Vellykket integration
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige filippinske statsborgere på baggrund af ansøgninger indgivet i februar 2014. Den herboende reference, ansøgernes moder, indrejste i Danmark i februar 2007 og blev i juni 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerne, som var født i henholdsvis november 2000 og juli 2002, boede efter referencens indrejse i Danmark hos referencens søster i Filippinerne. Referencen havde siden sin indrejse set ansøgerne i en periode fra december 2011 til januar 2012 og havde efter det oplyste forsørget dem med 3000 kroner om måneden. Ansøgerne havde aldrig været i Danmark. Det var oplyst til sagen, at ansøgernes fader boede sammen med en anden kvinde, som han havde tre børn med, at den ældste af ansøgerne havde boet sammen med sin fader fra fødslen og cirka halvandet år frem, og at den yngste ansøger aldrig havde set sin fader. Vedlagt ansøgningsskemaet var blandt andet en kopi af ”Affidavit of support and consent” fra februar 2014 underskrevet af ansøgernes fader, hvormed faderen gav sin tilladelse til, at ansøgerne kunne besøge referencen i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference i juni 2007 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgninger om opholdstilladelse til ansøgerne. Da ansøgerne havde indgivet ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgerne kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne var henholdsvis 11 og 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgerne var født i Filippinerne, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, og da ansøgerne havde haft henholdsvis fem og seks års skolegang i Filippinerne, hvor de ligeledes havde et familiemæssigt netværk, da den herboende moders søster og dennes børn samt moderens øvrige søskende boede i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at det kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var født og opvokset i Filippinerne og først fik opholdstilladelse i Danmark som 27-årig, at ansøgerne først søgte om opholdstilladelse over seks år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var referencens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos referencens søster i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold hos ansøgernes fader, såfremt de ikke fortsat kunne bo hos referencens søster. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgernes fader havde medvirket til børnenes ansøgninger i 2014. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at referencen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at referencen havde fået et særbarn med en herboende dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet på baggrund af de øvrige forhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/185.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2014. Den herboende reference, ansøgerens moder, blev i maj 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Efter det oplyste havde ansøgeren, som var født i november 2000, ikke set sin fader siden 2003 og havde siden moderens indrejse i Danmark i maj 2008 boet hos sin mormoder i Thailand. Ansøgeren havde været i Danmark én gang i 2011. Moderen havde siden 2008 besøgt ansøgeren fire gange i Thailand og bidraget til ansøgeren og ansøgerens mormoders forsørgelse. Ansøgeren havde endvidere en broder, der var bosat i samme landsby i Thailand som ansøgeren og ansøgerens mormoder. Årsagen til, at den herboende moder ikke tidligere havde søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, skyldtes efter det oplyste moderens ægtefælles arbejdsmæssige situation. Det blev oplyst til sagen, at ansøgerens mormoder af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne have ansøgeren boende.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende moder i maj 2008 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren var født og opvokset i Thailand, da ansøgeren alene havde været i Danmark én gang, da han ikke talte dansk, og da han boede hos sin mormoder i Thailand og havde en broder, der boede i den samme landsby som ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under hans opvækst, da hans herboende moder indrejste i Danmark i maj 2008 som 34-årig, og da moderen således havde boet i Danmark i knap seks år forud for ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende moder – uanset dennes tilknytning til det danske arbejdsmarked og hendes familiemæssige forhold – ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold, og at der på denne baggrund ikke var grundlag for en vellykket integration af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen og dennes ægtefælle selv valgte, at ansøgeren skulle bo hos ansøgerens mormoder, efter at moderen var flyttet til Danmark, og at moderens udskydelse af ansøgerens ansøgningstidspunkt ikke sås at være knyttet til moderens egen integration i de første år af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort, at ansøgeren ikke ville kunne tage fast ophold hos sin broder, såfremt han ikke fortsat kunne bo hos sin mormoder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren gennem besøgsophold og telefonisk kontakt i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2008. FAM/2015/186.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen. FAM/2015/209.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration – Mulighed for genoptagelse af visse sager om familiesammenføring med børn
Dato: 05-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en anmodning om genoptagelse af en ansøgning om familiesammenføring i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 738 af 25. juni 2014 til to tyrkiske statsborgere født i henholdsvis 1994 og 2000. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at ansøgerne var født i Tyrkiet, hvor de på ansøgningstidspunktet boede sammen med deres moder, at de havde gået i skole i Tyrkiet frem til henholdsvis andet gymnasieår og 3. klasse, og at de tidligere havde været på besøg i Danmark i 2007, 2008 og 2010. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2012 truffet afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år af den ældste ansøger, da han ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Ansøgerne blev begge påset udrejst af Danmark i marts 2013, efter at de havde opholdt sig i Danmark siden juni 2010.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for genoptagelse af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring i henhold til lov nr. 738 af 25. juni 2014 ikke var opfyldt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerne havde gået i henholdsvis 5. klasse og 10. klasse i Danmark, at den ældste ansøger ikke var påbegyndt arbejde eller studie i Tyrkiet efter udvisningen af Danmark, at de begge talte, læste og skrev dansk, og at deres fader og to søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er en betingelse for genoptagelse efter lov nr. 738 af 25. juni 2014, at udlændingen i det væsentligste har opholdt sig her i landet i perioden fra afslaget eller afvisningen af ansøgningen, og indtil udlændingens fyldte 18 år eller, hvis udlændingen er under 18 år, indtil tidspunktet for indgivelse af anmodning om genoptagelse. Udlændingenævnet lagde vedrørende den ældste ansøger vægt på, at han senest i december 2007 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2008 havde stadfæstet denne afgørelse, at han havde haft to kortvarige visumophold i Danmark i 2007 og 2008, at han senest var indrejst i Danmark i juni 2010, at han fyldte 18 år i marts 2012, og at han blev påset udrejst i marts 2013. Udlændingenævnet lagde vedrørende den yngste ansøger vægt på, at han senest indrejste i Danmark i juni 2010, at han senest i december 2010 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i april 2011 havde stadfæstet denne afgørelse, og at han var blevet påset udrejst af Danmark i marts 2013. Udlændingenævnet fandt således på den baggrund, at ansøgerne i den relevante periode havde haft omtrent halvdelen af deres ophold i Tyrkiet og halvdelen af deres ophold i Danmark, hvorfor det ikke, jf. lovbemærkningerne, kunne lægges til grund, at centrum for deres liv samlet set havde været i Danmark i perioden. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger i perioden fra september 2008 og frem til sin indrejse i Danmark i juni 2010 måtte antages at have gået i skole i Tyrkiet, og at den yngste ansøger forud for sin seneste indrejse i Danmark i juni 2010 havde gået i skole i Tyrkiet, og at han efter sin udrejse af Danmark i marts 2013 og frem til genoptagelsesanmodningen i juli 2014 efter det oplyste havde gået i skole i Tyrkiet. FAM/2015/242.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Den herboende reference blev i 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens fader i hjemlandet havde udvist evnen eller viljen til at påtage sig ansvaret for ansøgeren siden hendes fødsel. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens fødselsattest, at ansøgeren ved fødslen skulle flytte ind på sin faders adresse sammen med den herboende reference, og at ansøgeren i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun alene havde boet på sin faders adresse i tre måneder efter sin fødsel sammen med sin moder, hvorefter hverken ansøgeren eller den herboende reference havde haft kendskab til faderens adresse i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var forløbet knap 15 år siden opholdet på faderens adresse, at den herboende reference havde oplyst den sidst kendte adresse på faderen, og at der var overensstemmelse mellem den adresse, som den herboende reference havde oplyst i ansøgningsskemaet, og den adresse, der var anført på ansøgerens fødselsattest. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at den herboende reference havde uddannet sig i Danmark til social- og sundhedshjælper, at hun havde været i fast beskæftigelse siden april 2012, at hendes herboende ægtefælle ligeledes var i fast beskæftigelse, at hun og ansøgeren havde haft regelmæssig telefonisk kontakt, og at hun havde besøgt ansøgeren årligt i Thailand. FAM/2015/155.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en tyrkisk statsborger. Den herboende fader havde fået opholdstilladelse i Danmark i april 2011 efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger. I april 2014 indgav den herboende fader ansøgning om ansøgning om opholdstilladelse for sin søn (ansøgeren).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Børnesammenføring – Ej mulighed for vellykket integration
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16 til fire somaliske statsborgere. Den herboende reference fik opholdstilladelse i Danmark i september 2000 under henvisning til ægteskab med en herboende somalisk statsborger. I den forbindelse oplyste ikke herboende reference, at ansøgerne er hans børn. I februar 2001 søgte herboende reference asyl i Danmark og i februar 2002 blev han meddelt asyl. I den forbindelse oplyste den herboende reference, at han havde fire børn (ansøgerne) i Somalia. I maj 2010 indgav den herboende referencen ansøgning om opholdstilladelse i Danmark for sine fire børn. Ansøgerne havde boet hele deres liv hos deres mor i Somalia, de var aldrig i Danmark og herboende referencen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt dem to gange.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2000, og at han indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgerne efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke havde eller havde haft mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne på daværende tidspunktet var henholdsvis 14 år, 13 år, 11 år og 10 år, at de havde opholdt sig i deres hjemland siden deres fødsel og derefter i Etiopien, at de aldrig havde været i Danmark, og at de havde deres mor i Etiopien, hvor de havde boet med. Udlændingenævnet fandt herudover, at det var den herboende references eget valg at indrejse i Danmark og efterlade børnene hos deres mor, at der ikke var noget til hinder for, at børnene fortsat kunne bo hos deres mor i Somalia eller Etiopien, og at der ikke var noget oplysninger for, at den herboende reference ikke kunne fortsætte med at udøve familielivet med børnene i samme omfang, som han havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens mor også blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/61.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 02-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig filippinsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i november 2013. Ansøgerens mor blev i juli 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. I den forbindelse havde moderen ikke oplyst, at ansøgeren var hendes barn. Moderen søgte om opholdstilladelse i Danmark for ansøgerens søster i maj 2011, og hun blev i oktober 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde boet hos sine tre ældre søskende siden moderens indrejse til Danmark, og moderen havde siden 2009 besøgt ansøgeren en gang i 2013. Ansøgeren havde tidligere boet hos sin far, som boede i samme by som ansøgeren, og ansøgeren besøgte sin far hver uge.
Udlændingenævnet fandt, at moderen i juli 2009 opfyldte betingelserne for at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland siden fødslen, da ansøgeren i hvert fald havde haft syv års skolegang i sit hjemland, da ansøgeren ikke talte dansk, og da ansøgeren havde sin far og tre voksne søskende i hjemlandet, som ansøgeren boede hos. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgeren hos moderens andre børn eller faderen i Filippinerne, og at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sine søskende i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som moderen havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at moderen havde anført, at hun grundet de tidligere gebyrregler og manglende økonomisk mulighed ikke kunne søge om opholdstilladelse til ansøgeren, da hun søgte om opholdstilladelse til ansøgerens søster, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 16, ikke kunne stilles. Udlændingenævnet bemærkede, at gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring blev afskaffet ved lov nr. 418 af 12. maj 2012 med virkning fra den 15. maj 2012, og at moderen først halvandet år efter – i november 2013 – indgav ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2014/109.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration
Dato: 02-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Thailand under henvisning til hendes herboende moder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at moderen havde anført, at hun ikke havde råd til at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt, og at ansøgeren ikke kunne rejse til Danmark, da hun blev bidt af en cobraslange i 2011 med efterfølgende helbredsmæssige problemer til følge, idet der var forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der herved ikke var tale om forhold, der kunne bevirke, at der sås bort fra betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 16, da der herved ikke var tale om retlige eller faktiske omstændigheder af en sådan karakter, at moderen ikke havde mulighed for at søge om familiesammenføring med sin datter på et tidligere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste til, at de økonomiske forhold, der var oplyst om, ikke sås at være relateret til moderens egen integration i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens hospitalsophold og moderens graviditet i 2012 ikke skulle have afskåret moderen fra at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt såfremt dette havde været ønsket. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år og 11 måneder, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde haft i hvert fald otte års skolegang, at ansøgeren alene talte thai, og at ansøgeren alene havde været i Danmark under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren foruden sin mormor og morfar havde mostre i hjemlandet, som boede på samme adresse som hende, at ansøgeren siden moderens indrejse i Danmark i 2009 havde boet hos sin mormor og morfar, der ikke sås at have nogen tilknytning til det danske samfund, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt under henvisning til disse forhold, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Ansøgeren havde således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under ansøgerens opvækst, da moderen indrejste i Danmark i april 2009, da moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2009 som 27-årig, og da moderen således alene havde boet i Danmark i ca. fem år. Der var således ikke oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2009 gennem besøgsophold og kontakt via Skype. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens moders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet havde i denne forbindelse lagt til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft til hensigt at blive genforenet med ansøgeren. FAM/2014/100.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration
Dato: 02-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april måned 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Ghana, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende moder. Ansøgers moder indrejste i Danmark i maj 2005 og blev i marts 2009 meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin samlever. Ansøger indgav ansøgning om opholdtilladelse under henvisning til sin herboende moder i maj 2013. Det var til sagen oplyst, at ansøger og ansøgers moder havde boet sammen i fra ansøgers fødsel i maj 1999 indtil moderens indrejse i Danmark i maj 2005, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark havde boet hos sin mormor i Ghana, og at ansøger grundet mormoren sygdom havde opholdt sig på en kostskole. Det var endvidere oplyst, at ansøgers fader ikke ville have noget med ansøger at gøre, at ansøgers moder og ansøger havde haft daglig kontakt via telefonsamtaler, at ansøgers moder havde besøgt ansøger i Ghana i 2011 og 2012, og at moderen havde betalt for ansøgers skolegang med et beløb på 2.000 kr. hver 3. måned. Det var desuden oplyst, at ansøger havde haft 8 års skolegang i Ghana, at ansøger talte fante og engelsk, og at hun aldrig havde været i Danmark. Moderen oplyst herudover, at hun ikke havde nævnt ansøger overfor de danske myndigheder fordi hendes daværende herboende ægtefælle ikke ville have noget med ansøger at gøre.
Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøger indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i maj 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøger var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøger havde opholdt sig i Ghana siden fødslen, hvor hun havde haft i hvert fald 8 års skolegang, og at ansøger aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde på baggrund af det til sagen oplyste endvidere vægt på, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark i 2005 havde boet i hvert fald størstedelen af opvæksten henholdsvis hos sin mormor, på en kostskole i Ghana, og hos slægtninge på moderens side af familien i Ghana, hvor hun havde opholdt sig i ferieperioder. Disse bopæle sås ikke at have nogen tilknytning til det danske samfund, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet, ligesom hun ikke havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøger ikke talte dansk, og at hun talte fante og engelsk. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøger havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da moderen alene havde set ansøger to gange indenfor de seneste tre år og sidst i 2012. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgers i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøger med danske værdier og normer under ansøgers opvækst. Det var indgået i Udlændingenævnets vurdering, at moderen havde været dansk gift og nu havde en dansk samlever, at moderen havde et barn, som var opvokset i Danmark og var dansk statsborger, at moderen havde arbejdet som køkken medhjælper fra 2009-2011, som rengøringsassistent siden 2011, og at moderen gik til danskundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at moderen ikke kunne anses som så velintegreret, at det kunne opveje ansøgers manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold. Udlændingenævnet henviste herved til, at moderen i alt havde opholdt sig i Danmark i 9 år, og at ansøger på intet tidspunkt sås at have været en del af moderens dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøger skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøger ikke udgjorde en krænkelse af ansøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft hensigt til at blive genforenet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at moderen ikke ved sine tidligere ansøgninger om familiesammenføring henholdsvis under henvisning til sin daværende ægtefælle og sin samlever på afgørelsestidspunktet havde oplyst om ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det forhold, at ansøger på afgørelsestidspunktet boede på en kostskole i hjemlandet, at moderen havde anført, at ansøger i ferieperioder boede hos en fjern slægtning, hvor hun måtte arbejde hårdt for at tjene til sit ophold, at hun var udsat for misundelse fra familiens side, og at hun levede under kummerlige forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne føre til, at kravet om vellykket integration i udlændingelovens § 9, stk. 16 ikke burde stilles, idet ansøger fortsat havde sin far og anden familie i hjemlandet. FAM/2014/87.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet