Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 4 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

Dato: 27-11-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. I august 2016 indgav klageren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at hun og hendes tidligere ægtefælle havde ophævet samlivet grundet vold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i maj 2014 alene havde haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, indtil opholdstilladelsen var udløbet i maj 2016, og at ansøgeren efterfølgende havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle som følge af vold, og at der som dokumentation for volden var blevet fremlagt en anmeldelseskvittering fra politiet og et brev fra et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den særlige bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 8, vedrørende bevarelse af opholdstilladelse efter samlivsophævelse som følge af vold alene fandt anvendelse for udlændinge, der var familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varigt ophold, og således ikke for udlændinge, der havde opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Uanset at ansøgerens samliv var ophørt på grund af vold, fandt Udlændingenævnet således, at der ikke herved – henset til karakteren og længden af ansøgerens forudgående ophold i Danmark – var sådanne særlige grunde til at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra maj 2014 – dels med opholdstilladelse og dels på processuelt ophold – til og med april 2017. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde haft arbejde 10 til 20 timer ugentligt siden maj 2015, og at hun havde gennemført Prøve i Dansk 3, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at ansøgeren måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at hun havde arbejdet og efter det oplyste talte og læste dansk, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, henset til at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i to år med en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold og på processuelt ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af synsnedsættelse på det ene øje, polycystisk ovariesyndrom og infertilitet, og at hun havde haft en ufrivillig abort. Udlændingenævnet fandt herudover, at disse forhold ej heller kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke herved var oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at de kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren på ny havde giftet sig i Danmark, kunne ligeledes ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren måtte henvises til at søge om opholdstilladelse på dette grundlag, såfremt hun ønskede dette. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde nogen familie i Pakistan, og at hun ikke havde mulighed for at tage ophold med sine forældre, der boede i et land i Mellemøsten. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet bemærkede tillige, at der var oplyst divergerende om ansøgerens familiemedlemmers opholdssteder, idet det dels var oplyst, at ansøgerens søster var studerende i Pakistan, og dels at ansøgeren ikke havde familie i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/135.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

Dato: 13-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 23-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.

Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 09-08-2017

Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn under 15 år (referencen), som i november 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingestyrelsen havde i december 2016 meddelt referencens moder opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til referencen. Moderen var indrejst i Danmark i februar 2017. Udlændingestyrelsen havde i afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren var blevet i Syrien, mens resten af familien i 2013 var flygtet til henholdsvis EU og Tyrkiet, at familien havde været i Syrien i 2014, og at ansøgeren ikke var taget med til Tyrkiet, da familien igen udrejste. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at familielivet var blevet afbrudt. Udlændingenævnet indkaldte referencens moder til at afgive mundtlig forklaring for nævnet. Moderen forklarede under nævnsmødet, at familien oprindeligt flygtede samlet til et andet område af Syrien, at en af sønnerne blev fritaget for militærtjeneste, mens en anden søn var nødt til at melde sig til militærtjeneste. Sønnen blev efterfølgende dræbt. Familien besluttede herefter at flygte, og man flygtede enkeltvis. Familien havde ingen planer for, hvor og hvornår man skulle mødes igen – familien tænkte alene på at komme væk. Ansøgeren ville ikke tro på, at sønnen var dræbt, før han havde set et lig, hvorfor han blev i Syrien for at få liget udleveret. Ansøgeren fik liget udleveret cirka syv måneder inden nævnsmødet i august 2017. Moderen forklarede endvidere, at referencen talte med ansøgeren næsten hver dag, enten telefonisk eller via Skype, og at ansøgeren ved ankomst til Danmark skulle bo sammen med resten af familien.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da det vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet Udlændingenævnet fandt, at familielivet mellem ansøgeren og referencen ikke var afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forblev i Syrien, da resten af familien udrejste, med henblik på at sørge for udleveringen og bisættelsen af sin søn, og at da dette lykkedes, var udrejsen fra Syrien til Tyrkiet forhindret af tilstedeværelsen af oprørsgrupper og ISIS i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og referencen havde vedligeholdt kontakten telefonisk i hele perioden, at referencen besøgte ansøgeren i Syrien i en måned i 2014, og at referencen søgte om familiesammenføring samtidigt med både sin fader og sin moder, efter han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen var 14 år, og at referencen inden flugten fra Syrien boede sammen med begge sine forældre og sine fire brødre. FAM/2017/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

Dato: 06-07-2017

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 30-03-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, jf. udlændingelovens § 9. c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til en herboende person, som skulle være vedkommendes stedmoder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens og den herboende references forhold til hinanden. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at den herboende reference havde boet i Goma, Den Demokratiske Republik Congo, sammen med sin mor, sine børn og sine søskende, at den herboende reference efter sin ægtefælles død var fortsat med at bo i Goma med sin familie, at den herboende reference havde oplyst navnene på sine børn, at den herboende reference i maj 2012 efter problemerne ved grænseovergangen mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda, hvor den herboende reference var blevet adskilt fra sin familie, havde fundet alle sin familiemedlemmer i Uganda. Den herboende reference havde således ikke oplyst om ansøgeren på noget tidspunkt forud for ansøgningen fra august 2015. Det var til ansøgningen oplyst, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgeren i perioden fra 2003 og indtil den herboende references flugt i 2012, hvor de var blevet væk fra hinanden, og at de først havde fået kontakt i april 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det på denne baggrund ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var den herboende references steddatter og havde været en del af den herboende references husstand på noget tidspunkt. Det forhold at det var oplyst, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag ikke var blevet oplyst om, at hun skulle oplyse om savnede familiemedlemmer, at sprogbarrierer havde besværliggjort kommunikationen med myndighedspersoner i Uganda, og at hun ikke efterfølgende havde fået mulighed for at oplyse om ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af UNHCR’s familieskema, at der skulle oplyses om eventuelle stedbørn, hvilket den herboende reference ikke havde gjort. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride mod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at hun var meget bekymret for ansøgeren, at ansøgeren blev slået hver dag, og at det blev værre fra gang til gang, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var et forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det anførte om, at ansøgeren havde sin familie i Danmark, at ansøgeren ikke havde familie i hjemlandet, at ansøgeren ikke kunne tage ophold hos nogen i hjemlandet, at ansøgeren havde stærk tilknytning til den herboende reference, at ansøgerens to halvsøskende boede i Danmark, og at ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse havde størst tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren skulle have boet i en kirke, indtil den herboende references veninde havde fundet ansøgeren i april 2015, at ansøgeren siden april 2015 havde boet hos den herboende references veninde, at den herboende reference havde besluttet, at ansøgeren skulle bo hos veninden, idet ansøgeren var hjemløs og forældreløs, og at ansøgeren ikke kunne bo hos veninden, idet veninden ikke kunne vedblive med at passe ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det herved ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Den omstændighed, at den herboende reference skulle have forsørget ansøgeren, efter at de havde fået kontakt i april 2015, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at den herboende reference fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, sådan som det var oplyst, at hun hidtil havde gjort, og at det forhold, at der eventuelt blev sendt penge til forsørgelse, ikke var tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark, som Danmark ville være nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. FAM/2017/79.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 13-03-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 15-02-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 15-02-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende broder aldrig havde boet sammen. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005, og at han havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgeren havde boet sammen med sin moder i Canada, at ansøgeren efter det oplyste ikke var i stand til at tage vare på sig selv, at ansøgeren ikke var underlagt værgemål, og at den herboende broder havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren efter en samlet vurdering ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet han tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet han en gang tidligere havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende broder og ansøgeren aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende broder havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren boede sammen med sin moder og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende broders husstand, og at den herboende broder fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende broder kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende broder, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var diagnosticeret med kronisk skizofreni og modtog medicin til regulering af blodtryk, kolesterolniveau, diabetes og skizofreni, og at han efter det oplyste var alkoholiker. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest var indrejst i Danmark i en alder af 54 år, at han boede hos sin herboende broder, at den herboende broder forsørgede og hjalp ansøgeren med økonomisk og praktisk hjælp, og at ansøgeren havde en broder i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt derudover, at uanset at ansøgeren var afhængig af økonomisk og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at ansøgeren måtte henvises til at modtage behandling i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende broder i sin del af ansøgningsskemaet havde oplyst, at han og ansøgeren havde et søskendebarn i Canada, hvorfor ansøgeren ikke sås at være uden familienetværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren tidligere havde fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af lignende forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, som fastsat ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, hvor der var en lempeligere adgang til familiesammenføring med andre familiemedlemmer, herunder forældre og voksne søskende. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/9.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Familieliv

Dato: 09-01-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til to mindreårige congolesiske statsborgere, født i 1998 og 2000, der havde søgt om familiesammenføring med deres afdøde mosters ægtefælle (referencen). Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgernes biologiske forældre var afgået ved døden i 2007, og ansøgernes moster var afgået ved døden i 2014.

Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen og ansøgernes moster efter det oplyste havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo i 2007, og at begge ansøgerne siden var indgået i referencens og mosterens husstand i Den Demokratiske Republik Congo indtil 2012, hvor referencen var flygtet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen var nødsaget til at flygte fra Den Demokratiske Republik Congo, og at ansøgernes moster efterfølgende forsøgte at følge referencen sammen med parrets fællesbarn og ansøgerne, hvorunder ansøgernes moster efterfølgende blev fængslet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der måtte anses for at være etableret et familieliv mellem referencen og ansøgerne siden 2007, og at der ikke havde været tale om en frivillig afbrydelse af familielivet mellem referencen og ansøgernes moster og mellem referencen og ansøgerne. Det forhold, at ansøgernes moster blev adskilt fra parrets fællesbarn samt ansøgerne og efterfølgende afgik ved døden, og at fællesbarnet samt ansøgerne efter adskillelsen kom under en anden voksen persons omsorg, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til ansøgernes langvarige opvækst hos referencen som en del af dennes husstand, og henset til at der var tale om forhold, som referencen og ansøgernes moster var uden skyld i. Udlændingenævnet fandt ved stadfæstelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at referencens adoption af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen ikke havde fremlagt dokumentation for, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde adopteret ansøgerne efter deres forældres død i 2007 i Den Demokratiske Republik Congo, og at referencen i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde fremlagt dokumentation for, at referencen havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er et krav for meddelelse af opholdstilladelse til et barn, der er adopteret i udlandet, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at den udenlandske adoption – foruden at være retsgyldig i adoptionslandet – tillige kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er Ankestyrelsen, der har kompetence til at vurdere om en udenlandsk adoption kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at referencen ikke havde dokumenteret, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. FAM/2017/25.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen