Familiesammenføring, andre
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie
Dato: 30-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, jf. udlændingelovens § 9. c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til en herboende person, som skulle være vedkommendes stedmoder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens og den herboende references forhold til hinanden. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at den herboende reference havde boet i Goma, Den Demokratiske Republik Congo, sammen med sin mor, sine børn og sine søskende, at den herboende reference efter sin ægtefælles død var fortsat med at bo i Goma med sin familie, at den herboende reference havde oplyst navnene på sine børn, at den herboende reference i maj 2012 efter problemerne ved grænseovergangen mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda, hvor den herboende reference var blevet adskilt fra sin familie, havde fundet alle sin familiemedlemmer i Uganda. Den herboende reference havde således ikke oplyst om ansøgeren på noget tidspunkt forud for ansøgningen fra august 2015. Det var til ansøgningen oplyst, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgeren i perioden fra 2003 og indtil den herboende references flugt i 2012, hvor de var blevet væk fra hinanden, og at de først havde fået kontakt i april 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det på denne baggrund ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var den herboende references steddatter og havde været en del af den herboende references husstand på noget tidspunkt. Det forhold at det var oplyst, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag ikke var blevet oplyst om, at hun skulle oplyse om savnede familiemedlemmer, at sprogbarrierer havde besværliggjort kommunikationen med myndighedspersoner i Uganda, og at hun ikke efterfølgende havde fået mulighed for at oplyse om ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af UNHCR’s familieskema, at der skulle oplyses om eventuelle stedbørn, hvilket den herboende reference ikke havde gjort. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride mod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at hun var meget bekymret for ansøgeren, at ansøgeren blev slået hver dag, og at det blev værre fra gang til gang, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var et forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det anførte om, at ansøgeren havde sin familie i Danmark, at ansøgeren ikke havde familie i hjemlandet, at ansøgeren ikke kunne tage ophold hos nogen i hjemlandet, at ansøgeren havde stærk tilknytning til den herboende reference, at ansøgerens to halvsøskende boede i Danmark, og at ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse havde størst tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren skulle have boet i en kirke, indtil den herboende references veninde havde fundet ansøgeren i april 2015, at ansøgeren siden april 2015 havde boet hos den herboende references veninde, at den herboende reference havde besluttet, at ansøgeren skulle bo hos veninden, idet ansøgeren var hjemløs og forældreløs, og at ansøgeren ikke kunne bo hos veninden, idet veninden ikke kunne vedblive med at passe ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det herved ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Den omstændighed, at den herboende reference skulle have forsørget ansøgeren, efter at de havde fået kontakt i april 2015, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at den herboende reference fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, sådan som det var oplyst, at hun hidtil havde gjort, og at det forhold, at der eventuelt blev sendt penge til forsørgelse, ikke var tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark, som Danmark ville være nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. FAM/2017/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 13-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende broder aldrig havde boet sammen. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005, og at han havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgeren havde boet sammen med sin moder i Canada, at ansøgeren efter det oplyste ikke var i stand til at tage vare på sig selv, at ansøgeren ikke var underlagt værgemål, og at den herboende broder havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren efter en samlet vurdering ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet han tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet han en gang tidligere havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende broder og ansøgeren aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende broder havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren boede sammen med sin moder og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende broders husstand, og at den herboende broder fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende broder kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende broder, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var diagnosticeret med kronisk skizofreni og modtog medicin til regulering af blodtryk, kolesterolniveau, diabetes og skizofreni, og at han efter det oplyste var alkoholiker. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest var indrejst i Danmark i en alder af 54 år, at han boede hos sin herboende broder, at den herboende broder forsørgede og hjalp ansøgeren med økonomisk og praktisk hjælp, og at ansøgeren havde en broder i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt derudover, at uanset at ansøgeren var afhængig af økonomisk og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at ansøgeren måtte henvises til at modtage behandling i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende broder i sin del af ansøgningsskemaet havde oplyst, at han og ansøgeren havde et søskendebarn i Canada, hvorfor ansøgeren ikke sås at være uden familienetværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren tidligere havde fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af lignende forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, som fastsat ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, hvor der var en lempeligere adgang til familiesammenføring med andre familiemedlemmer, herunder forældre og voksne søskende. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/9.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Familieliv
Dato: 09-01-2017Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til to mindreårige congolesiske statsborgere, født i 1998 og 2000, der havde søgt om familiesammenføring med deres afdøde mosters ægtefælle (referencen). Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgernes biologiske forældre var afgået ved døden i 2007, og ansøgernes moster var afgået ved døden i 2014.
Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen og ansøgernes moster efter det oplyste havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo i 2007, og at begge ansøgerne siden var indgået i referencens og mosterens husstand i Den Demokratiske Republik Congo indtil 2012, hvor referencen var flygtet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen var nødsaget til at flygte fra Den Demokratiske Republik Congo, og at ansøgernes moster efterfølgende forsøgte at følge referencen sammen med parrets fællesbarn og ansøgerne, hvorunder ansøgernes moster efterfølgende blev fængslet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der måtte anses for at være etableret et familieliv mellem referencen og ansøgerne siden 2007, og at der ikke havde været tale om en frivillig afbrydelse af familielivet mellem referencen og ansøgernes moster og mellem referencen og ansøgerne. Det forhold, at ansøgernes moster blev adskilt fra parrets fællesbarn samt ansøgerne og efterfølgende afgik ved døden, og at fællesbarnet samt ansøgerne efter adskillelsen kom under en anden voksen persons omsorg, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til ansøgernes langvarige opvækst hos referencen som en del af dennes husstand, og henset til at der var tale om forhold, som referencen og ansøgernes moster var uden skyld i. Udlændingenævnet fandt ved stadfæstelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at referencens adoption af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen ikke havde fremlagt dokumentation for, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde adopteret ansøgerne efter deres forældres død i 2007 i Den Demokratiske Republik Congo, og at referencen i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde fremlagt dokumentation for, at referencen havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er et krav for meddelelse af opholdstilladelse til et barn, der er adopteret i udlandet, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at den udenlandske adoption – foruden at være retsgyldig i adoptionslandet – tillige kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er Ankestyrelsen, der har kompetence til at vurdere om en udenlandsk adoption kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at referencen ikke havde dokumenteret, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. FAM/2017/25.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-12-2016Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 01-12-2016Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 28-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 16-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende datter/søster (referencen), der i juli 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 15-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hendes fætre boede, og at den sidste del af rejsen mod Danmark var foregået alene. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at hun selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen havde en alder, hvor hun i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at referencen havde oplyst, at hun havde tre herboende fætre, hvorfor hun ikke var uden familienetværk i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i sig selv kunne føre til et andet udfald af sagen, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hun så en stor forskel på at have tre fætre i Danmark imod at skulle undvære og leve uden sine forældre og søskende i mange år frem, idet referencens ansøgende forældre selv havde valgt at sende referencen mod Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes ansøgende fader havde hjerteproblemer, og at hun havde indsendt en lægeerklæring fra november 2014, hvor at det fremgik, at en person med et navn, der ikke var identisk med den ansøgende faders navn, led af iskæmi, og at han havde brug for en operation i hjertet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lægeerklæringen var dateret i november 2014 og vedrørte en person, hvis navn ikke var identisk med den ansøgende faders navn. Udlændingenævnet fandt herudover, at uanset om lægeerklæringen måtte vedrøre referencens fader, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke i forbindelse med sin asylansøgning havde fortalt om sin faders helbred, at det fremgik af referencens ansøgende faders ansøgning om familiesammenføring, at han ikke var alvorligt syg eller handicappet, at referencens ansøgende fader arbejdede som embedsmand, og at lægeerklæringen var dateret i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencens ansøgende fader ikke havde været afhængig af referencens pasning og pleje, og at han havde forsørget referencen frem til referencens udrejse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var tale om sådanne helbredsmæssige forhold, at dette i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes familie befandt sig i det værste krigsområde i Syrien, idet der herved kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/87.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Barn til religiøs forkynder
Dato: 15-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en amerikansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin fader, som havde fået opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder med virkning fra januar 2016, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i nævnets vurdering, at hele ansøgerens familie opholdt sig i Danmark, at hun ikke havde nogen nær familie i USA, at hun skulle begynde på universitetet i USA i august 2016, og at der derfor kun var tale om ophold i en begrænset periode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse dagen før sin 19 års fødselsdag, at hun på afgørelsestidspunktet var 20 år, og at hun således på ansøgningstidspunktet var myndig og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv i sit hjemland, hvilket blev understøttet af, at hun fra august 2016 skulle begynde på universitetet i USA. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. FAM/2016/106.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet