Børnesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Dato: 07-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 c, stk. 1, til tre statsborgere fra Eritrea under henvisning til deres herboende fader. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgerne om at medvirke til DNA-undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgerne mødte aldrig op på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien.
Udlændingenævnet fandt, at den påberåbte familiemæssige tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne ikke sås dokumenteret. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgerne ikke var mødt op på Den Danske Ambassade i Etiopien for at få foretaget de nødvendige undersøgelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af referencen anførte om, at ansøgerne adskillige gange havde forsøgt at krydse grænsen fra Eritrea til Etiopien, men hver gang var blevet pågrebet af de eritreiske myndigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgerens identitet må anses for fastlagt, og at dette krav ikke kan fraviges, uanset eventuelle økonomiske, logistiske eller sikkerhedsmæssige udfordringer. Udlændingenævnet fandt desuden, at hensynet til barnets tarv talte for dels at fastslå barnets identitet, dels for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af barnet og forælderen oplyste. Udlændingenævnet fandt således, at kravet om, at ansøgerne skulle deltage i en DNA-undersøgelse, ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter Børnekonventionens artikel 3. Udlændingenævnet fandt herudover kravet om DNA-undersøgelse begrundet i, at referencen var fremkommet med divergerende oplysninger vedrørende ansøgernes fødselsdatoer under henholdsvis asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og i selve ansøgningsskemaerne. Hertil kom, at referencen til sagen alene havde fremlagt danske oversættelser af angivelige dåbsattester vedrørende angiveligt ansøgerne med henblik på at dokumentere slægtskabet, men at referencen ikke havde kunnet fremlægge de originale dåbsattester eller kopier heraf til trods for, at den danske tolk måtte have haft adgang til dåbsattesterne for at kunne udfærdige oversættelserne. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var muligt at fastslå ansøgernes identitet og den påberåbte familiemæssige tilknytning og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse var til stede. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det på baggrund af de manglende DNA-undersøgelser og dokumentation af det påberåbte slægtskab ikke var muligt at fastlægge, om der var et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2018/5.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Børnesammenføring – Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet
Dato: 15-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag fra juli 2017 på genoptagelse af en afgørelse fra november 2012 samt stadfæstede et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2017 om afslag på anmodning om genoptagelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsens begrundelse efter partsrepræsentantens opfattelse ikke lovligt kunne danne grundlag for et afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse var søn af en tyrkisk statsborger, som udøvede lønnet beskæftigelse, og som opholdt sig i Danmark som vandrende arbejdstager, og at ansøgerens fader derfor var omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-domstolens dom af 10. juli 2014 i sagen Naime Dogan mod Bundesrepublik Deutschland (C-138/13) efter Udlændingenævnets vurdering ikke giver familiemedlemmer til herboende økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en videre ret til familiesammenføring end udlændingelovens regler, idet det allerede er indeholdt i disse reglers enkelte bestemmelser, at hensynet til Danmarks internationale forpligtelser – herunder afgørelser fra EU-domstolen – skal indgå i vurderingen, og at betingelserne – med undtagelse af kravet om underskrivelse af en integrationserklæring ved ansøgning om familiesammenføring – fraviges, hvis der foreligger ganske særlige grunde, således at der efter loven tages hensyn til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen allerede i afgørelsen fra november 2012 havde foretaget en afvejning og en vurdering af, om der forelå ganske særlige grunde, der alligevel talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, og partsrepræsentanten havde ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse eller i klagen til Udlændingenævnet anført forhold, der kunne understøtte, at der forelå ganske særlige grunde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og som ikke allerede var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det af partsrepræsentanten anførte om, at proportionalitetsprincippet ikke var opfyldt, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde foretaget en vurdering af, om hensynet til barnets tarv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012, da der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse var fremlagt nye væsentlige oplysninger, der ikke allerede forelå på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket også var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren som mindreårig havde en afledt ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. EU Domstolens dom C-561/14 Genc og partsrepræsentantens henvisning til præmisserne 40, 43, 49 og 57, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 6 og artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark, og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, var c ansøgeren således ikke omfattet af artikel 6 eller artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/8 0 af 19. september 1980. FAM/2018/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2017 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 07-12-2017Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige pakistanske statsborgere. Den herboende reference, ansøgernes fader, var indrejst i Danmark i 1996 og var i 1999 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerne var født i henholdsvis oktober 2003 og september 2007 i Pakistan, hvor de fortsat boede hos deres moder. Det fremgik af sagen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde gået i skole i hjemlandet i henholdsvis tre og otte år, at de begge talte urdu som modersmål og engelsk som fremmedsprog, at de begge havde boet i Pakistan siden fødslen, at de ikke havde besøgt Danmark før indrejsen i juli 2016, at den herboende fader var rejst til Pakistan fem uger årligt for at besøge ansøgerne, og at den herboende fader havde forsørget ansøgerne med en automatisk overførsel på 5.000 kr. hver måned. Det var oplyst til sagen, at den herboende faders søskende fortsat boede i Pakistan.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgerne ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis ni og tolv år på ansøgningstidspunktet i august 2016, at de begge var født og opvokset i Pakistan, hvor de havde boet hele deres liv sammen med deres moder indtil juli 2016, hvor de første gang var indrejst i Danmark på besøgsvisum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne havde haft henholdsvis tre og ni års skolegang i hjemlandet, at de talte urdu og engelsk, at de havde et familienetværk i Pakistan i form af deres moder og den herboende faders søskende, og at ansøgerne ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til den herboende fader, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om, at noget var til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos deres moder i Pakistan, som de fortsat boede sammen med. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 1996, at han var registreret indrejst i Danmark i november 1996, og at han i september 1999 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader siden december 2007 havde arbejdet 37 timer ugentligt som husassistent på et hospital, at han siden 2008 havde arbejdet 17,5 timer ugentligt som rengøringsassistent hos en virksomhed, at hans arbejdssprog var dansk, at han havde deltaget i danskkurser i perioden fra januar 2000 til juni 2000 og i perioden fra august 2000 til december 2000, og at han ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgernes begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende fader også selv måtte anses for at have en meget stærk tilknytning til Pakistan, hvor han havde etableret sit familieliv, og at han fortsat havde udøvet det i Pakistan, hvor han var kommet på besøgsophold. Trods den herboende faders tilknytning til det danske arbejdsmarked sås han således fortsat at have et ønske om, at hans ægtefælle og børn skulle forblive i Pakistan og ikke søge opholdstilladelse i Danmark før 2016. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selv om de ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden juli 2016, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende fader havde anført, at han havde sit eget hus, at han havde et tidsubegrænset arbejde med en månedsløn på 33.000 kr., at han kunne varetage forsørgelsen af ansøgerne, og at han tidligere havde forsørget ansøgerne økonomisk i Pakistan, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til forsørgelsen i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var den herboende faders eget valg, at ansøgerne skulle bo sammen med deres moder i Pakistan, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo med deres moder i Pakistan. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgerne skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention, herunder barnets tarv, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2017/120.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 21-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der herboende fader var indrejst i Danmark i august 2014, og han var i juni 2015 blevet meddelt opholdstilladelse her i landet som flygtning.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Eritrea, hvor hun havde gået i skole i ni år, at hendes moder og søskende opholdt sig i landet, at den herboende references moder, som ansøgeren havde boet sammen med, samt den herboende references søskende, også opholdt sig i Eritrea, hvorfor ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo enten hos sin egen moder eller hos den herboende references moder i Eritrea. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader og dennes familie, når det var muligt i weekender og i to til tre måneder i skolens sommerferier, at ansøgeren havde boet hos sin biologiske moder, som havde fået ny mand og børn, og at moderens nye mand ikke kunne lide ansøgeren, hvorfor ansøgeren som 13-årig ikke længere kunne klare at bo hos moderen og derfor havde boet i lange perioder hos moderens forældre, og da de døde, tog hjem til sin fader, men stadig af og til tog hjem til sin moder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders nuværende ægtefælle og to sønner i januar 2015 var udrejst af Eritrea til Sudan uden ansøgeren, og at ansøgeren angiveligt i februar 2015 selvstændigt var udrejst af Eritrea til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste grundet sin ulovlige udrejse af Eritrea ikke havde mulighed for at genindrejse i landet, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, da det var hendes eget valg at udrejse med en gruppe venner på et tidspunkt, hvor den herboende faders opholdsstatus var uafklaret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende fader i marts 2015 under sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren på daværende tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Udlændingenævnet fandt således, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren boede i en flygtningelejr i Etiopien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en onkel og dennes familie i samme flygtningelejr i Etiopien, som hun selv opholdt sig i. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 16 år og knap syv måneder, og at hun på afgørelsestidspunktet var 18 år og ni måneder og måtte antages at kunne tage vare på sig selv i det daglige. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i Etiopien og også i den flygtningelejr, som ansøgeren opholdt sig i, var et udbrud af kolera, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/143.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie
Dato: 11-10-2017Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 07-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.
Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed
Dato: 07-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til to mindreårige, togolesiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på familiesammenføring under henvisning til, at børnenes herboende moder ikke havde dokumenteret at have del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Børnene havde efter det oplyste ikke samme far.
Udlændingenævnet fandt for så vidt angik vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at børnenes herboende moder var indehaver af forældremyndigheden over børnene, hvorfor børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i forhold til det ældste barn vægt på, at moderen alene havde fremlagt en Autorisation Parentale, hvori barnets fader havde givet barnet lov til at rejse til Danmark med moderen, og at der således ikke var tale om en retsgyldig overdragelse af forældremyndigheden over barnet fra barnets fader til moderen. Udlændingenævnet lagde i forhold til det yngste barn vægt på, at moderen i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun ville fremsende dokumentation fra Togo, hvoraf det fremgik, at hun havde forældremyndigheden over det yngste barn, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere dokumentation fra moderen vedrørende det yngste barn, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at moderen havde oplyst, at hun havde forældremyndigheden over begge børn, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at moderen ikke havde fremlagt gyldig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for at hun havde forældremyndigheden over børnene. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at børnenes mormoder og morfader var svækkede af alderdom og sygdom og derfor efter det oplyste ikke kunne tage sig af børnene, at moderens søskende heller ikke kunne tage sig af børnene, og at moderen havde oplyst, at børnene således var uden omsorgspersoner i Togo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da moderen ikke havde fremlagt dokumentation for, at hun havde del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, men at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/102.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 24-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to somaliske statsborgere efter udlændingelovens §§ 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i 1998 og 2000, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.
Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af den herboende fader og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgernes afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader efter det oplyste ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden han var blevet skilt fra ansøgernes moder, og at han efter det oplyste sidst havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra ansøgernes moder, idet han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i forbindelse med ansøgningerne havde oplyst, at årstallet var 2007, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader i marts 2014 på tro og love havde underskrevet sin ansøgning om familiesammenføring, ligesom han havde underskrevet ansøgningsskemaerne vedrørende ansøgerne, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Det forhold, at de to ansøgere efter det oplyste i ansøgningen havde kontakt med den herboende fader to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at han havde telefonisk kontakt med ansøgerne en gang om måneden efter sin indrejse i Danmark, mens det i klagen var anført, at han var i daglig kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten til ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han var indrejst i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at ansøgerne ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner, ligesom et manglende familienetværk ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var 15 og 17 år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndige, og at de således ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang, som yngre børn ville have. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgerne, at det kunne begrunde, at de skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/98.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav
Dato: 24-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til fire somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 15. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i henholdsvis 2001, 2002, 2004 og 2006, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde stillet krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde boet sammen med ansøgerne siden 2007, og at han havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne, ligesom han ikke havde oplyst om ansøgerne i forbindelse med sin egen familiesammenføringssag. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra børnenes moder, da han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i børnenes familiesammenføringssag havde oplyst, at årstallet var 2007, og at der i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader på tro og love havde underskrevet ansøgninger om familiesammenføring såvel medio marts 2014 som primo juli 2015, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgerne ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste skulle have haft kontakt med ansøgerne to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at det i klagen var anført, at han dagligt havde kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at forlade ansøgerne, ligesom der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten med ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han indrejste i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at de ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne havde boet sammen med deres tidligere nabo, siden deres moder forlod dem cirka 18 måneder før ansøgningens indgivelse, og at alle ansøgerne var meddelt afslag på familiesammenføring og derfor fortsat kunne udgøre et familiært netværk for hinanden. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Det anførte om, at den herboende fader havde oplyst om sine børn allerede ved første samtale med kommunen, at den herboende faders familieguide havde oplyst, at familieguiden havde været den herboende faders familieguide siden primo december 2014, og at den herboende fader hele tiden havde talt om børnene, at han havde arbejdet på, at hans børn kunne familiesammenføres med ham, ligesom der blev henvist til, at den herboende fader havde oplyst om børnene i et asyldokument fra regeringen i Uganda af medio juni 2014, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader siden december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at der herved ikke var tale om enkeltstående ydelser. FAM/2017/99.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 03-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet