Børnesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2014. Den herboende reference, ansøgerens moder, blev i maj 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Efter det oplyste havde ansøgeren, som var født i november 2000, ikke set sin fader siden 2003 og havde siden moderens indrejse i Danmark i maj 2008 boet hos sin mormoder i Thailand. Ansøgeren havde været i Danmark én gang i 2011. Moderen havde siden 2008 besøgt ansøgeren fire gange i Thailand og bidraget til ansøgeren og ansøgerens mormoders forsørgelse. Ansøgeren havde endvidere en broder, der var bosat i samme landsby i Thailand som ansøgeren og ansøgerens mormoder. Årsagen til, at den herboende moder ikke tidligere havde søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, skyldtes efter det oplyste moderens ægtefælles arbejdsmæssige situation. Det blev oplyst til sagen, at ansøgerens mormoder af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne have ansøgeren boende.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende moder i maj 2008 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren var født og opvokset i Thailand, da ansøgeren alene havde været i Danmark én gang, da han ikke talte dansk, og da han boede hos sin mormoder i Thailand og havde en broder, der boede i den samme landsby som ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under hans opvækst, da hans herboende moder indrejste i Danmark i maj 2008 som 34-årig, og da moderen således havde boet i Danmark i knap seks år forud for ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende moder – uanset dennes tilknytning til det danske arbejdsmarked og hendes familiemæssige forhold – ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold, og at der på denne baggrund ikke var grundlag for en vellykket integration af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen og dennes ægtefælle selv valgte, at ansøgeren skulle bo hos ansøgerens mormoder, efter at moderen var flyttet til Danmark, og at moderens udskydelse af ansøgerens ansøgningstidspunkt ikke sås at være knyttet til moderens egen integration i de første år af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort, at ansøgeren ikke ville kunne tage fast ophold hos sin broder, såfremt han ikke fortsat kunne bo hos sin mormoder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren gennem besøgsophold og telefonisk kontakt i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2008. FAM/2015/186.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 16-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen. FAM/2015/209.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration – Mulighed for genoptagelse af visse sager om familiesammenføring med børn
Dato: 05-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en anmodning om genoptagelse af en ansøgning om familiesammenføring i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 738 af 25. juni 2014 til to tyrkiske statsborgere født i henholdsvis 1994 og 2000. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at ansøgerne var født i Tyrkiet, hvor de på ansøgningstidspunktet boede sammen med deres moder, at de havde gået i skole i Tyrkiet frem til henholdsvis andet gymnasieår og 3. klasse, og at de tidligere havde været på besøg i Danmark i 2007, 2008 og 2010. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2012 truffet afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år af den ældste ansøger, da han ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Ansøgerne blev begge påset udrejst af Danmark i marts 2013, efter at de havde opholdt sig i Danmark siden juni 2010.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for genoptagelse af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring i henhold til lov nr. 738 af 25. juni 2014 ikke var opfyldt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerne havde gået i henholdsvis 5. klasse og 10. klasse i Danmark, at den ældste ansøger ikke var påbegyndt arbejde eller studie i Tyrkiet efter udvisningen af Danmark, at de begge talte, læste og skrev dansk, og at deres fader og to søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er en betingelse for genoptagelse efter lov nr. 738 af 25. juni 2014, at udlændingen i det væsentligste har opholdt sig her i landet i perioden fra afslaget eller afvisningen af ansøgningen, og indtil udlændingens fyldte 18 år eller, hvis udlændingen er under 18 år, indtil tidspunktet for indgivelse af anmodning om genoptagelse. Udlændingenævnet lagde vedrørende den ældste ansøger vægt på, at han senest i december 2007 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2008 havde stadfæstet denne afgørelse, at han havde haft to kortvarige visumophold i Danmark i 2007 og 2008, at han senest var indrejst i Danmark i juni 2010, at han fyldte 18 år i marts 2012, og at han blev påset udrejst i marts 2013. Udlændingenævnet lagde vedrørende den yngste ansøger vægt på, at han senest indrejste i Danmark i juni 2010, at han senest i december 2010 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i april 2011 havde stadfæstet denne afgørelse, og at han var blevet påset udrejst af Danmark i marts 2013. Udlændingenævnet fandt således på den baggrund, at ansøgerne i den relevante periode havde haft omtrent halvdelen af deres ophold i Tyrkiet og halvdelen af deres ophold i Danmark, hvorfor det ikke, jf. lovbemærkningerne, kunne lægges til grund, at centrum for deres liv samlet set havde været i Danmark i perioden. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger i perioden fra september 2008 og frem til sin indrejse i Danmark i juni 2010 måtte antages at have gået i skole i Tyrkiet, og at den yngste ansøger forud for sin seneste indrejse i Danmark i juni 2010 havde gået i skole i Tyrkiet, og at han efter sin udrejse af Danmark i marts 2013 og frem til genoptagelsesanmodningen i juli 2014 efter det oplyste havde gået i skole i Tyrkiet. FAM/2015/242.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. oktober 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav
Dato: 12-10-2015Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, og § 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i marts 2013 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren var født i 2009 og søgte i januar 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende fader. Den herboende fader havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse oplyst, at han aldrig havde set ansøgeren, idet faderen flygtede fra Somalia før ansøgeren blev født, at ansøgeren var bosiddende hos sin farmoder, at ansøgerens moder havde opgivet ham til ansøgerens farmoder cirka et år efter, at ansøgeren blev født, og at ansøgerens moder ikke ville kendes ved ansøgeren, men at ansøgeren og hans moder havde begrænset kontakt til hinanden.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil han meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at faderen aldrig havde set ansøgeren, og at han af egen fri vilje valgte at rejse fra Somalia i 2009. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgeren ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at faderen ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at faderen fra november 2013 til september 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hovedparten af sit liv i Somalia, hvor han havde været bosiddende hos henholdsvis sin moder og sin farmoder, og at ansøgeren siden januar 2015 igen var bosiddende hos sin farmoder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader og ansøgeren aldrig havde boet sammen, da faderen flygtede fra Somalia, før ansøgeren blev født, at faderen og ansøgeren efter det oplyste aldrig havde besøgt hinanden, at faderen og ansøgeren efter det oplyste alene havde talt i telefon sammen, og at der i sagen ikke var oplyst om væsentlige forhindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil ved telefonopkald og eventuelle besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at søge opholdstilladelse i Danmark og efterlade ansøgerens moder og ufødte søn i hjemlandet. Den herboende fader havde således frivilligt opgivet familielivet med ansøgeren, idet faderen selv havde truffet beslutningen om at rejse til Danmark uden ansøgeren, ligesom faderen selv havde valgt ikke at se ansøgeren, efter at han blev født. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at han havde stiftet ny familie, at faderen og hans herboende ægtefælle i perioden fra januar 2004 til starten af 2009 havde haft et samliv hos faderens forældre i Mogadishu, at faderen i marts 2013 søgte om familiesammenføring fra Malaysia, at faderen ikke tidligere i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse i 2013 havde oplyst om ansøgeren, og at faderen først ca. et år efter, at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde ansøgt om opholdstilladelse til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde boet hos sin moder i sit første leveår, at ansøgerens moder efter det oplyste ikke længere ville kendes ved ansøgeren, at ansøgeren efter det oplyste havde boet hos sin farmoder, at ansøgeren ifølge det oplyste i faderens klage fra september 2014 ikke længere kunne bo hos sin farmoder, da hun var blevet for gammel til at passe ham, at ansøgeren efter det oplyste rejste til Kenya med faderens ven, hvor ansøgeren efter ca. to til tre måneders ophold blev syg med malaria, og at ansøgeren på afgørelsestidspunktet igen var bosiddende hos sin farmoder. Det forhold, at den herboende fader til sagen havde oplyst, at han var flygtet fra Somalia, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen var meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark og dermed ikke som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det ikke urimeligt at henvise den herboende fader til samvær med ansøgeren eventuelt via besøgsophold i hjemlandet eller telefonisk som hidtil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader til brug for en dna-undersøgelse havde oplyst ansøgerens moders telefonnummer, da Udlændingestyrelsen havde anmodet om kontaktoplysninger på ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og ansøgerens moder antageligt havde kontakt i et vist omfang, idet faderen havde oplyst hendes kontaktoplysninger, da faderen blev spurgt om kontaktoplysningerne til ansøgeren. Det indgik desuden i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader i sin klage havde anført, at ansøgeren var syg og havde behov for lægelig behandling i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at faderen ikke havde oplyste yderligere om ansøgerens helbredsmæssige tilstand end det af faderen telefonisk oplyst, herunder oplyst hvilken lægelig behandling han måtte have behov for i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til, at der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fortsat havde familie i Somalia, herunder sin farmoder, sine fastre og onkler, sine kusiner og fætre og sin moder, og at ansøgeren således ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at der som udgangspunkt ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at indlede eller fortsætte et behandlingsforløb i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgeren havde modtaget behandling mod malaria på et sygehus i Somalia. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der i sagen ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at det ikke ville være i strid med barnets tarv efter FN’s børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/166.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Den herboende reference blev i 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens fader i hjemlandet havde udvist evnen eller viljen til at påtage sig ansvaret for ansøgeren siden hendes fødsel. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens fødselsattest, at ansøgeren ved fødslen skulle flytte ind på sin faders adresse sammen med den herboende reference, og at ansøgeren i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun alene havde boet på sin faders adresse i tre måneder efter sin fødsel sammen med sin moder, hvorefter hverken ansøgeren eller den herboende reference havde haft kendskab til faderens adresse i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var forløbet knap 15 år siden opholdet på faderens adresse, at den herboende reference havde oplyst den sidst kendte adresse på faderen, og at der var overensstemmelse mellem den adresse, som den herboende reference havde oplyst i ansøgningsskemaet, og den adresse, der var anført på ansøgerens fødselsattest. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at den herboende reference havde uddannet sig i Danmark til social- og sundhedshjælper, at hun havde været i fast beskæftigelse siden april 2012, at hendes herboende ægtefælle ligeledes var i fast beskæftigelse, at hun og ansøgeren havde haft regelmæssig telefonisk kontakt, og at hun havde besøgt ansøgeren årligt i Thailand. FAM/2015/155.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år
Dato: 24-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende moder til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejste i Danmark i marts 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der indgav sin ansøgning om opholdstilladelse i Addis Abeba, Etiopien, i oktober 2013, oplyste på ansøgningstidspunktet, at han var under 15 år. Udlændingestyrelsen iværksatte i forbindelse med behandlingen af sagen en dna- og aldersundersøgelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet han ikke var under 15 år på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Retslægerådet i sin aldersundersøgelse af ansøgeren havde konkluderet, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet sandsynligvis var 19 år eller ældre. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retslægerådet i sin undersøgelse havde konkluderet, at ansøgeren – på trods af at det ikke med rimelighed kunne afgøres, hvorvidt ansøgeren var under eller over 18 år på ansøgningstidspunktet – sandsynligvis var 19 år eller ældre på undersøgelsestidspunktet, hvorfor ansøgeren, uanset om han var under 18 år på ansøgningstidspunktet, i hvert fald var over 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ej heller kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Somalia, at han på ansøgningstidspunktet ikke havde været en del af den herboende references husstand i mere end et år, idet han udrejste af Somalia for at arbejde i Saudi Arabien, at ansøgeren nu opholdt sig i Etiopien, at hans moster, morbroder, faster samt yngre søskende ligeledes opholdt sig i Etiopien, hvorfor han ikke var uden omsorgspersoner i opholdslandet, og at han aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne opholde sig hos sine familiemedlemmer i Etiopien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren valgte at udrejse af Somalia som 13-årig for at arbejde i Saudi Arabien, og at den herboende reference udrejste af Somalia og søgte asyl i Danmark uden samtidig at søge om asyl for ansøgeren, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at det måtte antages at have været et bevidst valg, at den herboende reference afbrød familielivet med ansøgeren, da hun udrejste og overlod ham i hans egen og herefter sin ægtefælles varetægt. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde eller havde haft alvorlige sygdomme eller handicap. FAM/2015/152.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en tyrkisk statsborger. Den herboende fader havde fået opholdstilladelse i Danmark i april 2011 efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger. I april 2014 indgav den herboende fader ansøgning om ansøgning om opholdstilladelse for sin søn (ansøgeren).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav
Dato: 13-07-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, til to statsborgere fra Vietnam, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende fader. Den herboende fader blev i 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført og indgik i 2010 på ny ægteskab med ansøgernes moder i Vietnam. Ansøgerne, der var født i henholdsvis 2001 og 2006, havde besøgt Danmark i tre måneder i 2010, ligesom den herboende fader havde besøgt ansøgerne årligt i Vietnam, hvor ansøgerne havde gået i skole. Ansøgernes moder havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at hun ikke så sig i stand til at tage sig af ansøgerne grundet økonomiske vanskeligheder. Den herboende faders bopælskommune erklærede i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgerne kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 15, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader allerede var udrejst af Vietnam inden ansøgernes fødsel, at han så børnene én gang om året, at ansøgerne efter det oplyste alene havde været i Danmark i 2010, at den herboende fader alene havde været i Vietnam i en kortere periode i 2013, og at han herudover inden for de seneste to år alene havde set ansøgerne i forbindelse med deres nylige indrejse i Danmark i juni 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne og deres fader ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at den herboende fader siden januar 2008 havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at den herboende faders bopælskommune havde erklæret, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, 1. pkt. Det forhold, at ansøgernes moder var udrejst af Vietnam og kort forinden hendes og ansøgernes seneste indrejse i Danmark i juni 2014 havde erklæret, at hun overdrog forældremyndigheden til den herboende fader grundet økonomiske vanskeligheder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde boet i Vietnam, at ansøgernes moder i hele denne periode havde haft forældremyndigheden, og at hun således fortsat måtte anses som værende den reelle forældremyndighedsindehaver og primære omsorgsperson, ligesom den herboende faders kontakt til ansøgerne havde været meget begrænset. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være i strid med barnets tarv at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise den herboende fader til at udøve samværet med ansøgerne i samme omfang som hidtil og at henvise ansøgerne til at tage ophold sammen med deres moder. FAM/2015/141.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – DNA
Dato: 15-06-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en statsborger fra Somalia under henvisning til hendes herboende moder. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgeren og ansøgerens søster, der samtidig søgte om familiesammenføring, om at medvirke til DNA undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Etiopien. Ansøgeren oplyste i februar 2014 Den Danske Ambassade i Etiopien om, at hun ikke ønskede at få foretaget en DNA test. Ansøgerens søster fik samme dag foretaget DNA test.
Udlændingenævnet fandt, at det angivne familieforhold mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anses for godtgjort, hvorefter det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var barn af den herboende reference. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at ansøgeren ikke havde medvirket til DNA test. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af den herboende reference anførte om, at ansøgeren grundet sin alder kunne tjene penge og dermed bidrage til familiens økonomi, hvorfor den herboende references familie i Somalia havde overtalt ansøgeren til ikke at afgive mundskrab til brug for DNA testen, samt at ansøgerens søster var yngre, hvorfor familien i Somalia ikke havde protesteret imod hendes aflæggelse af DNA test, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det påhviler en udlænding, som søger om opholdstilladelse i Danmark at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse kan gives, jf. udlændingelovens § 40. Det forhold, at den herboende reference havde indsendt en fødselsattest for ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at angivelig dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. FAM/2015/109.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2014 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder ej opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold
Dato: 13-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til et barn fra Ukraine født i 2002, idet barnets herboende moder ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, da hendes opholdstilladelse i Danmark var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren levede sammen med sin fader i Ukraine, at faderen havde givet sit samtykke til, at ansøgeren skulle leve sammen med sin moder i Danmark, og at den herboende moder, som havde opholdstilladelse i Danmark som praktikant, i august 2014 indgik ægteskab med sin herboende arbejdsgiver.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende moder havde en midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, som var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at den herboende moder opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at den herboende moder i august 2014 havde indgået ægteskab med sin herboende arbejdsgiver, kunne ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/192.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet