Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.

Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering. 

Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea. 

På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.
 
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab. 

Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.  

Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller. 

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

FAM/2022/76
 


Til toppen