Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 6 af 13

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Aldersvurdering – Ej ganske særlige grunde

Dato: 06-04-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, da der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin herboende onkel som ansøgerens nærmeste familie, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende onkel var statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, og han fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende onkel, at han havde adopteret sin søsters barn, som var født i december 2002, at hans søster var død, og at han havde boet med barnet fra barnets fødsel og frem til 2011, da han flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo. Den herboende onkel havde vedlagt en kopi af en retsafgørelse fra november 2012 fra byretten i Kinshasa, hvoraf det fremgik, at han var ansøgerens morbror, og at han var blevet udpeget som værge for ansøgeren. Ansøgeren boede på tidspunktet for ansøgningen hos sin bedstemor. I maj 2015 udtalte Retslægerådet, at det var sandsynligt, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i marts 2015 var 21 år og fire måneder eller derover, men at det ikke med rimelighed kunne vurderes, om ansøgeren på ansøgningstidspunktet i august 2013 var over eller under 18 år. I juni 2015 oplyste den herboende onkel, at ansøgeren på daværende tidspunkt var 15 år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, uanset om det måtte lægges til grund, at han var under 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde været over 17 år og dermed havde en alder, hvor han kunne klare sig selv i dagligdagen, og meget tæt på at være myndig, hvis ikke allerede myndig. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren, da han var mindreårig, ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med sin bedstemor i Den Demokratiske Republik Congo, samt at han ikke havde lidt alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Den Demokratiske Republik Congo, da han var mindreårig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende onkel, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende onkel og ansøgeren tillige havde boet sammen med ansøgerens bedstemor, at ansøgeren fortsat havde boet sammen med sin bedstemor efter den herboende onkels udrejse, og at den herboende onkel først efter sin indrejse i Danmark var blevet udpeget som værge for ansøgeren, ligesom ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgeren var uden forældre, idet hans forældre efter det oplyste var døde, og at ansøgerens bedstemor ønskede, at han skulle bo sammen med den herboende onkel i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke forelå et særligt familiemæssigt forhold mellem ansøgeren og den herboende onkel. FAM/2016/72.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde

Dato: 28-01-2016

Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.

Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Tvivl om slægtskabsforholdet

Dato: 20-01-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 tre afgørelser om opholdstilladelse til tre congolesiske statsborgere, som havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en herboende kvinde, som i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun var ansøgernes faster, og at deres fader og moder var blevet dræbt på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Ansøgerne var født i henholdsvis 2000, 2002 og 2004.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at den herboende kvinde var nærmeste familie til ansøgerne. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden i forbindelse med sin asylsag til FN’s Flygtningehøjkommissariat havde oplyst, at hendes broder sammen med to af hendes andre søskende og hendes fader blev dræbt i Congo i 1987, og at hun havde oplyst at have seks søskende, der var i live, hvoraf to boede i Burundi og fire boede i Congo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at ansøgerne var født på ikke nærmere angivne tidspunkter i henholdsvis 2000-2001, 2002-2003 og 2004-2005, og at hun samtidig i et senere fremsendt oplysningsskema havde oplyst, at ansøgernes fader var hendes biologiske broder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at kvindens broder skulle være fader til ansøgerne, hvorfor kvinden som følge heraf ikke kunne anses for at være ansøgernes faster. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at kvinden under klagesagen havde oplyst, at hendes moder havde 12 børn, hvoraf tre hold var tvillinger, at det var kutyme i den landsby i det område, hvor kvinden kom fra i Congo, at give tvillinger det samme navn, og at hun på den baggrund havde to brødre med samme navn, hvoraf den ene var død i 1987, mens den anden på tidspunktet for FN’s Flygtningehøjkommissariats genbosættelsesrapport fra 2010 stadig var i live. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden ikke i forbindelse med sin asylsag havde oplyst om, at tre hold ud af kvindens oplyste ni søskende var tvillinger, ligesom det heller ikke fremgik af rapporten, at kvinden havde en broder med det oplyste navn, og som ifølge hendes egne oplysninger i klagen på tidspunktet for rapporten var i live. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden ikke havde oplyst, at nogle af hendes søskende var tvillinger, idet ingen af dem stod opført med to navne. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at børnene skulle tage ophold hos kvinden som nærmeste familie, uanset om kvinden måtte være ansøgernes faster, og uanset om kvindens broder og børnenes fader måtte være blevet slået ihjel i september 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Congo, herunder at børnene ville være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Congo, idet ansøgerne var født og opvokset i Congo, hvor de siden forældrenes død havde været i varetægt af naboer, og at ansøgerne havde en morbroder i Kenya samt deres farmoder (kvindens moder), en af kvindens brødre og dennes børn i Burundi. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden aldrig havde boet sammen med børnene, og at hun derfor ikke kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. FAM/2016/12.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 20-01-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 2004, søgte i september 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende broder, der var født i 1987. Den herboende broder var indrejst i Danmark i april 2014 og blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, gyldig til juni 2019. Det fremgik af den herboende broders asylsag, at han havde oplyst, at hans moder, broder samt to børn på asylsamtalens tidspunkt opholdt sig i Etiopien, og at hans ægtefælle og øvrige søskende var døde. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at han opholdt sig i en flygtningelejr i Kenya, at ansøgerens moder var forsvundet for længe siden, og at den herboende broder havde forsørget ham med cirka 300 dollars. I april 2015 blev den herboende broders to børn meddelt opholdstilladelse. Samtidig meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold i enten Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i enten Kenya eller Etiopien, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Der forelå således ikke særlige grunde til, at der burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til den herboende broder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende broders moder havde været den primære omsorgsperson for ansøgeren, og at den herboende broder hverken før eller efter hans udrejse af Etiopien kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. Den omstændighed, at den herboende broder efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens primære omsorgsperson og forsørger havde været ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt desuden ikke at kunne lægge den herboende broders forklaring om ansøgerens og den herboende broders moders forhold til grund. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende broder havde forklaret divergerende om sin moders forhold, idet han under asylsamtalen i maj 2014 med Udlændingestyrelsen havde forklaret, at hans børn og ansøgeren boede sammen med moderen i Etiopien, mens den herboende broder i ansøgningsskemaet i september 2014 havde oplyst, at moderen havde været forsvundet i lang tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at moderen efterlod ansøgeren i en flygtningelejr, mens den herboende broder i forbindelse med klagen havde oplyst, at moderen forsvandt i hjembyen, og at en nabo havde taget ansøgeren med til Kenya. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende broder havde fremlagt dokumentation for, at han angiveligt havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de angivelige pengeoverførsler ikke dokumenterede, at moderen var død, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at naboen ikke længere kunne have ansøgeren boende hos sig, og at naboen ikke kunne tage ansøgeren med til Etiopien, idet økonomiske eller sociale forhold i en udlændings hjemland eller opholdssted ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2016/17.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

Dato: 07-01-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Tvangsanbragte børn

Dato: 07-01-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Portugal under henvisning til hendes herboende børn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at begge ansøgerens børn var tvangsanbragt uden for hjemmet, at ansøgeren havde fået fastsat overvåget samvær på henholdsvis en time pr. måned og en time hver tredje uge med børnene, og at ansøgeren kun i begrænset omfang var mødt op til samvær med det ældste barn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens samvær med børnene ikke var af et sådant omfang, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens samvær med det ældste barn siden maj 2013 havde været overvåget, ligesom samværet med det yngste barn siden anbringelsen i september 2014 havde været overvåget, og at samværet alene udgjorde en time henholdsvis hver tredje og fjerde uge. Udlændingenævnet tillagde det herudover betydning, at ansøgeren alene var mødt op til samvær med det ældste barn en gang i april 2013, men ikke mødte op de efterfølgende gange, hvorefter ansøgeren først anmodede om genoptagelse af samvær i oktober 2014. Det faktisk gennemførte samvær med det ældste barn sås således at være af begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet med børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at baggrunden for karakteren af det fastsatte samvær måtte ses i forhold til, at det ved en undersøgelse fra februar 2013 og et undersøgelsesforløb fra november 2012 til februar 2013 i forhold til det ældste barn var blevet konkluderet, at ansøgeren ikke vurderedes at kunne tilegne sig de egenskaber, der skulle til, for at kunne drage den fornødne omsorg for hende, og at det vurderedes skadeligt for hendes trivsel og udvikling fortsat at blive udsat for de belastninger, som samspillet med ansøgeren frembød. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens samvær med det yngste barn tillige var blevet reduceret fra en gang om ugen til en time hver tredje uge, grundet primært ansøgerens egne forhold, og for at sikre det yngste barns fortsatte trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til – som EU-borger fra Portugal – at indrejse i Danmark for at udøve sit samvær med børnene gennem besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til, at ansøgeren som EU-borger havde mulighed for at tage ophold i Danmark i medfør af reglerne om fri bevægelighed, og at hun således havde mulighed for at tage ophold i Danmark på andet grundlag end en særskilt opholdstilladelse til børnene. Det forhold, at ansøgeren, såfremt hun ikke havde grundlag for opholdsret efter EU-reglerne, vil skulle indrejse fra Portugal for at udøve sit samvær med sine børn af en times varighed henholdsvis hver tredje og fjerde uge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses som uproportionalt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at meddele afslag på opholdstilladelse, henset til den geografiske afstand sammenholdt med omfanget af samværene. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/3.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Ganske særlige grunde

Dato: 16-12-2015

Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende søster siden moderens død i 2009 havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, at den herboende søster i september 2013 var flygtet fra Somalia, at hun i januar 2014 var indrejst i Danmark, at hun i marts 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og at hun i juli 2014 på vegne af ansøgeren og hendes egne tre børn havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søster efter det oplyste vedvarende havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, som havde været en del af den herboende søsters husstand frem til september 2013, hvor den herboende søster var flygtet fra Somalia, og at den herboende søster kort tid, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med ansøgeren, hvorfor det på den baggrund måtte lægges til grund, at den herboende søster fortsat var ansøgerens primære omsorgsperson. Udlændingenævnet tilbagesendt derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/214.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 15-12-2015

Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en libanesisk statsborger, samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af denne sag til fornyet behandling. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i november 2005 og havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført fra juni 2009 til december 2012. Ansøgeren udrejste herefter i april 2013 og genindrejste i marts 2014.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere oplysninger om sit samvær med sine herboende børn, herunder kopi af en domsudskrift, hvori ansøgerens tidligere ægtefælle havde afgivet oplysninger om det udøvede samvær med parrets fællesbørn siden ansøgerens indrejse i marts 2014. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderede karakteren og omfanget af det på afgørelsestidspunktet udøvede samvær på ny i første instans, herunder at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med det under Udlændingenævnets sagsbehandling meddelte samtykke fra ansøgeren indhentede yderligere oplysninger fra ansøgerens tidligere ægtefælle vedrørende hyppigheden og kontinuiteten af samværet med børnene. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til, om ansøgeren på baggrund af de indhentede oplysninger om samvær kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/256.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 10-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsløs fra Kuwait. Den herboende reference, der var født i 1981, som var ansøgerens voksne søn, og som var indrejst i Danmark i februar 2012 og i februar 2014 var blevet meddelt asyl, havde til sagen oplyst, at han altid havde boet sammen med sine forældre på den samme adresse i Kuwait, at hans moder afgik ved døden i 2001, at hans ægtefælle ligeledes boede sammen med ham og hans fader efter ægteskabets indgåelse, at han havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark ved at sende ham penge, og at ansøgeren havde en frugtvogn på torvet, som han solgte grøntsager fra, men at han med tiden var blevet ældre, hvorfor den herboende søn havde overtaget salget af grøntsager forud for sin udrejse af Kuwait.

Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at den herboende søn havde boet på ansøgerens adresse hele sit liv, og at hans ægtefælle ligeledes var flyttet ind og havde taget ophold på ansøgerens bopæl. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ved den herboende søns fortsatte ophold i hjemmet, hvor han var født og opvokset, kunne lægges til grund, at der mellem ham og ansøgeren forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt således, at den herboende søn ved sit ægteskab i 2008 og ved sin datters fødsel i 2010 havde stiftet selvstændig familie. Uanset at dette familieliv havde været udøvet på ansøgerens bopæl, fandt Udlændingenævnets flertal endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren herved havde været optaget i den herboende søns husstand, og at der derudover havde været etableret et pasnings- og plejeforhold. Udlændingenævnets flertal fandt desuden under henvisning til de samme betragtninger, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende søns ægtefælle og datter var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Det forhold, at den herboende søn efter det oplyste havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark havde sendt økonomisk støtte til ansøgeren, fandt Udlændingenævnets flertal herudover ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark derefter var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse, og det ville derfor ikke være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/249.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Anden familie

Dato: 25-11-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse, jf. henholdsvis udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 3, til to somaliske statsborgere, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgernes herboende moder og mormoder. Ansøgerne, der var moder og søn, var således datter og barnebarn til den herboende reference. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at hun og hendes datter tre år forud for datterens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse var flygtet fra Somalia hver for sig, at de sidst i 2010 havde boet sammen, at den herboende reference ikke havde forsørget sin datter, at datteren opholdt sig i Uganda, at de løbende havde telefonisk kontakt, og at datteren ikke havde kontakt med sin fader, ligesom datteren ikke vidste, hvor hendes fader opholdt sig henne. Datteren havde til sagen oplyst, at hun boede i Uganda, at hun med sin fader var flygtet fra Somalia til Libyen, at hun i Libyen blev gift med en mand, der efterfølgende forsvandt, at hun derefter var flygtet til Kenya, hvor hun havde født sin søn, og at hun nu opholdt sig i Uganda. Det var til sagen oplyst, at barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder, og at hans faders adresse var ukendt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2015 begge ansøgere afslag på opholdstilladelse. Det var til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at den herboende reference forsørgede sit barnebarn, at hun var den eneste familie, som hendes datter og hendes barnebarn havde, at datterens ægtemand – og faderen til barnebarnet – var forsvundet, og at referencens datter og barnebarn ikke havde mulighed for at vende tilbage til Somalia.

I forhold til den herboende references datter fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå en tilknytning mellem den herboende reference og datteren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at datteren på ansøgningstidspunktet var 17 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, at hun således var myndig, at hun i Libyen havde indgået ægteskab, at hun efterfølgende havde født en søn og herved havde stiftet egen familie, og at den herboende reference og hendes datter ikke havde boet sammen siden 2010, hvor den herboende reference flygtede fra Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne tale for at meddele datteren opholdstilladelse i Danmark, og at et afslag ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller var i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt var oplysninger om datterens personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at datteren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at datteren havde opholdt sig illegalt i Uganda, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia, kunne ikke føre til en opholdstilladelse, idet generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I forhold til den herboende references barnebarn fandt Udlændingenævnet, at den herboende references barnebarn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, og nr. 2 eller nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet ikke var uden omsorgsperson, og at der ikke forelå særlige grunde til, at barnebarnet burde meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference, idet barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen om, at barnebarnet ikke kunne vedblive med at opholde sig i Uganda med sin moder, eller at barnet led fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Uganda eller Kenya. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele barnebarnet opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at det ikke var muligt at finde barnebarnets fader, at referencen havde forsørget både datteren og barnebarnet, og at referencen var den eneste familie, som datteren og barnebarnet havde, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der var en person med samme navn som referencens datters fader, der havde medvirket ved indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til referencens barnebarn på Den Danske Ambassade i Uganda. FAM/2015/254.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen