Praksis

Familiesammenføring, andre

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 7 af 13

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 23-11-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 12-11-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 02-11-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Omsorgsperson

Dato: 26-10-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i 1998, søgte i august 2014 opholdstilladelse under henvisning til sin herboende storebroder, der var født i 1994. Den herboende storebroder var indrejst i Danmark i november 2013, havde søgt asyl og i den forbindelse oplyst, at hans moder, broder, født i 1998, og søster, født i 1993, fortsat boede i Somalia, at han på tidspunktet for asylansøgningen ikke havde kontakt til familie eller andre i hjemlandet, at hans søster boede i landsbyen, idet hun var flyttet ud af det fælles hjem i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og at hans fader døde i 2012. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ikke havde familie i Somalia, idet hans moder var afgået ved døden, hvorfor han på ansøgningstidspunktet boede hos naboerne, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Den herboende storebroder havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at han boede sammen med ansøgeren indtil sin flugt til Danmark, at hverken han selv eller ansøgeren led af sygdomme, og at han ikke vidste, hvor hans søster boede.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han i juni 2014 fik at vide af en tidligere nabo, at hans moder var afgået ved døden i februar 2014, og at naboen endvidere havde fortalt, at klagerens søster og dennes ægtefælle havde forladt byen, hvorfor ansøgeren var det eneste familiemedlem tilbage i ansøgerens hjemby. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med naboerne eller hos sin søster i Somalia. Udlændingenævnet fandt således ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Somalia, herunder at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at ansøgeren var 15 år på ansøgningstidspunktet og nu var fyldt 16 år, hvorfor det måtte antages, at han kunne klare sig selv og ikke havde det samme behov for pasning og pleje som et yngre barn. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende storebroder, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Det forhold, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han trådte i sin faders sted i 2012, da denne blev syg og efterfølgende døde, og at den herboende storebroder herefter fik job i en butik, så han kunne forsørge familien, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sin mor hele sit liv, og også efter den herboende storebroders flugt fra Somalia indtil moderens død, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at den herboende storebroder ikke kunne anses for at være trådt i ansøgerens forældremyndighedsindehavers sted inden den herboende storebroders udrejse af Somalia, da ansøgerens moder havde denne rolle indtil sin død. FAM/2015/170.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie

Dato: 21-10-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til to somaliske statsborgere. Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis otte og ni år, og de søgte i august 2014 opholdstilladelse til en herboende somalisk statsborger, der var meddelt asyl i maj 2014 (referencen). Ansøgerne oplyste, at de var henholdsvis niece og fætter til referencen, at de var forældreløse, og at referencen havde taget sig af dem, siden de var små og havde været deres forsørger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerne var opvokset hos referencen, siden ansøgerne var ganske små, eller at den ene af ansøgerne var referencens fætter. Udlændingenævnet kunne derfor heller ikke lægge til grund, at referencen var trådt i stedet for ansøgernes forældre, eller at referencen var ansøgernes nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at referencen var flyttet hen til sin ægtefælle, da referencen indgik ægteskab med denne, og at de eneste slægtninge, der var omtalt i asylsagen, var referencens mor, søn, niece og onkel. Det fremgik endvidere af referencens asylsag, at referencen havde oplyst, at hendes mor, søn, niece og fætter på tidspunktet for asylansøgningen boede i referencens hjemby, og at de alle boede i det samme hus. Det fremgik desuden af asylsagen, at referencen, da hun blev foreholdt, at hun først havde forklaret, at det var hendes onkel, der fortsat boede i referencens hjemby, i stedet forklarede, at der rettelig var tale om en slægtning fra referencens moders side af familien, som ikke var en onkel, men rettelig en slægtning, der ifølge lokal tradition kunne defineres som en fætter. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne havde boet hos referencen, siden de var henholdsvis ganske lille og nyfødt, og at referencen havde det fulde ansvar over for ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med asylsagen ikke havde oplyst om, at hun havde ansvaret for ansøgerne eller havde nævnt ansøgerne i forbindelse med udfyldelsen af sit familieskema i forbindelse med asylsagen. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at referencen ikke i forbindelse med udfyldelsen af asylansøgningsskemaet havde oplyst om navnene på ansøgernes forældre, ligesom referencen havde oplyst, at hun ikke havde haft kontakt til ansøgerne siden sin flugt, da referencen havde oplyst, at det ikke var muligt at få telefonisk kontakt til ansøgerne, og at referencen ikke havde forsørget ansøgerne, men at referencen desuagtet havde været i stand til at få oplyst, at referencens moder var afgået ved døden. Det forhold, at referencen var analfabet, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af asylsagen, at referencen havde bekræftet, at hun forstod tolken, og at referencen havde afgivet bemærkninger til asylreferaterne. Udlændingenævnet fandt, at der var tale om så væsentlige oplysninger, at referencen burde have oplyst herom til de danske myndigheder, da referencen blev spurgt ind til sine familieforhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne risikerede at blive dræbt som følge af referencens flugt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved kunne være tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2015/168.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 21-10-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 05-10-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1996, flygtede efter det oplyste til Danmark som 15-årig i oktober 2011. Det fremgik af sagen, at ansøgerens forældre og søskende et til to år forinden var udrejst til Iran uden ansøgeren, og at ansøgeren havde opholdt sig 13 til 14 år i Afghanistan inden udrejsen til Danmark. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt endeligt afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, gældende til ansøgeren fyldte 18 år i oktober 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2011, og at han i april 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 16 ½ år, da han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, frem til han var 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af cirka 15 år, hvorfor det måtte lægges til grund, at han havde haft hovedparten af sine formative år uden for Danmark. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland, indtil han var cirka 13 eller 14 år, at han havde modtaget undervisning i hjemlandet, at han talte flydende dari, og at han ikke sås at have en sådan tilknytning til personer her i landet, som kunne begrunde en opholdstilladelse. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren talte næsten flydende dansk, at han havde gået på en almindelig dansk folkeskole, at han havde danske venner og bekendte, at han gik til taekwondo i en klub to gange ugentligt, at han arbejdede på et autoværksted, og at han havde været i flere praktikforløb, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie i Afghanistan, fandt Udlændingenævnet ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde familiemedlemmer i Afghanistan, og at han havde kontakt til sine forældre, som efter det oplyste fortsat befandt sig i Iran. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. FAM/2015/164.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 15-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mozambiquisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende faster. Den herboende faster blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forældre var afgået ved døden i henholdsvis 2008 og 2009, at ansøgeren havde boet hos sin farmoder og farfader, at farfaderen var afgået ved døden, at farmoderen nu var for syg til at drage omsorg for ansøgeren, at den herboende faster havde forældremyndigheden over ansøgeren, og at den herboende faster efter det oplyste efter forældrenes død havde sendt penge hver måned til ansøgeren til dækning af udgifter til blandt andet skole, transport og uniform. Udlændingenævnet tillagde det endvidere stor vægt, at den herboende faster havde været i Mozambique i perioden fra december 2013 til januar 2014, at den herboende faster igen fra juli 2014 til januar 2015 havde været i Mozambique for at være sammen med ansøgeren, at den herboende faster fortsat havde draget omsorg for ansøgeren under hendes ophold i Mozambique, og at hun siden januar 2015 havde draget omsorg for ansøgeren i Danmark, hvor de begge var indrejst samtidig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at særlige grunde talte for, at ansøgeren kunne tage ophold hos sin herboende faster som nærmeste slægtning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, måtte være opfyldt. FAM/2015/163.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Dato: 04-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en congolesisk statsborger med sin herboende broder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren var født i januar 1999. Den herboende broder blev i november 2009 meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde siden november 2011 boet hos en ældre mand i Tanzania, som hun ikke var i familie med, men som fungerede som hendes omsorgsperson.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at personen i Tanzania var hendes nærmeste omsorgsperson. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder konsekvent havde oplyst om ansøgeren i forbindelse med behandlingen af sin asylsag og ved behandlingen af sin første familiesammenføringssag, og at de divergenser, der måtte være i den herboende broders forklaring vedrørende familieforhold, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var af en sådan betydelig karakter, at ansøgeren burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning hertil. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var uden omsorgspersoner i Tanzania, lagde Udlændingenævnet vægt på det af den herboende broder oplyste ved hans ansøgninger om asyl og familiesammenføring og det af broderen anførte vedrørende omsorgspersonens manglende vilje til fortsat at tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende broders forklaring på nævnsmødet i Udlændingenævnet i september 2015, hvor han blandt andet forklarede, at ansøgeren ikke længere opholdt sig lovligt hos omsorgspersonen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren og den herboende broder var hinandens nærmeste slægtninge, og at den daværende omsorgsperson ikke kunne antages at være ansøgerens primære omsorgsperson, idet han efter det oplyste alene havde taget sig af ansøgeren siden november 2011. Udlændingenævnet tillagde det vægt, at den herboende broder siden maj 2012 havde sendt penge til forsørgelse af ansøgeren. FAM/2015/199.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen