Familiesammenføring, andre
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 10-08-2016Udlændingenævnet omgjorde i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en statsløs palæstinenser fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen), som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet omgjorde samtidig ligeledes Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende ansøgerens og referencens tre fællesbørns ansøgninger om familiesammenføring med deres herboende forælder (referencen). To af ansøgerens og referencens børn var under 15 år, og et barn var over 15 år, men under 18 år. Det ældste barn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da dette vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerens og referencens ældste barn havde en sådan alvorlig sygdom, at det ville være særligt indgribende at afskære familiesammenføring frem til det tidspunkt, hvor referencen havde haft opholdstilladelse i tre år og eventuelt havde fået opholdstilladelsen forlænget. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans ældste barn var sygt, at det fremgik af ansøgerens og fællesbørnenes ansøgninger, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”, der blev behandlet med medicin, og at det til klagen var oplyst, at det ældste fællesbarn havde lidt af sygdommen, siden hun var fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk (det offentlige sundhedsvæsen i Danmarks webportal), at tonisk-kloniske anfald er en epilepsivariant, der tidligere blev kaldt ”grand mal anfald”, at et anfald starter med, at personen pludseligt mister bevidstheden og falder om, mens alle kroppens muskler stivner, hvorefter musklerne skiftes mellem at trække sig sammen og slappe af, så der opstår trækninger og rykninger i arme og ben, og at vejrtrækningen påvirkes, ligesom tungebid og spontan afgang af urin og afføring er almindeligt. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk, at det ofte tager et stykke tid efter et tonisk-klonisk anfald, før personen kommer til sig selv igen, og at ekstrem træthed og desorientering/forvirring er hyppig. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at referencen i sin klage havde anført, at den medicin, som det ældste fællesbarn anvendte, ikke længere var tilgængelig i Syrien, og at det ældste fællesbarn derfor havde mange kramper og stærke anfald, således at hun ikke kunne kontrollere sin krop. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Syrian Medical Association i en erklæring fra maj 2016 havde oplyst, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn var udsat for anfald, fordi hun var afskåret fra medicin. Udlændingenævnet fandt endelig ud fra de aktuelle generelle baggrundsoplysninger fra World Health Organization (WHO) om Syrien ikke grund til at betvivle det oplyste om manglende tilgængelighed af medicinen i Syrien. FAM/2016/47.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 19-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 13-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 27-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 21-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 01-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire statsløse palæstinensere fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med henholdsvis deres søn og deres broder (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom den ene af referencens ansøgende søskende på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor hun måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 87 af 10. december 2015, at der i visse tilfælde kan gives tilladelse til familiesammenføring, hvis den herboende er et uledsaget mindreårigt barn, og hvis dette barns forældre søger om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen nu var 18 år og dermed myndig og således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at referencen havde oplyst, at hans moster opholdt sig i Danmark, hvorfor referencen ikke var uden familienetværk her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at han frygtede, at der ville ske ansøgerne noget i Syrien, jo længere tid der gik, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Aldersvurdering – Ej ganske særlige grunde
Dato: 06-04-2016Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, da der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin herboende onkel som ansøgerens nærmeste familie, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende onkel var statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, og han fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende onkel, at han havde adopteret sin søsters barn, som var født i december 2002, at hans søster var død, og at han havde boet med barnet fra barnets fødsel og frem til 2011, da han flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo. Den herboende onkel havde vedlagt en kopi af en retsafgørelse fra november 2012 fra byretten i Kinshasa, hvoraf det fremgik, at han var ansøgerens morbror, og at han var blevet udpeget som værge for ansøgeren. Ansøgeren boede på tidspunktet for ansøgningen hos sin bedstemor. I maj 2015 udtalte Retslægerådet, at det var sandsynligt, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i marts 2015 var 21 år og fire måneder eller derover, men at det ikke med rimelighed kunne vurderes, om ansøgeren på ansøgningstidspunktet i august 2013 var over eller under 18 år. I juni 2015 oplyste den herboende onkel, at ansøgeren på daværende tidspunkt var 15 år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, uanset om det måtte lægges til grund, at han var under 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde været over 17 år og dermed havde en alder, hvor han kunne klare sig selv i dagligdagen, og meget tæt på at være myndig, hvis ikke allerede myndig. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren, da han var mindreårig, ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med sin bedstemor i Den Demokratiske Republik Congo, samt at han ikke havde lidt alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Den Demokratiske Republik Congo, da han var mindreårig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende onkel, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende onkel og ansøgeren tillige havde boet sammen med ansøgerens bedstemor, at ansøgeren fortsat havde boet sammen med sin bedstemor efter den herboende onkels udrejse, og at den herboende onkel først efter sin indrejse i Danmark var blevet udpeget som værge for ansøgeren, ligesom ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgeren var uden forældre, idet hans forældre efter det oplyste var døde, og at ansøgerens bedstemor ønskede, at han skulle bo sammen med den herboende onkel i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke forelå et særligt familiemæssigt forhold mellem ansøgeren og den herboende onkel. FAM/2016/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde
Dato: 28-01-2016Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.
Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Tvivl om slægtskabsforholdet
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 tre afgørelser om opholdstilladelse til tre congolesiske statsborgere, som havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en herboende kvinde, som i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun var ansøgernes faster, og at deres fader og moder var blevet dræbt på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Ansøgerne var født i henholdsvis 2000, 2002 og 2004.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at den herboende kvinde var nærmeste familie til ansøgerne. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden i forbindelse med sin asylsag til FN’s Flygtningehøjkommissariat havde oplyst, at hendes broder sammen med to af hendes andre søskende og hendes fader blev dræbt i Congo i 1987, og at hun havde oplyst at have seks søskende, der var i live, hvoraf to boede i Burundi og fire boede i Congo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at ansøgerne var født på ikke nærmere angivne tidspunkter i henholdsvis 2000-2001, 2002-2003 og 2004-2005, og at hun samtidig i et senere fremsendt oplysningsskema havde oplyst, at ansøgernes fader var hendes biologiske broder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at kvindens broder skulle være fader til ansøgerne, hvorfor kvinden som følge heraf ikke kunne anses for at være ansøgernes faster. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at kvinden under klagesagen havde oplyst, at hendes moder havde 12 børn, hvoraf tre hold var tvillinger, at det var kutyme i den landsby i det område, hvor kvinden kom fra i Congo, at give tvillinger det samme navn, og at hun på den baggrund havde to brødre med samme navn, hvoraf den ene var død i 1987, mens den anden på tidspunktet for FN’s Flygtningehøjkommissariats genbosættelsesrapport fra 2010 stadig var i live. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden ikke i forbindelse med sin asylsag havde oplyst om, at tre hold ud af kvindens oplyste ni søskende var tvillinger, ligesom det heller ikke fremgik af rapporten, at kvinden havde en broder med det oplyste navn, og som ifølge hendes egne oplysninger i klagen på tidspunktet for rapporten var i live. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden ikke havde oplyst, at nogle af hendes søskende var tvillinger, idet ingen af dem stod opført med to navne. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at børnene skulle tage ophold hos kvinden som nærmeste familie, uanset om kvinden måtte være ansøgernes faster, og uanset om kvindens broder og børnenes fader måtte være blevet slået ihjel i september 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Congo, herunder at børnene ville være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Congo, idet ansøgerne var født og opvokset i Congo, hvor de siden forældrenes død havde været i varetægt af naboer, og at ansøgerne havde en morbroder i Kenya samt deres farmoder (kvindens moder), en af kvindens brødre og dennes børn i Burundi. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden aldrig havde boet sammen med børnene, og at hun derfor ikke kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. FAM/2016/12.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 2004, søgte i september 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende broder, der var født i 1987. Den herboende broder var indrejst i Danmark i april 2014 og blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, gyldig til juni 2019. Det fremgik af den herboende broders asylsag, at han havde oplyst, at hans moder, broder samt to børn på asylsamtalens tidspunkt opholdt sig i Etiopien, og at hans ægtefælle og øvrige søskende var døde. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at han opholdt sig i en flygtningelejr i Kenya, at ansøgerens moder var forsvundet for længe siden, og at den herboende broder havde forsørget ham med cirka 300 dollars. I april 2015 blev den herboende broders to børn meddelt opholdstilladelse. Samtidig meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold i enten Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i enten Kenya eller Etiopien, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Der forelå således ikke særlige grunde til, at der burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til den herboende broder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende broders moder havde været den primære omsorgsperson for ansøgeren, og at den herboende broder hverken før eller efter hans udrejse af Etiopien kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. Den omstændighed, at den herboende broder efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens primære omsorgsperson og forsørger havde været ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt desuden ikke at kunne lægge den herboende broders forklaring om ansøgerens og den herboende broders moders forhold til grund. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende broder havde forklaret divergerende om sin moders forhold, idet han under asylsamtalen i maj 2014 med Udlændingestyrelsen havde forklaret, at hans børn og ansøgeren boede sammen med moderen i Etiopien, mens den herboende broder i ansøgningsskemaet i september 2014 havde oplyst, at moderen havde været forsvundet i lang tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at moderen efterlod ansøgeren i en flygtningelejr, mens den herboende broder i forbindelse med klagen havde oplyst, at moderen forsvandt i hjembyen, og at en nabo havde taget ansøgeren med til Kenya. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende broder havde fremlagt dokumentation for, at han angiveligt havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de angivelige pengeoverførsler ikke dokumenterede, at moderen var død, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at naboen ikke længere kunne have ansøgeren boende hos sig, og at naboen ikke kunne tage ansøgeren med til Etiopien, idet økonomiske eller sociale forhold i en udlændings hjemland eller opholdssted ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2016/17.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet