Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2009. I forbindelse med sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste ansøgeren, at hun ikke havde haft ordinært fuldtidsarbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de seneste 4 år, og at der var grundlag for at fravige beskæftigelseskravet, da hun ikke havde kunnet arbejde, grundet pasning af sit mindreårige handicappede barn, jf. § 11, stk. 15. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet beskæftigelseskravet ikke var opfyldt. Styrelsen fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 15, da hun ikke havde dokumenteret at have modtaget eller kunne have modtaget støtte efter lov om social service til pasning af sin handicappede datter, fordi hun ikke havde haft et løntab.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. 

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse. 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen er oplyst, at ansøgeren ikke har kunnet varetage et arbejde på grund af pasning af handicappet datter, og at hun i sin fritid har studeret på en dansk uddannelsesinstitution. 

Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgår af en til støtte for klagen fremsendt lægerklæring, at det ikke vurderes muligt for ansøgeren at arbejde i noget omfang på grund af datterens handicap, og at den ekstratid datteren har behov for fra ansøgeren, klart overstiger 37 timer pr. uge, samt at det fremgår af en anden til støtte for sagen fremsendt lægeerklæring, at datterens vanskeligheder er så omfattende og komplekse, at familien ville være berettiget til hjemmetræning, hvis de søgte om dette, at familien har valgt, at ansøgeren skal være hjemmegående, at det var vigtigt for at sikre det bedste funktionsniveau for datteren under de talrige indlæggelser, at en af forældrene var til stede, og at der efter hver indlæggelse også var en rekonvalescens i hjemmet, indtil datteren evt. kunne starte i pasningstilbud. 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke herved er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren har modtaget eller kunne have modtaget støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, jf. udlændingelovens § 11, stk. 15. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn tildeles af kommunen, og at det følger af oplysningerne fra en socialrådgiver fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren kunne have været berettiget til støtte efter serviceloven til pasning af sit syge barn, såfremt hun kunne påvise et løntab, og at man som studerende normalt ikke vil kunne påvise et løntab. 

Udlændingenævnet henviser til, at støtte til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom er reguleret i § 118 i lov om social service, hvorefter en person med tilknytning til arbejdsmarkedet kan ansættes af kommunen til at passe nærtstående med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig lidelse i hjemmet, såfremt betingelserne er opfyldt. 

Udlændingenævnet henviser videre til, at perioder med støtte modtaget efter lov om social service til pasning af handicappet barn ikke i sig selv dispenserer for beskæftigelseskravet, men derimod skal medregnes i beregningen af perioden med ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Såfremt ansøgeren havde godtgjort at havde modtaget eller kunne have modtaget støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, ville den støtteomfattede eller støtteberettigede periode således indgå i den samlede beregning af ansøgerens periode med ordinær fuldtidsbeskæftigelse i de sidste 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse. 

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at det følger af § 118, stk. 3 i lov om social service, at personen, som ansættes af kommunen efter bestemmelsen i § 118, kan ansættes i indtil 6 måneder med henblik på at passe den nærtstående, og at pasningen kan forlænges med indtil 3 måneder, hvis særlige forhold taler herfor. 

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens datter har en svær og livsfarlig funktionsnedsættelse på grund af hjerneskade ved for tidlig fødsel. 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning til ansøgers datters helbredsforhold bør ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da Udlændingenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at ansøgeren ikke på sigt vil kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.”



ERH/2023/93

Til toppen