Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en libanesisk statsborger, da ansøgeren ikke opfyldte kravet om at være under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren drev selvstændig erhvervsvirksomhed fra april 2011 til september 2013. Ansøgeren havde desuden en datter, der var forsinket i sin motoriske udvikling, led af krampeanfald, og gentagne gange var blevet undersøgt og havde været indlagt på hospitalet, og ansøgeren var selv diagnosticeret med PTSD. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget sygedagpenge i perioden fra juni 2014 til november 2014. Om ansøgerens datters forhold var det endvidere oplyst, at hun var omfattet af målgruppen i servicelovens § 41, at hun var indskrevet på et særligt dagtilbud for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 32, men at hun ikke var tilknyttet de særlige tilbud, da ansøgeren og dennes ægtefælle ønskede at passe deres datter i hjemmet. Bopælskommunen havde oplyst, at ansøgeren på baggrund af datterens forhold ville kunne have søgt om kompensation efter servicelovens § 42, dog ikke i omfanget af 30 timer om ugen, da der var stillet et relevant pasningstilbud til rådighed. Derudover oplyste kommenen, at hvis kommunen havde modtaget en ansøgning om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, ville ansøgeren med al sandsynlighed kunne have fået bevilliget støtte efter servicelovens § 42 i mindre omfang for at kompensere for børnehavens korte åbningstider. Kommunen vurderede dog, at støtten ikke ville kunne være i omfanget af 30 timer ugentligt, da der var stillet et relevant pasningstilbud til rådighed.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun siden april 2011 havde arbejdet fuldtid i sin selvstændige erhvervsvirksomhed og senere havde stiftet et nyt selskab sammen med sin ægtefælle, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne anses for i tilstrækkelig grad at have dokumenteret omfanget og karakteren af sit arbejde i virksomheden. Udlændingenævnet fandt desuden, at den indsendte dokumentation i form af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgerens virksomhed startede i april 2011, urevideret regnskab for regnskabsåret 2012, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft rene salg inklusiv eget forbrug for ca. 300.000 kr., en kopi af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i oktober 2013 startede en ny virksomhed sammen med sin ægtefælle, samt en udskrift fra Det Centrale Virksomhedsregister, hvoraf det fremgik, at den første virksomhed ophørte i september 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse i virksomheden kunne sidestilles med ordinært lønarbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens datter led af massive funktionsnedsættelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at datteren var omfattet af målgruppen i servicelovens § 41, at hun var indskrevet på et særligt dagtilbud for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, men at hun ikke var tilknyttet de særlige tilbud, da ansøgeren og dennes ægtefælle ønskede at passe hende i hjemmet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at bopælskommunen havde oplyst, at ansøgeren ville være berettiget til støtte efter servicelovens § 42, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ville kunne have fået hjælp i et sådant omfang, at det ville kunne sidestilles med ordinært deltidsarbejde eller ordinært fuldtidsarbejde. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle i maj 2013 tog deres datter ud af børnehaven for at passe hende i hjemmet på grund af mistanke om overgreb, ikke kunne føre til en ændret vurdering af samme grunde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst at lide af angst og PTSD, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/31.

Senest opdateret: 19-01-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen