Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Danskprøve
Dato: 02-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Kosovo, fik i 1999 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I 2003 fik referencen tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med referencen perioden medio juli 2012 til primo juni 2015 og i perioden ultimo marts 2017 til primo november 2018. Udlændingestyrelsens asylkontor havde i forbindelse med ansøgerens tidligere sager udtalt, at referencen ikke vil risikere asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, hvor referencen flere gange har været på besøg, og hvor han i 2009 var blevet gift med ansøgeren. Medio november 2018 søgte ansøgeren på ny om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller lignende niveau, at referencen bl.a. led af kronisk paranoid skizofreni, PTSD samt ludomani, og at referencen var førtidspensionist. Det fremgik derudover af sagen, at referencen havde stort behov for hjælp i det daglige, og at referencens tilstand forværredes i de perioder, hvor ansøgeren ikke var hos ham. I juli 2019 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen opfylder denne betingelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har oplyst ikke at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende niveau.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, som kan medføre, at kravet om, at referencen skal have bestået en Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er diagnosticeret med paranoid skizofreni, PTSD, diabetes, KOL, forhøjet kolesterol, spinalstenose og depression.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning hertil kan ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at referencen kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber, og at han derved på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3 eventuelt med hjælpemidler, ligesom han ikke har fremlagt dokumentation for, at han har sådanne indlæringsvanskeligheder, som gør, at han ikke er i stand til at tilegne sig dansksproglige færdigheder til at bestå Prøve i Dansk 3.
Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsøgt at følge danskundervisning, men at det ikke er lykkedes som følge af hans udfordringer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er et krav, at referencen følger danskundervisning, men alene at han består Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at han således også har mulighed for at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber på anden vis.
Udlændingenævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at referencen lider af et handicap i en sådan grad, at det på nuværende tidspunkt vil være i strid med FN’s Handicapkonvention at stille krav om, at han skal bestå Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om, at referencen ikke kan indrejse i Kosovo, hvor både referencen og ansøgeren er statsborgere for der at udøve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel s har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det til sagen anførte om, at referencen er flygtet fra sit hjemland, og at han har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens asylkontor har vurderet, at referencen ikke risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, og at referencen i øvrigt blev gift med ansøgeren i Kosovo.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at referencens helbredsforhold er til hinder for at henvise parret til at udøve familielivet i Kosovo.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens lidelser er almindeligt forekommende lidelser, som han må forventes at kunne få medicinsk behandling for i Kosovo.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er sat under administration af kommunen som følge af sin ludomani, og at han har tilknyttet en støtteperson. Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af lægeerklæringerne, at ansøgeren sikrer en stabil hverdag for referencen, ligesom ansøgeren hjælper referencen med at tage sin medicin dagligt, og at referencen er sat ned i støttetimer af samme grund. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren kan fortsætte med at yde den samme støtte til referencen i Kosovo.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at lægeerklæringen af medio juli 2019 fra referencens praktiserende læge har karakter af et partsindlæg og ikke en lægefaglig vurdering, idet den pågældende læge i erklæringen også udtaler sig om forhold, der ikke er af lægefaglig karakter, herunder referencens muligheder for at besøge sin ægtefælle i hjemlandet, og hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i Danmark. Af den grund tillægges erklæringen ikke sædvanlig bevismæssig vægt som en lægefaglig vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2021 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Sagens faktiske omstændigheder:
Den herboende reference, der er afghansk statsborger, blev i august 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I december 2016 søgte referencen på vegne af ansøgeren og parrets 4 fællesbørn om familiesammenføring i Danmark med referencen. Referencen indleverede kun sin del af ansøgningsskemaet, mens ansøgerens del af ansøgningsskemaet aldrig blev fremsendt til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og referencen blev gift i Afghanistan i 1990, at parret herefter boede samme, at parret havde 4 fællesbørn, der var født i henholdsvis november 2004, november 2007, november 2009 og november 2011, og at parret sidst havde set hinanden i Pakistan i 2014. Ansøgningen var vedlagt en kopi af et Marriage Certificate, udstedt i marts 2015 af en domstol i Kunar-provinsen i Afghanistan, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift i 1990. I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig opholdstilladelse til de 4 børn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et retsgyldigt ægteskab. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at et ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at ægteskaber indgået i Afghanistan skal registreres af en offentlig myndighed i Afghanistan for at være retsgyldige, at referencen ifølge sagens oplysninger ikke var fysisk til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015 af domstolen i Kunar-provinsen, og at referencen på tidspunktet for certifikatets udstedelse opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke har bestridt, at han ikke var til stede ved registreringen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at både referencen og ansøgeren var til stede ved ægteskabets indgåelse, og at det kun var ved registreringen i marts 2015, at referencen ikke var stede.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet referencen ikke var til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at referencen og ansøgerens ægteskab kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag har oplyst, at han indgik ægteskab med en kvinde, hvis navn lignede ansøgerens, i 1990, mens en fuldmagtshaver ved e-mail af maj 2019 har oplyst, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1989, mens en socialrådgiver i e-mail af januar 2020 har anført, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1991, og at det fremgår af det fremlagte "Marriage Certificate", udstedt i marts 2015, at ansøgeren indgik ægteskab med en mand, hvis navn lignede referencens, i 1990 og at parret sammen har 9 børn i alderen fra 2 år til 19 år.
Der er således afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for referencen og ansøgerens vielse, ligesom et andet navn end referencens fremgår af vielsesattesten, ligesom det af vielsesattesten fremgår, at det gifte par har i alt 9 børn, mens det af ansøgningsskemaet til brug for ansøgning om familiesammenføring fremgår, at referencen og ansøgeren har 4 børn, og at referencen til sin asylsamtale i juli 2011 og partsrepræsentanten i marts 2021 har oplyst, at referencen og ansøgeren har 8 børn.
Det bemærkes i øvrigt, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at en socialrådgiver har anført, at referencen og ansøgerens ægteskab er verificeret helt op i det afghanske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det først er ved den civile registrering, at ægteskabet får retsgyldighed, og at selve vielsen ikke har retsgyldighed i sig selv.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der har været opretholdt et fast, uafbrudt samlivsforhold af længere varighed mellem referencen og ansøgeren umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen og ansøgeren angiveligt flyttede sammen i 1990 og boede sammen frem til primo 2011, hvor referencen flygtede fra Afghanistan. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet har lagt til grund, at der er tale om en tastefejl i Udlændingestyrelsens afgørelse, når det står anført, at den herboende reference og ansøger flyttede sammen i 1999.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der gik godt 5 år og 3 måneder fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2011 til han søgte om familiesammenføring i december 2016.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at grunden til at parret først søgte om familiesammenføring i 2016 var, at parret skulle indsamle de fornødne dokumenter, herunder pas til parrets børn, finder Udlændingenævnet af de ovenstående grunde ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at uanset om der måtte have været et beskyttelsesværdigt samliv mellem referencen og ansøgeren i – efter det oplyste – cirka 20 år i Afghanistan, må dette anses for at være frivilligt afbrudt, idet der er forløbet mere end 5 år og 3 måneder, fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, til han på vegne af ansøgeren indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Den omstændighed, at det er anført, at dette skyldtes, at Taleban havde overtaget kontrollen med den landsby, hvor ansøgeren boede, at byen var underlagt streng sharia-kontrol, at ansøgeren og hendes familie angiveligt blev udsat for trusler fra Taleban, og at det derfor ikke var muligt at komme i telefonisk eller personlig kontakt med ansøgeren, før det lykkedes for hende at blive smuglet ud af landsbyen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen angiveligt mødtes med ansøgeren i Pakistan i 2014, og at han alligevel først indgav ansøgning om familiesammenføring på vegne af ansøgeren i december 2016, og at referencen således ikke uden ugrundet ophold søgte opholdstilladelse til ansøgeren, da kontakten angiveligt var genetableret. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at udlændingemyndighederne fortsat ikke ses at have modtaget ansøgerens del af ansøgningsskemaet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens henvendelser vedrørende ansøgerens manglende del af ansøgningsskemaet ikke havde kendskab til e-boks, og at han af denne årsag ikke reagerede på Udlændingestyrelsens henvendelser, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at personer, der tilmeldes det danske CPR-register automatisk bliver tilmeldt digital post, og at det er borgerens eget ansvar løbende at holde øje med, om der kommer post i e-boks, eller at søge om dispensation for anvendelse af e-boks, hvilket der ikke er dokumentation for, at den herboende reference har gjort.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har opretholdt et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab samt at samlivet må anses for frivilligt afbrudt, jf. begrundelsen ovenfor.
Den omstændighed, at referencen og ansøgeren angiveligt har 4 fællesbørn, som i februar 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og som efterfølgende er indrejst i Danmark, at børnene savner ansøgeren, som har været deres primære omsorgsperson i mange år, mens referencen har opholdt sig i Danmark, at børnene har svært ved at falde til i Danmark, og at referencen kun har lært sin yngste søn at kende via Skype, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er parrets egen beslutning, at børnene skal bo hos referencen i Danmark frem for hos ansøgeren, og at børnenes tarv fortsat vil kunne varetages af referencen.
Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan, og at han og ansøgeren ikke har mulighed for at bo sammen i hjemlandet.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgerens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2021 – Ægtefællesammenføring - Ganske særlige grunde - Hensynet til herboende børn
Dato: 08-02-2021
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var i perioden fra september 2009 til marts 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Ansøgeren søgte i juli 2018 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever. Parret har boet sammen i Danmark siden 2010, og har tre fællesbørn, født i henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Ansøgerens samlever har derudover fire mindreårige særbørn, som han har regelmæssigt og fast samvær med.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.
Udlændingenævnet finder ud fra en helt konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens faktiske omstændigheder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens samlever fra et tidligere ægteskab har fire særbørn, født i henholdsvis 2004, 2005, 2006 og 2008, med hvem han har fast og regelmæssigt samvær.
Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på karakteren og omfanget af det af ansøgerens samlever udøvede samvær, herunder at han har en 5/9 samværsordning, hvorefter han over en periode på fire uger har samvær med sine fire særbørn i 10 dage inklusiv overnatninger, at han har samvær med særbørnene i en periode på to til tre uger i sommerferien, samt at særbørnene skiftevis afholder henholdsvis påske- og juleferie hos ansøgerens samlever og deres mor.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Filippinerne, at parret har tre fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 2016, 2018 og 2019, at børnene opholder sig i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens samlever, og at det – uanset at samlivet mellem parret hovedsageligt har været udøvet under ulovligt ophold i Danmark – ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder må antages, at der mellem parret er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet parret antages at have forpligtet sig over for hinanden ved at etablere et familieliv i Danmark, herunder særligt ved at inddrage ansøgerens samlevers fire særbørn i familiens enhed.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsen i september 2018 meddelte ansøgeren ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 08.02.2021 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Herboende ægtefælle skal bo i Danmark
Dato: 08-02-2021Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i september 2018 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger (referencen). På ansøgningstidspunktet var referencen bosiddende i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte medio april 2019 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Afslag blev påklaget til Udlændingenævnet ultimo april 2019. I juni 2019 udrejste referencen til Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi referencen ikke aktuelt er fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2019 i Det Centrale Personregister er registreret som udrejst af Danmark til Sverige.
Der henvises i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, at der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har dansk indfødsret.
Udlændingenævnet har derfor ikke vurderet, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet stadfæster således med denne ændrede begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 13-11-2019Udlændingenævnet genoptog i november 2019 Udlændingenævnets afgørelse fra november 2013 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger, idet det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parternes ønske. Udlændingenævnet hjemviste herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hun og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, og dermed nært beslægtede i udlændingelovens forstand. Parret havde endvidere alene haft telefonisk kontakt, inden parret i juni 2012 besluttede at indgå ægteskab, hvorefter parret indgik ægteskab tre dage efter deres første personlige møde. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2013 var sagen blevet indbragt for FN’s Menneskerettighedskomité, der i juli 2019 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Menneskerettighedskomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.
Udlændingenævnet fandt ved hjemvisningen af sagen, at der med FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse fra juli 2019 var fremkommet nye oplysninger, som ikke var indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. På den baggrund sendte Udlændingenævnet sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen. FAM/2020/1.
FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse kan læses her. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 19-11-2018Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.
Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.
FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde
Dato: 02-08-2018Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Nigeria, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter halvandet til to års samliv på fælles bopæl umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med sin herboende samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen i maj 2017, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen i Nigeria i perioden fra februar 2005 til september 2005, at samlivet herefter var blevet afbrudt, hvorefter parret havde boet sammen igen under ansøgerens herboende samlevers to besøg i Nigeria i perioden mellem august 2006 og januar 2008. Disse oplysninger var gengivet i ansøgerens herboende samlevers del af ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgerens herboende samlevers nationalitetspas fremgik af ind- og udrejsestemplerne, at ansøgerens herboende samlever havde været i Nigeria i perioden fra august 2006 til september 2006, svarende til lidt over en måned, og i perioden fra december 2007 til januar 2008, svarende til halvanden måned. Der havde således været tale om afbrudt samliv og herefter korte besøgsophold, og det følger af fast praksis, at der ikke etableres et fast længerevarende samliv gennem besøgs- og ferieophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at perioderne lå mere end 10 år tilbage i tid, at samlivet i øvrigt havde været afbrudt, og at det er en betingelse, at samlivet som udgangspunkt har været uafbrudt. På baggrund af disse oplysninger ændrede det ikke på Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat i klagen havde anført, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde oplyst til advokaten, at parret havde boet sammen i hele perioden fra august 2006 til januar 2008. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen på fælles bopæl i Danmark siden maj 2016, hvor ansøgeren var indrejst på visum, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samlivet i denne periode havde været udøvet under henholdsvis besøgsophold i perioden fra maj 2016 til oktober 2016, under ulovligt ophold i perioden fra oktober 2016 til april 2017, idet ansøgeren i denne periode hverken sås at have været meddelt lovligt eller processuelt ophold, og herefter på processuelt ophold under sagens behandling i Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at samliv efter praksis ikke kan etableres under besøgsophold, ulovligt ophold eller processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i tilfælde af, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke var oplysninger i sagen om, at ansøgeren, ansøgerens herboende samlever og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og udøve dette familieliv i Nigeria, hvor parret havde mødt hinanden og efter det oplyste havde boet sammen tidligere. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det ændrede ikke Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde tre fællesbørn, idet disse ikke sås at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor de har været tilknyttet en dansk institution eller skole. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende samlever og parrets tre børn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at parrets ældste barn gik til kontrol og behandling for en hormonel forstyrrelse i Danmark, var ikke en så alvorlig helbredsmæssig tilstand, at det kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det heller ikke ændrede ved sagens udfald, at ansøgerens herboende samlever var under uddannelse til ingeniør i Danmark, og at børnene og ansøgerens herboende samlever ville savne ansøgeren, såfremt ansøgeren måtte udrejse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse. FAM/2018/63.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 30-07-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen, til en amerikansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren og dennes ægtefælle boede i et almindeligt lejemål, som bestod af tre værelser af 80 m2, og at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke boede i et kollektiv eller i et bofællesskab. Det fremgik derimod af opslag i Den Offentlige Informationsserver (OIS) og CPR, at det pågældende lejemål bestod af syv værelser fordelt på 215 m2, og at der på tidspunktet for ansøgerens og dennes ægtefælles ophold i lejemålet boede seks andre personer på adressen. Udlændingenævnet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøgeren og dennes ægtefælle senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse ikke havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, herunder en bolig med en selvstændig indgang. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at parrets boligsituation havde ændret sig, og at parret var blevet udsat for svindel i relation til deres daværende bolig, og at ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt for en anden bolig, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt. De forhold, som ansøgeren i øvrigt til støtte for klagen havde anført, kunne på baggrund heraf ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at ansøgeren og dennes ægtefælle skulle godtgøre at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sygdom, handicap eller andre forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter ansøgerens ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i USA, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor både ansøgeren og dennes ægtefælle talte sproget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ikke ønskede at flytte til USA, fordi han havde en velfungerende virksomhed i København. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2018/61.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande
Dato: 18-07-2018Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv
Dato: 18-05-2018Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.
Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet