Familiesammenføring, andre
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsborger fra Somalia. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, som var moder til den herboende reference, var født i 1960, og at den herboende søn havde boet sammen med hende samt forsørget hende, indtil han flygtede til Danmark i 2013. Det fremgik således, at ansøgeren, den herboende søn, hans ægtefælle og ansøgerens ældste søn, forinden han blev dræbt af Al-Shabaab, boede sammen i et hus i Somalia, inden den herboende søn udrejste fra Somalia i februar 2013. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ejede en lille butik, hvorfra hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Det fremgik herved, at ansøgeren var afhængig af hjælp fra hendes herboende søn og dennes ægtefælle, idet hun havde mistet hele sin slægt i Somalia, og at det var den herboende søns ægtefælle, som forsørgede hende på ansøgningstidspunktet. Herudover fremgik det, at ansøgeren på grund af stress i familien og Al-Shabaabs drab på hendes ældste søn havde det psykisk dårligt. Det fremgik ydermere, at det var ansøgeren, som finansierede den herboende søns udrejse fra Somalia ved at sælge familiens gård. Endvidere fremgik det, at den herboende søn havde talt med ansøgeren én gang i slutningen af februar 2013 efter sin udrejse til Danmark, at ansøgeren og den herboende søns ægtefælle efter hans flugt til Danmark i 2013 flygtede til en flygtningelejr i Uganda, at ansøgeren ville sidde tilbage i flygtningelejren i Uganda uden forsørgelse og uden familie, når den herboende søns ægtefælle rejste til Danmark, og at den herboende søns ægtefælle i december 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende søn og ansøgeren, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var flygtet til Uganda. Udlændingenævnet fandt herved, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, og Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøgeren havde klaret sig selv siden cirka 1990, hvor hun efter det oplyste blev enke, herunder at hun havde oppebåret en selvstændig indtægt samt opretholdt sin egen husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søn ikke havde stiftet selvstændig bopæl, selvom han var blevet gift, men at han forblev en del af ansøgerens husstand. Udlændingenævnet bemærkede ydermere, at det forhold, at det var ansøgeren, som havde betalt for den herboende søns udrejse af Somalia, understøttede, at ansøgeren kunne handle selvstændigt. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende søns og ansøgerens tilknytning ikke gik ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren var etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at Danmark var forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn kom til Danmark i oktober 2013, og at ansøgeren således ikke havde boet sammen med ham i halvandet år. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren – inden hun selv flygtede fra Somalia – ejede en lille butik, hvor hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søns far døde i en bilulykke, da han var to år gammel, at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren, indtil han flygtede til Danmark i februar 2013, at han havde forsørget hende, og at hun var afhængig af hjælp fra den herboende søn og dennes ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/54.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 13-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i maj 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.
Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren var en del af hans husstand, indtil han flygtede fra Afghanistan, at han havde forsørget ansøgeren siden 2000, hvor ansøgerens ægtefælle afgik ved døden, og at ansøgerens anden søn ligeledes var optaget i referencens husstand, hvorfor den herboende reference på den baggrund måtte anses for at være familiens overhoved. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgningen om familiesammenføring var indgivet i umiddelbar forlængelse af, at den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference og hans familie først blev boligplaceret i juni 2014, at ansøgeren fik udstedt sit pas i august 2014, og at den herboende reference indgav ansøgning om familiesammenføring i september 2014, hvilket efter det oplyste var dagen efter, at han modtog kopi af ansøgerens pas fra Afghanistan. FAM/2015/63.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 06-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til to søskende til en herboende storesøster. Ansøgerne var født i henholdsvis december 1998 og september 2000, begge i Somalia, hvor de begge var statsborgere. Den herboende storesøster var født i februar 1995 i Somalia og indrejste i juli 2013 i Danmark, hvor hun i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at de burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende storesøsters og ansøgernes forældre var afgået ved døden, at den herboende storesøster og ansøgerne havde boet hos deres onkel i Somalia siden forældrenes død, og at den herboende storesøster i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne blev boende i Somalia hos deres onkel indtil dennes død i 2013, at ansøgerne flygtede til Kenya, idet slægtninge i Somalia forsøgte at tvangsgifte den ene ansøger, at ansøgerne boede hos en bekendt i Kenya, at ansøgerne senere var flygtet til Uganda til en fjern slægtning, og at ansøgerne var smidt på gaden af slægtningen, men var genhuset hos en nabo. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der forelå ganske særlige grunde for, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til storesøsteren som nærmeste slægtning, idet ansøgerne var uden omsorgspersoner og i øvrigt manglede grundlæggende omsorg, da ansøgerne havde boet hos deres onkel siden forældrenes død, hvorfor onklen havde fungeret som den primære forsørger og omsorgsperson, da onklen var afgået ved døden, og da der ikke var andre nære slægtning i hjem- eller opholdslandet, der var trådt til for at forsørge eller yde omsorg for ansøgerne. FAM/2015/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre
Dato: 20-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en syrisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var født i januar 1990, at ansøgeren fra august 2013 og frem til ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Tyrkiet sammen med sin moder og søster, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, og at ansøgeren stod i en svær situation grundet den sikkerhedsmæssige situation i Syrien. Det var endvidere oplyst, at den herboende fader led af en hjertesygdom og afventede en bypassoperation. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2014 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Den herboende faders ægtefælle og andet barn blev i december 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren ikke havde anden familie i Syrien, at ansøgeren havde det dårligt psykisk grundet trusler og afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende faders helbredstilstand var blevet forværret siden ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader, indtil den herboende fader flygtede til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 25 år og således var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende faders ægtefælle og andet barn var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren var i en svær sikkerhedsmæssig situation, idet dette forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende fader led af depression, posttraumatisk belastningsreaktion, blærecancer og havde en forestående bypassoperation, kunne ikke efter praksis føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, som kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, hvorfor det ikke var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/122.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 16-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre
Dato: 09-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en voksen datter fra Syrien, som søgte om familiesammenføring med sin herboende fader. Faderen blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse på baggrund af asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring under henvisning til sin fader. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren var født i februar 1994, og at hun var syrisk statsborger. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden sin fødsel havde opholdt sig i Syrien, at hun i Syrien havde gennemført 12 års grundskole, at hun på ansøgningstidspunktet læste til mekanikingeniør, og at hun ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det blev endvidere oplyst, at faderen forud for sin indrejse i Danmark havde boet sammen med ansøgeren, at han ikke under sit ophold i Danmark havde bidraget økonomisk til ansøgerens forsørgelse i Syrien, og at han havde fire søskende i Syrien, hvoraf tre af dem var gift. I december 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin fader. Ansøgerens moder og bror blev samtidig meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle/fader. Til støtte for klagen blev det anført, at ansøgeren havde boet og var opvokset hos sin familie, at hun var afhængig af dem, og at hun reelt var uden familienetværk i Syrien. Det blev endvidere anført, at Syrien var et livsfarligt sted at leve på grund af krig, og at faderen som flygtning havde ret til at bo i Danmark med ansøgeren under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hedes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren skulle være afhængig af sin familie, at faderens fire søskende var flygtet ud af Syrien, at ansøgeren reelt var uden familienetværk i Syrien, og at hun efter faderens opfattelse ikke kunne bo i Syrien alene. Udlændingenævnet fandt, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele hende afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn efter EMRK artikel 8, hvis der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c. Det forhold, at ansøgeren angiveligt var uden et familienetværk i Syrien, kunne ikke føre til, at der var etableret et sådant plejeforhold, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var 20 år og dermed myndig, at hun var født og opvokset i Syrien, at hun havde gennemført 12 års grundskole, at hun læste til mekanikingeniør, og at hun aldrig havde besøgt Danmark før. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo i Syrien, idet hun måtte anses for at have en væsentlig kulturel og sproglig tilknytning til sit hjemland. Det forhold, at Syrien var plaget af krigstilstande, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i tilknytning hertil, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at der burde meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/117.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde
Dato: 09-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en russisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, der indrejste i Danmark i december 1991. I februar 1997 indgik den herboende datter ægteskab med en dansk statsborger, og parret fik to børn i henholdsvis august 1997 og november 1999. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet i Rusland hele sit liv, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2004, og at ansøgeren ikke havde familie tilbage i Rusland, idet hendes anden datter døde i 1985. Ansøgeren blev i starten af 2014 syg, hvorfor den herboende datter flyttede til Rusland for at hjælpe. Den herboende datter havde til støtte for klagen anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse ville resultere i, at hun skulle forlade Danmark for at passe moderen, at hun havde boet i Danmark i 25 år og arbejdet lovligt i Danmark uden at modtage offentlig hjælp, at hendes moder altid havde støttet hende og hendes familie, at hun havde et tæt forhold til sin moder, og at familien ofte besøgte Rusland. Den herboende datter anførte endvidere, at situationen ændrede sig markant i 2014, da moderen blev alvorligt lam i kroppen, at hun led af slagtilfælde med lammelse af højre arm og ben samt taleforstyrrelser, og at moderens tilknytning til Danmark var større end til Rusland, da hendes eneste datter boede i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende datter, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet egen selvstændig familie i Danmark, at hun flyttede til Danmark i 1991, og at hun ikke havde boet fast sammen med sin moder i ca. 23 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i hjemlandet havde adgang til blandt andet pleje og medicin, at ansøgeren havde fået udarbejdet et rehabiliteringsprogram samt stillet en kørestol til rådighed. Selvom den herboende datter i begyndelsen af 2014 udrejste til Rusland for at passe ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden, at der ikke herved blev etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. FAM/2015/128.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet