Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 9 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

Dato: 29-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 09-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en russisk statsborger. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen på et forkert grundlag, da ansøgeren blev anset for at være lettisk statsborger og dermed EU-borger, hvorimod han rettelig var russisk statsborger. I juni og juli 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at hans ansøgning om tids¬ubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke kunne imødekommes. I juni 2014 stadfæstede Udlændingestyrelsen Statsforvaltningens afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingestyrelsen oplyste overfor ansøgeren, at Udlændingestyrelsen tillige havde behandlet ansøgerens sag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag efter denne bestemmelse. I september 2014 meddelte Statsforvaltningen, at ansøgerens opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt. I oktober 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingenævnet og anførte i den forbindelse, at han havde boet og arbejdet i Danmark siden december 2008, at han opfyldte alle betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som EU-borger, og at Statsforvaltningens fejl ikke burde komme ham til skade. Ansøgeren anførte endvidere, at han indtil september 2013 havde været på dagpenge fra sin A-kasse, at han havde et lettisk pas, at han var lettisk statsborger, og at han var EU-borger. Vedlagt klagen var en kopi af det, som ansøgeren oplyste var et lettisk stats¬borgerpas fra december 1970. Det fremgik af de kopierede sider, at passet var udstedt af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og ansøgerens nationalitet var russisk.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, og at han ikke havde oplyst om sådanne omstændigheder, herunder at han skulle lide af alvorlige sygdomme eller handicaps, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været i arbejde siden maj 2014, og at han havde uddannet sig til buschauffør og lastbilchauffør. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet henviste til, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioderne fra april 2011 til maj 2013, fra juli 2013 til juni 2014 og fra september 2014 til marts 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i kraft af sit ophold i Danmark, herunder karakteren og længden heraf, hvor han i cirka fem år havde haft ret til ophold på et forkert grundlag, sammenholdt med ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke burde komme ham til skade, at han af Statsforvaltningen i december 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen, og at han var lettisk statsborger og dermed EU-borger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af blandt andet kopi af certifikat med bilag fra den lettiske ambassade i Danmark fra juli 2013 samt af kopier af ansøgerens lettiske fremmedpas, at han ikke var statsborger i Letland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens statsborgerskabsstatus ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på baggrund af sin tidligere ret til ophold meddelt på forkert grundlag havde opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler. FAM/2015/204.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 24-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som indrejste i Danmark i juni 2014. Det fremgik af referencens asylakter, at han indrejste i Danmark med sin onkel og fætter, at referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og dennes onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med. Det var oplyst, at referencen skulle bo sammen med sin onkel, når han ankom til Danmark, at han gerne ville bo med sin onkel, og at referencen og onklen altid havde boet sammen på samme matrikel under referencens opvækst i Syrien.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og referencens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var planen ved referencens flugt, at ansøgerne skulle følge efter referencen, så ansøgerne og referencen kunne bo sammen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og sin onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med, og at referencen således frivilligt udrejste af Egypten med hans onkel. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der således ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til EMRK artikel 8 kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet havde endvidere noteret, at ansøgerne havde børn i såvel Sverige som Saudi Arabien. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde boet sammen med ansøgerne i ansøgernes hjem i Syrien indtil referencens flugt i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var fyldt 18 år og dermed myndig, uanset at referencen søgte om familiesammenføring, da han var knap 18 år, og at han således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger også havde boet på samme matrikel som sin onkel hele sit liv, at han flygtede med blandt andet sin onkel fra Syrien, og at han efter det oplyste til sin asylsag fortsat gerne ville bo med onklen i Danmark. Det forhold, at referencen ikke var enig i Udlændingestyrelsens formulering om, at referencen selv havde valgt at afbryde familielivet, og at han i den forbindelse henviste til artikel 8 i EMRK, fandt Udlændingenævnet ikke på baggrund af ovenstående kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8’s beskyttelse primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, dvs. fader, moder og mindreårige børn, og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer "elements of dependency involving more than the normal emotional ties" mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelser i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger led af diabetes og diskusprolaps, at det ikke var muligt at finde medicin til ansøgeren, at den anden ansøger led af ødemer og problemer med kredsløbet, og at hun havde brug for medicin, hvilket var svært at få fat på i Syrien, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet aldersrelateret sygdom samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at det forhold, at baggrunden for ansøgningerne var, at ansøgerne befandt sig i Syrien og/eller Egypten under farlige omstændigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kan føre til opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endeligt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelser i Danmark. FAM/2015/137.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1936 i Makedonien, hvor hun var statsborger. Referencen var født i 1967 i Makedonien og indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 1988.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor referencen i januar 1988 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at referencen i august 1992 indgik ægteskab i Danmark, at referencen havde fået tre børn, at referencen således havde stiftet egen familie i Danmark, at referencen ikke havde forsørget ansøgeren, og at referencen først i september 2014 – 28 år efter referencens indrejse i Danmark – havde ansøgt om familiesammenføring med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ikke havde haft et behov for at være en del af referencens eller dennes søskendes husstand, idet hun havde levet med sin ægtefælle, som hjalp hende indtil sin død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der således ikke på den baggrund forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at beskyttelsen af familielivet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager sigte på den almindelige traditionelle europæiske kernefamilie. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det forhold, at ansøgeren havde været alvorligt syg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen havde oplyst, at ansøgeren var færdigbehandlet, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet led af en alvorlig sygdom, og at ansøgeren fortsat havde adgang til læge. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste skulle være alene i Makedonien, idet hendes børn boede i henholdsvis Danmark, Schweiz og et ukendt land, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/108.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

Dato: 02-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, til fem irakiske statsborgere. Ansøgerne, var født i henholdsvis 2000, 2002, 2003, 2005 og 2008 og søgte i september 2014 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende halvbroder, der var født i 1959. Partsrepræsentanten havde til sagen oplyst, at børnenes moder var blevet gift igen, og at hendes nye ægtefælle ikke ville have hendes særbørn boende, samt at den herboende halvbroder havde fået tildelt forældremyndigheden over børnene.

Udlændingenævnet fandt, at de fem ansøgere ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse til de fem ansøgere under henvisning til den herboende halvbroder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering til grund, at de fem ansøgere efter de foreliggende oplysninger ikke var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg, idet deres moder opholdt sig i hjemlandet, og at der således ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende halvbroder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende halvbroder indrejste i Danmark i august 2001, at han aldrig havde boet sammen med de fem ansøgere eller bidraget til deres forsørgelse, og at de efter det oplyste boede hos en bekendt af familien, siden de fem ansøgeres moders nye ægtefælle efter det oplyste afviste at have dem boende. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at børnene havde deres moder i Irak, og at hun sås at have påtaget sig et ansvar for at finde et sted, hvor børnene kunne få omsorg og forsørgelse. Det forhold, at den herboende halvbroder skulle være tillagt forældremyndigheden, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til det oplyste om den herboende halvbroders kontakt med børnene, herunder karakteren og omfanget af denne. Udlændingenævnet bemærkede, at de fem ansøgeres fader efter det oplyste afgik ved døden i september 2009, at den herboende halvbroder i august 2013 efter det oplyste fik overdraget forældremyndigheden til sig, og at han først i september 2014 søgte om familiesammenføring med børnene. De fem ansøgeres moder havde således efter deres faders død fungeret som den primære omsorgsgiver, og uanset det oplyste om, at moderens nye ægtefælle ikke ville have børnene boende hos sig, fandt Udlændingenævnet, at de fem ansøgeres moder fortsat ville kunne drage omsorg for dem. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende halvbroder ikke havde boet sammen med børnene, samt at moderens rolle som den primære forsørger og omsorgsperson måtte antages at have medført, at der ikke forelå en sådan tilknytning mellem den herboende halvbroder og de fem ansøgere, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende halvbroder, at der var grundlag for at meddele de fem ansøgere opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at den af familien bekendte person ikke kunne have børnene boende fremover, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdssted ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/51.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 26-05-2015

Udlændingenævnet hjemviste i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en pakistansk moder til en herboende søn.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud levede op til kravene om partshøring, jf. forvaltningslovens § 19. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen forud for, at styrelsen traf afgørelse i ansøgerens sag, havde foretaget en høring angående ansøgerens behandlingsmuligheder i hjemlandet, og at styrelsen i april 2015 modtog svar på dette, hvoraf det fremgik, at ansøgerens medicin var tilgængelig i Pakistan, og at de månedlige omkostninger for den omtalte medicin ville udgøre cirka 275 kr. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have sendt svaret i høring hos ansøgeren, og at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen havde lagt vægt på høringssvaret fra april 2015. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til ansøgerens ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/94.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 18-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsborger fra Somalia. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, som var moder til den herboende reference, var født i 1960, og at den herboende søn havde boet sammen med hende samt forsørget hende, indtil han flygtede til Danmark i 2013. Det fremgik således, at ansøgeren, den herboende søn, hans ægtefælle og ansøgerens ældste søn, forinden han blev dræbt af Al-Shabaab, boede sammen i et hus i Somalia, inden den herboende søn udrejste fra Somalia i februar 2013. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ejede en lille butik, hvorfra hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Det fremgik herved, at ansøgeren var afhængig af hjælp fra hendes herboende søn og dennes ægtefælle, idet hun havde mistet hele sin slægt i Somalia, og at det var den herboende søns ægtefælle, som forsørgede hende på ansøgningstidspunktet. Herudover fremgik det, at ansøgeren på grund af stress i familien og Al-Shabaabs drab på hendes ældste søn havde det psykisk dårligt. Det fremgik ydermere, at det var ansøgeren, som finansierede den herboende søns udrejse fra Somalia ved at sælge familiens gård. Endvidere fremgik det, at den herboende søn havde talt med ansøgeren én gang i slutningen af februar 2013 efter sin udrejse til Danmark, at ansøgeren og den herboende søns ægtefælle efter hans flugt til Danmark i 2013 flygtede til en flygtningelejr i Uganda, at ansøgeren ville sidde tilbage i flygtningelejren i Uganda uden forsørgelse og uden familie, når den herboende søns ægtefælle rejste til Danmark, og at den herboende søns ægtefælle i december 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende søn og ansøgeren, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var flygtet til Uganda. Udlændingenævnet fandt herved, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, og Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøgeren havde klaret sig selv siden cirka 1990, hvor hun efter det oplyste blev enke, herunder at hun havde oppebåret en selvstændig indtægt samt opretholdt sin egen husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søn ikke havde stiftet selvstændig bopæl, selvom han var blevet gift, men at han forblev en del af ansøgerens husstand. Udlændingenævnet bemærkede ydermere, at det forhold, at det var ansøgeren, som havde betalt for den herboende søns udrejse af Somalia, understøttede, at ansøgeren kunne handle selvstændigt. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende søns og ansøgerens tilknytning ikke gik ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren var etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at Danmark var forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn kom til Danmark i oktober 2013, og at ansøgeren således ikke havde boet sammen med ham i halvandet år. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren – inden hun selv flygtede fra Somalia – ejede en lille butik, hvor hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søns far døde i en bilulykke, da han var to år gammel, at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren, indtil han flygtede til Danmark i februar 2013, at han havde forsørget hende, og at hun var afhængig af hjælp fra den herboende søn og dennes ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud

Dato: 18-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 13-05-2015

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i maj 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.

Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren var en del af hans husstand, indtil han flygtede fra Afghanistan, at han havde forsørget ansøgeren siden 2000, hvor ansøgerens ægtefælle afgik ved døden, og at ansøgerens anden søn ligeledes var optaget i referencens husstand, hvorfor den herboende reference på den baggrund måtte anses for at være familiens overhoved. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgningen om familiesammenføring var indgivet i umiddelbar forlængelse af, at den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference og hans familie først blev boligplaceret i juni 2014, at ansøgeren fik udstedt sit pas i august 2014, og at den herboende reference indgav ansøgning om familiesammenføring i september 2014, hvilket efter det oplyste var dagen efter, at han modtog kopi af ansøgerens pas fra Afghanistan. FAM/2015/63.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 06-05-2015

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til to søskende til en herboende storesøster. Ansøgerne var født i henholdsvis december 1998 og september 2000, begge i Somalia, hvor de begge var statsborgere. Den herboende storesøster var født i februar 1995 i Somalia og indrejste i juli 2013 i Danmark, hvor hun i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at de burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende storesøsters og ansøgernes forældre var afgået ved døden, at den herboende storesøster og ansøgerne havde boet hos deres onkel i Somalia siden forældrenes død, og at den herboende storesøster i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne blev boende i Somalia hos deres onkel indtil dennes død i 2013, at ansøgerne flygtede til Kenya, idet slægtninge i Somalia forsøgte at tvangsgifte den ene ansøger, at ansøgerne boede hos en bekendt i Kenya, at ansøgerne senere var flygtet til Uganda til en fjern slægtning, og at ansøgerne var smidt på gaden af slægtningen, men var genhuset hos en nabo. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der forelå ganske særlige grunde for, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til storesøsteren som nærmeste slægtning, idet ansøgerne var uden omsorgspersoner og i øvrigt manglede grundlæggende omsorg, da ansøgerne havde boet hos deres onkel siden forældrenes død, hvorfor onklen havde fungeret som den primære forsørger og omsorgsperson, da onklen var afgået ved døden, og da der ikke var andre nære slægtning i hjem- eller opholdslandet, der var trådt til for at forsørge eller yde omsorg for ansøgerne. FAM/2015/68.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen