Børnesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 22-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to egyptiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Ansøgerne var født i 2006 og 2009 og søgte i december 2016 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende moder. Ansøgerne og moderen havde efter det oplyste boet sammen fra ansøgernes fødsel og indtil moderens indrejse i Danmark i august 2014. Ansøgerne havde herefter boet hos deres mormoder, idet ansøgernes fader ikke ville have noget med ansøgerne at gøre. Den ældste ansøger havde således ikke siden 2008 haft kontakt med faderen, mens den yngste ansøger slet ikke var bekendt med faderen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at deres moder havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgernes moder var indrejst i Danmark i august 2014, at hun i januar 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun herefter havde set børnene personligt en gang i perioden fra februar 2015 til marts 2015, at hun i juli 2015 havde fået et barn med sin nuværende ægtefælle, at moderen og ansøgerne efter det oplyste derudover havde haft kontakt flere gange om dagen via Skype, Viber, Imo og Whatsapp, og at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden september 2016. FAM/2017/55.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. februar 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 20-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født henholdsvis i 2000 og 2002, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 18. Den herboende fader havde søgt om familiesammenføring på vegne af sine børn i marts 2014. Den herboende fader var i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet det åbenbart ville stride mod ansøgernes tarv, hvis ansøgerne blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders bopælskommune i oktober 2015 havde udtalt, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den herboende fader var i stand til at tage vare på sine børn, at han grundet sin psykiske tilstand ikke havde været sendt ud i beskæftigelsesfremmende tiltag siden 2011, at han siden 2010 havde været patient i psykiatrien, og at han havde paranoid psykose samt posttraumatisk syndrom. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at den herboende fader i forvejen havde fem små børn i Danmark, at han ikke boede sammen med nogle af dem, og at kommunen havde haft sager på alle hans fem børn i Danmark, da han havde været psykisk og fysisk voldelig overfor børnenes moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var i behandling for sin psykiatriske lidelse, og at han også aktuelt var bekymret for sine børn. Udlændingenævnet fandt dog, at dette efter en konkret vurdering og sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader var indrejst i Danmark i april 2000, og at børnene på baggrund af resultatet af aldersundersøgelser måtte anses for født umiddelbart før og et stykke tid efter den herboende faders egen udrejse af Somalia. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at den herboende fader – henset til hans indrejsetidspunkt i Danmark og børnenes alder – ikke havde været en del af børnenes opvækst, og at den herboende fader ikke før 2014 havde søgt om familiesammenføring, ligesom der ikke var oplyst om nogen form for kontakt før 2013. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerne boede i Etiopien med fremmede, som ikke længere ville kunne passe dem, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at ansøgernes moder var død, idet officielle somaliske dokumenter efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Uanset om det blev lagt til grund, at moderen var død lagde Udlændingenævnet endvidere vægt på, at moderen forud herfor havde oversendt børnene til en anden, som måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at den herboende fader ikke på noget tidspunkt sås at være indtrådt som forældremyndighedsindehaver over for børnene. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne ikke havde boet med den herboende fader, og at han ikke havde besøgt børnene i Etiopien. Udlændingenævnet fandt på baggrund af disse omstændigheder, at det måtte anses for at være i strid med ansøgernes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og deres faders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og at det af artikel 9, stk. 3, fremgår, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8, og at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om den herboende faders personlige forhold og angivne manglende evne til at tage vare på sine børn. FAM/2017/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed
Dato: 01-12-2016Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.
-
Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder udrejst
Dato: 29-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne, født i 1999. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og ansøgerens tarv, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Af det Centrale Personregister fremgik det, at ansøgerens herboende moder efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og efter indgivelsen af klagen til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet det var en grundlæggende betingelse for at kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at den person, der søges familiesammenføring under henvisning til, er bosiddende i Danmark. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens moder ifølge det Centrale Personregister var udrejst af Danmark og derfor ikke længere bosiddende i Danmark. FAM/2016/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 23-05-2016Udlændingenævnet hjemviste i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til fem mindreårige børn, som var statsborgere i Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne på det foreliggende grundlag ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at en opholdstilladelse ville stride imod børnenes tarv, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelser blev lagt afgørende vægt på en udtalelse fra den herboende faders bopælskommune, der primært og konkret forholdt sig til den herboende faders ægtefælles forældreevne. Den herboende faders ægtefælle var ikke børnenes moder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke af bopælskommunens udtalelse fremgik konkrete oplysninger vedrørende den herboende fader, der understøttede, at en opholdstilladelse til de fem mindreårige børn aktuelt ville stride imod deres tarv. FAM/2016/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 03-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en 16-årig ukrainsk statsborger. Den herboende reference, som var ansøgerens moder, havde i 2010 fået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren var efterfølgende i 2012 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men var ikke efterfølgende indrejst i Danmark, hvorfor denne opholdstilladelse var bortfaldet. Referencen oplyste i forbindelse med klagen herom, at ansøgerens fader i Ukraine den gang havde trukket sit samtykke tilbage, men at faderens helbredstilstand med en alvorlig nyrelidelse var blevet forværret, og at ansøgeren på den baggrund på ny havde fået lov til at udrejse af Ukraine.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om, at Udlændingestyrelsen i november 2012 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, det oplyste om, at ansøgerens fader, som ansøgerens moder havde fælles forældremyndighed med, efterfølgende havde trukket sit samtykke tilbage, så ansøgeren efter den ukrainske lovgivning ikke kunne udrejse fra Ukraine med henblik på at indrejse og tage ophold i Danmark, at referencen flere gange havde søgt vejledning hos de ukrainske myndigheder om muligheden for at få sin søn til Danmark, og at hun i den forbindelse var blevet rådet til at finde en fælles løsning med sin søns fader. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på oplysningerne om, at ansøgeren alene havde boet sammen med sin fader, at faderen havde givet samtykke til, at ansøgeren kunne udrejse i 2014, samtidig med at hans helbredstilstand var blevet forværret med flere indlæggelser til følge, og at han på den baggrund ikke kunne drage fortsat omsorg for sin søn. Udlændingenævnet lagde derudover til grund, at der efter det oplyste ikke var andre omsorgspersoner i hjemlandet, der havde evnen til at drage omsorg for ansøgeren, og at den herboende reference uden unødigt ophold på ny havde søgt om opholdstilladelse til sin søn, efter at ansøgerens fader havde givet samtykke til sin søns udrejse. Udlændingenævnet sendte derfor sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse til ansøgeren, medmindre de helt grundlæggende betingelser for opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2016/33.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig irakisk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i december 2013. Ansøgeren var forud for denne ansøgning tidligere i august 2010 blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke var mulighed for vellykket integration samt afslag på genoptagelse på baggrund af en ansøgning indgivet i februar 2010. Den herboende reference, ansøgerens fader, indrejste i Danmark i 2001 og blev i august 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerens fader havde i perioden fra 2001 til 2006 gentagne gange fået afslag på opholdstilladelse, herunder afslag på asyl. Ansøgerens broder, der på ansøgningstidspunktet var 17 år, indgav samtidig hermed ligeledes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, som han fik afslag på samtidig med ansøgerens afslag. Ansøgeren og dennes broder boede efter det oplyste hos deres farfader i det nordlige Irak, da ansøgerens moder var gift til anden side. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren havde telefonisk kontakt til sin moder, som havde psykiske problemer, og hvis adresse i Irak var ukendt. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og havde sidst set sin fader i 2012. Farfaderen var efter det oplyste over 80 år og ikke længere i stand til at passe ansøgeren og dennes broder. Det blev endvidere i forbindelse med klagen oplyst, at ansøgeren og dennes broders kontakt til moderen på tidspunktet for klagens indgivelse var blevet afbrudt.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i august 2006 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren ved indgivelsen af den seneste ansøgning om opholdstilladelse var 13 år, da ansøgeren var født og opvokset i Irak, hvor hun havde gået seks år i skole, og da ansøgeren ikke talte dansk og aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da referencen efter det oplyste siden sin indrejse i Danmark i 2001 alene havde set ansøgeren én gang i 2012, og da ansøgerens opvækst siden referencens indrejse i Danmark var foregået hos farfaderen i Irak. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen siden 2007 havde været i beskæftigelse i Danmark og havde et særbarn født i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at referencen uanset sin integration i Danmark ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig hos sin farfader eller kunne henvises til at tage ophold hos sin moder, såfremt ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos farfaderen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det løbende havde været oplyst til sagen, at der var telefonisk kontakt til moderen, at det først i forbindelse med klagen var blevet oplyst, at kontakten til moderen skulle være blevet afbrudt, og at det ikke var dokumenteret, at moderen på grund af psykiske problemer ikke havde evnen til fremover at tage sig af ansøgeren. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller ansøgerens tarv at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 stk. 16. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2015/184.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige filippinske statsborgere på baggrund af ansøgninger indgivet i februar 2014. Den herboende reference, ansøgernes moder, indrejste i Danmark i februar 2007 og blev i juni 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerne, som var født i henholdsvis november 2000 og juli 2002, boede efter referencens indrejse i Danmark hos referencens søster i Filippinerne. Referencen havde siden sin indrejse set ansøgerne i en periode fra december 2011 til januar 2012 og havde efter det oplyste forsørget dem med 3000 kroner om måneden. Ansøgerne havde aldrig været i Danmark. Det var oplyst til sagen, at ansøgernes fader boede sammen med en anden kvinde, som han havde tre børn med, at den ældste af ansøgerne havde boet sammen med sin fader fra fødslen og cirka halvandet år frem, og at den yngste ansøger aldrig havde set sin fader. Vedlagt ansøgningsskemaet var blandt andet en kopi af ”Affidavit of support and consent” fra februar 2014 underskrevet af ansøgernes fader, hvormed faderen gav sin tilladelse til, at ansøgerne kunne besøge referencen i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference i juni 2007 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgninger om opholdstilladelse til ansøgerne. Da ansøgerne havde indgivet ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgerne kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne var henholdsvis 11 og 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgerne var født i Filippinerne, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, og da ansøgerne havde haft henholdsvis fem og seks års skolegang i Filippinerne, hvor de ligeledes havde et familiemæssigt netværk, da den herboende moders søster og dennes børn samt moderens øvrige søskende boede i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at det kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var født og opvokset i Filippinerne og først fik opholdstilladelse i Danmark som 27-årig, at ansøgerne først søgte om opholdstilladelse over seks år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var referencens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos referencens søster i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold hos ansøgernes fader, såfremt de ikke fortsat kunne bo hos referencens søster. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgernes fader havde medvirket til børnenes ansøgninger i 2014. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at referencen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at referencen havde fået et særbarn med en herboende dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet på baggrund af de øvrige forhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/185.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet