Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 5 af 13

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 14-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerene ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept, herunder at han havde foretaget rejsen alene, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde solgt deres hus for at betale for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans søster boede og umiddelbart efter, at søsteren var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og at det fremgik af sagens akter, at referencen led af migræne og dårligt syn, ligesom referencens kommune havde oplyst, at referencen var særligt sårbar, fordi han bekymrede sig om sine forældres situation i Syrien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden side forældres ledsagelse, og at hans sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at lovgrundlaget, som afslagene var truffet ud fra, ikke stemte overens med centrale bestemmelser på området, hvor de danske myndigheder grundet sine internationale forpligtelser skulle udvise respekt for retten til familieliv og tage hensyn til familiens enhed og barnets tarv, ligesom referencen havde henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1) og anført, at myndighederne som minimum var forpligtet til at foretage en individuel vurdering af hensynet til barnets tarv, hvor der skulle tages højde for det enkelte barns konkrete situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede på en socialpædagogisk døgninstitution, fordi kommunen havde vurderet, at referencen ville profitere af at opholde sig dér. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv valgte at afbryde sit familieliv med ansøgerne i Syrien, at han var rejst alene fra Syrien til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, og at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen havde anført, at hvis referencen skulle vente tre år på at kunne søge om familiesammenføring, ville han være fyldt 18 år, hvorefter han ville være helt afskåret fra at søge om familiesammenføring med ansøgerene, da han herefter ville være myndig og ikke længere ville have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgerne. FAM/2016/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 09-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 03-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 28-09-2016

Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 10-08-2016

Udlændingenævnet omgjorde i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en statsløs palæstinenser fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen), som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet omgjorde samtidig ligeledes Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende ansøgerens og referencens tre fællesbørns ansøgninger om familiesammenføring med deres herboende forælder (referencen). To af ansøgerens og referencens børn var under 15 år, og et barn var over 15 år, men under 18 år. Det ældste barn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da dette vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerens og referencens ældste barn havde en sådan alvorlig sygdom, at det ville være særligt indgribende at afskære familiesammenføring frem til det tidspunkt, hvor referencen havde haft opholdstilladelse i tre år og eventuelt havde fået opholdstilladelsen forlænget. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans ældste barn var sygt, at det fremgik af ansøgerens og fællesbørnenes ansøgninger, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”, der blev behandlet med medicin, og at det til klagen var oplyst, at det ældste fællesbarn havde lidt af sygdommen, siden hun var fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk (det offentlige sundhedsvæsen i Danmarks webportal), at tonisk-kloniske anfald er en epilepsivariant, der tidligere blev kaldt ”grand mal anfald”, at et anfald starter med, at personen pludseligt mister bevidstheden og falder om, mens alle kroppens muskler stivner, hvorefter musklerne skiftes mellem at trække sig sammen og slappe af, så der opstår trækninger og rykninger i arme og ben, og at vejrtrækningen påvirkes, ligesom tungebid og spontan afgang af urin og afføring er almindeligt. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk, at det ofte tager et stykke tid efter et tonisk-klonisk anfald, før personen kommer til sig selv igen, og at ekstrem træthed og desorientering/forvirring er hyppig. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at referencen i sin klage havde anført, at den medicin, som det ældste fællesbarn anvendte, ikke længere var tilgængelig i Syrien, og at det ældste fællesbarn derfor havde mange kramper og stærke anfald, således at hun ikke kunne kontrollere sin krop. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Syrian Medical Association i en erklæring fra maj 2016 havde oplyst, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn var udsat for anfald, fordi hun var afskåret fra medicin. Udlændingenævnet fandt endelig ud fra de aktuelle generelle baggrundsoplysninger fra World Health Organization (WHO) om Syrien ikke grund til at betvivle det oplyste om manglende tilgængelighed af medicinen i Syrien. FAM/2016/47.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 19-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 27-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 21-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 01-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire statsløse palæstinensere fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med henholdsvis deres søn og deres broder (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom den ene af referencens ansøgende søskende på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor hun måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 87 af 10. december 2015, at der i visse tilfælde kan gives tilladelse til familiesammenføring, hvis den herboende er et uledsaget mindreårigt barn, og hvis dette barns forældre søger om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen nu var 18 år og dermed myndig og således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at referencen havde oplyst, at hans moster opholdt sig i Danmark, hvorfor referencen ikke var uden familienetværk her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at han frygtede, at der ville ske ansøgerne noget i Syrien, jo længere tid der gik, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/42.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen