Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 12 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 25-06-2014

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en ansøger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.

Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særligt tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans familie og husstand bestod af tre personer udover ham, herunder ansøgeren, at den herboende reference og ansøgeren havde boet uafbrudt sammen, samt at ansøgeren havde boet hos den herboende reference og hans familie, som den herboende reference havde stiftet i 2006. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter den herboende references flugt fra Afghanistan i 2010 fortsat boede sammen med den herboende references ægtefælle og barn, og at ansøgeren i juli 2013 ansøgte om familiesammenføring sammen med både den herboende references ægtefælle og parrets barn. FAM/2014/108.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 23-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en libanesisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige søn, der var født i Sverige i februar 2012, og som var dansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2011 i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde haft bopæl fra marts 2011 til juni 2012. Ansøgerens søn indrejste sammen med sin moder i Danmark fra Sverige i juni 2012. Ansøgerens seneste indrejse i Danmark var i juni 2013, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde fast bopæl i Sverige, hvor han havde fået meddelt opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var et følgebrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været knyttet til sin søn siden fødslen og havde opretholdt samværet med sønnen. Vedlagt ansøgningen var endvidere udtalelser fra en sundhedsplejerske og to pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans søn havde et varmt, tæt og vigtigt forhold. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I februar 2014 indsendte ansøgerens repræsentant til Udlændingenævnet nye oplysninger fra den førnævnte sygeplejerske og de to førnævnte pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgerens søn var meget afhængig af sin fader. I maj 2014 oplyste ansøgerens repræsentant, at ansøgeren på det tidspunkt opholdt sig i Danmark tre til fire gange om ugen, hvor han afleverede sin søn i vuggestue og derudover havde en del andre aktiviteter med sin søn. I juni 2014 fremgik det af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og hans ægtefælle stadig var gift.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte det imellem ansøgeren og hans søn etablerede familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at familielivet sås etableret i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde bopæl i perioden fra marts 2011 til juni 2012, og hvor hun nedkom med ansøgerens søn i februar 2012. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste udøvede samvær med sin søn i Danmark, og at det var vurderet af en sundhedsplejerske og to pædagoger, at ansøgeren og hans søn havde et vigtigt, varmt og tæt forhold samt en stor tilknytning til hinanden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at det beroede på ansøgeren og hans ægtefælles eget valg, at deres søn skulle bo i Danmark. Ansøgeren søgte først om familiesammenføring over et år efter, at sønnen indrejste i Danmark, og Udlændingenævnet anså på den baggrund, at ansøgeren havde indrettet sit familieliv således, at ansøgeren og hans søn skulle bo i henholdsvis Danmark og Sverige. Ansøgeren kunne ikke anses for at have haft en berettiget forventning om at ville kunne få meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens repræsentant havde anført, at ansøgeren og hans søn ikke kunne udøve deres familieliv fra Sverige. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om forhold, der måtte anses for at stå i vejen for, at ansøgeren og hans søn kunne udøve familielivet som besøgsophold i henholdsvis Danmark og Sverige som hidtil gjort. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, da denne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end efter EMRK artikel 8. Da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt og uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/211.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre

Dato: 23-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en voksen datter fra Brasilien, som søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, som herboende reference blev i juli 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren indrejste i maj 1997 her i landet. Ansøgeren blev i 2001 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren udrejste af Danmark i april 2008 og indrejste på ny her i landet i januar 2013 og ansøgerens opholdstilladelse var således bortfaldet. Ansøgeren havde tre herboende børn, som på afgørelsens tidspunkt frivilligt var anbragt udenfor hjemmet. Ansøgeren havde efter sin genindrejse i Danmark ikke regelmæssigt samvær med børnene.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende moder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt udrejste til Brasilien i 2008. Det forhold, at ansøgeren ønskede at bo i Danmark for at være sammen med sin mor, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i 2008 som 26-årig frivilligt udrejste af Danmark til Brasilien, hvor hun siden havde haft bopæl. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde tre herboende børn, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at børnene var frivilligt anbragt udenfor hjemmet, at ansøgeren ikke havde samvær med børnene, og at ansøgeren kun havde set børnene, når børnene havde samvær med ansøgerens mor, samt at ansøgeren ikke havde været i kontakt med kommunen for at diskutere børnenes situation. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde hjerteproblemer, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende references helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan karakter, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at ansøgeren havde andre søskende, som var bosiddende i Danmark og kunne passe den herboende reference. FAM/2014/107.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 18-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en marokkansk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige datter, der var født i februar 2011. Ved dom i oktober 2012 fik det herboende mindreårige barns far tillagt forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn. I februar 2013 blev ansøgeren i Danmark idømt fængsel for bortførelse af den herboende mindreårige datter, og hun blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Landsretten stadfæstede i marts 2013 byrettens dom, dog således at ansøgeren blev udvist betinget. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende mindreårige datter. Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær af halvanden times varighed hver anden uge mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke havde del i forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren ikke udøvede samvær med det herboende mindreårige barn i et sådant omfang, at ansøgeren på baggrund heraf kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at uanset, at der mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren ikke havde haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, og idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær så det herboende mindreårige barn én til halvanden time hver 14. dag under overvågning i Statsforvaltningens lokaler. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at FN’s børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det herboende mindreårige barn på Udlændingenævnets afgørelsestidspunkt var tre år gammelt, og at der gennem det sidste år alene havde været overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag, og at baggrunden for det begrænsede samvær måtte ses i forhold til, at ansøgeren var dømt i Danmark for at have bortført det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren således selv var årsag til det fastsatte samvær og karakteren heraf. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om udvidet samvær i fremtiden ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren for at kunne udøve samvær med det herboende mindreårige barn var nødt til at rejse frem og tilbage mellem Marokko og Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren før i tiden havde rejst frem og tilbage mellem landene. FAM/2014/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Familiesammenføring, andre - Immigrationsafslag

Dato: 10-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Kosovo og dennes to børn, født i henholdsvis 2010 og 2013, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i februar 2001 og søgte asyl. Ansøgeren havde i perioden fra 2002 til 2007 fået flere afslag på opholdstilladelse i Danmark, herunder afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. I 2007 genoptog det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration sagens behandling, og ansøgeren blev meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad. Senest i 2009 blev ansøgerens humanitære opholdstilladelse forlænget til april 2011. I december 2010 nedkom ansøgeren med sit ældste barn, og i februar 2013 nedkom ansøgeren med sit yngste barn. Faderen til børnene boede i Kosovo. I september 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren nu kunne modtage behandling for sin sygdom i Kosovo. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse. I april 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og dennes børn afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse senest medio maj 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og pålagt at udrejse af Danmark. Det forhold, at ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, idet behandlingsmulighederne nu var tilgængelige i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at karakteren og længden af ansøgerens ophold i Danmark ikke udgjorde sådanne særlige grunde, at der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2007 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år frem til ultimo april 2011, at opholdstilladelsen var givet med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren i 2008 og 2010 havde været i Kosovo, hvor ansøgeren havde familie, ligesom ansøgeren under opholdet i Kosovo i 2010 blev gravid med det ældste barn, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke sås at have opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark gennem sine år i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre og et halvt år og cirka ét år og fire måneder i et andet land med en midlertidig tidsbegrænset opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet fandt endvidere, at børnene henset til deres alder og længden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Dan-mark, at det måtte anses for uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo sammen med ansøgeren i Kosovo. Udlændingenævnet fandt, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyn-delse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes alder og tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/88.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 26-05-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en kvinde fra Syrien, der ansøgte om familiesammenføring med sin herboende syriske søster, der i juli 2001 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 7.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes søster, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens søster havde boet i Danmark siden juli 2001, at ansøgerens søster allerede inden sin indrejse i Danmark havde etableret selvstændig familie, idet hun i april 1997 indgik ægteskab og efterfølgende i henholdsvis 1999 og 2004 fik to børn med sin ægtefælle, at ansøgerens søster ikke tidligere havde forsørget ansøgeren, at ansøgeren ikke havde været en del af ansøgerens søsters husstand, og at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 23 år og således var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det forhold, at ansøgeren forud for udrejsen til Tyrkiet efter det oplyste havde været udsat for tortur og seksuelle overgreb i Syrien, og at hun ikke kunne tage tilbage til Syrien, idet ansøgerens familie var modstandere af Bashar al-Assad, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da disse var asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle dårlige økonomiske og sociale for-hold i hjemlandet ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/234.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 21-05-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien og dennes to børn, født i henholdsvis 2000 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren og dennes ægtefælle indrejste i juni 2008 i Danmark og blev i juli 2008 meddelt afslag på asyl. Afgørelsen omfattede også børnene, og de blev alle pålagt at udrejse af Danmark straks. I september 2008 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og sammen med børnene blev ansøgeren pålagt at udrejse straks. Ansøgeren nægtede at udrejse. I januar 2009 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage asylsagen og pålagde ansøgeren samt børnene at udrejse af Danmark straks. I henholdsvis slutningen af 2009 og medio 2010 begyndte børnene i en dansk skole. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse straks. Ansøgeren nægtede fortsat at udrejse, og det var ikke muligt at tvangsudsende ansøgeren og børnene, idet børnene manglede rejselegitimation, som de albanske myndigheder ikke ville udstede uden børnenes faders samtykke. Børnenes fader havde efter afslaget på asyl i 2008 forladt ansøgeren og børnene, og hans opholdssted var ukendt. I juni 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse i overensstemmelse med de tidligere fastsatte udrejsefrister. I juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og § 9 c, stk. 2. I slutningen af september 2013 blev ansøgeren og børnene tvangsudsendt til Albanien, idet de albanske myndigheder i overensstemmelse med en aftale af 24. april 2008 mellem Albanien og Danmark om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 2010, accepterede tvangsudsendelsen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark og samtidig pålagt at udrejse af Danmark straks. Ansøgeren og børnene havde således aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark og kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og fået skolekammerater, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, herunder opholdt sig i Danmark ulovligt i en langvarig periode. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgerens valg at søge asyl i Danmark sammen med børnene og flytte børnene væk fra børnenes hidtidige tilværelse i Albanien. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kunne udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig lidt over fem år i et andet land i udsendelsesposition, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder, uanset om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt, at henset til, at børnene og deres forælder opholder sig sammen i eget hjemland, kan der ikke udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, og uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/37.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. april 2014 – Familiesammenføring med andre – Adoption og Anden familie

Dato: 28-04-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af adoption, nærmeste familie og særlige grunde i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til to iranske statsborgere. Referencen er iransk statsborger og fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende reference, at hun havde taget sig af sin brors to børn, født i 2001 og 2004, idet børnenes forældre var døde. Referencen kunne ikke skaffe dokumentation for børnenes adoption. Børnene boede på tidspunktet for ansøgningen hos referencens mor og hos referencens ægtefælle, som også havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen.

Udlændingenævnet fandt, at referencen ikke havde dokumenteret, at referencen havde adopteret ansøgerne. Det til sagen oplyste om, at referencens hjem i Iran blev gennemsøgt af sikkerhedspolitiet, og at alle personlige papirer blev konfiskeret, hvorfor referencen var nødt til at flygte uden papirer, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen havde kunnet fremskaffe og til Udlændingenævnet havde sendt kopi af ansøgernes fødselsattester og deres forældres dødsattester. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at være ansøgernes nærmeste familie, uanset om referencens slægtskab med ansøgerne måtte lægges til grund, idet ansøgerne efter det oplyste havde andre familiemedlemmer i deres hjemland, herunder bedsteforældre, en onkel og to tanter. Samtidig fandt Udlændingenævnet, at der i sagen ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgerne skulle have opholdstilladelse, idet der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne havde nære slægtninge i hjemlandet, som kunne varetage forældrerollen. FAM/2014/44.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. april 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Forsørgelseskravet

Dato: 28-04-2014

Udlændingenævnet omgjorde i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af en mindreårig broder fra Afghanistan til en herboende myndig broder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende broder ikke sås at være ansøgerens nærmeste familie, og da forsørgelseskravet ikke kunne anses for opfyldt, idet den herboende broder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse modtog kontanthjælp og boede på et værelse på 9 m2 med adgang til fælles arealer.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for, at han skulle have ophold hos sin myndige broder i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt blandt andet på baggrund af den herboende broders forklaring på et mundtligt nævnsmøde i Udlændingenævnet, at han måtte anses for at være ansøgerens nærmeste familie, og at ansøgeren var uden reelle omsorgspersoner og i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende broder under det mundtlige nævnsmøde tilkendegav, at han var villig til at påtage sig forsørgelsespligten over for sin mindreårige broder. Udlændingenævnet hjemviste på den baggrund sagen, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 20, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende broder nu havde en anden bopæl, end den han havde, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i sagen, og at han senest i april 2014 havde fået udbetalt Statens Uddannelsesstøtte (SU). FAM/2014/170.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn/søskende

Dato: 24-03-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder og tre søskende til en herboende reference, som alle var statsborgere i Afghanistan. Det var til sagen oplyst, at ansøgerne levede i skjul i Afghanistan på grund af referencens tidligere arbejde i Afghanistan, at ansøgernes ægtefælle/fader var forsvundet, og at referencen var ansøgernes eneste forsørger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og referencen, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste til, at referencen havde stiftet selvstændig familie, at referencens fader fortsat var en del af den fælles husstand frem til kort tid før referencens udrejse fra Afghanistan, hvorfor ansøgerne måtte anses for at være en del af referencens forældres husstand snarere end en del af referencens husstand, og at det måtte lægges til grund, at referencen ikke havde boet fast sammen med ansøgerne siden januar 2009. Det forhold, at referencen siden 2008 skulle have forsørget ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, og der forelå således ikke på den baggrund et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne opholdt sig sammen i Afghanistan, og at referencens søskende således var under moderens omsorg. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/78.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen