Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i november 2014 første gang om familiesammenføring med referencen. Referencen var somalisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen, at de var blevet gift i Yemen i november 2012. Som dokumentation herfor fremlagde de en vielsesattest fra en lokal distriktsdomstol i Somalia, der var udstedt i november 2012, hvoraf det fremgik, at parret var blevet gift i Yemen i november 2012. Parret havde aldrig boet sammen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2015 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede dette afslag i juli 2016. I april 2018 søgte ansøgeren søgte på ny om familiesammenføring med referencen på baggrund af ægteskabet indgået i Yemen i november 2012. I juni 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren med samme begrundelse som tidligere. Dette afslag blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I november 2018 søgte ansøgeren igen om familiesammenføring med referencen. Vedlagt ansøgning var en kopi af en vielsesattest fra Djibouti, hvoraf det fremgik, at parret indgik ægteskab i Djibouti i oktober 2018. I marts 2019 fik parret et fællesbarn. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var indrejst i Djibouti på tidspunktet for vielsen, og da parret endvidere ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, selvom parrets ægteskab ikke kunne anerkendes. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig fællesbarnet opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsens afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen. Nedenfor er alene Udlændingenævnets afgørelse vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gengivet.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen fra april 2020, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 3 gange, henholdsvis i november 2014, i april 2018 og i november 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen under familiesammenføringssagerne har fremlagt dokumentation for, at parret i november 2012 skulle være blevet gift i Yemen, og at parret i oktober 2018 skulle være blevet gift i Djibouti. Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at ægteskabet indgået i Yemen ikke kan anerkendes efter dansk ret, og Udlændingenævnet vurderer nedenfor, at ægteskabet indgået i Djibouti heller ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet finder dog, at ansøgeren og referencen med vielserne, uanset at disse ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være ægtefæller, ligesom det også af klagen fremgår, at parret betragter sig selv som værende gift.
Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen har fået et fællesbarn i marts 2019, og at parret derigennem ligeledes har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for parrets fællesbarn, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i april 2019, hvilket barnet blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og deres fællesbarn økonomisk, og at referencen har besøgt ansøgeren 4 gange før fællesbarnets fødsel og ansøgeren og fællesbarnet 6 gange derefter.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."
FAM/2023/1