Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 11 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelser af 26. januar 2015 og 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Afslag på genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Chile og dennes to børn, født i henholdsvis 2002 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2007 og blev i 2009 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og Udlændingestyrelsen nægtede i 2011 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor ansøgeren rejste tilbage til Chile. I maj 2012 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. Ansøgeren medbragte ved denne indrejse sine to børn, der aldrig tidligere havde været i Danmark. I februar 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ansøgeren ikke var asylansøger, hvorefter ansøgeren indgav en ansøgning om asyl, som Udlændingestyrelsen i august 2013 meddelte afslag på. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afslag på asyl til ansøgeren og dennes børn og pålagde dem at udrejse senest 14 dage senere. Under asylsagen blev det oplyst, at børnenes fader havde udsat ansøgeren og børnene for vold, at han havde forfalsket papirerne, hvorved han blev tillagt forældremyndighed i 2005 over børnene, at ansøgeren i 2011 fik forældremyndigheden over børnene, og at hun var bange for at vende tilbage til Chile, da der verserede en sag mod hende, fordi hun var beskyldt for at have taget børnene ulovligt fra Chile, hvilket hun ikke mente, at hun havde gjort. Justitsministeriet meddelte i februar 2014 på ny ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse. I juni 2014 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. Justitsministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne om ansøgeren og dennes børns psykiske helbredstilstand allerede indgik i grundlaget for Justitsministeriets afgørelse fra februar 2014. Justitsministeriet videresendte herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle tage stilling til, om ansøgeren og dennes børn kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under sagen i Udlændingestyrelsen blev det oplyst, at børnene under deres opvækst havde boet i USA og Chile, at ansøgeren led af svær depression og flere gange havde været suicidal, og at børnenes fader havde begået voldelige og seksuelle overgreb mod det ene barn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes børn ikke siden deres indrejse i Danmark i 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Der kunne endvidere ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse her i landet, henset til karakteren og længden heraf. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens og dennes børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren og dennes børn skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og havde opnået god kontakt til ansøgerens herboende danske kæreste og dennes forældre, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da de alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, da længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold, og da der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet fandt desuden, at det beroede på ansøgerens og børnenes fars forhold, at børnene havde boet i både Chile og USA, inden børnene kom til Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste havde accepteret, at børnene boede hos deres far i en periode fra 2005 til 2011. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren led af svær depression og tidligere havde været indlagt som følge af suicidalforsøg, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i februar 2014 havde meddelt ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og i juni 2014 havde afslået at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, måtte anses som lex specialis i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere havde været asylansøger, kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var ansøgerens eget valg at rejse til Danmark med sine børn og flytte børnene væk fra deres hidtidige tilværelse i Chile. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde forældremyndigheden over sine børn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge de chilenske myndigheders hjælp i forbindelse med en eventuel forældremyndighedssag i Chile. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i lidt over to år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder uanset forældremyndigheden som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland, eller om der måtte være uløste privatretlige forhold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. Udlændingenævnet afslog efterfølgende i maj 2015 at genoptage sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgerens yngste barn udviste tydelige stresssymptomer – herunder opkast, tankemylder, inkontinens, uro, social tilbagetrækning og søvnvanskeligheder – i forbindelse med afslaget på opholdstilladelse i Danmark, og at en psykolog havde vurderet, at barnet var i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade i sin psykiske udvikling. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at familien var belastet af usikkerheden om deres fremtid og eventuelle tilbagevenden til ansøgerens tidligere ægtefælle, og at ansøgeren var desperat, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle beskytte sine børn mod børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgeren havde en lang historie med psykiske lidelser, at hun formentlig var manisk og formentlig havde en bipolær lidelse, at hun havde boet i Danmark i otte år og havde haft arbejde, og at det ville være umuligt for hende at skabe trygge rammer for børnene i Chile. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgik af udtalelser fra marts 2015 fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, at ansøgerens ældste barn led af en medført hjertesygdom (forstørret hjerte), at børnene var behandlingskrævende børn, der uden snarlig behandling havde stor risiko for at pådrage sig psykiske lidelser, herunder varige personlighedsforstyrrelser, og at børnene formentlig ikke ville modtage den fornødne behandling, hvis de hjemsendtes. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var tale om nye, væsentlige oplysninger, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at oplysningerne om børnenes psykiske helbred og familiens usikkerhed ved eventuel tilbagevenden til børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt, allerede var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der i Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015 blev lagt vægt på, at Justitsministeriet ved afgørelse fra februar 2014 havde meddelt ansøgeren og hendes to børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og ved afgørelse af 3. juni 2014 havde meddelt afslag på genoptagelse af sagen herom, hvor psykiske helbredsmæssige forhold var indgået i grundlaget for Justitsministeriets vurdering, og at udlændingelovens § 9 b må anses som en særbestemmelse (lex specialis) i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den chilenske konsul i en udtalelse fra februar 2015 havde tilkendegivet, at ansøgeren risikerede retsforfølgelse i Chile, idet børnenes fader kunne anlægge sag mod hende for at have taget børnene med til Danmark uden hans samtykke. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at unddrage sig strafforfølgelse eller en forældremyndighedssag. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at børnebortførelse også er strafbart i Danmark. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at konsulen havde vurderet, at der ved en tvangsudsendelse ikke i tilstrækkeligt omfang var taget hensyn til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet udtalelsen havde karakter af et partsindlæg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, jf. også Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Det forhold, at familiens situation var blevet forværret efter Udlændingenævnets afgørelse i januar 2015 på grund af udsigten til effektuering af udsendelsen, kunne endelig ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som ikke forelå i januar 2015 ved Udlændingenævnets oprindelige afgørelse i sagen, og som derfor ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. FAM/2015/98.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 07-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder og fader født i henholdsvis 1940 og 1938, som begge var statsborgere i Syrien, og som søgte om opholdstilladelse med deres herboende voksne barn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerne ikke havde noget familie tilbage i Syrien, og at situationen i Syrien gjorde, at forældrene fandt, at deres sikkerhed var truet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende og forældrene, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende i 1997 havde indgået ægteskab og derved havde stiftet selvstændig familie, at den herboende i 2000 indrejste og blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at moderen havde boet hos den herboende i 2002, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende eventuelt havde ydet økonomisk tilskud til forældrene, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der sendes penge til forsørgelse til forældrene i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland samt almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at krigen i Syrien, og det forhold, at det til sagen er oplyst, at Islamisk Stat befandt sig mindre end en kilometer fra det område, hvor ansøgerne levede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/193.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Ej ganske særlige grunde

Dato: 07-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på henholdsvis opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, til en serbisk statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2008 blev ansøgeren efter tidligere at have fået afslag herpå meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som efterfølgende blev forlænget frem til november 2012. Ansøgeren blev igen i april 2013 meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som udløb i november 2013. Justitsministeriet meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I forbindelse med ansøgerens afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen anmodet om at tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvilket Udlændingestyrelsen meddelte afslag på i juni 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni og forstyrret personlighedsstruktur, hvilket ansøgeren modtog medicinske præparater for. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Justitsministeriet i sin afgørelse om afslag på forlængelse af ansøgerens humanitære opholdstilladelse i marts 2014 vurderede, at ansøgeren kunne modtage medicinske præparater for sine sygdomme i hjemlandet, og at ansøgeren kunne afholde udgifterne til den nødvendige medicin. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren først var indrejst i Danmark i en alder af 47 år i november 2007, at ansøgeren ikke kunne læse eller skrive dansk, og at ansøgeren havde haft humanitær opholdstilladelse i Danmark i medfør udlændingelovens § 9 b, stk. 1, siden november 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke på denne baggrund havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren under henvisning til sit ophold på baggrund af egne helbredsmæssige forhold kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgeren kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. FAM/2014/243.

Resume af Udlændingenævnets afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, kan læses under Tidsubegrænset opholdstilladelse, krav om lovligt ophold.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 06-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Somalia, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i juli 2013, og som indrejste i Danmark i august 2014. Ansøgeren søgte i december 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab indgået med sin herboende datters far. I februar 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 8, da det måtte anses for tvivlsomt, om parrets ægteskab var indgået efter begge parters ønske. Afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2013. I april 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter, som var parrets fællesbarn, og som på ansøgningstidspunktet boede i Kenya sammen med ansøgeren. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, principperne i Zambrano-dommen og udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. I september 2014 stadfæstede Justitsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende principperne i Zambrano-dommen.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun søgte om familiesammenføring med sin datter i Danmark, da hun tidligere havde fået afslag på opholdstilladelse med sin ægtefælle under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8. Det forhold, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse boede i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter boede i Kenya fra fødslen til august 2014, og at det var parrets eget valg, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet med sin datter gennem besøgsophold, enten i Danmark eller i det land, hvor ansøgeren havde eller måtte tage ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. FAM/2014/176.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 27-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1989, kom i marts 2007 til Danmark, hvor han søgte asyl. Ansøgerens mor og søstre boede på daværende tidspunkt allerede i Danmark. Ansøgeren blev meddelt afslag på asyl og afslag på familiesammenføring med sin mor efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. I august 2008 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, under henvisning til, at den medicin, ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på daværende tidspunkt kostede omkring 2.000 kr. månedligt. Den humanitære opholdstilladelse blev løbende forlænget. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren led af alvorlig sindssygdom uden tilstrækkelig sygdomsindsigt, og at ansøgeren var ude af stand til selv at kunne opsøge og varetage egen behandling. I februar 2014 afslog Justitsministeriet at forlænge ansøgerens humanitære opholdstilladelse, idet den medicin, som ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på afgørelsestidspunktet kostede omkring 13 kr. månedligt. Justitsministeriet sendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes herboende mor eller søstre, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herunder særligt vægt på, at ansøgeren var myndig og i juli 2013 havde indgået ægteskab med en norsk statsborger boende i Norge og således stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle måtte anses for at være nærmere til at varetage omsorgen for ansøgeren end ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden marts 2007 og i perioden fra august 2008 til august 2012 havde haft en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold, hvorfor ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sit helbred, idet Justitsministeriet ved sin afgørelse i februar 2014 vurderede, at ansøgeren ikke længere opfyldte betingelserne for at få forlænget sin humanitære opholdstilladelse, og idet den medicin, ansøgeren anvendte nu, kostede cirka 13 kr. månedligt, hvorfor ansøgeren nu kunne blive behandlet i hjemlandet. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke havde et sådant særligt plejebehov, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at tage ophold i Iran og dér modtage den nødvendige behandling for sin sindssygdom, eller at søge familiesammenføring med sin ægtefælle i dennes opholdsland. FAM/2014/163.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Nærmeste familie

Dato: 13-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en 16-årig gambiansk statsborger. Den herboende reference, der var ansøgerens søster, havde til klagesagen oplyst, at ansøgeren boede sammen med sin moder, indtil moderen afgik ved døden i februar 2011, og at ansøgeren på ansøgningstidspunktet boede sammen med sin myndige bror. I forbindelse med ansøgningen blev det oplyst, at ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen hos deres moder i perioden fra 1998 til 2000, at den herboende reference havde to børn i Danmark, at den herboende reference også havde boet sammen med ansøgeren, når den herboende reference var på ferie i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende reference tit havde kontakt gennem telefon eller Skype, og at ansøgeren først søgte om opholdstilladelse i Danmark, efter at ansøgerens og den herboende søsters moder afgik ved døden. Det var endvidere oplyst, at den herboende reference havde forsørget ansøgeren med et beløb på cirka 1.000 til 2.000 kr. om måneden, at den herboende reference havde besøgt ansøgeren i Gambia i februar 2011, april 2011 og januar 2014, at ansøgeren aldrig havde kendt sin far, at hun hele sit liv havde boet sammen med sin moder, og at ansøgeren på afgørelsestidspunktet boede sammen med sin 24-årige bror. Den herboende reference havde desuden vedlagt en erklæring underskrevet af den herboende references bror, hvoraf det fremgik, at broderen havde forældremyndigheden over ansøgeren, at han ikke kunne tage sig af ansøgeren, da han var under uddannelse, og at han gav sin tilladelse til, at ansøgeren kunne tage til Danmark og bo hos den herboende reference. Det var endvidere anført, at broderen ikke kunne tage sig af ansøgeren, da han skulle til England for at færdiggøre sin uddannelse, at broderen og ansøgeren skændtes, og at den herboende reference havde insisteret på, at broderen skulle blive i Gambia og tage sig af ansøgeren, indtil ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark var færdigbehandlet. Den herboende reference havde derudover anført, at hun ville tage sig af ansøgeren, og at hun var meget bekymret for ansøgerens situation i Gambia.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at den herboende reference var ansøgerens nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Gambia. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens bror var myndig, at han tillige måtte kunne anses for at drage omsorg for ansøgeren, og at ansøgeren siden moderens død havde boet sammen med sin bror. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der mellem ansøgeren og den herboende reference ikke forelå en helt særlig familiemæssig eller lignende tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, da den herboende reference ikke havde levet sammen med ansøgeren, siden den herboende references udrejse fra Gambia i 2000, og da den herboende references besøg i Gambia i 2011 og 2014 ikke kunne føre til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem den herboende reference og ansøgeren, som Danmark var nærmest til at beskytte. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var uden familienetværk i Gambia, idet hun havde sin bror som omsorgsperson, og at han var 24 år og dermed myndighed, samt at der ikke var oplyst grunde til, at ansøgerens broder ikke kunne vedblive med at tage sig af ansøgeren. FAM/2014/223.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Ophold hos barnets nærmeste familie

Dato: 06-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlængestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til et barn fra Iran, født i 1998, der søgte om familiesammenføring med sin herboende onkel, som i marts 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren var født og opvokset i Iran, hvor han havde gået otte år i skole. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens forældre blev skilt, da ansøgeren var to år, at ansøgerens mor havde stiftet en ny familie, at hun ikke siden skilsmissen havde set ansøgeren, at hans far forsvandt ti år forud for ansøgningens indgivelse, at ansøgeren var blevet smidt ud af skolen, fordi hans far ikke mødte på skolen, at han hele sit liv havde boet hos sin farmor, at han havde boet med den herboende onkel, fra han var et år, til han var 11 år, og at den herboende onkel sidst havde set ansøgeren i 2009. Under klagesagen oplyste den herboende onkel, at han rettelig sidst så ansøgeren i 2011. Den herboende onkel havde anført, at han siden marts 2013 havde bidraget til forsørgelsen af ansøgeren, men at han ikke længere havde råd til at forsørge ansøgeren, at ansøgerens farmor på ansøgningstidspunktet var gammel og syg, og at hun og den herboende onkels to søskende, som var bosiddende i Iran, ikke kunne tage ansvar for ansøgeren. Den herboende onkel var selv født i 1986.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive at tage ophold sammen med sin farmor eller den øvrige familie, som var bosiddende i Iran. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Iran, herunder at han var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Iran. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens mor og ansøgerens herboende onkels to søskende endvidere opholdt sig i Iran. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren, i perioden siden han var et år til i hvert fald 2009, havde boet hos sin farmor sammen med den herboende onkel, og at han igen efter den herboende onkels udrejse i 2011 tog ophold hos sin farmor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende onkel efter det oplyste ikke siden 2011 havde boet sammen, at ansøgeren hele sit liv havde boet hos sin farmor og på afgørelsestidspunktet fortsat gjorde det, og at ansøgerens farmor måtte anses som den primære omsorgsperson, da den herboende onkel på det tidspunkt, hvor ansøgerens far forsvandt, kun var 14 år, og da den herboende onkel først i 2013 – to år efter at han senest havde set ansøgeren – af de iranske myndigheder blev udpeget som ansvarlig for ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere gik i skole, og at hans farmor var syg og ikke længere kunne forsørge ham, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne anses som særlige grunde, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 15 år, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, hvorfor han ikke havde behov for omsorg i samme omfang, som mindre børn har. FAM/2014/160.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 18-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsløs palæstinenser under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle, som var barnets fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren gerne ville bo i Danmark med sit barn, der var diagnosticeret med autisme, og at barnet ikke havde mulighed for at flytte til Sverige, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, da barnets far ikke ville flytte til Sverige, fordi barnet ikke ville kunne klare at flytte. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren havde yderligere to børn i Danmark, og at ansøgeren brugte cirka 3.000 til 4.000 kr. hver anden måned på at besøge børnene. Alle tre børn boede hos ansøgerens ægtefælle i Danmark. Parret blev separeret i april 2013, men var fortsat gift på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Om samværet mellem ansøgeren og hendes herboende barn var det oplyst, at barnet altid overnattede hos sin fader, at ansøgeren kom til Danmark hver anden måned og i den forbindelse opholdt sig hos en veninde, og at hun så barnet i weekenden. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at barnet og dets søskende og faderen havde boet i Sverige i perioden fra november 2009 til marts 2010 og igen fra april 2011 til december 2012.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og lagde vægt på, at der mellem ansøgeren og barnet ikke forelå en helt særlig tilknytning udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for barnets indrejse i Danmark var gift, at det måtte lægges til grund, at beslutningen om barnets ophold i Danmark var truffet af forældrene i fællesskab, at ansøgeren samtykkede i, at barnet skulle bo i Danmark uden ansøgeren, at ansøgeren siden december 2012 havde udøvet samvær med barnet via besøgsophold, at omfanget af samværet ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren ikke havde haft fælles bopæl med barnet siden 2012, og at det var muligt fortsat at udøve samværet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/238.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 26-08-2014

Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en statsborger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende broder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin broder i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som ansøgerens advokat havde afgivet, hvoraf det fremgik, at ansøgerens fader og moder var afgået ved døden, at hans fætter i Afghanistan var forsvundet, og at han levede hos bekendte af sin afdøde faster, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens broder måtte anses for at være hans nærmeste familie, og at ansøgeren var uden reelle omsorgspersoner og i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i hjemlandet. FAM/2014/173.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 09-07-2014

Udlændingenævnet afviste i juli 2014 at genoptage Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 og § 9 c, stk. 1 til en mindreårig statsborger fra Mozambique, der ønskede at blive familiesammenført med sin herboende faster. Udlændingenævnet havde i juli 2013 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013. Udlændingenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke kunne vedblive med at bo i sit hjemland hos sin farmor eller en anden nær slægtning. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå en sådan særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende faster, der lå udover, hvad der følger af det oplyste slægtskab. Det forhold, at fasteren ved dom i april 2010 i Mozambique fik forældremyndigheden over ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. I august 2013 anmodede Københavns Retshjælp om, at sagen blev genoptaget. Det blev i den forbindelse anført, at sagen ikke skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet der var tale om, at ansøgerens faster alene havde forældremyndigheden over ansøgeren, og dermed var ansøgerens faster efter retshjælpens opfattelse forælder i lovens forstand, hvorfor sagen skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at Københavns Retshjælp ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet oplyste, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 kun finder anvendelse for ugifte mindreårige børn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Bestemmelsen vedrører alene biologiske børn eller adoptivbørn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Børn, som ikke er biologiske børn af en herboende voksen – uanset om denne har forældremyndigheden – falder således ikke under bestemmelsens anvendelsesområde, men skal i stedet for vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 eller § 9 c, stk. 1. I den forbindelse henviste Udlændingenævnet til U2003.1322H, hvor Højesteret fastslog, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, alene finder anvendelse, når der er tale om et biologisk eller adoptivbarn, som man har forældremyndigheden over. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at opholdstilladelse kan meddeles til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen blandt andet gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, hvis særlige grunde taler derfor. Det forhold, at en person, som påberåber sig at være barnets nærmeste familie, og som ikke er biologisk forælder, samtidig eller senere får tillagt forældremyndigheden over barnet, kan efter praksis ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, ikke kan finde anvendelse i forhold til en vurdering af, om betingelsen for familiesammenføring er opfyldt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at anvendelsen af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, var den korrekte måde at behandle sagen på. Det forhold, at fasteren havde forældremyndigheden over ansøgeren, kunne således ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt anvendelse, henset til at fasteren alene havde forældremyndigheden, men ikke var barnets biologiske forælder eller adoptivforælder. Udlændingenævnet fandt derfor grundlag for at henholde sig til sin afgørelse af juli 2013. FAM/2014/212.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen