Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 3 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

Dato: 16-08-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en argentinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina, og i medfør af udlændingelovens § 9 d, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af tidligere dansk indfødsret.

Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene var ansøgerens farmoder og fader, som havde været statsborgere i Danmark, og at ansøgeren som udgangspunkt kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå helt særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af, at hun havde en dansk fader. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde besøgt Danmark, før hun var indrejst i 2017, og at hun dermed ikke havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at det var dyrt at rejse fra Argentina til Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald, da generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdslandet ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde god kontakt til sine slægtninge, der var bosat i Danmark, og at hun i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse havde boet hos et familiemedlem i Danmark, ikke kunne føre til, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Danmark, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det anførte om, at ansøgeren var opvokset hos sin farmoder, at hendes opvækst var blevet præget af danske værdier, og at ansøgerens farmoders venner og kusine havde bekræftet, at ansøgeren havde en stærk tilknytning til Danmark og danske værdier, ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette ikke kunne ændre på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at begge hendes forældre eller hendes bedsteforældre havde dansk indfødsret fra fødslen eller havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at der til klagesagen var indsendt en udtalelse fra en dansk protestantisk menighed i Argentina, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tilhørte den danske koloni i Argentina, at hendes bedstemoder var dansk statsborger, og at bedstemoderens holdninger var danske og var blevet videregivet til hendes børn og børnebørn, ikke kunne føre til et andet udfald, da udtalelsen ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde deltaget sammen med sin farmoder til arrangementer i den danske kirke, men at hun var for ung til at blive registreret, at der således kun kunne fremlægges dokumentation for farmoderens tilhørsforhold, og at ansøgerens farmoders kusine havde oplyst, at ansøgeren havde været med til nogle af møderne i kirken af forskellig art, men kun de af møderne, hvor børn var tilladt at deltage. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens farmoder var et meget engageret medlem af den danske kirke i den by, hvor hun boede i Argentina, hvor hun og ansøgeren havde været faste hjælpere, og at det var partsrepræsentantens opfattelse, at eftersom ansøgeren havde boet sammen med sin farmoder i flere perioder, måtte dette kunne godtgøre ansøgerens medlemskab af den danske menighed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at disse forhold i sig selv ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun i øvrigt skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at hun og hendes kæreste planlagde at indgå ægteskab, ikke udgjorde sådanne særlige forhold, at der kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft dansk indfødsret, og at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens forældre havde været samboende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da et barn, som har en forælder med dansk indfødsret, først som udgangspunkt efter den 1. juli 2014 automatisk kan erhverve dansk indfødsret fra fødslen. FAM/2018/88.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 02-08-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en syrisk statsborger, født i december 1992, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende mindreårige broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i januar 2006, og at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2016 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, gyldig til juli 2020. I august 2017 blev ansøgerens forældre og mindreårige lillesøster meddelt opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende mindreårige broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sammen med sin herboende broder siden hans fødsel, og indtil han udrejste af Syrien, at hele ansøgerens familie havde søgt om at blive genforenet i Danmark, at tre af ansøgerens brødre allerede boede i Danmark, og at ansøgerens forældre og lillesøster også havde fået opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og den herboende broder frem til broderens udrejse af Syrien i december 2015 havde boet sammen på familiens fælles bopæl, hvorfor ansøgeren ikke kunne antages at have været en del af broderens husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 23 år gammel og dermed myndig, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren var i stand til at klare sig selv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og dennes broder ikke havde etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun fik meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun var meget utryg i Damaskus, Syrien, og at der ikke var sikkert i landet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnt fandt endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold samt forhold af asylretlig karakter i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på familiesammenføring i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. EMRK art. 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med voksne søskende, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c. FAM/2018/62.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 12-06-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en russisk statsborger, der var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin voksne herboende datter.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende datter, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i 1992, at hun herefter i 1994 var blevet meddelt opholdstilladelse og senere indfødsret her i landet, og at hun havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren i forbindelse med ansøgerens visumophold i Danmark, at ansøgeren havde besøgt den herboende datter årligt i cirka 180 dage siden 1993, og at ansøgeren og den herboende datter efter egne beregninger havde boet sammen i 80 % af den herboende datters levetid, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet den herboende datter havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende datter kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende datter var alvorligt og langvarigt syg af uhelbredelig brystkræft, at hun var blevet bevilliget helbredsbetinget førtidspension, at hendes restlevetid var estimeret til cirka halvandet år, og at hun havde behov for ansøgerens støtte og tilstedeværelse som følge af sin sygdom, herunder til at hjælpe sig i dagligdagen, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse til en ansøger med henblik på at passe et herboende terminalt sygt familiemedlem. Dette gælder uanset den herboende references eventuelle pasningsbehov i forbindelse med sygdom og behandling. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse den herboende datter til at henvende sig til de sociale myndigheder, såfremt hun måtte have et pasningsbehov. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at den herboende datter havde haft fast arbejde i Danmark i over 22 år, at hun aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at hun på trods af sin sygmelding klarede sig godt, idet hun havde tegnet private forsikringer, at hun havde fuld forældremyndighed over sin søn, og at hun og sønnen havde det godt sammen med ansøgeren, heller ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne udgøre ganske særlige grunde. Udlændingenævnet fandt således, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

Dato: 06-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. marts 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 01-03-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2018 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 09-02-2018

Udlændingenævnet hjemviste i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mindreårig broder født i 2007 fra Afghanistan til en herboende mindreårig broder født i 2001.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, da den herboende reference ikke var myndig, og da det fremgik af Udlændingenævnets praksis, at det er en generel betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at den herboende reference er myndig. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen rettelig skulle have vurderet sagen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens identitet ikke var endeligt fastslået, idet referencen i forbindelse med sin asylsag i juli 2016 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hans brødre i Afghanistan var henholdsvis syv og fem år, og at ansøgeren efter det oplyste skulle være født i 2007. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder foretage de nødvendige foranstaltninger med henblik på en fastlæggelse af ansøgerens identitet. FAM/2018/9.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-12-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en armensk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne datter. Ansøgeren havde forskellige helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer og hukommelsesproblemer. Ansøgeren og ansøgerens herboende datter havde ikke boet sammen siden 1993.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i november 1993, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet, at hun havde to børn født i henholdsvis september 1995 og november 2004, og at hun således havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med sin datter indtil 1993, hvor datteren var 25 år, og at moder og datter herefter havde set hinanden under moderens tre besøgsophold i Danmark i 1997, 2001 og 2004 og under datterens årlige besøg i Armenien siden 2004. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren og hendes datter ikke havde haft fælles husstand, siden datteren var rejst til Danmark, og at ansøgerens og datterens besøgsophold i henholdsvis Danmark og Armenien ikke medførte, at der herved var skabt en sådan særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter efter det oplyste ikke havde forsørget hende, og at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin datter i Armenien i en periode forud for datterens udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af blandt andet iskæmisk hjertesygdom, at hun dårligt kunne finde ud af at gå på toilettet selv, at hun var gangbesværet og med rollator kunne gå ganske kort, at hun formentlig led af demens og derfor ikke var i stand til at tage sin daglige medicin, foretage indkøb eller i øvrigt tage vare på sig selv, og at hun to gange havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var under behandling i sit hjemland og havde været indlagt, når det var nødvendigt, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne modtage den nødvendige behandling i hjemlandet, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter til en læge havde oplyst, at der ikke var muligheder for offentlig pasning i nævneværdig grad i Armenien, at det fra lægelig side var oplyst, at ansøgeren ikke kunne klare sig selv, og at en læge havde vurderet, at det ville være lægeligt uforsvarligt at sende ansøgeren tilbage til Armenien og at lade hende klare flyrejsen alene, da ansøgeren i en længere periode frem til sin indrejse i Danmark i december 2016 havde været i stand til at bo og opholde sig i Armenien på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde mulighed for at følge sin moder hjem til Armenien, ligesom hun tidligere var rejst med hende i december 2016 og i juli og august 2017. I august 2017 var ansøgeren således sammen med sin datter rejst fra Armenien til Danmark umiddelbart efter en indlæggelse, hvor hun efter det oplyste havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde haft og ville have adgang til lægelig hjælp og nødvendig pleje i sit hjemland – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ikke ville være umuligt for ansøgerens datter at skaffe pleje til sin moder på anden vis. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der i sagen var henvist til, at der var tale om familiesammenføring af en forælder over 60 år til en herboende indvandrer, og at der var henvist til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8´s forstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter ifølge sagens oplysninger siden 2004 havde været på årlige besøgsophold i Armenien, og at hun således ikke var forhindret i fortsat at bevare kontakten med sin moder via besøgsophold. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/122.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-12-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsløs palæstinenser, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Ansøgeren var efter det oplyste fysisk svækket blandt andet efter en blodprop i hjernen. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 1991, til hun var udrejst i april 1993, haft opholdstilladelse i Danmark og havde i den forbindelse boet sammen med sine sønner i Danmark. Ansøgeren var imidlertid i 1993 rejst tilbage til Libanon.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes søn eller hendes øvrige sønner i Danmark, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens søn siden 1995 havde været gift tre gange, at han havde to børn født i henholdsvis september 1996 og september 2001, og at han således efter ansøgerens udrejse af Danmark i 1993 havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark i perioden fra cirka 1991 til 1993, og at hun i denne periode havde boet sammen med sin ægtefælle og sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i 1993 selv havde valgt at følge med sin ægtefælle tilbage til Libanon og dermed rejse fra sine børn, opgive sin opholdstilladelse i Danmark og afbryde familielivet. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i de efterfølgende år efter det oplyste cirka hvert andet år havde været i Danmark for at besøge sine børn og børnebørn og siden 2013 havde boet hos sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i mere end 20 år ikke havde haft bopæl sammen med sine sønner, at hun siden 2013 enten havde opholdt sig på processuelt ophold eller havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at hun ikke herved kunne anses for at have etableret en sådan helt særlig tilknytning til sine sønner i Danmark, at dette kunne føre til meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ophold i Danmark henset til karakteren heraf ikke i sig selv kunne føre til, at der mellem ansøgeren og dennes sønner var etableret et sådan familieliv, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det i forbindelse med klagen var oplyst, at ansøgerens sønner havde forsørget ansøgeren, siden hun var rejst tilbage til Libanon i 1993. Udlændingenævnet fandt herudover, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der på intet tidspunkt tidligere i sagen havde været fremlagt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn efter sin udrejse, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med sin søn i august 2013 alene havde oplyst, at sønnen havde forsørget hende i perioden fra 1990 til 1992. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det – uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn som oplyst – ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da der herved ikke var oplyst om en sådan helt særlig tilknytning, der gik udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og da der ikke var oplyst om omstændigheder, som medførte, at ansøgerens børn ikke fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet tillagde det også væsentlig vægt, at ansøgeren først cirka 20 år efter sin udrejse af Danmark igen havde søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun i alle disse år havde været bosiddende i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens hendes tre sønner havde været bosiddende i Danmark, og at ansøgerens sønner, hvis de ønskede det, således havde mulighed for at forsørge ansøgeren under fortsat bopæl i Libanon. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ifølge sagens lægelige oplysninger omkring 2006 formentlig havde haft en hjerneblødning/blodprop i hjernen, som hun efter det oplyste havde såvel fysiske som kognitive følger efter, at hun var kronisk svækket både fysisk og psykisk, at der ikke skulle være udsigt til bedring, at hun ikke skulle være i stand til at tage vare på sig selv, og at hun grundet sine lægelige forhold ikke kunne udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens søn i ansøgningen fra august 2013 om opholdstilladelse til ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, at ansøgeren efter det oplyste var blevet ramt af en blodprop/hjerneblødning, flere år før hun indrejste i Danmark i 2013, og at der således var tale om en helbredsmæssig tilstand, der allerede forelå forud for hendes indrejse i Danmark i 2013. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i en årrække frem til sin indrejse i Danmark i 2013 havde været i stand til at bo i Libanon – med sine børns forsørgelse – på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne modtage korrekt medicinsk behandling i Libanon, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Libanon ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt i Libanon at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev givet opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren også havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse i november 2014 og afslag på genoptagelse af sin sag herom i juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at udlændingelovens § 9 b må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde noget familienetværk i Libanon, og at der ikke var sociale myndigheder, som kunne tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes herboende sønner havde levet adskilt fra hinanden i henholdsvis Libanon og Danmark i 20 år forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2013, at ansøgerens familie havde mulighed for at sørge for passende pasning og pleje af ansøgeren i Libanon, og at ansøgerens herboende familie havde mulighed for at tage på besøgsophold hos ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 også vedrører bedsteforældre og børnebørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/123.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-12-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en iransk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin voksne datter. Ansøgeren havde tidligere haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, men var i august 2011 udrejst til Iran med henblik på at tage permanent ophold. Ansøgeren havde i den forbindelse underskrevet en frafaldserklæring vedrørende sin opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende reference, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende reference, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen fra 1989 og indtil 2011, hvor ansøgeren frivilligt var repatrieret til Iran, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren herved var ophørt med at være en del af sin datters husstand. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens forudgående ophold i Danmark i perioden fra 1991 til 2011 samt efterfølgende ophold siden hendes indrejse i Danmark på visum i december 2014 ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og den herboende reference eksisterede eller var genetableret et sådant familieliv, der kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren siden udløbet af sit visum enten havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold eller ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det oplyste om, at ansøgeren efter det oplyste skulle være uden familie og netværk i Iran, og at forholdene på plejehjem i Iran – efter den herboende references oplysninger – er både dyre og dårlige, kunne ikke føre til et andet udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Iran ville være uden lægelig hjælp eller den nødvendige pleje enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde nedsat syn, hørelse og bevægelse, at hun havde svært ved at begå sig, idet hun var analfabet, at hun havde svært ved at handle ind, tage til læge, lave mad og gå i bad, og at hendes helbred var væsentligt forværret inden for de seneste fire år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark, ligesom et manglende familienetværk, almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen alene med henblik på at modtage lægelig eller medicinsk behandling her i landet. Det anførte om, at ansøgeren var udrejst fra Danmark som følge af, at hun havde en depression grundet et forløb med brystkræft, og at hun på daværende tidspunkt havde familie i Iran, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af at repatriere, at hendes langvarige ophold i Iran skyldtes ansøgerens depression i forbindelse med broderens død, og at ansøgeren var indstillet på at tilbagebetale repatrieringsydelsen, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet der ikke var tale om forhold, der kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/136.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-12-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en fader til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1929 i Indien og var pakistansk statsborger. Den herboende datter var født i 1963 i Pakistan og var indrejst i juni 1983 i Danmark, og hun var dansk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet selvstændig familie, idet hun i april 1982 havde indgået ægteskab, at hun var indrejst i Danmark i 1983, og at hun havde boet i Danmark siden, og sammen med sin ægtefælle havde fået ti børn, som alle var født i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde været en del af samme husstand i hvert fald siden den herboende datters indrejse i Danmark i 1983. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde etableret et sådant kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter til sagen havde oplyst, at ansøgeren var enkemand, at ansøgeren ikke havde familie eller netværk i hjemlandet, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren siden marts 2016, på hvilket tidspunkt han var indrejst i Danmark, og at den herboende datter og dennes børn tidligere havde forsørget ansøgeren ved at give ham penge, når de besøgte ansøgeren i Pakistan, samt at den herboende datter og dennes ældste børn ville påtage sig at forsørge ansøgeren i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste herom ikke kunne føre til et andet udfald i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været enkemand i 20 år, at han havde boet alene i Pakistan frem til sin indrejse i Danmark i marts 2016, og at han således var i stand til – med den herboende datter og dennes børns forsørgelse – at bo og opholde sig alene i Pakistan på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke herved var oplyst om omstændigheder, som medførte, at den herboende datter ikke også fremover ville kunne forsørge ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det forhold, at der gives penge til forsørgelse til forældre i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter havde oplyst, at ansøgeren på grund af sin alder var blevet meget svagtseende, havde gangproblemer, balanceproblemer, ikke kunne være alene, havde Alzheimers sygdom og var dement, samt at det fremgik af lægelig dokumentation fra Pakistan, at ansøgeren havde behov for daglig pleje, da han ikke kunne tage vare på sig selv, at det var livstruende for ham at være alene, og at han havde behov for smertestillende medicin, havde hukommelsesproblemer på grund af tidligere blodpropper og konstante smerter efter en hofteoperation samt gigt. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke kunne modtage den daglige pleje i Pakistan, da han ingen familie havde i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende datter havde oplyst, at det var udelukket, at ansøgerens hjemlands sociale myndigheder kunne tilvejebringe pasning og pleje, og at ansøgeren ikke havde noget sted at bo. Udlændingenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi – i Pakistan, herunder at det ikke ville være muligt for den herboende datter at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende familiært netværk for myndige personer ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, samt at almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland eller hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og hans herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ville stride imod hensynet til familiens enhed, således at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/149.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen