Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 5 af 14

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Familieliv

Dato: 09-01-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til to mindreårige congolesiske statsborgere, født i 1998 og 2000, der havde søgt om familiesammenføring med deres afdøde mosters ægtefælle (referencen). Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgernes biologiske forældre var afgået ved døden i 2007, og ansøgernes moster var afgået ved døden i 2014.

Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen og ansøgernes moster efter det oplyste havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo i 2007, og at begge ansøgerne siden var indgået i referencens og mosterens husstand i Den Demokratiske Republik Congo indtil 2012, hvor referencen var flygtet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen var nødsaget til at flygte fra Den Demokratiske Republik Congo, og at ansøgernes moster efterfølgende forsøgte at følge referencen sammen med parrets fællesbarn og ansøgerne, hvorunder ansøgernes moster efterfølgende blev fængslet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der måtte anses for at være etableret et familieliv mellem referencen og ansøgerne siden 2007, og at der ikke havde været tale om en frivillig afbrydelse af familielivet mellem referencen og ansøgernes moster og mellem referencen og ansøgerne. Det forhold, at ansøgernes moster blev adskilt fra parrets fællesbarn samt ansøgerne og efterfølgende afgik ved døden, og at fællesbarnet samt ansøgerne efter adskillelsen kom under en anden voksen persons omsorg, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til ansøgernes langvarige opvækst hos referencen som en del af dennes husstand, og henset til at der var tale om forhold, som referencen og ansøgernes moster var uden skyld i. Udlændingenævnet fandt ved stadfæstelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at referencens adoption af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen ikke havde fremlagt dokumentation for, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde adopteret ansøgerne efter deres forældres død i 2007 i Den Demokratiske Republik Congo, og at referencen i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde fremlagt dokumentation for, at referencen havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er et krav for meddelelse af opholdstilladelse til et barn, der er adopteret i udlandet, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at den udenlandske adoption – foruden at være retsgyldig i adoptionslandet – tillige kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er Ankestyrelsen, der har kompetence til at vurdere om en udenlandsk adoption kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at referencen ikke havde dokumenteret, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. FAM/2017/25.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 12-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 28-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 16-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende datter/søster (referencen), der i juli 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 15-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hendes fætre boede, og at den sidste del af rejsen mod Danmark var foregået alene. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at hun selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen havde en alder, hvor hun i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at referencen havde oplyst, at hun havde tre herboende fætre, hvorfor hun ikke var uden familienetværk i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i sig selv kunne føre til et andet udfald af sagen, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hun så en stor forskel på at have tre fætre i Danmark imod at skulle undvære og leve uden sine forældre og søskende i mange år frem, idet referencens ansøgende forældre selv havde valgt at sende referencen mod Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes ansøgende fader havde hjerteproblemer, og at hun havde indsendt en lægeerklæring fra november 2014, hvor at det fremgik, at en person med et navn, der ikke var identisk med den ansøgende faders navn, led af iskæmi, og at han havde brug for en operation i hjertet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lægeerklæringen var dateret i november 2014 og vedrørte en person, hvis navn ikke var identisk med den ansøgende faders navn. Udlændingenævnet fandt herudover, at uanset om lægeerklæringen måtte vedrøre referencens fader, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke i forbindelse med sin asylansøgning havde fortalt om sin faders helbred, at det fremgik af referencens ansøgende faders ansøgning om familiesammenføring, at han ikke var alvorligt syg eller handicappet, at referencens ansøgende fader arbejdede som embedsmand, og at lægeerklæringen var dateret i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencens ansøgende fader ikke havde været afhængig af referencens pasning og pleje, og at han havde forsørget referencen frem til referencens udrejse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var tale om sådanne helbredsmæssige forhold, at dette i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes familie befandt sig i det værste krigsområde i Syrien, idet der herved kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/87.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Barn til religiøs forkynder

Dato: 15-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en amerikansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin fader, som havde fået opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder med virkning fra januar 2016, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i nævnets vurdering, at hele ansøgerens familie opholdt sig i Danmark, at hun ikke havde nogen nær familie i USA, at hun skulle begynde på universitetet i USA i august 2016, og at der derfor kun var tale om ophold i en begrænset periode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse dagen før sin 19 års fødselsdag, at hun på afgørelsestidspunktet var 20 år, og at hun således på ansøgningstidspunktet var myndig og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv i sit hjemland, hvilket blev understøttet af, at hun fra august 2016 skulle begynde på universitetet i USA. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. FAM/2016/106.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 14-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerene ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept, herunder at han havde foretaget rejsen alene, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde solgt deres hus for at betale for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans søster boede og umiddelbart efter, at søsteren var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og at det fremgik af sagens akter, at referencen led af migræne og dårligt syn, ligesom referencens kommune havde oplyst, at referencen var særligt sårbar, fordi han bekymrede sig om sine forældres situation i Syrien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden side forældres ledsagelse, og at hans sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at lovgrundlaget, som afslagene var truffet ud fra, ikke stemte overens med centrale bestemmelser på området, hvor de danske myndigheder grundet sine internationale forpligtelser skulle udvise respekt for retten til familieliv og tage hensyn til familiens enhed og barnets tarv, ligesom referencen havde henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1) og anført, at myndighederne som minimum var forpligtet til at foretage en individuel vurdering af hensynet til barnets tarv, hvor der skulle tages højde for det enkelte barns konkrete situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede på en socialpædagogisk døgninstitution, fordi kommunen havde vurderet, at referencen ville profitere af at opholde sig dér. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv valgte at afbryde sit familieliv med ansøgerne i Syrien, at han var rejst alene fra Syrien til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, og at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen havde anført, at hvis referencen skulle vente tre år på at kunne søge om familiesammenføring, ville han være fyldt 18 år, hvorefter han ville være helt afskåret fra at søge om familiesammenføring med ansøgerene, da han herefter ville være myndig og ikke længere ville have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgerne. FAM/2016/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 09-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 03-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 28-09-2016

Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen