Beskæftigelseskravet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 21-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i november 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Da ansøgeren i marts 2015 indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, oplyste ansøgeren, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden august 2011 med 37 timer ugentligt på en restaurant, og i deltidsbeskæftigelse siden maj 2014, hvor hun arbejdede 5 timer ugentligt for et rengøringsfirma. Ansøgerens fagforening fremsendte endvidere et efterbetalingsskema til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2015 til september 2015 havde arbejdet 130 timer om måneden til en timeløn på 38,46 kr. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var ansat ved en restaurant med en løn på 5.000 kr. om måneden, at ansøgeren havde nedskrevet sine arbejdstimer, og at det af dette fremgik, at hun havde arbejdet flere timer ugentligt, end hun havde modtaget løn for. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument om de faktiske forhold, at arbejdsgiveren havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde de mange timer uden løn, da ansøgeren selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at hun modtog en fast løn pr. måned, og at ansøgeren følte sig presset til at arbejde, da hendes arbejdsgiver havde fortalt hende, at hun ikke kunne få arbejde andre steder. Det var endelig oplyst, at ansøgeren arbejdede sammen med sin moder, som ikke mestrede det danske sprog på samme måde som ansøgeren, og at ansøgeren passede på sin moder, samt at arbejdsgiveren nægtede at udbetale løn for alle timerne eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra november 2011 – idet Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i ordinær deltidsbeskæftigelse i maj 2015, i perioden fra august 2015 til december 2015 og i perioden fra marts 2016 til august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ordinære deltidsbeskæftigelse på i alt 12 måneder omregnet svarede til, at hun kunne anses for at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 7,2 måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i perioden siden august 2011 havde arbejdet 37 timer om ugen ved en restaurant, at hendes arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument på om faktiske forhold og havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde mange timer uden løn, da hun selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt med en fast månedsløn, at hendes arbejdsgiver havde nægtet at udbetale løn for alle timer eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt, og at medarbejderne ikke turde gøre indsigelser. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation, som kunne bekræfte hendes oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at en fagforening havde fremsendt et efterbetalingsskema, og at ansøgeren havde fremsendt egne notater vedrørende timeantal, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af de særlige bemærkninger til lov nr. 571 af 19. juni 2012 (lovforslag nr. L 180, fremsat den 26. april 2012) § 1, nr. 18, at beskæftigelse skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt derfor, at oplysningerne om ansøgerens ansættelse ved restauranten, hvor hun modtog 5.000 kr. om måneden, og hvor hun efter det oplyste skulle have arbejdet 130 timer om måneden til en gennemsnitlig timesats på 38,46 kr., ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 var opfyldt, da arbejdet ikke blev udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde beskæftigelseskravet på et senere tidspunkt. FAM/2016/113.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning oplyst, at hun ejede en thaimassagevirksomhed, hvor hun havde været i ordinær beskæftigelse fra juni 2009 til september 2010, hvor virksomheden ikke var momsregistreret, og siden september 2010, hvor virksomheden var blevet momsregistreret. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun i begge perioder arbejdede på fuld tid med 37 timer ugentligt, at det var en enkeltmandsvirksomhed drevet af hende, hvor hun udførte massage og varetog øvrige opgaver i forhold til driften af massagevirksomheden.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed eller have været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra september 2011. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende som thai-massør siden juni 2009. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at beskæftigelse helt tilbage fra dette tidspunkt ikke kunne indgå i beregningen. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende fem-årig periode. Selvstændig erhvervsvirksomhed forud for september 2011 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger siden juni 2009 havde arbejdet i 37 timer om ugen i sin virksomhed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger, årsopgørelser og årsberetninger – ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse som thai-massør i perioden fra september 2011 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes arbejde havde et omfang, der svarede til ordinær deltidsbeskæftigelse eller ordinær beskæftigelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun i årene 2011, 2012 og 2014 havde arbejdet i hvert fald 15 timer om ugen til en løn, der lå højere end mindstelønnen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ordinær fuldtidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – indgår med den fulde varighed, og at ordinær deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – indgår i beregningen med 3/5 af den samlede ansættelsesperiode, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 2. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse endvidere til, at ansøgerens virksomhed i perioden fra 2011 til 2014 havde haft en årlig omsætning på henholdsvis 86.120 kr. i 2011, 82.800 kr. i 2012, 58.680 kr. i 2013 og 89.720 kr. i 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun tog 150 kr. i betaling for en halv times behandling og 250 kr. for en times behandling. Ud fra tallene for virksomhedens omsætning havde ansøgeren sin højeste omsætning i 2014 på 89.720 kr., hvilket svarede til, at hun havde arbejdet 358,88 timer i virksomheden i 2014, hvis hun havde taget 250 kr. i timen som betaling. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved beregningen af omfanget af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, efter praksis lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der for eksempel drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab med videre. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at en deltidsansat med mindst 15 timer om ugen, hvor arbejdsugerne – fratrukket ferie i fem uger – sættes til 47 uger pr. år, som minimum skulle arbejde 705 timer pr. år. Dette opfyldte ansøgerens virksomhed ikke. Dette var tilsvarende gældende, hvis man måtte tillægge en halv time til det udregnede antal kundetimer til henholdsvis forberedelse og klargøring til næste kunde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det tidsmæssige forbrug ikke ville være anderledes, hvis det blev lagt til grund, at alle kunder kun havde fået en halv times behandling á 150 kr., da en højere andel af tid afsat til forberedelse og klargøring pr. kunde ville blive modsvaret af, at der ville være et lavere antal direkte kundetimer, da omsætningen i så fald ville skulle deles med 300 kr. pr. time. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren drev sin selvstændige erhvervsvirksomhed fra sit eget hjem. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at henset til, at ansøgerens virksomhed blev udøvet i hendes eget hjem, kunne hendes arbejdstimer ikke alene opgøres ud fra de angivne åbningstider på hendes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde et handicap, der forhindrede hende i opfyldelse af en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 12-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 2014 påbegyndte ansøgeren farmakonomuddannelsen på et uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Ansøgeren ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at hun aktuelt var i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, som samtidig var en videregående uddannelse. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, at ansættelsen under uddannelsen skete på fuld tid, at ansøgeren havde vedlagt en udtalelse om, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, og at GIF, Gymnasialt Indslusningsforløb for Flygtninge og Indvandrere, kunne sidestilles med en gymnasial uddannelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde til grund, at det fremgår af Uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at farmakonomuddannelsen er placeret på niveau fem i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, og at farmakonomuddannelsen således er en videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ikke akkrediterer farmakonomuddannelsen som en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, at styrelsen havde henvist til, at ansøgerens uddannelsessted havde juridisk status som et aktieselskab oprettet på privatretligt grundlag og med privat ejerskab, og for at en uddannelsesinstitution kunne akkrediteres, skulle der være tale om en uddannelsesinstitution inden for den offentlige forvaltning, som var reguleret i Uddannelses- og Forskningsministeriets institutionslove. Idet aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted ikke var omfattet af ministeriets institutionslove, var aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted derfor ikke en uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Endelig havde styrelsen henvist til, at ansøgerens uddannelsessted ikke ville kunne uddannelsesakkrediteres, således som den var opbygget, blandt andet fordi uddannelsen var lønnet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution kunne således på denne baggrund ikke anses for opfyldt i forhold til farmakonomuddannelsen. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9 (L 180, fremsat den 26. april 2012, side 34), at ”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution”. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det tillige er et krav i forhold til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om beskæftigelse eller uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, at der i tilfælde, hvor der er tale om en videregående uddannelse, skal denne være taget på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/119.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 08-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2006 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra oktober 2014 til januar 2015 havde arbejdet, og at hun forventede at få fast arbejde i stedet for vikararbejde. I forbindelse med ansøgerens klage havde hun oplyst, at hun i december 2015 var blevet ansat i en stilling, hvor hun lavede mad i et flygtningecenter, at hendes stilling var blevet forlænget til udgangen af december 2016, at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, idet vikariatet var blevet forlænget utallige gange og strakte sig til årsskiftet, hvorefter det temmelig sikkert ville blive forlænget, da flygtninge- og immigrationspresset nok ikke ville være aftaget, og at hun havde taget et rengøringskursus hos AMU. Ansøgeren vedhæftede en kopi af en jobbekræftelse, hvoraf det fremgik, at vikariatet kunne bringes til ophør uden varsel af begge parter.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden november 2015 havde arbejdet i et vikariat, og at hendes arbejdstid havde været 40 timer om ugen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens ansættelse som vikar ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, idet det fremgik af tilknytningsaftalen mellem ansøgeren og hendes arbejdsgiver, at ansøgeren kun betragtedes som ansat i de perioder, de enkelte vikariater varede, hvorfor det faktiske antal timer, ansøgeren arbejdede, ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de af ansøgeren indsendte jobbekræftelser, at den enkelte jobbekræftelse sammen med tilknytningsaftalen udgjorde ansøgerens ansættelsesbevis, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sine vikariater var ansat i en uopsagt tidsubegrænset stilling. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering henset til naturen og karakteren af ansøgerens vikariater, herunder at ansøgeren under Udlændingenævnets behandling af sagen ikke havde godtgjort at være tilknyttet det danske arbejdsmarked på en sådan måde, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, kunne anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde taget et rengøringskursus hos AMU, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste til, at en udlænding måtte antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kunne godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2016/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom
Dato: 07-04-2016Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bangladesh.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at han i september 2008 var udsat for et alvorligt færdselsuheld, hvorefter han fik svære kognitive gener, at han var diagnosticeret med paranoid psykose og PTSD, at han led af selvmordstanker, at ansøgeren ifølge sin overlæge led af en varig arbejds- og funktionsnedsættelse, at det på grund af ansøgerens dårlige prognostiske faktorer ansås for usandsynligt, at han kunne starte på uddannelse eller job, og at ansøgerens psykiatriske sygdom vurderedes behandlingsresistent. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder det for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/49.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Fleksjob
Dato: 06-04-2016Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en bosnisk statsborger, som havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2004. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 1, at ansøgeren led af svær PTSD, hvor ansøgeren havde symptomer med angst, flash-backs, hørehallucinationer, depression og periodiske selvmordstanker, at ansøgeren blev medicineret herfor med antipsykotisk medicin, at ansøgerens PTSD var kronisk, og at ansøgeren havde været ansat i et fleksjob seks timer ugentligt fra april 2015. Ansøgeren havde selv anført, at hun i perioden fra 2008 til 2013 havde modtaget danskundervisning, at hun i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, og at hun siden april 2015 havde været ansat i fleksjob, hvor hun arbejdede seks timer ugentligt. Det blev til sagen endvidere oplyst, at ansøgeren i september 2013 som følge af sin PTSD lidelse havde svært ved at koncentrere sig, og at ansøgeren derfor havde det svært i forhold til uddannelse og arbejde, at et jobcenter havde foretaget en udredning af ansøgerens arbejdsevne, og at et rehabiliteringscenter i september 2014 havde besluttet, at ansøgeren var berettiget til at afprøve fleksjob.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun er beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende femårig periode. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren siden april 2015 havde arbejdet mellem tre og 27 timer om måneden i et fleksjob, og at beskæftigelse i fleksjob kan sidestilles med ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på baggrund af sit fleksjob siden april 2015 samlet set højst havde været i ordinær beskæftigelse i elleve måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, hvis det samtidig kunne lægges til grund, at ansøgeren havde arbejdet fuldt ud inden for flekstiden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at hun var tildelt seks arbejdstimer om ugen, og at hun kunne arbejde op til ni timer ugentligt. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, og at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved ordinær beskæftigelse forstås, at beskæftigelsen skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold eller under fleksjobordningen, men ikke ulønnet praktik, hvorfor de måneder, hvor ansøgeren havde været i praktik, ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt hun kunne anses for at opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da det ikke var oplyst, at ansøgerens praktikforløb var som led i et fleksjob. Uanset at disse perioder ville kunne medregnes, ville ansøgeren ikke opfylde kravet om tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra 2008 til 2013 havde deltaget i danskundervisning, og at hun havde bestået Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret beregning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at enkeltfag og kurser, herunder danskundervisning, ikke kan medregnes som uddannelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6, og at det alene er uddannelsesforløb, hvor en ansøger har færdiggjort en gymnasial- eller erhvervsuddannelse eller er i gang med en længerevarende uddannelse, som indgår ved beregningen af, om beskæftigelseskravet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt eller som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da ansøgeren uanset sine helbredsmæssige forhold havde mulighed for gennem sit fleksjob at opfylde betingelsen. FAM/2016/48.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 09-03-2016Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren havde siden sin fødsel i januar 1993 haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra august 2009 til juni 2011 havde studeret HG på en erhvervsskole, at hun fra august 2011 til februar 2014 havde studeret på tandklinikassistentuddannelsen ved den samme erhvervsskole, og at hun herefter havde fortsat uddannelsen frem til april 2015 på et erhvervsuddannelsescenter, at hun fra august 2013 til februar 2014 havde arbejdet på en tandlæge- og implantatklinik, og at hun fra marts 2014 til april 2015 havde arbejdet hos en anden tandlæge. Ansøgeren anførte, at hun havde haft en elevplads hos en tandprotektiker siden august 2015, at hun ønskede at læse videre til tandtekniker, og at det var diskriminerende, at det forudsætter en videregående uddannelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var under uddannelse som klinisk tandteknikerassistent på en teknisk skole, at ansøgeren under uddannelsen var i praktik hos en tandprotektiker, og at ansøgerens grundforløb forventedes afsluttet i juni 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet uddannelsen som klinisk tandteknikerassistent er en erhvervsuddannelse og ikke en videregående uddannelse, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, da det alene er videregående uddannelser, der kan opfylde kravet om aktuel uddannelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at arbejde eller praktik, som er en del af en erhvervsuddannelse, ikke opfylder kravet om aktuel beskæftigelse, da der ikke er tale om ordinært arbejde. Det af ansøgeren anførte om, at hun var født og opvokset i Danmark, at hun var under uddannelse, og at det var diskriminerende, at det forudsætter en videregående uddannelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at dette forhold ikke kunne danne grundlag for at dispensere fra kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse henset til, at det alene er aktuel beskæftigelse eller videregående uddannelse, der er omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og da længerevarende ophold ikke i sig selv kan føre til tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/27.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom
Dato: 03-03-2016Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren havde siden maj 2010 modtaget kontanthjælp. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke havde haft arbejde eller været under uddannelse, og at han led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, da han led af PTSD. Ansøgeren havde til brug for sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse vedlagt en journal fra februar 2013 fra en klinik for traumatiserede flygtninge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af PTSD og depressive episoder af moderat grad, at han havde modtaget anti-depressiv behandling, som havde haft den ønskede virkning på depressionen, og at der også var sket en vis bedring i hans angtsniveau og nattesøvn. Endvidere fremgik det, at behandlingsmulighederne var vurderet udtømte, og at ansøgerens tilstand var varig. I forbindelse med klagen fremlagde ansøgeren en lægeerklæring fra maj 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgerens PTSD var så svær, at hans tilstand nærmest var behandlingsresistent, og at han aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet eller under uddannelse, selv under beskyttede former.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke havde været i beskæftigelse samt bopælskommunens oplysninger til Udlændingenævnet om, at ansøgeren var tilmeldt et ressourcecenter med henblik på at få afklaret sin arbejdsevne, og at han to gange var meddelt afslag på pension. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren led af PTSD og depression, at hans praktiserende læge havde vurderet, at ansøgeren aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet eller under uddannelse, selv under beskyttede former, at han ifølge de konkluderende bemærkninger i en af bopælskommunen foretaget test havde store psykiske vanskeligheder, der forhindrede ham i at have en normal hverdag, at han var selvmordstruet, og at han ikke kunne opholde sig et nyt sted, da det gav ham angstanfald. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da det ikke på baggrund af de til sagen oplyste helbredsmæssige forhold kunne anses for dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et tidspunkt ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet i et job, der var tilpasset hans behov, hvorfor han ikke kunne anses for afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren to gange var meddelt afslag på førtidspension, som Ankestyrelsen havde stadfæstet, og at han således ikke af de relevante myndigheder var vurderet til at være afskåret fra arbejdsmarkedet, selvom han havde det vanskeligt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det måtte antages, at bopælskommunen fortsat forsøgte at udvikle ansøgerens arbejdsevne, således at han på sigt kunne tilbydes en skånsom beskæftigelse, og at det derfor ikke var dokumenteret eller godtgjort, at han ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om end det eventuelt ikke kunne lade sig gøre med en ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ville således kunne opfyldes ved fleksjob. FAM/2016/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser
Dato: 03-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende ægtefælle til en person med greencard, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2015 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en retshjælp havde indsendt dokumentation for, at ansøgeren havde været i fuldtidsbeskæftigelse som selvstændig privat børnepasser i en kommune i perioden fra marts 2012 til juli 2012 og fra oktober 2012 til marts 2013, hvor hun havde passet et barn som privat børnepasser i 30 timer ugentligt, samt sagens øvrige oplysninger, herunder et brev fra Udbetaling Danmark fra oktober 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været sygemeldt i forbindelse med sin graviditet i perioden fra marts 2013 til juni 2013, hvor hun gik på barsel i perioden fra juni 2013 til februar 2014, ligesom det var oplyst til sagen, at hun siden marts 2014 havde været ansat som dagplejer i en kommune. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at privat børnepasning i 2012 og 2013 måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at hun ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i mindst 30 timer ugentligt i 10 måneder som privat børnepasser, at hun derudover havde været sygemeldt på grund af graviditet i tre måneder, at hun derefter havde været på barsel i syv måneder, og at hun uafbrudt siden marts 2014 havde været ansat i en kommune som dagplejer – en stilling som hun fortsat var beskæftiget i – og Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at hun opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2016/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Erhvervsuddannelse cfr. ”Andre uddannelser”
Dato: 22-02-2016Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en pakistansk statsborger. Ansøgeren havde i 18 måneder været under uddannelse som kosmetolog på en SU-godkendt uddannelse. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen havde Udlændingestyrelsen udtalt, at uddannelsen som kosmetolog ved CIDESCO på Undervisningsministeriets hjemmeside www.ug.dk er anført som ”anden uddannelse”, og at der således ikke er tale om en erhvervsrettet, gymnasial eller videregående uddannelse i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 6, hvorfor uddannelsen ikke kunne indgå ved beregningen af, om beskæftigelseskravet var opfyldt. Udlændingestyrelsen havde endvidere udtalt, at det af udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1, fremgår, at uddannelsesforløb, hvor en udlænding har afsluttet en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, medregnes i beregningen af beskæftigelseskravet, at det fremgår af uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling (www.ug.dk) under kategorien ”Erhvervsuddannelser”, at ”en erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse”, der retter sig mod et erhverv, at uddannelsen veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik, og den normalt består af et grundforløb og et hovedforløb. Udlændingestyrelsen havde bemærket, at såfremt en uddannelse er anført som ”Erhvervsuddannelse” i uddannelsesguiden, anses uddannelsen for at være en erhvervsuddannelse og vil være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1. Udlændingestyrelsen havde endvidere bemærket, at såfremt en uddannelse er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, anses uddannelsen ikke for at være en erhvervsuddannelse og vil derfor ikke være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse henvist til, at kosmetologuddannelsen er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, hvorimod uddannelsen til kosmetiker er anført som ”Erhvervsuddannelse” i uddannelsesguiden.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i to år og to måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i 2,4 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at beskæftigelse med et ugentligt timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt indgår med 3/5 i beregningen af, om en ansøger har været i ordinær beskæftigelse med mere end 30 timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i to år og 4,2 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde været under uddannelse som kosmetolog fra marts 2013 til august 2014, ligesom det til sagen var oplyst, at uddannelsen var godkendt til SU. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da det forhold, at en uddannelse var godkendt til SU, ikke var sammenfaldende med, at uddannelsen var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 6. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at uddannelser, der er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, ikke anses for at være en erhvervsuddannelse, og derfor ikke vil være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1, og at kosmetologuddannelsen var anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens uddannelsesforløb som kosmetolog inden for de sidste fem år ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt derudover, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/8.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet