, og at hun var syrisk statsborger. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden sin fødsel havde opholdt sig i Syrien, at hun i Syrien havde gennemført 12 års grundskole, at hun på ansøgningstidspunktet læste til mekanikingeniør, og at hun ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det blev endvidere oplyst, at faderen forud for sin indrejse i Danmark havde boet sammen med ansøgeren, at han ikke under sit ophold i Danmark havde bidraget økonomisk til ansøgerens forsørgelse i Syrien, og at han havde fire søskende i Syrien, hvoraf tre af dem var gift. I december 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin fader. Ansøgerens moder og bror blev samtidig meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle/fader. Til støtte for klagen blev det anført, at ansøgeren havde boet og var opvokset hos sin familie, at hun var afhængig af dem, og at hun reelt var uden familienetværk i Syrien. Det blev endvidere anført, at Syrien var et livsfarligt sted at leve på grund af krig, og at faderen som flygtning havde ret til at bo i Danmark med ansøgeren under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hedes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren skulle være afhængig af sin familie, at faderens fire søskende var flygtet ud af Syrien, at ansøgeren reelt var uden familienetværk i Syrien, og at hun efter faderens opfattelse ikke kunne bo i Syrien alene. Udlændingenævnet fandt, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele hende afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn efter EMRK artikel 8, hvis der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c. Det forhold, at ansøgeren angiveligt var uden et familienetværk i Syrien, kunne ikke føre til, at der var etableret et sådant plejeforhold, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var 20 år og dermed myndig, at hun var født og opvokset i Syrien, at hun havde gennemført 12 års grundskole, at hun læste til mekanikingeniør, og at hun aldrig havde besøgt Danmark før. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo i Syrien, idet hun måtte anses for at have en væsentlig kulturel og sproglig tilknytning til sit hjemland. Det forhold, at Syrien var plaget af krigstilstande, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i tilknytning hertil, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at der burde meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/117.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde

Dato: 26-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 09-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en russisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, der indrejste i Danmark i december 1991. I februar 1997 indgik den herboende datter ægteskab med en dansk statsborger, og parret fik to børn i henholdsvis august 1997 og november 1999. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet i Rusland hele sit liv, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2004, og at ansøgeren ikke havde familie tilbage i Rusland, idet hendes anden datter døde i 1985. Ansøgeren blev i starten af 2014 syg, hvorfor den herboende datter flyttede til Rusland for at hjælpe. Den herboende datter havde til støtte for klagen anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse ville resultere i, at hun skulle forlade Danmark for at passe moderen, at hun havde boet i Danmark i 25 år og arbejdet lovligt i Danmark uden at modtage offentlig hjælp, at hendes moder altid havde støttet hende og hendes familie, at hun havde et tæt forhold til sin moder, og at familien ofte besøgte Rusland. Den herboende datter anførte endvidere, at situationen ændrede sig markant i 2014, da moderen blev alvorligt lam i kroppen, at hun led af slagtilfælde med lammelse af højre arm og ben samt taleforstyrrelser, og at moderens tilknytning til Danmark var større end til Rusland, da hendes eneste datter boede i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende datter, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet egen selvstændig familie i Danmark, at hun flyttede til Danmark i 1991, og at hun ikke havde boet fast sammen med sin moder i ca. 23 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i hjemlandet havde adgang til blandt andet pleje og medicin, at ansøgeren havde fået udarbejdet et rehabiliteringsprogram samt stillet en kørestol til rådighed. Selvom den herboende datter i begyndelsen af 2014 udrejste til Rusland for at passe ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden, at der ikke herved blev etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. FAM/2015/128.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 12-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 28-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et ægtepar. Ansøgerne blev født i henholdsvis 1947 og 1953 og var begge statsborgere i Kosovo. I oktober 2007 indrejste begge ansøgere i Danmark, og i august 2008 blev begge ansøgere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgernes opholdstilladelse blev senest forlænget med gyldighed til marts 2013. Den humanitære opholdstilladelse blev begrundet under henvisning til den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold. I februar 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på forlængelse af deres humanitære opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Afslaget var begrundet i blandt andet, at der ikke forelå humanitære hensyn af en sådan styrke, at det afgørende talte for at forlænge ansøgernes opholdstilladelse. Det blev oplyst til Justitsministeriet, at ansøgerne havde stærkt brug for deres herboende datter i mange situationer, at den kvindelige ansøger var medtaget af sin psykose, og at hun ikke kunne modtage medicinsk behandling i Kosovo, idet medicinen var for dyr. Det blev af den mandlige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at han havde gået på sprogskole i Danmark, at han ikke var under eller havde taget en uddannelse i Danmark, at han ikke var i arbejde, og at han modtog folkepension. Det blev af den kvindelige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at hun ikke gik eller havde gået i skole i Danmark, at hun ikke arbejdede i Danmark, at hun modtog kontanthjælp, at hun ikke talte dansk, og at hendes broder boede i Danmark. Det blev af ansøgerne endvidere oplyst, at de havde to børn, fire børnebørn og en svoger, som alle opholdt sig i Danmark, samt at de havde børn i Schweiz og i deres hjemland. Begge ansøgere oplyste i samme forbindelse, at de havde kontakt til deres familie i hjemlandet. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, krævede ganske særlige grunde.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne først blev meddelt opholdstilladelse i 2008 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka seks år frem til 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke havde været under uddannelse eller i beskæftigelse og derved ikke havde opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at den mandlige ansøger havde haft problemer med sit hjerte, at han havde haft blodpropper, at han havde fedt i blodet, at han havde hudproblemer, at han resten af livet skulle modtage medicinsk behandling for sine hudproblemer, og at han havde symptomer, som kunne være en indikation på Parkinsons syge, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ikke kunne modtage medicinsk behandling for sine lidelser i hjemlandet, og at de helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den kvindelige ansøger led af PTSD, at hun var depressiv, at hun led af galdesten, at hun havde brug for behandling, og at det var anført, at medicin til behandlingen ikke kunne fremskaffes legalt og var dyrt i hjemlandet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i afgørelser af marts 2014 havde lagt til grund, at den kvindelige ansøgers medicin var tilgængelig i hjemlandet, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerne passede den kvindelige ansøgers herboende broder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige ansøgers herboende broder havde mulighed for at blive passet på institution eller af sin herboende familie. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerne var katolikker, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og ansøgernes øvrige familie, der boede Danmark, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen. FAM/2015/33.

For så vidt angår sagsresumé vedrørende parrets voksne barn, der samtidig blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se resumé FAM/2015/34.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 28-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Kosovo i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå ganske særlige grunde. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007 sammen med sine forældre, og han havde efter det oplyste gået i skole fra 8. til 10. klasse i Danmark og kunne derudover tale, læse og skrive dansk. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra marts 2009 til marts 2010, fra maj 2010 til marts 2011 og fra april 2011 til marts 2013 haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddelt på baggrund af hans moders forhold. Ansøgeren havde sine forældre, en onkel, to søstre, tre nevøer, en niece, to svogre, en dansk kæreste og en dansk svigerfamilie i Danmark. Ansøgeren havde derudover to søstre i Kosovo og havde kontakt til sin familie i hjemlandet. Ved klagen blev det anført, at baggrunden for, at ansøgeren havde et ustabilt forhold til arbejdsmarkedet, var, at han havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, da han var blevet slået bevidstløs af en gruppe serbiske soldater. Derudover henvistes der til, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tilknytning til det danske samfund, herunder hans arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og øvrige tilknytning i Danmark, grundet tilknytningens begrænsede omfang og karakter ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2007, at han blev meddelt opholdstilladelse i august 2008, at opholdstilladelsen senest udløb i marts 2013, og at ansøgeren havde haft afbrudte uddannelsesforløb, kortere beskæftigelsesforløb og havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark ikke havde gjort en særlig indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, og at han derfor havde haft en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark fra 8. til 10. klasse, at han havde en dansk kæreste, og at han havde været ansat som hegnsmontør i en måned i 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke udgjorde ganske særlige forhold. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren og dennes kæreste ikke havde samme fremtidsmuligheder i Kosovo som i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, da der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes øvrige familie, der boede i Danmark, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/34.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 28-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren blev i august 2006 meddelt midlertidig opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. I oktober 2007 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, og i september 2009 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med en udlænding, som havde opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil juli 2012. I oktober 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og i november 2013 blev ansøgeren ligeledes meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelse, da hendes ægtefælle fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen. Det blev ved ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 i december 2013 anført, at ansøgeren var ved at blive skilt fra sin ægtefælle, at ansøgeren fra juli 2008 til februar 2013 havde været ansat i en kommune, at ansøgeren fra marts 2013 havde været ansat som SOSU-medhjælper i en anden kommune, at ansøgeren i januar 2013 gennemførte uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2 og Medborgerskabsprøven. Det blev ligeledes anført til støtte for ansøgningen, at afslaget på tidsubegrænset opholdstilladelse i oktober 2013 skyldtes Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren havde været i Danmark uafbrudt i otte år, at ansøgeren havde gennemført uddannelsen som social- og sundhedshjælper, at ansøgeren havde været fuldtidsansat i fem år, og at ansøgeren var integreret i forenings- og kirkeliv. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren var gift, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i august 2014 udrejste af Danmark sammen.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at karakteren og længden af ansøgerens ophold fra august 2006 til august 2014, herunder i syv år med opholdstilladelse, ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, samt at ansøgeren ikke havde en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at give opholdstilladelse under henvisning hertil. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var færdiguddannet social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde haft arbejde i to kommuner. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af 37 år, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste var vendt tilbage til sit hjemland, at parret var ved at blive skilt, og at ansøgeren således ikke havde herboende familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra august 2006 til august 2014, og at ansøgeren efter det oplyste havde indrettet sig på fremadrettet at skulle leve i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen og bemærkede i denne forbindelse, at ansøgerens opholdstilladelser havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgeren således ikke berettiget havde fået forventning om at kunne opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at eventuelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/8.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk familie på seks personer, der søgte om familiesammenføring med deres herboende datter henholdsvis søster i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning i august 2013 som 11-årig. I maj 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgninger om familiesammenføring med den herboende reference fra ansøgerne, hvoraf det fremgik, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgerne i Eritrea i perioden fra 2002 til 2006, hvor hun flygtede til Etiopien med sin moster, at hun i november 2013 indrejste i Danmark sammen med sin moster, at hun i Danmark boede hos sin moster, og at hun savnede ansøgerne, som hun var i kontakt med via blandt andet Skype. Det fremgik af et interviewreferat fra juni 2014 fra den danske ambassade i Etiopien, at referencens fader over for ambassaden havde oplyst, at han senest havde set sin herboende datter otte år tidligere i Eritrea. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at den herboende reference havde været meget gladere, siden hun etablerede elektronisk kontakt med ansøgerne. Det fremgik af den herboende references genbosætningssag, at referencen havde boet hos sin moster, siden hun var baby, idet referencens forældre ikke havde økonomi til at tage sig af endnu et barn, at den herboende reference og hendes moster, da den herboende reference var ca. fire år gammel, flygtede til Etiopien med mosterens familie, fordi de blev forfulgt af eritreiske soldater, at mosteren inden flugten oplyste referencens forældre herom, og at den herboende reference og hendes moster ikke herefter havde kontakt med ansøgerne. Det fremgik endvidere, at den herboende reference ikke kunne huske Eritrea eller sine forældre, da hun ikke havde set dem, siden hun var fire år gammel.

Udlændingenævnet fandt, at de foreliggende afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser, herunder at afgørelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at der i sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden hun var spæd, at hun omkring januar 2006 flygtede til Etiopien med sin moster, og at ansøgerne først i april 2014 havde forsøgt at genetablere kontakten med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var tale om en frivillig afbrydelse af familielivet, da forældrene overlod den herboende reference i mosterens varetægt som spæd, da mosteren orienterede referencens forældre forud for flugten om, at mosteren agtede at tage referencen med, og da referencens forældre accepterede dette. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende reference og ansøgerne til at udøve deres familieliv som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at referencen havde kontakt med sine forældre og søskende via blandt andet Skype, ikke på ovenstående baggrund kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke efter Udlændingenævnets opfattelse giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, medmindre dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Udlændingestyrelsens afgørelser ikke udgjorde en krænkelse af den herboende references rettigheder efter artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, idet hun fortsat kunne opretholde kontakten til ansøgerne via blandt andet Skype som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at referencen savnede ansøgerne, og at det gjorde hende ked af det, når hendes klassekammerater i skolen spurgte til hendes biologiske forældre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerne var udrejst af Eritrea, idet referencens fader havde været udsat for fængsling og tortur, fordi han nægtede at sende referencens søskende i militæret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at asylretlige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, hos ansøgerne, der kunne begrunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at referencens fader over for den danske ambassade i Etiopien havde oplyst, at han led af diabetes, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det hverken var dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ville kunne modtage medicinsk behandling for diabetes i sit opholdsland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2015/32.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen