Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. 

Udlændingenævnets afgørelse:

"Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015. 

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab. 

Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.  

Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

FAM/2022/75

Til toppen