Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed – Støtte til handicappet barn
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun siden april 2011 havde arbejdet fuldtid i sin selvstændige erhvervsvirksomhed og senere havde stiftet et nyt selskab sammen med sin ægtefælle, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne anses for i tilstrækkelig grad at have dokumenteret omfanget og karakteren af sit arbejde i virksomheden. Udlændingenævnet fandt desuden, at den indsendte dokumentation i form af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgerens virksomhed startede i april 2011, urevideret regnskab for regnskabsåret 2012, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft rene salg inklusiv eget forbrug for ca. 300.000 kr., en kopi af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i oktober 2013 startede en ny virksomhed sammen med sin ægtefælle, samt en udskrift fra Det Centrale Virksomhedsregister, hvoraf det fremgik, at den første virksomhed ophørte i september 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse i virksomheden kunne sidestilles med ordinært lønarbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens datter led af massive funktionsnedsættelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at datteren var omfattet af målgruppen i servicelovens § 41, at hun var indskrevet på et særligt dagtilbud for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, men at hun ikke var tilknyttet de særlige tilbud, da ansøgeren og dennes ægtefælle ønskede at passe hende i hjemmet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at bopælskommunen havde oplyst, at ansøgeren ville være berettiget til støtte efter servicelovens § 42, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ville kunne have fået hjælp i et sådant omfang, at det ville kunne sidestilles med ordinært deltidsarbejde eller ordinært fuldtidsarbejde. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle i maj 2013 tog deres datter ud af børnehaven for at passe hende i hjemmet på grund af mistanke om overgreb, ikke kunne føre til en ændret vurdering af samme grunde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst at lide af angst og PTSD, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/31.
Senest opdateret: 19-01-2015
Udgiver: Udlændingenævnet