Ægtefællesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
Forrige
Side 3 af 25
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – familiesammenføring – ganske særlige grunde

    Dato: 22-05-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Nigeria, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende datter og søster.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøger 1 (mor) og referencen (datter) havde haft ophold sammen i Danmark indtil september 2017. Referencen søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin herboende far, og fik i 2019 opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøger 1 udrejste frivilligt fra Danmark i september 2017, og havde i perioden fra 2017 til 2021 taget ophold i Tyskland og Frankrig, undtagen en periode i 2020, hvor ansøger 1 havde haft ulovligt ophold i Danmark. Under ansøger 1´s ophold i Frankrig i 2018 fik ansøger 1 endnu et barn (ansøger 2). Ansøger 1 søgte om familiesammenføring under henvisning til referencen i 2021. Ansøger 2 søgte i 2021 ligeledes om familiesammenføring med tilknytning til ansøgeren, jf. § 9, stk. 1, nr. 2 jf. § 9 c, stk. 1. Det fremgår af ansøger 2’s fødselsattest, at ansøger 2 er datter af ansøgeren og en franskmand. Ansøger 1 har i forbindelse med ansøger 2’s sag indsendt en DNA-test, som med 99% tilkendegiver, at det er referencens far, som også er far til ansøger 2. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 til ansøger 1 og ansøger 2, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da det tidligere familieliv var afbrudt, og at der var tvivl om faderskabet til ansøger 2.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøger 1 kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til sit barn, referencen.

    Udlændingenævnet har herved vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøger 1 opholdstilladelse i Danmark, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at hun kan få opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøger 1 og referencen, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at familielivet mellem ansøger 1 og referencen var opretholdt frem til september 2017.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt afgørende vægt på, at ansøger 1 frivilligt har afbrudt familielivet med referencen, da ansøger 1 efter at være indrejst i Danmark med referencen og hendes søster i september 2017 forsvandt fra deres fælles opholdssted i Danmark og efter det oplyste udrejste af landet.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøger 1’s kontakt til referencen, efter ansøger 1’s udrejse af Danmark i september 2017.

    Det fremgår således af referencens ansøgning om familiesammenføring med referencens far, indgivet til Udlændingestyrelsen den december 2018, og udfyldt af referencens far, at ansøger 1 forsvandt fra Danmark i 2017, og at referencen herefter ikke har haft kontakt med sin mor.

    Partsrepræsentanten har imidlertid i oktober 2021 oplyst, at ansøgeren forsvandt i 2017, idet hun og referencens far, ikke havde et godt forhold, at referencens far smed hende ud efter voldsomme sammenstød, og at ansøger 1 rejste til Frankrig i september 2017, hvor hun opholdt sig indtil starten af 2018. Ansøger 1 rejste herefter efter det oplyste tilbage, da hun savnede sine børn.

    Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af barnets, ansøger nr. 2, fødselsattest (Acte de Naissance), at barnet er født den september 2018 i Frankrig, på hvilket tidspunkt Udlændingenævnet derfor lægger til grund, at ansøgeren opholdt sig i Frankrig.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at ansøger 1 bl.a. har opholdt sig i Tyskland, og at det fremgår af ansøger 1’s ansøgning om opholdstilladelse, indgivet til Udlændingestyrelsen i juni 2021, at hun har søgt om asyl i Tyskland for at være tættere på sine børn, men at dette ikke var muligt.

    Det forhold, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøger 1 udrejste efter voldsomme uoverensstemmelser med børnenes far, der smed hende ud, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til at det i så fald var ansøger 1’s egen beslutning at forlade Danmark i september 2017, og at hun efter det oplyste søgte asyl i Tyskland, inden hun søgte opholdsret i Danmark i 2020.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at referencen og referencens søster indrejste i Danmark i august 2017, at børnene i maj 2019 fik opholdstilladelse i Danmark, og at ansøger 1 således først mere end 2 år efter børnenes indrejse og ca. et år efter, at børnene havde fået opholdstilladelse i Danmark, selv søgte om opholdsret i Danmark.

    Udlændingenævnet kan på den baggrund heller ikke lægge til grund, at ansøger 1 har opretholdt kontakten med sine børn, siden hun forlod dem i september 2017.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse også, at ansøger 1’s troværdighed generelt er svækket.

    Udlændingenævnet har, udover de ovennævnte oplysninger, herved også lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger om barnet, ansøger 2.

    Ansøger 1’s tidligere partsrepræsentant indgav således i juli 2021 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøger 2, i hvilken det blev oplyst, at ansøger 2’s far var fransk statsborger, hvilket også fremgår den fremlagte fødselsattest for ansøger 2. Ansøgningen var underskrevet på tro og love af ansøger 1.

    Partsrepræsentanten AF Ventures IVS har imidlertid oplyst, at det formodentlig er referencens far der er far til ansøger 2 hvilket ifølge partsrepræsentanten AF Ventures IVS understøttes af en fremlagt dna-undersøgelse fra DNAtest.dk, hvoraf det fremgår, at resultatet for faderskabstesten viser, at sandsynligheden for, at referencens far er den biologiske far til ansøger 2, er over 99, 9999 %.

    Ligeledes er der divergerende oplysninger om, hvornår ansøger 1 på ny indrejste i Danmark.

    Ansøger 1’s daværende partsrepræsentant har således i forbindelse med indgivelsen af ansøger 2’s ansøgning om familiesammenføring i Danmark oplyst, at ansøger 1 indrejste i Danmark i september 2020.

    Imidlertid fremgår det af Udlændingeinformationsportalen, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor der samtidig blev fastsat en udrejsefrist i juli 2020.

    Udlændingenævnet henviser i relation hertil, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles.

    Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at ansøger 1 udrejste af Danmark i september 2017, at hun herefter har opholdt sig i Frankrig og Tyskland, at hun på ny indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2020, og at hun således frivilligt afbrød familielivet med referencen.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke mellem ansøger 1 og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger 1 vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen har boet i Danmark sammen med sin far siden august 2017, og med opholdstilladelse siden maj 2019, og at hendes primære omsorgsperson siden september 2017, hvor ansøger 1 udrejste af Danmark, derfor har været og fortsat er hendes far, som kan støtte hende i det omfang, det måtte være nødvendigt.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at børnenes institution har et godt samarbejde med referencens far, der tydeligt ønsker det bedste for sine børn, og som fremstår som en god og kærlig far, der har gjort sit allerbedste ift. at skabe nogle gode rammer for sine børn.

    Det forhold, at referencen har boet sammen med ansøger 1 fra hun blev født til september 2017, hvor hun var ca. 2 år og 7 måneder, og at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at begge piger (både referencen og referencens søster) har haft et meget stort savn til deres mor gennem flere år, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet familielivet mellem ansøger 1 og referencen er blevet frivilligt afbrudt.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger 1 har indgået samværsaftale i september 2020 med referencens far, der giver ansøger 1 ret til samvær med referencen og referencens søster 3 timer, 2 gange om ugen, på den adresse, hun opholder sig på i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger 1 har afbrudt familielivet med referencen, og at ansøger 1 på intet tidspunkt har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hun således ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne genetablere familielivet gennem samværet med sine børn.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at SIRI i maj 2020 pålagde ansøger 1 at udrejse af landet senest i juli 2020, at Udlændingestyrelsen først i juni 2021 meddelte ansøger 1 processuelt ophold i Danmark, og at samværsaftalen således er udarbejdet på et tidspunkt, hvor ansøger 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet henviser også til, at det efter praksis hverken er muligt at opnå en opholdstilladelse med henblik på etablering af samvær med herboende børn eller intensivering heraf.

    Det forhold, at ansøger 1 efter det oplyste har forsøgt at søge om familiesammenføring med sine børn, men at hun har været udfordret af manglende overskud, korrekt juridisk vejledning og sprogvanskeligheder, at hun, siden hendes ansøgning om familiesammenføring i september 2020 blev afvist, har mistet modet, og at hun altid har haft kontakt med sine børn, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet bemærker, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på familiesammenføring efter EU-opholdsbekendtgørelsen af SIRI.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke tilsiger, at ansøger 1 skal have opholdstilladelse under henvisning til referencens søster. Der henvises til begrundelsen ovenfor.

    Udlændingenævnet bemærker desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videregående adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 1’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.

    På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at give ansøger 1 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Derfor får ansøger 2 afslag på opholdstilladelse som familiesammenført

    Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2021. Ansøger 2 kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.

    Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2

    Det er en betingelse for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger 1 har en gyldig opholdstilladelse og bor i Danmark.

    Da Udlændingestyrelsen i november 2021 gav afslag på opholdstilladelse til ansøger 1, og da denne afgørelse i dag er stadfæstet af Udlændingenævnet, har ansøgerne ikke en gyldig opholdstilladelse. Hun kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at betingelsen for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark, ikke er opfyldt.

    Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøger 2 ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger 2 skal have opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, ansøger 2 er født i Frankrig, at hun, ligesom sin mor er statsborger i Nigeria, at hun altid har boet sammen med sin mor, som er hendes primære omsorgsperson, og at ansøger 2 således ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark, idet hun skal udrejse sammen med sin mor, som heller ikke har opholdstilladelse i Danmark.

    Det anførte til støtte for klagen om, at referencens far har en igangværende sag hos Familieretshuset, hvor han har søgt om at blive anerkendt som far til ansøger 2, og at der er blevet foretaget en privat faderskabstest med det resultat, at referencens far med 99,9999% sikkerhed er far til ansøger 2, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra juli 2021, at den franske statsborger, er ansøger 2’s far, og at der til sagen er indsendt kopi af ansøger 2’s fødselsattest, hvoraf det fremgår, at ansøger 1 og den franske statsborger er hendes forældre.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ved søgning på testudbyderen DNA-test.dks hjemmeside wwww.dnatest.dk fremgår, at dnatest-sættet bliver sendt til den ønskede adresse, hvor den udføres af de pågældende personer selv. Der er således ikke i forbindelse med dna-undersøgelsen foretaget identitetssikring af de personer, som testes, hvilket understøttes af, at både referencens far og ansøger 2’s navne er forkerte på resultatet.

    Udlændingenævnet kan således på baggrund af den til sagen indsendte faderskabstest ikke lægge til grund, at referencens er far til ansøger 2. Der henvises til vejledningsafsnittet nedenfor.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 2’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.

    På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger 2 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller - krav om gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation

    Dato: 22-05-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en russisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er født i april 1997, og som er russisk statsborger, indrejste i Danmark i oktober 2019 for at søge om (spontan) asyl her i landet. I oktober 2019 fødte ansøgeren ligeledes hendes og referencens fællesbarn i Danmark. I maj 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, hvorefter Flygtningenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse i november 2020.

    I november 2020 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samliv med referencen, der er russisk statsborger, og som har opholdstilladelse her i landet som flygtning fra Rusland. I december 2020 blev ansøgeren meddelt ret til at opholde sig her i landet under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. I maj 2021 blev ansøgeren og referencen gift i Danmark. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen med henvisning til, at hun ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, samt ikke havde dokumenteret, at de russiske myndigheder ikke ville udstede pas til hende, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.

    I juli 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning, således at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark under nævnets behandling af klagesagen. I oktober 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens familiesammenføringssag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen. Nævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen burde have vurderet, hvorvidt der var grundlag for at fravige paskravet.

    I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen i den af nævnet hjemviste sag med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at få udstedt et nationalitetspas fra de russiske myndigheder. Udlændingestyrelsen vurderede på den baggrund, at ansøgeren dermed ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at leve op til den grundlæggende betingelse om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation.

    I december 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på familiesammenføring til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden oktober 2019, hvor hun løbende har haft processuelt ophold under henholdsvis sin asyl- og familiesammenføringssag, hvor hun har boet sammen med sin herboende ægtefælle og deres fællesbarn.

    Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn har etableret et familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt et gyldigt (udenrigs)nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, idet hun blot har fremlagt en kopi af sit russiske indenrigspas, som udløb i 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at de russiske myndigheder ikke vil udstede et pas eller rejsedokument til hende, indeholdende en begrundelse herfor.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at Danmark er nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren, referencen og deres fællesbarn.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at familien ikke kan henvises til at udøve deres
    familieliv i Rusland henset til, at referencen har opholdstilladelse i Danmark som konventionsflygtning fra Rusland, som senest i juni 2021, gældende fra september 2021, blev forlænget til september 2023.

    Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at både ansøgeren og referencen er russiske statsborgere, og at ansøgeren ikke har en opholdstilladelse i et andet land.

    Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen foretaget en afvejning af hensynet til Danmark som stat i forhold til at opretholde en effektiv immigrationskontrol og hensynet til at overholde Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens identitet kan fastlægges ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Flygtningenævnet i deres afgørelse fra november 2020 har lagt ansøgerens identitet til grund ud fra ovennævnte dokumenter, idet Flygtningenævnet bl.a. har lagt til grund, at hun er etnisk tjetjener og russisk statsborger.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er at kontrollere udlændinges ind- og udrejse af Danmark ved at kunne fastlægge deres identitet.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er opfyldt, idet ansøgerens identitet er lagt til grund ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2022 – Nægtelse af forlængelse - ægtefællesammenføring

    Dato: 17-05-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en statsborger fra Syriens opholdstilladelse og hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I maj 2015 indgav ansøgers far på vegne af sin mindreårige datter ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til ham. Det fremgik af ansøgningen, at ansøger var ugift. Ansøger meddeltes herefter i september 2015 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I december 2019 indgav ansøgers ægtefælle en ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at parret blev gift i november 2014, på et tidspunkt hvor ansøger var 15 år, at parret havde boet sammen i 2014/2015, og at parret er beslægtet med hinanden. Ansøger indgav også selv i december 2019 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2020 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgers opholdstilladelse under henvisning til, at opholdstilladelsen var meddelt på urigtigt grundlag, idet det fremgik af ansøgers ansøgning om familiesammenføring af maj 2015, at ansøger var ugift, og at det nu fremgik af ansøgningen om ægtefællesammenføring af december 2019, at ansøger var blevet gift i november 2014. Ansøgers ægtefælle meddeltes samtidig afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at ansøgeren ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. I november 2020 påklagede ansøger Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse og afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at opholdstilladelsen var opnået på urigtigt grundlag.
    Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det var en betingelse for, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2015, at ansøger ikke havde stiftet selvstændig familie. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen samtidig til grund, at ansøger havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse til Danmark, idet ansøgers ægtefælle i august 2019 havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til Udlændingestyrelsen under henvisning til sit ægteskab med ansøger, indgået i november 2014 i Syrien.
    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af ansøgers ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring med ansøger, at han er ansøgers fætter, at de blev gift i november 2014 i Syrien på hvilket tidspunkt, ansøger var 15 år gammel og på grund af ansøgers forældres flugt underlagt ansøgers ægtefælles fars (forældre-)myndighed, og at de sidst har set hinanden i december 2015.
    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at det ikke kan udelukkes, at det angivne ægteskab mellem ansøger og ansøgers ægtefælle ikke vil kunne anerkendes efter dansk ret, jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, idet ansøger ikke var myndig ved ægteskabets indgåelse.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelsen af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udover, at det kan betvivles, om den formelle vielse mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anerkendes som retsgyldig i Danmark, har ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig etableret et samliv, idet ansøger i Syrien fortsatte med at bo hos sin forældre efter vielsen, og at der i sagen ikke er oplysninger, som indikerer, at ansøger havde intentioner om at udøve et familieliv med ægtefællen, idet ansøger de facto søgte om familiesammenføring med sin far i Danmark i maj 2015 og siden sin indrejse i Danmark i december 2015 har boet på fælles bopæl med sin far.
    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøger forud for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark i september 2015 havde stiftet selvstændig familie, særligt henset til, at ansøger var mindreårig, da hun indgik ægteskab, at ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig har udlevet et familieliv, og at ansøger altid har haft fast bopæl med sin far.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgers opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
    Udlændingenævnet hjemviser samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle under henvisning til ægteskabet med ansøger.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 meddelte ansøgers ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingestyrelsen i oktober 2020 havde nægtet at forlænge ansøgers opholdstilladelse, og ansøger derfor ikke var fastboede i Danmark, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgers ægtefælle på trods heraf skulle meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet dags dato har omgjort Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen i 1. instans vurderer ansøgers ægtefælles sag på ny.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan stilling til, om betingelserne for at meddele ansøgers ægtefælle opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder foretager en vurdering af, om ægteskabet mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anses for retsgyldigt efter dansk ret samt øvrige grundlæggende betingelser for familiesammenføring. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til dette.
    Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af klagen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet

    Dato: 17-04-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Ægtefællesammenføring - Integrationskrav

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en libanesisk statsborger, der søgte om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er libanesisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2021 på et besøgsvisum, og indgav en ansøgning om opholdstilladelse i august 2021 under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var dansk statsborger. Ansøgeren og referencen indgik ægteskab i november 2018 i Libanon. Referencen blev dansk statsborger i juli 2005. Af CPR fremgik det, at referencen var udrejst af Danmark fra november 2005 til oktober 2020. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen parret afslag på familiesammenføring, da de ikke tilsammen opfyldte mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.

    Af Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik bl.a. følgende:

    ”[Udlændingestyrelsen] har vurderet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke opfylder kravet om, at mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet skal være opfyldt.
    [Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at [referencen] opfylder betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
    Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] imidlertid lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencen] herudover ikke opfylder nogen ud af de øvrige 5 betingelser i integrationskravet.
    [Udlændingestyrelsen] har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i ansøgningen oplyser, at [ansøgeren] ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau og ikke har bestået en engelskprøve på B1-niveau ligesom du ikke har taget en uddannelse.
    [Ansøgeren] opfylder således ikke betingelserne om sprog og uddannelse.
    Det forhold, at [ansøgeren] har taget 3-måneders [frisørkursus] og… Microsoft Office pakken, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] alene har fremlagt dokumentation for fuldtidsbeskæftigelse siden den december 2018.
    [Ansøgeren] opfylder således ikke betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år ud af de seneste 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
    Endelig har [Udlændingestyrelsen] lagt vægt på, at [ansøgerens] ægtefælle ikke har taget en uddannelse i Danmark og alene har oplyst om fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden november 2020.
    [Referencen] opfylder således ikke betingelsen om at have været under uddannelse her i landet i mindst 6 år, heraf mindst 1 års sammenhængende fuldtidsuddannelse ud over grundskolen og 10. klasse, forud for ansøgningen om opholdstilladelse eller betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
    [Udlændingestyrelsen] har også vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for, at [ansøgeren] alligevel kan få opholdstilladelse.
    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at referencen ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med ansøgeren i Libanon for at udøve [deres] familieliv dér.
    Det forhold, at [ansøgerens] partsrepræsentant til ansøgningen oplyser, at [referencen] på grund af eksplosionen i Libanon ikke længere turde opholde sig i landet, at det også påvirkede landets økonomi, og at der derfor foreligger særlige omstændigheder som gør, at myndighederne bør imødekomme [ansøgerens] ansøgning, kan ikke føre til en ændret vurdering.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet frem til det samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.

    Det forhold, at der til sagen er indsendt dokumentation for, at referencen fra april 2022 er ansat som dagplejer, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kravet til den herboendes beskæftigelse efter udlændingelovens § 9, stk. 8, nr. 1, vedrører ansættelse forud for ansøgningen om opholdstilladelse.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at hensynet til familiens enhed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 taler imod, at ansøgeren skal meddeles afslag på familiesammenføring til referencen, da det bl.a. er anført, at ansøgeren og referencen har boet sammen i flere perioder i Danmark og i Libanon, at de har haft daglig kontakt i de perioder, hvor de har levet adskilt, og at ansøgeren har besøgt referencen i Danmark 2 gange, hvilket således taler for deres engagement i forhold til at opretholde et familielivet.

    Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at Danmark er nærmest til at beskytte parrets familieliv, idet referencen gennem sit danske statsborgerskab og familie i Danmark har størst tilknytning her til landet.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgerens og referencens familieliv efter EMRK artikel 8 ikke kan føre til, at de skal have familiesammenføring i Danmark, idet det ikke i sagen er påvist, at der foreligger sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirker, at de ikke kan indrejse og tage ophold i Libanon, hvor de begge er født, mødte hinanden, er blevet gift og har boet sammen både forud for og efter vielsen og taler sproget, for dér at udleve familielivet.

    Udlændingenævnet har hertil tillagt det vægt, at referencen, ifølge oplysninger, der fremgår af CPR, har opholdt sig i Libanon i perioden fra november 2005 til oktober 2020.

    Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv valgte at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og hvor parret på den baggrund ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    …

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgerens engagement og muligheder for integration i Danmark er gode kan ikke føre til en ændret vurdering, idet parret – som betingelse for tildeling af opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført til referencen – fortsat skal opfylde mindst 4 ud af 6 af integrationsbetingelserne efter udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    På denne baggrund, og da der i øvrigt ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

    Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

    Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

    Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

    Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

    Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.

    Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea.

    På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – danskprøve – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 09-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, da denne ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 og søgte ultimo februar 2021 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Danmark i marts 2017 og havde tidligere fået afslag på familiesammenføring. I ansøgningen fra februar 2021 oplyste referencen, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde dokumenteret, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at stand still-klausulerne i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet af 23. november 1970 og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 ikke var til hinder for at stille danskprøvekravet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8 (integrationskravet), at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen ultimo februar 2021, er oplyst, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det ikke ved det til sagen fremlagte bevis for bestået Prøve i Dansk 2 fra juni 2018 er dokumenteret, at referencen har bestået en prøve i dansk, som kan sidestilles med eller træde i stedet for Prøve i Dansk 3.

    Der henvises i den forbindelse til, at Prøve i Dansk 2 ligger på et lavere niveau end Prøve i Dansk 3, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation, bilag 3a og 3b (tidligere cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015).

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at det i ansøgningen om ægte-fællesammenføring tillige er oplyst, at referencen ikke har gået i folkeskole eller anden grundskole eller taget uddannelse i Danmark, hvorfor det må antages, at han ikke bestået en prøve i faget dansk på niveau med Prøve i Dansk 3 eller højere i forbindelse med et uddannelsesforløb her i landet.

    Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på trods af, at hendes ægtefælle ikke opfylder den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve i udlændingelovens § 9, stk. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, der betyder, at parret ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren og hendes ægtefælle mødte hinanden, hvor de begge er statsborgere og taler sproget, og hvor de har boet størstedelen af deres respektive liv, for dér at udleve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at familielivet mellem ansøgeren og hendes ægtefælle er etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8, da den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve på niveau med Prøve i Dansk 3 ikke ses opfyldt, og da der ikke er grundlag for at fravige betingelsen.

    Derfor har ansøgeren ikke ret til ophold efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, at familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager skal have haft lovlig bopæl her i landet i mindst 3 år for at kunne påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen herefter lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor hun ikke har opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke i sig selv giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 8, i forbindelse med bestemmelsens vedtagelse, er vurderet til at være i overensstemmelse med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. retsregelafsnittet ovenfor.

    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille betingelserne indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 8, over for familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere, og at danskprøvekravet således er i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

    Det anførte om, at referencen har et selvstændigt opholdsgrundlag efter artikel 6, stk. 1, pind 3 i Associeringsrådets afgørelse 1/80, idet han har haft lovligt arbejde i Danmark i mere end 4 år, at han er værnet af stand still-klausulerne i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, og at bestemmelsen forbyder enhver ny lovgivningsmæssig restriktion, herunder hindringer for ægtefællesammenføring, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Somalia, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i november 2014 første gang om familiesammenføring med referencen. Referencen var somalisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen, at de var blevet gift i Yemen i november 2012. Som dokumentation herfor fremlagde de en vielsesattest fra en lokal distriktsdomstol i Somalia, der var udstedt i november 2012, hvoraf det fremgik, at parret var blevet gift i Yemen i november 2012. Parret havde aldrig boet sammen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2015 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede dette afslag i juli 2016. I april 2018 søgte ansøgeren søgte på ny om familiesammenføring med referencen på baggrund af ægteskabet indgået i Yemen i november 2012. I juni 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren med samme begrundelse som tidligere. Dette afslag blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I november 2018 søgte ansøgeren igen om familiesammenføring med referencen. Vedlagt ansøgning var en kopi af en vielsesattest fra Djibouti, hvoraf det fremgik, at parret indgik ægteskab i Djibouti i oktober 2018. I marts 2019 fik parret et fællesbarn. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var indrejst i Djibouti på tidspunktet for vielsen, og da parret endvidere ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, selvom parrets ægteskab ikke kunne anerkendes. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig fællesbarnet opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsens afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen. Nedenfor er alene Udlændingenævnets afgørelse vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gengivet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen fra april 2020, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 3 gange, henholdsvis i november 2014, i april 2018 og i november 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen under familiesammenføringssagerne har fremlagt dokumentation for, at parret i november 2012 skulle være blevet gift i Yemen, og at parret i oktober 2018 skulle være blevet gift i Djibouti. Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at ægteskabet indgået i Yemen ikke kan anerkendes efter dansk ret, og Udlændingenævnet vurderer nedenfor, at ægteskabet indgået i Djibouti heller ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet finder dog, at ansøgeren og referencen med vielserne, uanset at disse ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være ægtefæller, ligesom det også af klagen fremgår, at parret betragter sig selv som værende gift.

    Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen har fået et fællesbarn i marts 2019, og at parret derigennem ligeledes har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for parrets fællesbarn, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i april 2019, hvilket barnet blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og deres fællesbarn økonomisk, og at referencen har besøgt ansøgeren 4 gange før fællesbarnets fødsel og ansøgeren og fællesbarnet 6 gange derefter.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende partner.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i januar 2016 sammen med sine 2 mindreårige børn, der er født i henholdsvis maj 2005 og januar 2010, om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen). Referencen var ifølge ansøgningen ansøgerens ægtefælle og børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i oktober 2009, og havde herefter opholdt sig hovedsageligt i Sudan, inden han i oktober 2014 indrejste i Danmark, og søgte asyl. I juli 2015 fik han opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Det fremgik at parrets vielsesattest, der var udstedt af den eritreisk ortodokse kirke, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2003, og det var i ansøgningen oplyst, at parret sidst havde set hinanden i juli/august 2009. Referencen havde ikke delagtiggjort ansøgeren i sine planer om at flygte fra Eritrea i 2009, og parret havde ikke haft kontakt med hinanden i perioden fra referencens flugt fra Eritrea og indtil han kom til Danmark i oktober 2014. I januar 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen, da deres ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da de ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Endvidere meddelte styrelsen afslag til ansøgeren, fordi der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til alligevel at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at ansøgeren og børnene ikke havde medvirket til en DNA-undersøgelse, at slægtskabet mellem ansøgeren og børnene derfor ikke var godtgjort, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der bestod en familieenhed og dermed et beskyttelsesværdigt familieliv. Som følge af den manglende DNA-undersøgelse gav styrelsen samtidig også børnene afslag på familiesammenføring. Udlændingestyrelsens afgørelser blev påklaget til Udlændingenævnet, og under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren og børnene havde mulighed for at medvirke til DNA-undersøgelsen. I februar 2019 stadfæstede Udlændingenævnet styrelsens afslag til ansøgeren vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet parrets ægteskab ikke var registreret hos myndighederne i hjemlandet, og ægtheden af vielsesattesten derfor ikke kunne fastslås. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at parret ikke havde dokumenteret, at de havde haft et fast og længerevarende samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet hjemviste dog den del af ansøgerens afgørelse, som vedrørte vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt børnenes sager med henblik på, at ansøgeren og børnene fik foretaget en DNA-undersøgelse for at fastslå slægtskabet mellem dem. I juli 2019 bekræftede DNA-undersøgelsen, at de 2 børn var fællesbørn af ansøgeren og referencen. I september 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da parrets tidligere familieliv måtte anses for afbrudt bl.a. på grund af parrets manglende kontakt i perioden fra 2009-2014. Styrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Fællesbørnene indrejste i december 2019 i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2019.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen vurderede, at referencen og ansøgeren ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i maj 2005 og i januar 2010, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har faet et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden, samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD's praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at de i januar 2003 skulle være blevet gift i Eritrea. Udlændingenævnet har i afgørelsen fra februar 2019 vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for børnene, idet referencen også har søgt om opholdstilladelse til børnene, at børnene efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse og nu bor hos referencen i Danmark, og at det følger af EMD's praksis, at ”…barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt", jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at familielivet ikke kan anses for afbrudt, da referencen og ansøgeren efter referencens indrejse i Danmark har haft løbende kontakt med hinanden i det omfang, det har været muligt som følge af omstændighederne, og at de efterfølgende har givet udtryk for — via ansøgningen om familiesammenføring og ved at klage til Udlændingenævnet 2 gange — at de fortsat ønsker at leve sammen som et par og dermed videreføre deres tidligere etablerede familieliv.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren økonomisk.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2017 om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen) under henvisning til, at parret i januar 2010 var blevet gift i Eritrea. Parrets 2 mindreårige fællesbørn, født i henholdsvis 2012 og 2014, søgte samtidig om familiesammenføring med referencen, som var børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i november 2010, og han havde herefter opholdt sig i Etiopien frem til december 2014. I juli 2015 indrejste han i Danmark, hvor han søgte asyl. Under asylsagen oplyste han, at han var forlovet med en kvinde, som ikke var ansøgeren, at han havde 2 børn i hjemlandet med ansøgeren, at han og ansøgeren aldrig havde været gift, samt at han boede sammen med sine forældre og søskende i Eritrea forud for udrejsen i november 2010. I december 2015 fik referencen opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I juli 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og heller ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med referencen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres relation og om deres vielsesdato.

    Referencen har således til sin oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han og ansøgeren aldrig har været gift.

    Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at parret blev gift medio januar 2010, hvilket understøttes af det til sagen fremlagte ”Marriage certificate” udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church.

    Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret blev gift ultimo januar 2010, og at parret ikke har fået registreret ægteskabet i Eritrea.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vielser i Eritrea ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger skal registreres ved det regionale folkeregisterkontor i Eritrea, og at det fremlagte Marriage certificate, dateret medio januar 2010, udstedt af Eritrean Orthodox Church, ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved den rette civile myndighed. Ægtheden af vielsesattesten kan derfor ikke fastslås.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at usikkerheden om vielsesdatoen sandsynligvis skyldes problemer med at tyde datoen på vielsesattesten.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregelafsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at oplysningerne om ægteskabet ikke kan lægges til grund, og der henvises i øvrigt til parrets divergerende oplysninger i sagen.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres samliv.

    Om samlivet har referencen således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han flyttede sammen med sin kæreste i marts 2010, at hun flyttede ind hos ham, at de boede sammen i 2 måneder, hvorefter kæresten flyttede tilbage til sin egen familie, og at han boede med sine forældre og søskende i Eritrea frem til sin udrejse i november 2010. Referencen har således ikke til samtalen oplyst, at han har boet sammen med ansøgeren.

    Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at ansøgeren og referencen boede sammen fra de blev gift og frem til november 2010.

    I svar på Udlændingestyrelsens partshøring fra januar 2018 oplyste referencen, at parret boede sammen fra januar 2010 i et værelse i sin fars hus.

    Ansøgeren oplyste under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 først, at parret boede sammen i perioden fra januar 2010 til oktober 2014 i eget hus, og senere under interviewet, at hun havde boet med sin familie efter parret var blevet gift, at hun og referencen ikke boede sammen indtil efter, at hun havde født deres ældste barn, og at parret havde boet sammen tæt på referencens forældre i 2 år.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om, hvornår de senest så hinanden, forud for referencens seneste udrejse fra Eritrea.

    Referencen oplyste således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015, at han udrejste af Eritrea i november 2010.

    Det fremgår af ansøgningen fra oktober 2017, at parret sidst så hinanden i oktober 2013.

    Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret sidst så hinanden i juli 2015, hvorefter hun oplyste, at referencen ikke havde set deres yngste barn, og at parret derfor muligvis sidst havde set hinanden i 2013 eller 2014.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at referencens flugthistorie med ophold i flygtningelejre i Etiopien siden november 2010 og hemmelige besøg hos ansøgeren har gjort det svært at tids- og stedfæste begivenhederne, kan efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der er oplyst divergerende omkring, hvornår parret har boet sammen, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at parret har boet sammen på fælles bopæl i Eritrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at parret har boet sammen i Eritrea.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. ´

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og referencen har etableret et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret, og at parret heller ikke har etableret et fast og længerevarende samliv. Der henvises i det hele til begrundelsen ovenfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i oktober 2012 og i maj 2014, som bor sammen med ansøgeren i Etiopien, og at begge børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i juli 2019 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene aldrig har været en del af et etableret familieliv mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset om det må lægges til grund, at ansøgeren og referencen inden referencens udrejse af Eritrea havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, vurderer Udlændingenævnet, at et eventuelt familieliv må anses for afbrudt, da referencen udrejste af Eritrea i oktober 2013.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i september 2015 under oplysnings- og motivsamtale oplyste, at han var forlovet med en anden end ansøgeren, og at han havde været kærester med ansøgeren, men at de aldrig var blevet gift, samt at det af referencens asylansøgningsskema fra juli 2015 ligeledes fremgår, at en anden end ansøgeren er hans forlovede.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at referencen til sagen har oplyst, at han var kærester med en anden fra 2013 til oktober 2015.

    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyste, at ansøgeren og referencen ikke havde kontakt med hinanden, da han forlod Eritrea i 2013, da de havde en konflikt med hinanden, fordi referencen havde en anden kæreste, at ansøgeren og referencen genoptog kontakten i 2015, da han kom til Danmark igen, og at der gik mere end et år fra referencen havde fået opholdstilladelse i Danmark, indtil ansøgeren søgte om familiesammenføring med ham, fordi ansøgeren var sur på referencen som følge af deres konflikt og referencens utroskab.

    Det kan på den baggrund ikke føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at begge parter erkender, at referencen har haft en anden kæreste i perioden fra 2013 til oktober 2015, men at ansøgeren og referencen fra oktober 2015 har genoprettet forholdet, samt at der er tale om et langvarigt og beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, der sammen har 2 fællesbørn,

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det en vis betydning, at parret har forklaret divergerende om væsentlige forhold i deres indbyrdes relation.

    Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste ikke har besøgt ansøgeren og børnene siden sin indrejse i Danmark i 2015.

    Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og børnene økonomisk i Etiopien, kan ikke føre til, at familielivet af den grund må anses for genoptaget. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forældre har en pligt til at forsørge deres mindreårige børn. Udlændingenævnet bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation for forsørgelsen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren og referencen har et eksisterende familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8.

    Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at det strider mod Børnekonventionens artikel 9 og UNHCR's retningslinjer no. 88 at give børnene opholdstilladelse i Danmark uden ansøgeren.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke som følge af hensynet til barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, FN’s Børnekonvention artikel 3 eller FN's Flygtningehøjkommissariats (UNCHR) eksekutivkomites konklusion nr. 88, kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne et ansvar for at beskytte et eksisterende familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken FN’s Børnekonvention eller UNCHR’s eksekutivkomites konklusion nr. 88 giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er søgt og meddelt opholdstilladelse til parrets fællesbørn, og at det herefter er ansøgeren og referencens eget valg, hvorvidt børnene skal bo med referencen i Danmark eller med ansøgeren i Etiopien. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børnene i CPR ikke ses at være indrejst i Danmark på nuværende tidspunkt.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen, at Udlændingenævnet i nærværende afgørelse har vurderet, at der ikke foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, og at det herefter ligger uden for rammerne af det ansøgte at vurdere, hvorvidt der mellem børnene og ansøgeren foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, og som ville kunne danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark, såfremt børnene var bosiddende i Danmark.

    Udlændingenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at referencen ikke har mødt det ene barn, at han alene har boet sammen med det andet barn i korte perioder, og at begge børn opholder sig sammen med ansøgeren i Etiopien.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at børnenes forhold ikke kan føre til, at det vil anses for at være i strid med EMRK artikel 8 at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Eritrea. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at ansøgeren og referencens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8, ligesom eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgeren og referencens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.