Tidsubegrænset opholdstilladelse

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 28-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren har natarbejde som vikar, og Udlændingestyrelsen gav ham i juni 2020 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren i september 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at han i CPR er registeret som indrejst i september 2009. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige grundlæggende betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomst, at ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse i perioderne april 2018 til juni 2018, august 2018, februar 2019, april 2019, juli 2019 til august 2019, december 2019 til februar 2020, april 2020 til august 2020, oktober 2020, februar 2021 til juni 2021, oktober 2021 og januar 2022.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det fremgår af lønsedlerne vedlagt ansøgningen, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i juni 2019.

    Udlændingenævnet henviser til, at kun ordinær fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende fireårig periode. Beskæftigelse forud for februar 2018 indgår således ikke i Udlændingenævnets beregning.

    Udlændingenævnet henviser desuden til, at ansættelsesforhold, hvor nattevagter er sædvanlige eller overenskomstbestemt, medregnes som fuldtidsarbejde, hvis den gennemsnitlige arbejdstid er på mindst 28 timer om ugen, svarende til mindst 112 timer om måneden.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af de fremlagte oplysninger, at ansøgeren alene har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 28 timer ugentligt i ca. 2 år.

    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren grundet en syg mor i Brasilien har været nødsaget til at rejse til Brasilien, og at dette har betydet, at han har været nødsaget til at holde ferie, men at han til gengæld har arbejdet mere i andre perioder, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings beskæftigelse opgøres ud fra det antal timer den pågældende har arbejdet i de enkelte måneder, og dermed ikke kan beregnes ved at foretage en gennemsnitsberegning af antallet af arbejdstimer over ét år eller en årrække.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at alene perioder med fravær som følge af sygdom, ferie, omsorgsdage og barsel m.v. inden for rammerne af ansættelsesforholdet medregnes som ordinært arbejde, og at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hans fravær bl.a. skyldes ferie inden for rammerne af ansættelsesforholdet.

    Det forhold, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret, at han har arbejdet mindre end fuldtid i oktober 2018, og at han har afholdt ferie inden for rammerne af et ansættelsesforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen indsendt til Udlændingestyrelsen i april 2020, herunder angiveligt dokumentation for, at ansøgeren afholdt ferie i oktober 2018, blev sendt via et link til GoogleDrive, som Udlændingenævnet ikke er i stand til at åbne, og at Udlændingenævnet ved brev fra november 2021 har anmodet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentationen i PDF-format.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken partsrepræsentanten eller ansøgeren ses at have fremsendt den anmodede dokumentation til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives.

    Selvom Udlændingenævnet lægger til grund, at oktober 2018 kan indgå i beregningen af, om ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse, så ændrer det ikke på det forhold, at han fortsat ikke vil opfylde betingelsen om at have været i fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år og 6 måneder.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse.

    Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke er oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som taler for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, under lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke lider af et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at ansøgeren er blevet italiensk statsborger, og at SIRI i november 2021 meddelte ham opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, og at hans ansøgning dermed behandles efter udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Det er til støtte for klagen anført, at ansøgeren opfylder alle betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at han har boet i Danmark i 12 år, at han er gift med en dansk mand, at han tjener næsten 300.000 kr. om året, at han har bestået medborgerskabsprøven, og at han har bestået en danskprøve.

    Udlændingenævnt finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og på nuværende tidspunkt meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Dato: 10-02-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en thailandsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i februar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgningen var vedlagt dokumentation for, at ansøgeren i forbindelse med sin uddannelse som Social- og sundhedshjælper har fået 7 i standpunktskarakter og 7 i prøvekarakter i Dansk D. Prøvekarakteren i dansk var en overført standpunktskarakter. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, herunder kravet om bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået en eksamen i dansk.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af specifikation af skolebevis for Social- og sundhedshjælper af ultimo oktober 2015, at ansøgeren har fået 7 i standpunktskarakter samt 7 i prøvekarakter, som er en overført standpunktskarakter, i dansk på D-niveau.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Diverse-US/Prøver-på-tilsvarende-eller-højere-niveau-end-Prøve-i-Dansk-3, at bl.a. følgende ældre godkendte prøver har et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3:

    - Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke er et krav, at ansøgeren har bestået en eksamen i dansk i forbindelse med sin social- og sundhedshjælperuddannelse, idet dokumentation for en bestået social- og sundhedshjælperuddannelse med et gennemsnit af standpunktskarakterer på mindst 02 (efter 7-trins-skalaen) i dansk er tilstrækkeligt til at dokumentere, at hun har bestået en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Dato: 01-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er født i februar 2003, indgav i januar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren blev udskrevet fra sit gymnasium primo april 2020, hvorefter ansøgeren startede på et andet gymnasium medio august 2020, efter hun var blevet optaget på dette gymnasium ultimo marts 2020. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om at være i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse siden afslutningen af folkeskolen og frem til hun fyldte 18 år.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

    Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke har dokumenteret, at hun har været i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse fra afslutningen af folkeskolen og frem til, at hun indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere regler for unge, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse inden det fyldte 19. år, og som har været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har været indskrevet som elev på gymnasium A fra medio august 2019 til primo april 2020.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev optaget på gymnasium B ultimo marts 2020 og dermed inden hun blev udmeldt som elev på gymnasium A, og at hun herefter påbegyndte sin uddannelse på gymnasium B ved almindelig studiestart efter sommerferien medio august 2020, som var det tidligst mulige tidspunkt, hvor hun kunne påbegynde sin nye uddannelse.

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der var tale om et tilrettelagt uddannelsesskifte med en naturlig overgangsperiode.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 12, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at hun i forlængelse af det ovenfor anførte har været under uafbrudt uddannelse siden afslutningen af folkeskolen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2020 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

    Dato: 28-09-2020

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren er mentalt retarderet med en IQ målt til 40 og lider af ADHD. Han blev primo december 2018 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på grund af manglende Prøve i Dansk 2.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er mentalt retarderet med en IQ, som i foråret 2018 blev målt til 40, at han lider af ADHD, at han har gået 10 år på specialskole og senest har været i gang med en STU-uddannelse med henblik på at blive mere selvstændig.

    Udlændingenævnet har endvidere vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerens niveau i dansk, da han forlod skolen, var på start 2. klasses niveau, at han lider af en livslang vidtgående funktionsnedsættelse, der betyder, at han på sigt formentlig vil have behov for både at være i beskyttet beskæftigelse samt være i et beskyttet botilbud, og at det fremgår af notat fra primo november 2018 fra et jobcenter, at ansøgeren ikke vil være i stand til at varetage et arbejde, ej heller på særlige vilkår, eller gennemføre en uddannelse, og derfor er bevilliget en STU, og at så snart ansøgerens sag hos Udlændingestyrelsen er afgjort, skal han afklares til førtidspension.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på en udtalelse fra Børne- og ungdomspsykiatrien fra november 2018, hvoraf det fremgår blandt andet, at ansøgerens kognitive evner ikke rækker til at kunne bestå en danskprøve eller til at kunne indlære færdighederne hertil, selvom han taler dansk, og at hans lidelser, ADHD og mental retardering af middelsvær grad, er kroniske.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af en neuropsykologisk vurdering fra januar 2019, at ”ansøgeren vil ikke kunne klare en dansk-prøve-2. Han kan ikke læse en tekst ud over lette indskolingstekster, hvor forståelsen støttes med billeder (selv her skal han have hjælp), han kan slet ikke selv skrive eller stave. Hans forståelse for ord og begreber ligger på et meget lavt niveau svarende til 6-7 år.”

    Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at betingelsen om, at ansøgeren skal bestå Prøve i Dansk 2 ikke bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17. ”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2020 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

    Dato: 25-08-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren havde søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse, men opfyldte ikke kravet om en bestået Prøve i Dansk 2. Ansøgeren lider af en mental retardering samt ADHD.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark siden december 2002, hvor han indrejste med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige grundlæggende betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, om at have bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at ansøgeren oplyser, at han ikke har taget danskprøven.
    Udlændingenævnet finder, at der ikke er oplyst om særlige konkrete forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som taler for, at ansøgeren kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, under lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren er mentalt retarderet med en IQ på 60, at ansøgeren lider af ADHD, at han har betydelige generelle indlæringsvanskeligheder og har modtaget specialundervisning gennem sin skoletid, og at en læge i februar 2019 har vurderet, at ansøgeren ikke nogensinde vil kunne være i stand til at kunne bestå Prøve i Dansk 2, uanset yderligere tiltag eller brugen af hjælpemidler, ligesom et ungdomscenter i februar 2019 har udtalt, at ansøgeren har deltaget i et specialtilbud i en toårig periode fra 2016 til 2018, at ansøgeren læser på tredje til fjerdeklasses niveau, men med en begrebsmæssig forståelse svarende til cirka første til andenklasses niveau, og at det vurderes, at ansøgerens begavelses- og indlæringsmæssige vanskeligheder ikke gør ham i stand til at indgå i en Prøve i Dansk 2.
    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren efter det oplyste ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, at ansøgeren vurderes ej heller at have ressourcer til at indgå i et undervisningsmiljø, og at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive tilkendt førtidspension, når han bliver 25 år.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning hertil bør ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at ansøgeren kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber og derved på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er oplysninger i sagen om, at ansøgeren kan have et begrænset udviklingspotentiale, ligesom ansøgeren har en relativ styrke på det sproglige område, idet ansøgeren er glad for at læse, at han læser på tredje til fjerdeklasses niveau, dog med en lavere begrebsmæssig forståelse, og at han taler flydende dansk.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2, og at det derfor – på baggrund af hans sproglige færdigheder – ikke kan udelukkes, at ansøgeren kan bestå danskprøven eventuelt under anvendelse af de særlige prøvevilkår, som hans ADHD kan berettige ham til.
    Det er yderligere indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det er oplyst, at ansøgerens intellektuelle funktionsnedsættelse ikke kan afhjælpes med hjælpemidler, at der er henvist til Styrelsen for International Rekruttering og Integrations udtalelse herom, og at ansøgerens ADHD, som er hans sekundære lidelse, ikke bør føre til, at han bør tilbydes prøveaflæggelse på særlige vilkår.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren har væsentlige faglige og kognitive udfordringer, så foreligger der samtidig dokumentation for, at ansøgeren efter omstændighederne har relativt gode læsefærdigheder, og at ansøgerens tidligere dansklærer har udtalt, at ansøgeren ikke vil kunne opnå et væsentligt højere niveau end sit nuværende, men at læreren ikke kan afvise, at han på sigt vil kunne bestå en danskprøve på sjetteklasses niveau.
    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagen, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren på et senere tidspunkt vil kunne opfylde kravene i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, uanset sine udfordringer.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, og på nuværende tidspunkt meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2020 - Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser

    Dato: 19-08-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren indgav i august 2016 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren var tilkendt førtidspension og skulle derfor opfylde mindst en af de to supplerende betingelser om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra medio december 2006, hvor ansøgeren indrejste i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.

    Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren mangler at opfylde mindst en af de to supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer, mv.

    Det forhold, at ansøgeren har deltaget aktivt i organisationsarbejde i form af frivilligt arbejde hos en forening, at ansøgeren har været aktiv og kontinuerlig i sit frivillige arbejde hos foreningen i omtrent et år og otte måneder, og at ansøgeren har været ansvarlig for et radioprogram på arabisk, hvor han blandt andet har foretaget journalistisk research og dermed bidraget til foreningens drift, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han har deltaget i almennyttigt organisationsarbejde, jf. afsnittet ovenfor om Retsregler, idet frivilligt arbejde som ansvarlig for et radioprogram på arabisk hos en forening, en time ugentligt, ikke kan anses for at være en del af foreningens drift, da de udførte aktiviteter nærmere udgør en almindelig del af det at være et aktivt medlem af foreningen omkring radiostationen.

    Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har forholdt sig til, hvorvidt foreningen i det hele taget har et sådant almennyttigt formål, at den falder ind under de foreninger, der efter forarbejderne til udlændingelovens § 11, stk. 4, kan begrunde, at betingelsen om aktivt medborgerskab er opfyldt.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, hvori ansøgeren har oplyst, at han ikke har bestået medborgerskabsprøven, ligesom ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har bestået en medborgerskabsprøve på et senere tidspunkt.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 3, og at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for en bestået danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at yderligere tests eller undervisning ikke vil have nogen effekt på ansøgeren grundet hans sygdomshistorik, herunder at hans PTSD forårsager manglende indlæringsevne.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren bestod Prøve i Dansk 2 den 21. juni 2011, og at det på den baggrund ikke kan anses for udelukket, at ansøgeren eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber eller på baggrund af yderligere danskundervisning kan bestå Prøve i Dansk 3. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at det ikke ses dokumenteret, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de to supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren derfor ikke kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har PTSD, iskæmisk hjertesygdom, DM (multisystem sygdom), benlængde forskel, poly artrose (hænder og hofter) nedsat hørelse og funktionsnedsættelse, samt at ansøgerens tilstand er kompliceret af massive somatiske problemer, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har deltaget i frivilligt arbejde hos en forening i en længere periode indtil ultimo december 2017, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, og at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han ikke på et senere tidspunkt vil være i stand til at opfylde enten den supplerende betingelse om særligt gode danskkundskaber eller betingelsen om medborgerskab.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2019 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 07-06-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5. Ansøgeren blev i november 2001 meddelt opholdstilladelse som studerende, som senest blev forlænget til oktober 2010. I oktober 2012 blev ansøgeren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse som studerende, hvilket blev stadfæstet af Udlændingenævnet i september 2013. I november 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde med virkning fra indgivelsestidspunktet i februar 2013. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2018.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse skulle regnes fra februar 2013, hvor ansøgeren indgav sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hvis ansøgningen om opholdstilladelse bliver indgivet her i landet, regnes tidsrummet fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i perioden fra oktober 2010, efter hans opholdstilladelse som studerende udløb, og til februar 2013, da ansøgeren indgav en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde, ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren i perioden fra oktober 2010 til februar 2013 periodevis opholdt sig i Danmark på baggrund af processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af sin forlængelsesansøgning på baggrund af studier, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i september 2013 blev meddelt endeligt afslag på forlængelsesansøgningen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde boet i Danmark i 16 år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet beregningen af de i § 27, stk. 1, nævnte tidsrum afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om en årlig skattepligtig indkomst af en vis størrelse inden for de seneste to år på 270.000 kr. (2016-niveau), jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at indkomstkravet i 2019 var 286.526,16 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at han inden for de seneste to år ikke havde haft en gennemsnitlig årlig skattepligtig indkomst på 275.400 kr., og at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren inden for de seneste to år havde haft en gennemsnitlig årlig indkomst på 261.939,93 kr. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4. FAM/2019/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 20-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5, til en elitesportsdanser fra Rusland. Ansøgeren var i september 2011 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af ansættelse hos en sportsdanserforening, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var senest i februar 2018 blevet forlænget til februar 2021. I august 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I februar 2018 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, idet ansøgeren kun havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka syv år. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de sidste fire år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret, at han siden september 2011 havde arbejdet 20 timer om ugen hos en sportsdanserforening. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kun er ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover inden for de seneste to år. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af fire års lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. § 11, stk. 3 og 4, da der var to af de supplerende betingelser, som ansøgeren ikke opfyldte. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren ikke kunne opfylde betingelsen om at have haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover, da ansøgerens nuværende opholdstilladelse ikke tillod dette, og at det ikke havde været muligt for ansøgeren at arbejde over 30 timer om ugen grundet den lovgivning, der regulerede hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark havde haft opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, og at en sådan opholds- og arbejdstilladelse er stedfæstet til en bestemt arbejdsgiver og meddelt under forudsætning af, at ansættelsesaftalen efterleves, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark hele sin ungdom, at ansøgeren inden for et år ville have boet i Danmark i otte år, og at ansøgeren var på en Team Danmark ordning og repræsenterede Danmark i forbindelse med VM, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingeloven § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Aktivt medborgerskab

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, som var blevet meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst to af de fire supplerende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte mindst to af de fire supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ved sine medlemskaber af to foreninger opfyldte betingelsen om at have udvist aktivt medborgerskab gennem mindst et års medlemskab af en bestyrelse eller en organisation, som kunne opfylde betingelsen om aktivt medborgerskab. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de opgaver, som ansøgeren havde udført for foreningerne, ikke efter deres karakter kunne sidestilles med et aktivt medborgerskab som beskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3, om en årlig skattepligtig indkomst af en vis størrelse inden for de seneste to år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til sagen havde vedlagt et ansættelsesbevis og sine personlige skatteoplysninger for 2013 og 2014, men at ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han opfyldte betingelsen for indkomst af en vis størrelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke inden for de seneste to år havde haft en gennemsnitlig årlig indkomst på cirka 203.134 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, om en bestået Prøve i Dansk 3, da ansøgeren alene havde fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgerne kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig som følge af en arbejdsskade, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det af sagen fremgik, at ansøgeren med fysioterapeutisk behandling havde fået bedre funktionsevne, at han var arbejdsfør, og at prognosen for, at ansøgeren vendte tilbage til arbejdsmarkedet, var god. FAM/2018/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Unaturlig afbrydelse af uddannelsesforløb

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en konkret vurdering ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2015 havde fået afslag på optagelse til en konkret ungdomsuddannelse, at ansøgeren allerede to dage efter havde indgivet dispensationsansøgning til opkvalificerende undervisning i 10. klasse, at ansøgeren ultimo september 2015 var påbegyndt 10. klasse, og at ansøgeren efter afslutningen heraf i 2016 var blevet optaget på en ungdomsuddannelse og siden havde fulgt undervisningen. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at afslaget fra ungdomsuddannelsen kan anses som en unaturlig afbrydelse af ansøgerens uddannelsesforløb, at ansøgeren i forlængelse af afslaget har været opsøgende i forhold til en ansøgning om opkvalificerende undervisning i 10. klasse, og at ansøgeren derfor med henvisning hertil – og den korte tidsmæssige periode, hvor det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde afventet svar på dispensationsansøgningen midt i en sommerferieperiode – måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 12. FAM/2018/86.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen