Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning siden 2002 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren blev i 2010 meddelt førtidspension og havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han havde forfalden gæld til det offentlige, og at der ikke var givet henstand med betaling af gælden. Størrelsen af gælden var ikke angivet i ansøgningsskemaet. Det fremgik af oplysningerne fra SKAT, at SKAT havde registreret en gæld på 338.440 kr. som vedrørte beboerindskudslån, bøde til politi, erstatning med en kommune som fordringshaver, kontanthjælp, medielicens, diverse opkrævningsrenter, parkeringsafgift, sagsomkostninger, uberettiget modtagelse af dagpenge, underholdsbidrag samt grøn ejerafgift.  Det fremgik af oplysningerne fra Udbetaling Danmark, at ansøgeren på tidspunktet for udtalelsen skyldte 161.160 kr. i børnebidrag, at denne fordring lå til inddrivelse hos SKAT, og at der ikke var givet henstand. Det fremgik endvidere af oplysningerne fra kommunen, at ansøgeren skyldte 5.019 kr. til kommunen for ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service og 19.370 kr. for boligindskudslån, samt at der ikke var givet henstand med betalingen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark da han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra SKAT, Udbetaling Danmark og ansøgerens kommune havde forfalden gæld til det offentlige, og at dele af gælden var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde gæld til det offentlige for beboerindskudslån, kontanthjælp samt børnebidrag. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ansøgerens egne oplysninger og de indkomne oplysninger fra kommunen og Udbetaling Danmark, hvoraf det fremgik, at der ikke var givet henstand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for dispensation efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering heraf, at ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med post traumatisk belastningsreaktion, paranoid psykose, angsttilstand og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at ansøgeren gennem de seneste fem år havde fået psykofarmaka, at han isolerede sig, at han var paranoid, tolkende i forhold til personer omkring sig, og at han ikke havde nogen resterhvervsevne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen var oplyst eller dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens psykiske tilstand ikke forhindrede ansøgeren i at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, og dermed havde en afgørende betydning for oparbejdelsen af ansøgerens gæld. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde mulighed for at afdrage på gammel gæld, da han var førtidspensionist og fremadrettet måtte leve af sin pension, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt yderligere, at ansøgeren ikke havde vist vilje til integration, idet der ikke til sagen var indsendt dokumentation herfor. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens psykiske tilstand påvirkede sprogindlæringsevnen, at ansøgerens alvorlige psykiske problemer ikke gav mulighed for, at ansøgeren kunne lære dansk på en tilstrækkelig måde, at ansøgeren ikke kunne føre en samtale i et enkelt sprog, at ansøgerens funktionsnedsættelse var af en sådan karakter, at ansøgeren ikke havde mulighed for at deltage i danskundervisning eller tage en statsborgerskabsprøve, samt at ansøgeren ikke havde mulighed for at integrere sig, da det krævede, at ansøgeren talte det danske sprog. Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke i sig selv kunne føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, om ikke at have forfalden gæld til det offentlige kunne fraviges, og henviste i den forbindelse til, at en ansøgers vilje til integration ikke alene afgøres af en ansøgers evne til at tale det danske sprog og interagere med andre. FAM/2016/69.

Senest opdateret: 07-07-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen