Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende partner.

Sagens faktiske omstændigheder: 

Ansøgeren søgte i januar 2016 sammen med sine 2 mindreårige børn, der er født i henholdsvis maj 2005 og januar 2010, om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen). Referencen var ifølge ansøgningen ansøgerens ægtefælle og børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i oktober 2009, og havde herefter opholdt sig hovedsageligt i Sudan, inden han i oktober 2014 indrejste i Danmark, og søgte asyl. I juli 2015 fik han opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Det fremgik at parrets vielsesattest, der var udstedt af den eritreisk ortodokse kirke, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2003, og det var i ansøgningen oplyst, at parret sidst havde set hinanden i juli/august 2009. Referencen havde ikke delagtiggjort ansøgeren i sine planer om at flygte fra Eritrea i 2009, og parret havde ikke haft kontakt med hinanden i perioden fra referencens flugt fra Eritrea og indtil han kom til Danmark i oktober 2014. I januar 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen, da deres ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da de ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Endvidere meddelte styrelsen afslag til ansøgeren, fordi der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til alligevel at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at ansøgeren og børnene ikke havde medvirket til en DNA-undersøgelse, at slægtskabet mellem ansøgeren og børnene derfor ikke var godtgjort, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der bestod en familieenhed og dermed et beskyttelsesværdigt familieliv. Som følge af den manglende DNA-undersøgelse gav styrelsen samtidig også børnene afslag på familiesammenføring. Udlændingestyrelsens afgørelser blev påklaget til Udlændingenævnet, og under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren og børnene havde mulighed for at medvirke til DNA-undersøgelsen. I februar 2019 stadfæstede Udlændingenævnet styrelsens afslag til ansøgeren vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet parrets ægteskab ikke var registreret hos myndighederne i hjemlandet, og ægtheden af vielsesattesten derfor ikke kunne fastslås. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at parret ikke havde dokumenteret, at de havde haft et fast og længerevarende samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet hjemviste dog den del af ansøgerens afgørelse, som vedrørte vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt børnenes sager med henblik på, at ansøgeren og børnene fik foretaget en DNA-undersøgelse for at fastslå slægtskabet mellem dem. I juli 2019 bekræftede DNA-undersøgelsen, at de 2 børn var fællesbørn af ansøgeren og referencen. I september 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da parrets tidligere familieliv måtte anses for afbrudt bl.a. på grund af parrets manglende kontakt i perioden fra 2009-2014. Styrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Fællesbørnene indrejste i december 2019 i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2019.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen vurderede, at referencen og ansøgeren ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i maj 2005 og i januar 2010, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har faet et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden, samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD's praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at de i januar 2003 skulle være blevet gift i Eritrea. Udlændingenævnet har i afgørelsen fra februar 2019 vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for børnene, idet referencen også har søgt om opholdstilladelse til børnene, at børnene efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse og nu bor hos referencen i Danmark, og at det følger af EMD's praksis, at ”…barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt", jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at familielivet ikke kan anses for afbrudt, da referencen og ansøgeren efter referencens indrejse i Danmark har haft løbende kontakt med hinanden i det omfang, det har været muligt som følge af omstændighederne, og at de efterfølgende har givet udtryk for — via ansøgningen om familiesammenføring og ved at klage til Udlændingenævnet 2 gange — at de fortsat ønsker at leve sammen som et par og dermed videreføre deres tidligere etablerede familieliv.

Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren økonomisk.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

FAM/2023/2

Til toppen