Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 27-04-2022Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgik i september 2007 ægteskab med referencen. Referencen blev i 2016 dansk statsborger, men havde tidligere været statsborger i Sri Lanka. Referencen havde i perioden fra juni 1996 til april 2001 været gift med en anden srilankansk statsborger, der opnåede opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med referencen. Referencen og den tidligere ægtefælle var blevet skilt kort tid efter, at den tidligere ægtefælle havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren søgte i oktober 2007 om ægtefællesammenføring med referencen. I marts 2009 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ægtefællesammenføring, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der var tale om et proformaægteskab. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændingenævnet) stadfæstede i juni 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte efterfølgende flere gange om ægtefællesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på alle ansøgninger under henvisning til proforma. Den seneste ansøgning blev indgivet i februar 2021, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag herpå i oktober 2021. I november 2021 påklagede partsrepræsentanten Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, og Udlændingenævnet besluttede efterfølgende at indkalde referencen til at afgive forklaring på et mundtligt nævnsmøde. Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at han og ansøgeren mødte hinanden som børn, hvor de boede tæt på hinanden, og at de mødte hinanden igen i 2005 i et tempel under referencens ferie i Sri Lanka. Referencen besøgte herefter ansøgeren på ferier af 4 ugers varighed i 2006, i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet i 2007, i 2009, 2011, 2016, 2017 og 2018, og ansøgeren kom til Danmark primo 2020, hvorefter de boede sammen. Referencen forklarede også under nævnsmødet, at han siden ægteskabets indgåelse havde forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt til støtte for hvilket han foreviste udskrifter af sin bankkonto.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke længere er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem referencen og ansøgeren har det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens forklaring på nævnsmødet i april 2022 har været troværdig, herunder for så vidt angår hans oplysninger om, at han siden ægteskabets indgåelse har forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt, til støtte for hvilket han har forevist udskrifter af sin bankkonto.
Udlændingenævnet har i den samlede afvejning af, hvorvidt der fortsat er et sikkert grundlag for antagelsen om proforma, således inddraget de forhold, der er indtrådt over en længere årrække efter indgåelsen af ægteskabet.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i september 2007, hvormed ansøgeren og referencen således på nuværende tidspunkt har været gift i over 14 år.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen var sammen i Sri Lanka i ca. 4 uger i forbindelse med ægteskabets indgåelse i september 2007, at ansøgeren og referencen efterfølgende har besøgt hinanden i det omfang, det har været muligt i perioden fra 2007 til 2020, herunder i 2016, 2017 og 2018, jf. referencens foreviste pas på nævnsmødet i april 2022, at parret efter det oplyste har holdt kontakten ved daglige telefonopkald i de perioder, de ikke har været sammen, at ansøgeren i januar 2020 indrejste i Danmark for at søge asyl, hvorefter hun har opholdt sig så meget hos referencen, som Udlændingestyrelsen har tilladt, og at ansøgeren i perioden fra marts 2021 til november 2021 har haft processuelt ophold og bopæl hos referencen.
Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede forhold, at antagelsen om, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen har det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bestyrket.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17.02.2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 17-02-2022Udlændingenævnet genoptog i februar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra november 2017 til en tyrkisk statsborger, da hendes herboende ægtefælle inden for de seneste 3 år havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i juni 2017 om ægtefællesammenføring med referencen, der er tyrkisk statsborger. Det fremgik af sagen, at referencen havde haft arbejde i Danmark fra 2004 til 2006 som kassemedarbejder, fra 2006 til 2009 som chauffør og fra 2009 til 2011 som p-vagt. I 2011 havde referencen været ude for en arbejdsulykke, og han modtog herefter fra 2011 til 2014 sygedagpenge, og siden 2014 kontanthjælp, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik. Referencen havde i perioden fra oktober 2016 til januar 2017 supplerende arbejdet 20 timer månedligt hos en fastfood restaurant. Efter arbejdsulykken blev referencen diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2017, at han havde et erhvervsevnetab på 50 %, samt at hans erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Referencen var løbende i arbejdsprøvning i samarbejde med bopælskommunen med henblik på en afklaring af hans arbejdsevne. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Afslaget blev påklaget til Udlændingenævnet, som i februar 2019 stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse, da referencens arbejdsevne ikke var endelig udredt i kommunalt regi, og det ikke kunne afvises, at referencen senere kunne komme i arbejde eller få fleksydelse og på den baggrund kunne opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at referencen var handicappet, og dermed omfattet af FN’s Handicapkonvention, men at referencen hverken direkte eller indirekte blev diskrimineret i forhold til andre referencer i ægtefællesammenføringssager, som ikke var handicappede, og som modtog ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet vurderede endvidere, at afslaget på ægtefællesammenføring ikke var i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnets afgørelse blev i september 2018 indbragt for byretten, og sagen blev i april 2020 henvist til behandling i Østre Landsret.
Østre Landsret ophævede ved dom i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019. Østre Landsret fandt, at referencens erhvervsevne ikke var endeligt afklaret, men at en håndhævelse af selvforsørgelseskravet kunne udgøre indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, hvis en stillingtagen til ansøgningen om ægtefællesammenføring skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb. Østre Landsret fandt, at dette skøn ikke var foretaget af Udlændingenævnet, hvorfor landsretten hjemviste sagen til Udlændingenævnet. Østre Landsret vurderede endvidere, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, udgjorde en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne begrænsning var begrundet i et alment tvingende hensyn, var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål, og ikke gik videre end nødvendigt for at opnå formålet. På baggrund af Østre Landsret dom genoptog Udlændingenævnet i februar 2022 sagen.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2017.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af FN’s Handicapkonvention, at konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i maj 2011 var ude for en arbejdsulykke, at referencen efter ulykken blev diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og at Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2017 vurderede, at han havde et aktuelt erhvervsevnetab på 50 %, samt at referencens erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det ikke kan udelukkes, at referencen på et senere tidspunkt kan blive selvforsørgende via eksempelvis tilkendelse af fleksjob eller førtidspension og herigennem opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen forud for ulykken i maj 2011 var i arbejde, at referencen efter sin arbejdsulykke har deltaget i et afklaringsforløb i sine bopælskommuner med arbejdsprøvning ad flere omgange, og at der fortsat ikke er kommet en endelig afklaring på referencens muligheder for beskæftigelse.
Udlændingenævnet konstaterer herefter, at det i referencens sag vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 23, såfremt selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, stilles.
Udlændingenævnet har i den forbindelse bemærket, at referencen siden februar 2014 har modtaget kontanthjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik som følge af arbejdsulykken i maj 2011, at referencen i det væsentligste har medvirket til og deltaget i et afklaringsforløb i flere bopælskommuner, at der på trods af dette endnu ikke foreligger en endelig afklaring af referencens fremtidige muligheder for beskæftigelse, og at den manglende afklaring i det væsentligste synes at bero på bopælskommunens forhold.
Udlændingenævnet har endvidere bemærket, at ansøgeren indgav ansøgningen om familiesammenføring i juni 2017, og at parret fra det tidspunkt, hvor kommunen måtte visitere referencen til fleksjob eller tilkende ham førtidspension, ville skulle vente yderligere 3 år, før betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er opfyldt.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt."
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 27-01-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Storbritannien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juni 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, og samme måned søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. I juli 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i oktober 2019 på ca. 5.500 kr.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, at den herboende ægtefælle ikke inden for de sidste 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.
Udlændingenævnet lægger til grund, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen selv har oplyst i sin del af ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen i juni 2021, at han har modtaget 5.527 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomstregistret, at referencen har modtaget 5.527,26 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019. Udlændingenævnet bemærker, at det endvidere fremgår af eIndkomstregistret, at referencen også har modtaget 1.142,30 kr. i kontanthjælp for 3 dage primo oktober 2019.
Det forhold, at det i klagen er oplyst, at der er tale om et beskedent engangsbeløb, som skulle betragtes som et lån, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om et engangsbeløb, overstiger det udbetalte beløb på 5.527,26 kr. bagatelgrænsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det udbetalte beløb væsentligt overstiger den bagatelgrænse (900 kr.), som fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (lovforslag nr. L 94 fremsat den 30. november 2005, side 29 og 30). Udlændingenævnet bemærker, at det afgørende ikke er, hvor længe den herboende ægtefælle har modtaget offentlige ydelser, og at selv en kort periode med kontanthjælp kan betyde, at der gives afslag.
Det i klagen oplyste om, at referencen ønsker at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp for oktober 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet dette forhold ikke ændrer ved, at referencen har fået udbetalt kontanthjælp for oktober 2019.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen efter det oplyste ikke lider af handicap eller anden alvorlig sygdom, og at han på sigt må forventes at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Dette understøttes af, at referencen ifølge oplysningerne fra eIndkomstregistret både før og efter perioden med kontanthjælp i oktober 2019 har været i arbejde.
Udlændingenævnet vurderer i forlængelse heraf, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med den afgørelse, der refereres til i klagen, der blev truffet af Udlændingenævnet i oktober 2015, da sagen fra oktober 2015 vedrørte en herboende ægtefælle, der havde modtaget ressourceforløbsydelse i 10 måneder, og hvis arbejdsevne var begrænset i et sådant omfang, at ægtefællen efterfølgende blev tilkendt førtidspension.
Det i klagen anførte om, at det var kommunen, der opfordrede referencen til at modtage kontanthjælpen, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kommunen har pligt at vejlede en borger, der er uden midler til forsørgelse, og som retter henvendelse til kommunen, om muligheden for at søge om hjælp efter lovgivningen, og da referencen selv valgte at rette henvendelse til kommunen og efterfølgende at modtage hjælpen.
Det forhold, at referencen i klagen har oplyst, at kommunen ikke havde vejledt ham om, at det ville kunne få betydning for muligheden for at opnå familiesammenføring, hvis han modtog kontanthjælp, og at han ikke ville have modtaget kontanthjælpen, såfremt han var blevet vejledt herom, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han i forbindelse med kommunikationen med kommunen omkring kontanthjælpen for oktober 2019 har oplyst om forhold, der kunne medføre en pligt for kommunen til at vejlede omkring konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i forhold til familiesammenføring. Der foreligger således ikke oplysninger om, at kommunen i oktober 2019 var bekendt med, at referencen havde en kæreste, der ikke var dansk statsborger, eller at han ville søge om familiesammenføring med hende på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og referencen mødte hinanden på en ferie i Spanien i august 2019, og at parret først blev gift og indgav ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.
Det forhold, at referencen i oktober 2019 havde mødt ansøgeren og efter det oplyste allerede godt kunne se hende som hustru, hvorfor han ville have fundet en anden økonomisk løsning, hvis kommunen havde vejledt ham om konsekvenserne, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet kommunen efter det oplyste ikke var bekendt med referencens forhold til ansøgeren, og idet parret endvidere først blev gift i juni 2021 næsten 2 år efter modtagelsen af kontanthjælpen for oktober 2019.
Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren og referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Storbritannien, hvor ansøgeren er statsborger, for dér at udøve familielivet.
Det er indgået i udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen begge er højtuddannede, kan forsørge sig selv og ønsker at bidrage til det danske samfund, at referencen er i arbejde, at ansøgeren har opgivet bolig, job, familie og tilknytning til Skotland, og at hun er i gang med at integrere sig i Danmark gennem danskuddannelse og engagement i lokalsamfundet. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke kan dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, som følge af ansøgerens eller den herboende ægtefælles uddannelse, arbejde og integration.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2021 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år
Dato: 11-10-2021Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i oktober 2015 gift med sin herboende ægtefælle (referencen), som også er statsborger i Kosovo. Referencen havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren søgte i november 2017 om familiesammenføring i Danmark. Parret havde 2 fællesbørn, som er statsborgere i Kosovo, og som er født i henholdsvis i maj 2016 i Kosovo og i marts 2018 i Danmark. Referencen led af PTSD og var i medicinsk behandling herfor. I januar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet referencen ikke opfyldte kravet om, at den herboende ægtefælle de seneste 3 år skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en ægtefælle, at den herboende de seneste 3 år har haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at referencen senest i september 2016 er meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at referencens nuværende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i juli 2020 blev forlænget til juli 2024. Referencen opfylder dermed ikke betingelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som betyder, at referencen og parrets fælles børn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for der at udøve familielivet med ansøgeren.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at både referencen, ansøgeren og parrets 2 fælles børn er statsborgere i Kosovo, hvor referencen og ansøgeren mødte hinanden og i oktober 2015 blev gift, hvor parret begge taler sproget, hvor ansøgeren har gennemført en universitetsuddannelse, og hvor referencens datter er født i maj 2016.
Udlændingenævnet henviser til, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da man ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori man ønsker at udøve sit familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen lider af PTSD og er i behandling med præparaterne Olanzapin, Lyrica og Mirtazepin og muligvis på ny har brug for psykiatrisk behandling.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da medicinen ifølge de oplysninger fra MedCOI , som Udlændingenævnet har indhentet i forbindelse med sagen, er tilgængelig i Kosovo.
Det forhold, at referencens familie efter det oplyste har undersøgt forholdene i Kosovo og meldt tilbage, at referencens medicin ikke forefindes i Kosovo, at referencens sagsbehandler har henvist til, at referencens medicinbehov kan opfyldes gennem det sorte marked, at referencen har behov for korrekt behandling af sine posttraumatiske stresssymptomer, hvilket efter det oplyste alene kan opnås i Danmark, og at referencen har anført, at indlæggelse i psykiatrien i Kosovo alene er delvist tilgængelig ifølge Udlændingestyrelsens tidligere indhentede oplysninger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet har indhentet nye oplysninger om tilgængeligheden af referencens behandling i august 2021, at der således er tale om aktuelle oplysninger, og at indlæggelse i psykiatrien ifølge de nye oplysninger fra MedCOI er tilgængelig i Kosovo.
Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, som er født i henholdsvis maj 2016 og marts 2018, som begge er statsborgere i Kosovo og bosiddende i Danmark. Dette finder Udlændingenævnet dog heller ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ældste barn er født i Kosovo, at hun først i januar 2019 blev meddelt opholdstilladelse og indrejse i Danmark, at det yngste barn er født i marts 2018 i Danmark, at begge børnene i Det Centrale Personregister er registreret udrejst af Danmark i perioden fra primo februar 2020 til ultimo december 2020, og at børnene derfor ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren af den grund bør meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast, lovligt og sammenhængende ophold her i landet, hvor børnene kontinuerligt har været tilknyttet en dansk institution eller skole, anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Det til støtte for klagen anførte om, at børnene har brug for deres mors nærvær og omsorg, kan i sig selv ikke føre til en ændret vurdering, da det var referencens og ansøgerens eget valg at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde en opholdstilladelse i Danmark, og at parret således ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark.
De forhold, at referencen fra juli 2020 har fået arbejde i Danmark, at referencen mangler et sted at bo i Kosovo, og at ansøgerens far aldrig har anerkendt ansøgerens ægteskab med referencen, kan endelig ikke føre til en anden vurdering, da generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen.
På den baggrund, og da der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.
MedCOI is a European Refugee Fund financed project to obtain medical country of origin information. The project allows 11 European Union member states plus Norway and Switzerland to make use of the services of the ‘MedCOI’ team in the Netherlands and Belgium. The MedCOI team makes enquiries with qualified doctors and other experts working in countries of origin. The information obtained is reviewed by the MedCOI project team, which includes af medical doctor, before it is forwarded to the relevant COI Service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. juli 2021 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 08-07-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, der var dansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i januar 2020 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at parret etablerede kontakt med hinanden over internettet primo august 2019, at de mødtes personligt første gang umiddelbart herefter, og at de ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk, hvorfor de brugte bl.a. Google Translate til at kommunikere. Parret indgik ægteskab i oktober 2019. I oktober 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren og referencen etablerede kontakt via internettet primo august 2019, at de mødtes personligt umiddelbart efterfølgende, at parret besluttede at blive gift primo oktober, hvorefter ansøgeren udrejste og efterfølgende indrejste igen umiddelbart forud for vielsen medio oktober 2019, og at parret ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk i starten af forholdet, og at de derfor var nødsaget til at gøre brug af bl.a. Google Translate.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab, og at parret derfor ikke kan anses for at have opnået et sådan sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for at blive meddelt opholdstilladelse efter bestemmelsen som udgangspunkt kræves, at der foreligger et indgående og forudgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen traf beslutningen om at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor parret var sprogligt begrænset i deres kommunikation, hvorfor det må antages at parret også af den grund har haft en meget begrænset mulighed for at lære hinanden at kende forud for indgåelsen af ægteskabet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at parret giftede sig hurtigt, da de klikkede og ønskede at give forholdet en reel chance, og at dette ikke var realistisk, såfremt parret kun kunne ses i 3 måneder af gangen, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til parrets meget begrænsede personlige kendskab og manglende evne til at kommunikere.
Det forhold, at parret har boet sammen, og at partsrepræsentanten har oplyst, at parret ikke har problemer med at kommunikere, da de kender hinandens mimik og bruger teknologiske hjælpemidler, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er en grundlæggende forudsætning for at lære et andet menneske at kende, at man kan kommunikere på et fælles sprog, og at ansøgerens engelskkundskaber under Udlændingestyrelsens interview ikke var tilstrækkelige til at kunne forstå spørgsmålene på engelsk, hvorfor spørgsmålene i stedet måtte tolkes til albansk. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at parret ikke har problemer med at kommunikere med hinanden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forhold at parret efter ægteskabets indgåelse har boet sammen, ikke ændrer ved det forhold, at parret på vielsestidspunktet ikke kan antages at have et sådan sædvanligt kendskab til hinanden, som må forventes forud for indgåelsen af ægteskab.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har givet divergerende oplysninger om centrale, personlige forhold under parrets interviews med repræsentanter fra Udlændingestyrelsen:
• Referencen oplyste, at ansøgeren indledte kontakten til ham på en datingplatform, hvor hun havde en profil på dansk, hvorimod ansøgeren oplyste, at referencen indledte kontakten til hende på en datingplatform, hvor hun havde en profil på albansk.
• Referencen oplyste, at ansøgeren foreslog og insisterede på, at parret skulle mødes dagen efter de først fik kontakt til hinanden, og at de mødtes igen dagen efter deres første personlige møde, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik to uger fra parret første gang fik kontakt og til deres første personlige møde.
• Referencen oplyste, at parret blev kærester efter 2-3 måneders bekendtskab, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik lidt over en måned fra parrets første møde og til de blev kærester.
• Referencen oplyste, at parret var til et møde om familiesammenføring hos deres partsrepræsentant i ugen efter vielsen (som var i medio oktober 2019) og derefter løbende indsendte dokumenter til brug for ansøgningen, men at ansøgningen først blev indgivet primo januar 2020 pga. partsrepræsentantens langsommelighed, hvorimod ansøgeren oplyste, at parret besluttede sig for at søge om familiesammenføring i januar 2020.
• Referencen oplyste, at ansøgeren havde været gravid, men at hun tabte barnet ved en ufrivillig (spontan) abort, hvorimod ansøgeren oplyste, at aborten var frivillig (provokeret) og besluttet af parret i fællesskab.
• Referencen oplyste, at ansøgeren er uddannet som laborant, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun alene har gået 8 år i grundskole.
• Referencen oplyste, at ansøgeren ikke havde haft arbejde under et ophold i Grækenland, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun i en periode på 12-13 år har boet i Grækenland og der har arbejdet på restauranter med opvask og madlavning samt som tjener.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har forklaret divergerende om væsentlige personlige forhold, som et ægtepar med et indgående kendskab til hinanden må forventes at kunne oplyse samstemmende om.
Det forhold, at parret efterfølgende har forklaret divergenserne med bl.a. misforståelser og hukommelsesbesvær, og at det til klagen er oplyst, at parret elsker hinanden, og at ansøgeren ikke ville flytte med sit barn til Danmark, hvis ikke forholdet til referencen var reelt, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til parrets korte bekendtskab forud for vielsen, parrets manglende evne til at kommunikere, og parrets manglende kendskab til hinandens personlige forhold.
Det forhold, at referencen ikke kan fraflytte Danmark, da han skal tage sig af sine 3 særbørn, og at ansøgeren er vigtig for referencens særbørn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke mellem ansøgeren og referencen kan antages at være et beskyttelsesværdigt familieliv.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens særbarn har gået i skole i Danmark, at hun klarer sig godt, og at barnets tarv bør blive tillagt højest prioritet og udgør en særlig omstændighed, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet konstaterer, at ansøgerens særbarn medio december 2020 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, at hun i forbindelse med afslaget blev pålagt at udrejse af Danmark senest i medio januar 2021, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke ses at være blevet påklaget til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 15-06-2021Udlændingenævnet hjemviste i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Eritrea, fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2020 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Etiopien, og i februar 2020 søgte ansøgeren om ægtefællesammenføring under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at referencen og ansøgeren fik kontakt med hinanden via internettet i januar 2019, at de i februar 2019 besluttede at indgå ægteskab, at de mødte hinanden personligt første gang i december 2019, og at de senest havde set hinanden i februar 2020. I oktober 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12. I juni 2021 modtog Udlændingenævnet kopi af en dåbsattest for parrets første fællesbarn, der var født i oktober 2020. Udlændingenævnet indkaldte referencen til at afgive mundtlig forklaring for nævnet. Under nævnsmødet i juni 2021 forklarede referencen supplerende, at han havde kendt ansøgeren i Eritrea i 2008, da ansøgeren var teenager, og at han i 2019 havde fået kontakt med hende via et familiemedlem, der var i kontakt med hende via internettet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagens til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2021 har afgivet en troværdig forklaring for nævnet, samt at hans partsrepræsentant i januar 2021 fremsendte kopi af en dåbsattest, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren i oktober 2020 blev forældre til en pige.
Dette er nye oplysninger, der ikke er indgået i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorfor Udlændingenævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen på ny.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen, herunder om ægteskabet mellem referencen og ansøgeren kan anses for retsgyldigt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Danskprøve
Dato: 02-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Kosovo, fik i 1999 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I 2003 fik referencen tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med referencen perioden medio juli 2012 til primo juni 2015 og i perioden ultimo marts 2017 til primo november 2018. Udlændingestyrelsens asylkontor havde i forbindelse med ansøgerens tidligere sager udtalt, at referencen ikke vil risikere asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, hvor referencen flere gange har været på besøg, og hvor han i 2009 var blevet gift med ansøgeren. Medio november 2018 søgte ansøgeren på ny om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller lignende niveau, at referencen bl.a. led af kronisk paranoid skizofreni, PTSD samt ludomani, og at referencen var førtidspensionist. Det fremgik derudover af sagen, at referencen havde stort behov for hjælp i det daglige, og at referencens tilstand forværredes i de perioder, hvor ansøgeren ikke var hos ham. I juli 2019 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen opfylder denne betingelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har oplyst ikke at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende niveau.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, som kan medføre, at kravet om, at referencen skal have bestået en Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er diagnosticeret med paranoid skizofreni, PTSD, diabetes, KOL, forhøjet kolesterol, spinalstenose og depression.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning hertil kan ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at referencen kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber, og at han derved på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3 eventuelt med hjælpemidler, ligesom han ikke har fremlagt dokumentation for, at han har sådanne indlæringsvanskeligheder, som gør, at han ikke er i stand til at tilegne sig dansksproglige færdigheder til at bestå Prøve i Dansk 3.
Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsøgt at følge danskundervisning, men at det ikke er lykkedes som følge af hans udfordringer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er et krav, at referencen følger danskundervisning, men alene at han består Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at han således også har mulighed for at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber på anden vis.
Udlændingenævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at referencen lider af et handicap i en sådan grad, at det på nuværende tidspunkt vil være i strid med FN’s Handicapkonvention at stille krav om, at han skal bestå Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om, at referencen ikke kan indrejse i Kosovo, hvor både referencen og ansøgeren er statsborgere for der at udøve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel s har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det til sagen anførte om, at referencen er flygtet fra sit hjemland, og at han har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens asylkontor har vurderet, at referencen ikke risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, og at referencen i øvrigt blev gift med ansøgeren i Kosovo.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at referencens helbredsforhold er til hinder for at henvise parret til at udøve familielivet i Kosovo.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens lidelser er almindeligt forekommende lidelser, som han må forventes at kunne få medicinsk behandling for i Kosovo.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er sat under administration af kommunen som følge af sin ludomani, og at han har tilknyttet en støtteperson. Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af lægeerklæringerne, at ansøgeren sikrer en stabil hverdag for referencen, ligesom ansøgeren hjælper referencen med at tage sin medicin dagligt, og at referencen er sat ned i støttetimer af samme grund. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren kan fortsætte med at yde den samme støtte til referencen i Kosovo.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at lægeerklæringen af medio juli 2019 fra referencens praktiserende læge har karakter af et partsindlæg og ikke en lægefaglig vurdering, idet den pågældende læge i erklæringen også udtaler sig om forhold, der ikke er af lægefaglig karakter, herunder referencens muligheder for at besøge sin ægtefælle i hjemlandet, og hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i Danmark. Af den grund tillægges erklæringen ikke sædvanlig bevismæssig vægt som en lægefaglig vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2021 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Sagens faktiske omstændigheder:
Den herboende reference, der er afghansk statsborger, blev i august 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I december 2016 søgte referencen på vegne af ansøgeren og parrets 4 fællesbørn om familiesammenføring i Danmark med referencen. Referencen indleverede kun sin del af ansøgningsskemaet, mens ansøgerens del af ansøgningsskemaet aldrig blev fremsendt til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og referencen blev gift i Afghanistan i 1990, at parret herefter boede samme, at parret havde 4 fællesbørn, der var født i henholdsvis november 2004, november 2007, november 2009 og november 2011, og at parret sidst havde set hinanden i Pakistan i 2014. Ansøgningen var vedlagt en kopi af et Marriage Certificate, udstedt i marts 2015 af en domstol i Kunar-provinsen i Afghanistan, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift i 1990. I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig opholdstilladelse til de 4 børn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et retsgyldigt ægteskab. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at et ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at ægteskaber indgået i Afghanistan skal registreres af en offentlig myndighed i Afghanistan for at være retsgyldige, at referencen ifølge sagens oplysninger ikke var fysisk til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015 af domstolen i Kunar-provinsen, og at referencen på tidspunktet for certifikatets udstedelse opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke har bestridt, at han ikke var til stede ved registreringen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at både referencen og ansøgeren var til stede ved ægteskabets indgåelse, og at det kun var ved registreringen i marts 2015, at referencen ikke var stede.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet referencen ikke var til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at referencen og ansøgerens ægteskab kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag har oplyst, at han indgik ægteskab med en kvinde, hvis navn lignede ansøgerens, i 1990, mens en fuldmagtshaver ved e-mail af maj 2019 har oplyst, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1989, mens en socialrådgiver i e-mail af januar 2020 har anført, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1991, og at det fremgår af det fremlagte "Marriage Certificate", udstedt i marts 2015, at ansøgeren indgik ægteskab med en mand, hvis navn lignede referencens, i 1990 og at parret sammen har 9 børn i alderen fra 2 år til 19 år.
Der er således afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for referencen og ansøgerens vielse, ligesom et andet navn end referencens fremgår af vielsesattesten, ligesom det af vielsesattesten fremgår, at det gifte par har i alt 9 børn, mens det af ansøgningsskemaet til brug for ansøgning om familiesammenføring fremgår, at referencen og ansøgeren har 4 børn, og at referencen til sin asylsamtale i juli 2011 og partsrepræsentanten i marts 2021 har oplyst, at referencen og ansøgeren har 8 børn.
Det bemærkes i øvrigt, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at en socialrådgiver har anført, at referencen og ansøgerens ægteskab er verificeret helt op i det afghanske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det først er ved den civile registrering, at ægteskabet får retsgyldighed, og at selve vielsen ikke har retsgyldighed i sig selv.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der har været opretholdt et fast, uafbrudt samlivsforhold af længere varighed mellem referencen og ansøgeren umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen og ansøgeren angiveligt flyttede sammen i 1990 og boede sammen frem til primo 2011, hvor referencen flygtede fra Afghanistan. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet har lagt til grund, at der er tale om en tastefejl i Udlændingestyrelsens afgørelse, når det står anført, at den herboende reference og ansøger flyttede sammen i 1999.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der gik godt 5 år og 3 måneder fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2011 til han søgte om familiesammenføring i december 2016.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at grunden til at parret først søgte om familiesammenføring i 2016 var, at parret skulle indsamle de fornødne dokumenter, herunder pas til parrets børn, finder Udlændingenævnet af de ovenstående grunde ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at uanset om der måtte have været et beskyttelsesværdigt samliv mellem referencen og ansøgeren i – efter det oplyste – cirka 20 år i Afghanistan, må dette anses for at være frivilligt afbrudt, idet der er forløbet mere end 5 år og 3 måneder, fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, til han på vegne af ansøgeren indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Den omstændighed, at det er anført, at dette skyldtes, at Taleban havde overtaget kontrollen med den landsby, hvor ansøgeren boede, at byen var underlagt streng sharia-kontrol, at ansøgeren og hendes familie angiveligt blev udsat for trusler fra Taleban, og at det derfor ikke var muligt at komme i telefonisk eller personlig kontakt med ansøgeren, før det lykkedes for hende at blive smuglet ud af landsbyen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen angiveligt mødtes med ansøgeren i Pakistan i 2014, og at han alligevel først indgav ansøgning om familiesammenføring på vegne af ansøgeren i december 2016, og at referencen således ikke uden ugrundet ophold søgte opholdstilladelse til ansøgeren, da kontakten angiveligt var genetableret. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at udlændingemyndighederne fortsat ikke ses at have modtaget ansøgerens del af ansøgningsskemaet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens henvendelser vedrørende ansøgerens manglende del af ansøgningsskemaet ikke havde kendskab til e-boks, og at han af denne årsag ikke reagerede på Udlændingestyrelsens henvendelser, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at personer, der tilmeldes det danske CPR-register automatisk bliver tilmeldt digital post, og at det er borgerens eget ansvar løbende at holde øje med, om der kommer post i e-boks, eller at søge om dispensation for anvendelse af e-boks, hvilket der ikke er dokumentation for, at den herboende reference har gjort.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har opretholdt et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab samt at samlivet må anses for frivilligt afbrudt, jf. begrundelsen ovenfor.
Den omstændighed, at referencen og ansøgeren angiveligt har 4 fællesbørn, som i februar 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og som efterfølgende er indrejst i Danmark, at børnene savner ansøgeren, som har været deres primære omsorgsperson i mange år, mens referencen har opholdt sig i Danmark, at børnene har svært ved at falde til i Danmark, og at referencen kun har lært sin yngste søn at kende via Skype, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er parrets egen beslutning, at børnene skal bo hos referencen i Danmark frem for hos ansøgeren, og at børnenes tarv fortsat vil kunne varetages af referencen.
Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan, og at han og ansøgeren ikke har mulighed for at bo sammen i hjemlandet.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgerens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2021 – Ægtefællesammenføring - Ganske særlige grunde - Hensynet til herboende børn
Dato: 08-02-2021
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var i perioden fra september 2009 til marts 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Ansøgeren søgte i juli 2018 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever. Parret har boet sammen i Danmark siden 2010, og har tre fællesbørn, født i henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Ansøgerens samlever har derudover fire mindreårige særbørn, som han har regelmæssigt og fast samvær med.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.
Udlændingenævnet finder ud fra en helt konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens faktiske omstændigheder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens samlever fra et tidligere ægteskab har fire særbørn, født i henholdsvis 2004, 2005, 2006 og 2008, med hvem han har fast og regelmæssigt samvær.
Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på karakteren og omfanget af det af ansøgerens samlever udøvede samvær, herunder at han har en 5/9 samværsordning, hvorefter han over en periode på fire uger har samvær med sine fire særbørn i 10 dage inklusiv overnatninger, at han har samvær med særbørnene i en periode på to til tre uger i sommerferien, samt at særbørnene skiftevis afholder henholdsvis påske- og juleferie hos ansøgerens samlever og deres mor.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Filippinerne, at parret har tre fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 2016, 2018 og 2019, at børnene opholder sig i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens samlever, og at det – uanset at samlivet mellem parret hovedsageligt har været udøvet under ulovligt ophold i Danmark – ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder må antages, at der mellem parret er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet parret antages at have forpligtet sig over for hinanden ved at etablere et familieliv i Danmark, herunder særligt ved at inddrage ansøgerens samlevers fire særbørn i familiens enhed.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsen i september 2018 meddelte ansøgeren ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling.”
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet