Tidsubegrænset opholdstilladelse
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Kosovo, som i juli 2010 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14, jf. de på ansøgningstidspunktet gældende regler i lovbekendtgørelse af 19. september 2014, som senest ændret ved lov nr. 1741 af 22. december 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på grund af krigstraumer i Kosovo havde udviklet paranoid psykose, periodisk depression, PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at han var præget af angst og psykose i form af hørehallucinationer samt paranoide forestillinger, at han ifølge sine psykiatere var psykisk handicappet, at der ikke var udsigt til bedring, og at hans sproglige evner fortsat var nedsat, samt at han ikke kunne lære det danske sprog, hverken mundtligt eller skriftligt. Udlændingenævnet fandt således, at betingelsen om, at ansøgeren skulle bestå Prøve i Dansk 1 ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning oplyst, at hun ejede en thaimassagevirksomhed, hvor hun havde været i ordinær beskæftigelse fra juni 2009 til september 2010, hvor virksomheden ikke var momsregistreret, og siden september 2010, hvor virksomheden var blevet momsregistreret. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun i begge perioder arbejdede på fuld tid med 37 timer ugentligt, at det var en enkeltmandsvirksomhed drevet af hende, hvor hun udførte massage og varetog øvrige opgaver i forhold til driften af massagevirksomheden.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed eller have været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra september 2011. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende som thai-massør siden juni 2009. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at beskæftigelse helt tilbage fra dette tidspunkt ikke kunne indgå i beregningen. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende fem-årig periode. Selvstændig erhvervsvirksomhed forud for september 2011 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger siden juni 2009 havde arbejdet i 37 timer om ugen i sin virksomhed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger, årsopgørelser og årsberetninger – ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse som thai-massør i perioden fra september 2011 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes arbejde havde et omfang, der svarede til ordinær deltidsbeskæftigelse eller ordinær beskæftigelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun i årene 2011, 2012 og 2014 havde arbejdet i hvert fald 15 timer om ugen til en løn, der lå højere end mindstelønnen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ordinær fuldtidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – indgår med den fulde varighed, og at ordinær deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – indgår i beregningen med 3/5 af den samlede ansættelsesperiode, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 2. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse endvidere til, at ansøgerens virksomhed i perioden fra 2011 til 2014 havde haft en årlig omsætning på henholdsvis 86.120 kr. i 2011, 82.800 kr. i 2012, 58.680 kr. i 2013 og 89.720 kr. i 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun tog 150 kr. i betaling for en halv times behandling og 250 kr. for en times behandling. Ud fra tallene for virksomhedens omsætning havde ansøgeren sin højeste omsætning i 2014 på 89.720 kr., hvilket svarede til, at hun havde arbejdet 358,88 timer i virksomheden i 2014, hvis hun havde taget 250 kr. i timen som betaling. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved beregningen af omfanget af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, efter praksis lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der for eksempel drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab med videre. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at en deltidsansat med mindst 15 timer om ugen, hvor arbejdsugerne – fratrukket ferie i fem uger – sættes til 47 uger pr. år, som minimum skulle arbejde 705 timer pr. år. Dette opfyldte ansøgerens virksomhed ikke. Dette var tilsvarende gældende, hvis man måtte tillægge en halv time til det udregnede antal kundetimer til henholdsvis forberedelse og klargøring til næste kunde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det tidsmæssige forbrug ikke ville være anderledes, hvis det blev lagt til grund, at alle kunder kun havde fået en halv times behandling á 150 kr., da en højere andel af tid afsat til forberedelse og klargøring pr. kunde ville blive modsvaret af, at der ville være et lavere antal direkte kundetimer, da omsætningen i så fald ville skulle deles med 300 kr. pr. time. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren drev sin selvstændige erhvervsvirksomhed fra sit eget hjem. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at henset til, at ansøgerens virksomhed blev udøvet i hendes eget hjem, kunne hendes arbejdstimer ikke alene opgøres ud fra de angivne åbningstider på hendes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde et handicap, der forhindrede hende i opfyldelse af en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Dato: 16-09-2016Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i oktober 2010 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som i maj 2012 blev forlænget til juni 2014. Udlændingestyrelsen inddrog primo januar 2014 ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren påklagede otte dage senere i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse samt indgav dagen efter ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5 (arbejdsmarkedstilknytning) til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 afgørelsen om inddragelse, ligesom Udlændingenævnet i juni 2014 meddelte afslag på genoptagelse. Ansøgeren blev i oktober 2014 meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, gældende indtil juli 2018 på baggrund af ansøgningen indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ultimo januar 2014, og indgav herefter i juni 2015 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2015 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3 nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i starten af januar 2014 havde inddraget ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at Udlændingenævnet havde stadfæstet denne afgørelse ultimo marts 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det af udlændingelovens § 27, stk. 3, fremgår, at fristen i § 27, stk. 1, afbrydes, når opholdstilladelsen inddrages, hvorefter tidsperioden for, hvor længe ansøgeren har haft opholdstilladelse, først regnes fra meddelelsen af en ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, i perioden fra starten af januar 2014, hvor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var blevet inddraget, til ni dage senere i januar 2014, hvor ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2. nr. 5, og som ansøgeren var blevet meddelt i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka to år og otte måneder regnet fra ultimo januar 2014, hvor ansøgeren havde indgivet en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet henviste herved til, at det er en forudsætning for beregningen af fem års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at der er tale om 5 års uafbrudt ophold, hvor udlændingen fortsat har haft et opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse, og at ansøgeren i perioden fra inddragelsen af sin opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i starten af januar 2014 frem til indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning ni dage senere i januar 2014 ikke havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i januar 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af vejledningen i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse i starten af januar 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da indgivelse af en ny ansøgning inden for en syv-dages frist alene gav ansøgeren ret til processuelt ophold, mens sagen blev behandlet, men ikke opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2016/116.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 12-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 2014 påbegyndte ansøgeren farmakonomuddannelsen på et uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Ansøgeren ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at hun aktuelt var i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, som samtidig var en videregående uddannelse. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, at ansættelsen under uddannelsen skete på fuld tid, at ansøgeren havde vedlagt en udtalelse om, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, og at GIF, Gymnasialt Indslusningsforløb for Flygtninge og Indvandrere, kunne sidestilles med en gymnasial uddannelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde til grund, at det fremgår af Uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at farmakonomuddannelsen er placeret på niveau fem i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, og at farmakonomuddannelsen således er en videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ikke akkrediterer farmakonomuddannelsen som en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, at styrelsen havde henvist til, at ansøgerens uddannelsessted havde juridisk status som et aktieselskab oprettet på privatretligt grundlag og med privat ejerskab, og for at en uddannelsesinstitution kunne akkrediteres, skulle der være tale om en uddannelsesinstitution inden for den offentlige forvaltning, som var reguleret i Uddannelses- og Forskningsministeriets institutionslove. Idet aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted ikke var omfattet af ministeriets institutionslove, var aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted derfor ikke en uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Endelig havde styrelsen henvist til, at ansøgerens uddannelsessted ikke ville kunne uddannelsesakkrediteres, således som den var opbygget, blandt andet fordi uddannelsen var lønnet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution kunne således på denne baggrund ikke anses for opfyldt i forhold til farmakonomuddannelsen. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9 (L 180, fremsat den 26. april 2012, side 34), at ”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution”. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det tillige er et krav i forhold til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om beskæftigelse eller uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, at der i tilfælde, hvor der er tale om en videregående uddannelse, skal denne være taget på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/119.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 08-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2006 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra oktober 2014 til januar 2015 havde arbejdet, og at hun forventede at få fast arbejde i stedet for vikararbejde. I forbindelse med ansøgerens klage havde hun oplyst, at hun i december 2015 var blevet ansat i en stilling, hvor hun lavede mad i et flygtningecenter, at hendes stilling var blevet forlænget til udgangen af december 2016, at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, idet vikariatet var blevet forlænget utallige gange og strakte sig til årsskiftet, hvorefter det temmelig sikkert ville blive forlænget, da flygtninge- og immigrationspresset nok ikke ville være aftaget, og at hun havde taget et rengøringskursus hos AMU. Ansøgeren vedhæftede en kopi af en jobbekræftelse, hvoraf det fremgik, at vikariatet kunne bringes til ophør uden varsel af begge parter.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden november 2015 havde arbejdet i et vikariat, og at hendes arbejdstid havde været 40 timer om ugen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens ansættelse som vikar ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, idet det fremgik af tilknytningsaftalen mellem ansøgeren og hendes arbejdsgiver, at ansøgeren kun betragtedes som ansat i de perioder, de enkelte vikariater varede, hvorfor det faktiske antal timer, ansøgeren arbejdede, ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de af ansøgeren indsendte jobbekræftelser, at den enkelte jobbekræftelse sammen med tilknytningsaftalen udgjorde ansøgerens ansættelsesbevis, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sine vikariater var ansat i en uopsagt tidsubegrænset stilling. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering henset til naturen og karakteren af ansøgerens vikariater, herunder at ansøgeren under Udlændingenævnets behandling af sagen ikke havde godtgjort at være tilknyttet det danske arbejdsmarked på en sådan måde, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, kunne anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde taget et rengøringskursus hos AMU, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste til, at en udlænding måtte antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kunne godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2016/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige – Ej årsagssammenhæng mellem oparbejdet gæld og ansøgerens helbred
Dato: 07-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning siden 2002 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren blev i 2010 meddelt førtidspension og havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han havde forfalden gæld til det offentlige, og at der ikke var givet henstand med betaling af gælden. Størrelsen af gælden var ikke angivet i ansøgningsskemaet. Det fremgik af oplysningerne fra SKAT, at SKAT havde registreret en gæld på 338.440 kr. som vedrørte beboerindskudslån, bøde til politi, erstatning med en kommune som fordringshaver, kontanthjælp, medielicens, diverse opkrævningsrenter, parkeringsafgift, sagsomkostninger, uberettiget modtagelse af dagpenge, underholdsbidrag samt grøn ejerafgift. Det fremgik af oplysningerne fra Udbetaling Danmark, at ansøgeren på tidspunktet for udtalelsen skyldte 161.160 kr. i børnebidrag, at denne fordring lå til inddrivelse hos SKAT, og at der ikke var givet henstand. Det fremgik endvidere af oplysningerne fra kommunen, at ansøgeren skyldte 5.019 kr. til kommunen for ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service og 19.370 kr. for boligindskudslån, samt at der ikke var givet henstand med betalingen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark da han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra SKAT, Udbetaling Danmark og ansøgerens kommune havde forfalden gæld til det offentlige, og at dele af gælden var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde gæld til det offentlige for beboerindskudslån, kontanthjælp samt børnebidrag. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ansøgerens egne oplysninger og de indkomne oplysninger fra kommunen og Udbetaling Danmark, hvoraf det fremgik, at der ikke var givet henstand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for dispensation efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering heraf, at ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med post traumatisk belastningsreaktion, paranoid psykose, angsttilstand og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at ansøgeren gennem de seneste fem år havde fået psykofarmaka, at han isolerede sig, at han var paranoid, tolkende i forhold til personer omkring sig, og at han ikke havde nogen resterhvervsevne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen var oplyst eller dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens psykiske tilstand ikke forhindrede ansøgeren i at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, og dermed havde en afgørende betydning for oparbejdelsen af ansøgerens gæld. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde mulighed for at afdrage på gammel gæld, da han var førtidspensionist og fremadrettet måtte leve af sin pension, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt yderligere, at ansøgeren ikke havde vist vilje til integration, idet der ikke til sagen var indsendt dokumentation herfor. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens psykiske tilstand påvirkede sprogindlæringsevnen, at ansøgerens alvorlige psykiske problemer ikke gav mulighed for, at ansøgeren kunne lære dansk på en tilstrækkelig måde, at ansøgeren ikke kunne føre en samtale i et enkelt sprog, at ansøgerens funktionsnedsættelse var af en sådan karakter, at ansøgeren ikke havde mulighed for at deltage i danskundervisning eller tage en statsborgerskabsprøve, samt at ansøgeren ikke havde mulighed for at integrere sig, da det krævede, at ansøgeren talte det danske sprog. Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke i sig selv kunne føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, om ikke at have forfalden gæld til det offentlige kunne fraviges, og henviste i den forbindelse til, at en ansøgers vilje til integration ikke alene afgøres af en ansøgers evne til at tale det danske sprog og interagere med andre. FAM/2016/69.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom
Dato: 07-04-2016Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bangladesh.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at han i september 2008 var udsat for et alvorligt færdselsuheld, hvorefter han fik svære kognitive gener, at han var diagnosticeret med paranoid psykose og PTSD, at han led af selvmordstanker, at ansøgeren ifølge sin overlæge led af en varig arbejds- og funktionsnedsættelse, at det på grund af ansøgerens dårlige prognostiske faktorer ansås for usandsynligt, at han kunne starte på uddannelse eller job, og at ansøgerens psykiatriske sygdom vurderedes behandlingsresistent. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder det for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/49.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Fleksjob
Dato: 06-04-2016Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en bosnisk statsborger, som havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2004. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 1, at ansøgeren led af svær PTSD, hvor ansøgeren havde symptomer med angst, flash-backs, hørehallucinationer, depression og periodiske selvmordstanker, at ansøgeren blev medicineret herfor med antipsykotisk medicin, at ansøgerens PTSD var kronisk, og at ansøgeren havde været ansat i et fleksjob seks timer ugentligt fra april 2015. Ansøgeren havde selv anført, at hun i perioden fra 2008 til 2013 havde modtaget danskundervisning, at hun i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, og at hun siden april 2015 havde været ansat i fleksjob, hvor hun arbejdede seks timer ugentligt. Det blev til sagen endvidere oplyst, at ansøgeren i september 2013 som følge af sin PTSD lidelse havde svært ved at koncentrere sig, og at ansøgeren derfor havde det svært i forhold til uddannelse og arbejde, at et jobcenter havde foretaget en udredning af ansøgerens arbejdsevne, og at et rehabiliteringscenter i september 2014 havde besluttet, at ansøgeren var berettiget til at afprøve fleksjob.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun er beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende femårig periode. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren siden april 2015 havde arbejdet mellem tre og 27 timer om måneden i et fleksjob, og at beskæftigelse i fleksjob kan sidestilles med ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på baggrund af sit fleksjob siden april 2015 samlet set højst havde været i ordinær beskæftigelse i elleve måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, hvis det samtidig kunne lægges til grund, at ansøgeren havde arbejdet fuldt ud inden for flekstiden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at hun var tildelt seks arbejdstimer om ugen, og at hun kunne arbejde op til ni timer ugentligt. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, og at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved ordinær beskæftigelse forstås, at beskæftigelsen skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold eller under fleksjobordningen, men ikke ulønnet praktik, hvorfor de måneder, hvor ansøgeren havde været i praktik, ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt hun kunne anses for at opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da det ikke var oplyst, at ansøgerens praktikforløb var som led i et fleksjob. Uanset at disse perioder ville kunne medregnes, ville ansøgeren ikke opfylde kravet om tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra 2008 til 2013 havde deltaget i danskundervisning, og at hun havde bestået Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret beregning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at enkeltfag og kurser, herunder danskundervisning, ikke kan medregnes som uddannelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6, og at det alene er uddannelsesforløb, hvor en ansøger har færdiggjort en gymnasial- eller erhvervsuddannelse eller er i gang med en længerevarende uddannelse, som indgår ved beregningen af, om beskæftigelseskravet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt eller som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da ansøgeren uanset sine helbredsmæssige forhold havde mulighed for gennem sit fleksjob at opfylde betingelsen. FAM/2016/48.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom – Hørehæmmelse
Dato: 21-03-2016Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger, som i august 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af sagen, at ansøgeren siden november 2013 havde været indskrevet på et center for døve, at dette forløb forventedes afsluttet i oktober 2016, og at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det fremgik af en visitationsafgørelse fra oktober 2013 fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren var bevilliget et treårigt uddannelsesforløb fra november 2013 på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Det fremgik af ansøgerens lægefaglige journal, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som han modtog antipsykotisk medicin for, at ansøgeren var velbehandlet, at ansøgeren havde medfødt døvhed og anvendte høreapparat på begge ører, at ansøgeren kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse, og at ansøgeren forstod lidt dansk, men at han kun i et begrænset omfang selv kunne tale dansk. Ansøgeren henviste selv til FN’s handicapkonvention og anførte, at han grundet sine psykiske lidelser ikke kunne deltage i danskundervisning eller aflægge prøver, at han modtog lægelig behandling for sine lidelser, at han led af en langvarig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der efter ansøgerens opfattelse påvirkede hans evne til at bestå Prøve i Dansk 1, og at det medførte, at han ikke kunne varetage et arbejde og integreres på lige vilkår med andre. Det fremgik af ansøgerens lægelige journal, at ansøgeren siden fødslen havde haft nedsat hørelse, at ansøgeren dagligt inden for det forudgående år havde haft hørehallucinationer og talt med imaginære personer, at ansøgeren umiddelbart havde svært ved at høre og forstå simple spørgsmål, og at ansøgerens tale var frit flydende men ifølge tolken ikke velartikuleret.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni, som han modtog antipsykotisk medicin for, at han var velbehandlet, at han havde en medfødt døvhed og anvendte høreapparat på begge ører, at han kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse, at han forstod lidt dansk, men at han kun i et begrænset omfang selv kunne tale dansk, og at han siden november 2013 havde studeret på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, som han forventede at afslutte i oktober 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke under henvisning hertil burde ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet Udlændingenævnet ikke på afgørelsestidspunktet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Ansøgerens henvisning til FN’s handicapkonvention og det af ansøgeren anførte om, at han grundet sine psykiske lidelser ikke kunne deltage i danskundervisning eller aflægge prøver, og at han led af en langvarig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der efter hans egen opfattelse påvirkede hans evne til at bestå Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til dispensation fra danskprøvekravet, da ansøgeren ikke herved kunne anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indskrevet på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, der ifølge udannelsesstedets egen hjemmeside er rettet mod multihandicappede unge, hvor de unge får hjælp til at kommunikere verbalt, kropsligt, sanseligt eller ved hjælp af andre redskaber, og hvor den enkelte unges behov tilgodeses. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens sygdom var velbehandlet, at han havde en medfødt døvhed, og at han kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse og forstå og tale lidt dansk. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke på afgørelsestidspunktet ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, og meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens særlige behov måtte antages at blive tilgodeset på uddannelsen, hvor der ifølge uddannelsesstedets hjemmeside er fokus på kommunikationen, og at ansøgeren efter det oplyste ikke havde forsøgt at aflægge en eksamen i Prøve i Dansk 1 eller en godkendt prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke på baggrund af det til sagen oplyste i øvrigt, herunder oplysningerne om ansøgerens paranoide skizofreni og hans medfødte døvhed, på afgørelsestidspunkt kunne anses for udelukket, at han på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, ved at aflægge eksamen i Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde mulighed for at tilmelde sig Prøve i Dansk 1 uden at have deltaget i et fastlagt undervisningsforløb, og at danskprøven således kunne tages på baggrund af selvstudie eller privatundervisning. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Prøve i Dansk 1 kan bestås, uden at den mundtlige del af forløbet gennemføres, men hvor alene en prøve i læseforståelse og en prøve i skriftlig fremstilling skal gennemføres. FAM/2016/32.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Lægeuddannet i Danmark
Dato: 11-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en egyptisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opnået autorisation som læge i Danmark, og at han aktuelt var ansat som reservelæge på et sygehus som en del af hans uddannelse som speciallæge i ortopædkirurgi. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren som et led i at opnå sin autorisation i Danmark i 2011 var indskrevet som studerende på et universitet i Danmark, hvor han som udenlandsk læge studerede medicin, og at han i den forbindelse havde bestået flere skriftlige og mundtlige eksaminer i blandt andet receptskrivning, medicinallovgivning, klinisk socialmedicin, og den medicinske fagprøve, ligesom det fremgik af oplysningerne vedrørende ansøgerens eksamen i socialmedicin, at der stilles krav til danskkundskaberne. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren på baggrund af sin autorisation i Danmark og sin igangværende speciallægeuddannelse i ortopædkirurgi burde ligestilles med personer, der havde et egentligt prøvebevis for bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/29.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet