Børnesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
Forrige
Side 2 af 7
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 22-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig kinesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i maj 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, og at ansøgerens moder i juli 2017 havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder siden februar 2015 havde haft eneforældremyndighed over ansøgeren, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderens ægtefælle havde gennemført en uddannelse inden for IT, samt at ægtefællen havde fuldtidsbeskæftigelse som manager i en virksomhed, som han ejede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende moder blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2007 som ægtefællesammenført. Hun fik i september 2017 tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, som var født i 2001. Ansøgeren søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin moder. Det blev i forbindelse med ansøgningen anført, at ansøgerens fader havde været voldelig mod ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem moderen og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin moder siden 2007, hvor han var seks år, at moderen i 2007 valgte at udrejse af Bosnien-Hercegovina med sit ene barn med henblik på at tage varigt ophold i Danmark, og at ansøgeren siden 2007 alene havde set sin moder i forbindelse med hendes besøg i hjemlandet eller ansøgerens besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen først næsten ti år efter, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med sin søn, og at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor han havde boet frem til ansøgningstidspunktet, hvor han havde gået i skole, og hvor blandt andet hans fader og halvbroder boede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens fader ikke ville tillade ansøgeren at flytte til Danmark, at faderen i september 2017 alligevel gav moderen forældremyndigheden over ansøgeren og angiveligt tilkendegav, at han ikke gad ansøgeren mere, og at faderens opholdssted angiveligt var ukendt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens moder ikke havde boet sammen i næsten ti år, og at ansøgeren i de år havde boet sammen med blandt andet sin fader og sin halvbroder, og at han efter det oplyste havde et godt forhold til sin faders nye ægtefælle, som havde passet ham, siden han var lille. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det i e-mail af maj 2018 blev oplyst, at ansøgerens fader var blevet separeret fra sin ægtefælle, at der derfor ikke længere var andre i husstanden end ansøgerens fader, og at ansøgeren ikke havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens fader var fængslet og dermed ikke kunne tage sig af sin søn, og at det således ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens fader efter det oplyste havde været den daglige forældremyndighedsperson for sin søn i Bosnien-Hercegovina, og at en angiven manglende vilje til fortsat at have denne rolle i forbindelse med en sag om familiesammenføring ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren var fyldt 16 år på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 17 ½ år, og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, og at han ikke havde behov for sine forældre i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ikke sås at være væsentlige hindringer for, at familielivet kunne udøves ved besøgsophold i samme omfang som tidligere, ligesom ansøgerens moder havde mulighed for at bidrage til ansøgerens forsørgelse i hjemlandet som hidtil. Udlændingenævnet fandt herudover, at det til sagen oplyste om, at ansøgerens fader slog ham og talte grimt til ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ud over ved en enkelt lejlighed havde været udsat for vold eller dårlig behandling fra sin faders side eller var i risiko for at blive det. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der efter det oplyste var iværksat en lægelig undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet han havde givet udtryk for selvmordstanker og en dårlig psykisk tilstand generelt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgeren havde alvorlige psykiske problemer eller for, at disse i givet fald ikke ville kunne behandles i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens liv i hjemlandet angiveligt skulle være vanskeliggjort af, at han havde en muslimsk moder, og at han troede, at han kunne få et bedre liv i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens moder mente, at hun i hjemlandet risikerede forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen havde opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at opholdstilladelsen således ikke var givet på baggrund af en asylretlig vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen, siden hun var rejst til Danmark i 2007, ifølge sagens oplysninger havde været tilbage i hjemlandet cirka to gange om året for at besøge sin søn. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2018/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 20-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en mindreårig tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgerens fader, der var ægtefællesammenført, og Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i november 2017, at han var født i Tyrkiet, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder, at han havde haft syv års skolegang i Tyrkiet, at han talte tyrkisk og kurdisk, at han havde et familienetværk i Tyrkiet i form af sin moder, og at han således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin indrejse i oktober 2017 havde besøgt Danmark, og at han aldrig havde haft opholdstilladelse, men alene processuelt ophold under Udlændingestyrelsens behandling af sagen frem til marts 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren gerne ville til Danmark, at ansøgerens forældre var ægtefæller, og at ansøgerens forældre delte forældremyndigheden over ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne tage ophold i Tyrkiet hos sin moder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader i februar 2000 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at han havde boet i Danmark i 17 år, at han efter det oplyste talte flydende dansk, at han ikke havde bestået danskprøve på A1-niveau, at han arbejdede 40 timer ugentligt, og at han ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens fader ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at ansøgerens fader kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens fader havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, at han havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet hver sommer i en til to måneder, at ansøgerens fader og ansøgeren havde set hinanden 16 til 17 gange, og at ansøgerens fader og ansøgeren havde telefonisk kontakt og kontakt via SMS, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til ansøgerens forsørgelse i Tyrkiet og udøve familielivet som hidtil via besøgsophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var ansøgerens faders og moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin moder i Tyrkiet, mens ansøgerens fader tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt tillige, at ansøgerens fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgeren skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor han ikke havde opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en afledt ret til ophold i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholdstilladelse i Danmark, var han ikke omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til stand still klausulen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det var anført, at det følger af EU-Domstolens dom i sagen C-561/14, Genc, at tyrkiske statsborgere, der er økonomisk aktive, har adgang til familiesammenføring på de betingelser, der var gældende pr. 1. december 1980, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at EU-Domstolen i sag C-561/14, Genc, i præmis 67 havde fastslået, at den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 16, udgør en ny begrænsning og ikke er begrundet, at der bliver fastsat en række kriterier for gennem nationale bestemmelser at hindre den frie bevægelighed af arbejdskraft, at ingen af disse er opfyldt, og at bestemmelsen som skønsmæssig, gør den uanvendelig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen havde fundet, at sikringen af en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark kunne udgøre et tvingende alment hensyn. Udlændingenævnet lagde i forlængelse heraf vægt på, at ændringen af udlændingelovens § 9, stk. 16, havde til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten. Udlændingenævnet fandt derfor endelig, at hverken EU-Domstolens afgørelser i Dogan eller Genc-sagerne eller Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, da der efter en konkret og individuel vurdering ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2018/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2017 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i juni 2017, at ansøgeren var født i Thailand, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil juli 2016, hvor moderen var indrejst i Danmark, og herefter med sin mormoder og morfader, at hun havde haft seks års skolegang i Thailand, at hun talte thai og lidt engelsk, at hun havde et familienetværk i Thailand i form af sin mormoder, morfader, søster, sin moders broder og sin fader, og at hun således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, ansøgeren fortsat kunne bo hos sin mormoder og morfader i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at mormoderen skulle lide af fremskreden diabetes, at hun efter det oplyste havde mange gener, at hun ikke kunne gå, at hun ikke kunne tage sig af de daglige pligter, at morfaderen var betydeligt svækket af alderdom, og at mormoderen og morfaderen modtog 200 kr. om måneden i offentlig pension, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at forsørge familie, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin fader, siden hun var seks år, at faderen ikke ville tage sig af hende, at faderen under skilsmissen efter det oplyste havde ytret, at han ikke evnede og ønskede at tage del i opdragelsen og forsørgelsen af ansøgeren, at hun ikke ønskede at bo hos sin fader, at faderen og ansøgeren kun havde sporadisk kontakt via Facebook, og at ansøgerens moder i forbindelse med skilsmissen havde fået tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke kunne tage ophold i Thailand hos sin fader. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens moder i marts 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, at hun havde forsøgt at finde arbejde, men at det ikke var lykkedes, at hun i samarbejde med kommunen var i gang med at undersøge muligheden for at starte selvstændig virksomhed fra familiens hjem, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid, og at hendes ægtefælle nu var pensioneret. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, at hun havde fået mange nye venner, at hun var vellidt i skolen, at hun fulgte den almindelige sjette klasse og befandt sig godt i klassen, at hun var respekteret og vellidt af sine klassekammerater, at hun i frikvartererne var aktiv og indgik i leg, at hun gradvis tilegnede sig sproget, at hun var stabil med sin skolegang, og at hun havde et stort passivt ordforråd, ikke kunne føre til et andet udfald, da ansøgeren herved ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 16, kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens moder havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at ansøgeren og ansøgerens moder, mens ansøgeren boede i Thailand, havde kontakt med hinanden dagligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil, ligesom ansøgerens moder fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse i Thailand. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand, mens ansøgerens moder tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens moder dermed havde valgt at udøve familielivet således, at ansøgeren og ansøgerens moder skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde gået seks år i skole, og hvor hendes mormoder, morfader, søster, hendes moders broder og hendes fader fortsat var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to mindreårige thailandske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgernes moder, der var ægtefællesammenført.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 13 år og 10 år på ansøgningstidspunktet, at de var født i Thailand, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde haft henholdsvis seks og fire års skolegang i Thailand, at ansøgerne udover at talte dansk talte thai og engelsk, og at ansøgerne havde familienetværk i Thailand, da ansøgernes morfader samt den herboende moders tre søskende boede i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne, siden moderen var indrejst i Danmark i 2013, havde boet hos deres bedsteforældre i Thailand, at det af ansøgernes visumansøgning fra 2015 fremgik, at de boede sammen med mormoderen og morfaderen, og at ansøgerne således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til deres moder i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Det forhold, at ansøgernes mormoder var afgået ved døden, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner, idet de udover deres fader havde en morfader og tre mostre/onkler i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne ikke havde boet sammen med faderen, siden de var henholdsvis fire år og halvandet år, og at faderen ikke ønskede at have kontakt med ansøgerne, da han havde stiftet ny familie, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner i Thailand. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at den herboende moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun herved kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at moderen var født og opvokset i Thailand, og at hun først havde fået opholdstilladelse og var indrejst i Danmark som 31-årig i april 2013. Det forhold, at moderen havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun siden august 2013 have arbejdet mellem otte og ti timer om ugen, og at hun havde bestået kursus i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie i efteråret 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv kunne føre til, at moderen dermed kunne antages at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det opvejede ansøgernes manglende tilknytning til landet. Det forhold, at moderens ægtefælle var dansk statsborger, og at han siden april 2001 havde arbejdet fuldtid som teamleder og accountmanager og oversætter, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at moderen ønskede at færdiggøre sin danskuddannelse, at hun og hendes ægtefælle ønskede at få etableret et samliv i Danmark, og at det hele tiden havde været hensigten, at ansøgerne skulle tilslutte sig moderen, efter at hun havde etableret sig i Danmark og sørget for en sikker og stabil tilværelse, ikke i sig selv kunne føre til, at udlændingelovens § 9, stk. 16, skulle fraviges. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at moderen havde forsørget ansøgerne i Thailand, at moderen dagligt havde kontakt via telefon, Skype og Messenger med ansøgerne, at hun havde besøgt ansøgerne fire gange efter sin udrejse af Thailand, og at ansøgerne havde besøgt moderen i Danmark to gange, henset til sagens samlede omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort, siden hun frivilligt var indrejst i Danmark, ligesom hun fortsat kunne bidrage til ansøgernes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne hos sine forældre i Thailand, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos morfaderen i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne havde gået i skole i Danmark siden april 2016, hvor ansøgerne var aktive og deltagende, at ansøgerne var glade for at gå i skole, at ansøgerne var blevet mærkbart bedre til dansk, at den ene af ansøgerne skulle modtage undervisning i dansk og matematik på prøve i 6. klasse, at den anden ansøger var i gang med at blive udsluset til 4. klasse, at ansøgerne havde fritidsinteresser, og at ansøgerne havde fået venner og et godt forhold til deres ”bonusbedsteforældre”, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at der var henvist til børnenes tarv. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en mindreårig filippinsk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende moder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet i juni 2016, at han var født i Filippinerne, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil 2011 og herefter med sin mormoder, at han havde haft syv års skolegang, at han talte tagalog/hiligaynon og engelsk, at han havde et familienetværk i Filippinerne i form af sin mormoder, sin moster, som indrejste sammen med ham i Danmark på et Schengenvisum, og sin fader, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos mormoderen i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at mormoderen havde fået konstateret bronkial astma, diabetes type 2 og akut hypertension, at hun blev anbefalet hvile og ikke at indgå i energiske og anstrengende fysiske og mentale aktiviteter, at der var risiko for, at hun fik slagtilfælde, hvorfor hun tillige blev anbefalet, at hun skulle opholde sig i et stressfrit miljø, og at hun således ikke var i stand til at forsørge eller opdrage ansøgeren, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren angiveligt ikke havde set sin fader, siden han blev født, at faderen ikke ønskede at have nogen form for kontakt med ansøgeren, og at han havde overdraget forældremyndigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens fader havde medvirket til ansøgerens opholdssag. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 15 år, og at han således ikke kunne antages at have behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke siden 2011 havde boet sammen med sin moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at moderen var indrejst i Danmark i februar 2015, at hun i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 36 timer ugentligt som produktionsmedarbejder i fødevareindustrien, at hun siden august 2016 havde arbejdet som køkkenhjælp 16 timer ugentligt, at hun havde bestået danskprøve på A2-niveau, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, og at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid som chauffør siden 2006. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, og at han skulle have fået en omgangskreds i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald. Det forhold, at moderen havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at hun og ansøgeren havde haft kontakt med hinanden via telefon, Skype og Viber, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom hun fortsat kunne bidrage til hans forsørgelse i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin mormoder i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at han fortsat kunne bo sammen med sin mormoder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at moderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hun og ansøgeren skulle leve adskilt. Det anførte om, at moderen ventede med at ansøge om familiesammenføring med ansøgeren til et år og tre måneder efter, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet hun ville stabilisere sit forhold til sin ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald på baggrund af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Barnets tarv – Danmarks internationale forpligtelser – Vold

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to tyrkiske statsborgere, der var søstre og født henholdsvis i maj 2001 og i januar 2003 under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse, idet det ville være i strid med barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke havde slægtninge i hjemlandet, som de kunne bo hos, idet ansøgernes faders opholdssted ikke var kendt, og idet ansøgernes farmoder på grund af alder ikke havde mulighed for at forsørge dem og have dem boende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var blevet oplyst om vold i familien, som ansøgerne var blevet udsat for. FAM/2018/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig spansk statsborger. Ansøgerens herboende fader var irakisk statsborger og var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Der blev ved afgørelsen ikke taget stilling til, om ansøgeren eventuelt kunne have ret til ophold efter EU-reglerne.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var otte år på ansøgningstidspunktet i september 2016, at hun var født i Spanien, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder og havde haft to års skolegang, at hun efter det oplyste talte spansk, castellano, arabisk og begrænset engelsk, at hun havde et familienetværk i Spanien i form af sin moder og to onkler, at hun aldrig havde boet sammen med sin fader, at faderen, først efter at ansøgeren var fyldt otte år, havde søgt om familiesammenføring med hende, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens broder i oktober 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han samme måned var blevet registreret som indrejst i Danmark, henset til længden af broderens ophold ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at faderens tilknytning herved kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen i forbindelse med sin forlængelsessag af hans opholdstilladelse som flygtning havde oplyst, at han havde gennemført en erhvervsuddannelse som slagter i 2001, at han havde været i praktik i en dagligvarekæde, at han havde arbejdet som chauffør, at han havde arbejdet inden for rengøringsbranchen indtil 2008, at han efterfølgende havde gennemført flere praktikforløb, og at han havde danskkundskaber, der var tilstrækkelige til, at han kunne klare sig i det daglige. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen i marts 1999 var blevet meddelt opholdstilladelse som flygtning i en alder af 36 år, at han ikke havde haft nogen særlig tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han i hvert fald siden 2008 kun havde været i beskæftigelse i samlet 15 måneder, og at han ikke havde dokumenteret at have bestået en danskprøve. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at ansøgeren havde boet hos sin fader, siden hun var indrejst i Danmark i juni 2016, og at hun efter det oplyste havde gået i skole i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse i Spanien, at han og ansøgeren havde haft telefonisk kontakt med hinanden, og at han og ansøgeren havde besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Spanien. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang og på en tilsvarende måde, som han havde gjort, siden ansøgeren blev født, ligesom han fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens forældres eget valg, at ansøgeren skulle bo hos sin moder i Spanien i de første otte år af hendes liv, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at hun fortsat kunne bo hos sin moder i Spanien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at faderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hans familie skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt tillige, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af disse faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. FAM/2018/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig statsborger fra Kina. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2016 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i september 2016, at hun i oktober 2016 var påbegyndt sin skolegang på en dansk folkeskole, at hun i den forbindelse havde tilegnet sig det danske sprog, at hun socialt var blevet en del af fælleskabet på skolen, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde haft skolegang i Danmark i mere end et år, og at hun efter det oplyste siden oktober 2017 havde været tilknyttet en klasse på 7. årgang på en dansk folkeskole og havde fulgt alle fag, herunder dansk, på almindelige og samme vilkår som sine klassekammerater. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun havde søgt at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA

    Dato: 07-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 c, stk. 1, til tre statsborgere fra Eritrea under henvisning til deres herboende fader. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgerne om at medvirke til DNA-undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgerne mødte aldrig op på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at den påberåbte familiemæssige tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne ikke sås dokumenteret. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgerne ikke var mødt op på Den Danske Ambassade i Etiopien for at få foretaget de nødvendige undersøgelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af referencen anførte om, at ansøgerne adskillige gange havde forsøgt at krydse grænsen fra Eritrea til Etiopien, men hver gang var blevet pågrebet af de eritreiske myndigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgerens identitet må anses for fastlagt, og at dette krav ikke kan fraviges, uanset eventuelle økonomiske, logistiske eller sikkerhedsmæssige udfordringer. Udlændingenævnet fandt desuden, at hensynet til barnets tarv talte for dels at fastslå barnets identitet, dels for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af barnet og forælderen oplyste. Udlændingenævnet fandt således, at kravet om, at ansøgerne skulle deltage i en DNA-undersøgelse, ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter Børnekonventionens artikel 3. Udlændingenævnet fandt herudover kravet om DNA-undersøgelse begrundet i, at referencen var fremkommet med divergerende oplysninger vedrørende ansøgernes fødselsdatoer under henholdsvis asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og i selve ansøgningsskemaerne. Hertil kom, at referencen til sagen alene havde fremlagt danske oversættelser af angivelige dåbsattester vedrørende angiveligt ansøgerne med henblik på at dokumentere slægtskabet, men at referencen ikke havde kunnet fremlægge de originale dåbsattester eller kopier heraf til trods for, at den danske tolk måtte have haft adgang til dåbsattesterne for at kunne udfærdige oversættelserne. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var muligt at fastslå ansøgernes identitet og den påberåbte familiemæssige tilknytning og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse var til stede. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det på baggrund af de manglende DNA-undersøgelser og dokumentation af det påberåbte slægtskab ikke var muligt at fastlægge, om der var et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2018/5.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.