Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Yemen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2014. Den herboende ægtefælle havde sammen med sin del af ansøgningsskemaet fremsendt en lejekontrakt, hvoraf det fremgik, at lejemålet var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, at boligen bestod af tre værelser, og at det samlede areal udgjorde 85 m2. Den herboende ægtefælle havde anført, at han var førtidspensionist og debil og derfor ikke kunne bo alene. Af de lægelige akter fremgik det, at den herboende ægtefælle ville kunne visiteres til en bolig for evnesvage. Den herboende ægtefælle havde i ansøgningen oplyst, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Yemen.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontrakt var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var førtidspensionist og debil, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Yemen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Endelig bemærkede Udlændingenævnet, at FN’s handikapkonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og Udlændingenævnet fandt det ikke urimeligt, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, blev stillet i sagen, henset til at den herboende ægtefælle på trods af sit handikap udrejste af Danmark til Yemen for at mødes og blive gift med ansøgeren, og henset til at den herboende ægtefælle efterfølgende besøgte ansøgeren i ansøgerens hjemland. FAM/2014/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en nigeriansk statsborger, da hans identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2008 og mødte under sit ophold i Danmark sin herboende danske ægtefælle. Efter indrejsen i Danmark søgte ansøgeren asyl, og han blev meddelt afslag herpå. Ansøgeren blev påset udrejst af Danmark i december 2011, og parret indgik ægteskab i Nigeria i august 2013. Ansøgeren havde oplyst seks forskellige fødselsdatoer, fem forskellige navne samt forskellige nationaliteter og fødesteder til de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere fremlagt to forskellige nigerianske nationalitetspas.
Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsens tidspunkt ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende sit navn, sin fødselsdato, sit statsborgerskab og sit fødested, samt at ansøgeren overfor udlændingemyndighederne havde fremlagt to forskellige nationalitetspas, hvoraf to forskellige fødedatoer fremgår, og hvor underskrifterne i passet ikke lignede hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan indgives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, jf. udlændingelovens § 40, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort. FAM/2014/111.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Herboende ægtefælle idømt ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1 (fængselsstraf på mindst et år og seks måneder), til en statsborger fra Israel. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i juni 1985 idømt et år og seks måneders fængsel. I december 1985 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke måtte være idømt en ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til Lovforslag nr. L 168 af 17. marts 2011 (Lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskab indgåelse og opløsning), side 43, at: ”Kravet om opfyldelse af de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse vil kunne fraviges enkeltvis på grund af herboendes særlige forhold eller situation. Der vil f.eks. kunne ske fravigelse af de foreslåede betingelser i § 9, stk. 12, nr. 1 og 2, hvor der som udgangspunkt ikke kan meddeles ægtefællesammenføring, hvis den herboende har begået alvorlig kriminalitet, i tilfælde hvor den idømte straf ligger langt tilbage i tid, og hvor den herboende ikke efterfølgende har begået ny kriminalitet”. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det måtte anses for at være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælles dom på et år og seks måneders fængsel var fra juni 1985, og at hen herboende ægtefælle efterfølgende ikke sås at være dømt for ny kriminalitet, samt at den herboende ægtefælle i december 1985 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/134.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 12-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2009 og søgte i den forbindelse om EU-opholdstilladelse ved statsforvaltningen ved brug af et falsk bulgarsk nationalitetspas. I forbindelse med politiets afhøring af ansøger i marts 2009 søgte ansøgeren også om asyl i Danmark. Ansøgeren blev idømt fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år på baggrund af dokumentfalsk i medfør af straffelovens § 171. I maj 2009 blev ansøgeren udsendt af Danmark til Tjekkiet i medfør af Dublinforordningen, idet ansøgeren var registreret som asylansøger i Tjekkiet. Ansøgers indrejseforbud var således gældende frem til maj 2014. I oktober 2013 blev den herboende ægtefælle meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Parret indgik ægteskab i januar 2013 i Tyrkiet, og parret havde ikke efter ægteskabets indgåelse boet sammen. I marts 2014 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til sin herboende ægtefælle. Det fremgik af den herboende ægtefælles oplysningsskema, at parret mødte hinanden i Tyrkiet, at parret indgik ægteskab i februar 2014, og at parret havde boet sammen i perioden fra den 15. februar 2014 til den 18. februar 2014. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i december 2014, at parret mødtes første gang i Tyrkiet i januar 2013 i en busterminal i forbindelse med den herboende ægtefælles udrejse fra Syrien, at den herboende ægtefælle fulgtes med sin moder, at de talte kurdisk, som ansøgeren hørte, hvorfor ansøgeren rettede henvendelse til hende, og at parret talte sammen i flere timer. Endvidere forklarede den herboende ægtefælle, at ansøgeren efter nogle dage tilkendegav, at ansøgeren godt kunne lide hende og gerne ville giftes med hende, at parret derefter aftalte at blive gift, at parret blev islamisk gift i januar 2013 i Tyrkiet, at der ikke blev udarbejdet papirer vedrørende vielsen, at parret var sammen i cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter ansøgeren rejste til Tjekkiet, mens den herboende ægtefælle blev i Tyrkiet indtil maj 2013, hvor den herboende ægtefælle rejste videre til Danmark og ansøgte om asyl. Den herboende ægtefælle besøgte efterfølgende ansøgeren to gange i Tjekkiet, idet hun besøgte ham første gang fra december 2013 til januar 2014, hvor parret blev islamisk gift i december 2013, men moskeen var ikke bemyndiget til at foretage vielser. Den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren igen i februar 2014, hvorunder parret indgik ægteskab. Den herboende ægtefælle har ikke efterfølgende været i Tjekkiet, og parret har sidst været sammen i sommerferien fra juni 2014 til juli 2014, hvor ansøgeren var på besøg i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret aldrig havde boet sammen, og at parret alene havde set hinanden i sammenlagt tre uger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tidligere havde forsøgt at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette handlemønster sammenholdt med omstændighederne i sagen, måtte anses som udtryk for, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle helst ville til et udviklet land og stifte familie, og at den herboende ægtefælles incitament til at få ansøgeren til Danmark efter det oplyste var kærlighed til ham og et ønske om at leve sammen. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/244.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 09-07-2014Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til på opholdstilladel-se på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgerens herboende ægtefælle havde til og med juni 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at der på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var forløbet tre år siden den herboende ægtefælle sidst havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor ansøgeren nu ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. FAM/2014/6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 02-07-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Ghana under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det fremgik af en erklæring fra den stedlige domstol i Ghana, at parret ikke var fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet, som blev indgået per stedfortræder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet. Det til sagen oplyste om, at parret havde søgt om at blive gift i Danmark, og at de danske vielsesmyndigheder havde afvist parret under henvisning til, at parret allerede var gift, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at de danske vielsesmyndigheder skulle have nægtet parret vielse, herunder også efter at vielsesmyndigheden havde haft kendskab til, at der ikke forelå et efter dansk ret retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret alene havde boet sammen i 2007, som måtte antages at have været en kortere periode, og at parret efterfølgende alene havde haft samliv under besøgsophold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdene var sket på visum og derfor havde været midlertidige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold henset til karakteren heraf som udgangspunkt ikke vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samliv. FAM/2014/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine. Parret mødte efter det oplyste hinanden i Tyrkiet i sommeren 2006 i forbindelse med en sommerferie, besluttede at indgå ægteskab i 2007, og indgik ægteskab i marts 2008 i Tyrkiet. Parret havde et fællesbarn født i juli 2010, der var dansk statsborger. Parret holdt kontakt inden ægteskabets indgåelse via telefon, internet og den herboende ægtefælles feriebesøg i Tyrkiet, og efter ægteskabets indgåelse skulle parret efter det oplyste i perioden fra marts 2009 til august 2010 have boet i Sverige. I 2010 vendte den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og parret havde siden besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Sverige.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysninger om samlivet i Sverige og efterfølgende besøgsophold i henholdsvis Sverige og Danmark fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne, da det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle havde taget faktisk ophold i Sverige i den angivne periode. Udlændingenævnet fandt endvidere, at oplysningerne om parrets fællesbarn, henset til barnets unge alder, ikke kunne føre til et andet resultat, da barnet ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/125.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet