Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 14-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 08-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen til en armensk statsborger. Den herboende reference havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i januar 2017 oplyst, at han boede sammen med sin moder, fader og broder, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at faderen var syg, at faderen havde brug for hjælp, at den herboende reference led af PTSD, og at han havde svært ved at finde en bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2017 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende reference, at den herboende reference på ansøgningstidspunktet boede sammen med sine forældre og broder, at han selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at han ikke boede i kollektiv eller bofællesskab, at han først i september 2017 havde fremsendt en ny lejekontrakt med overtagelse i februar 2018, og at han således ikke senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i marts 2018 havde fremsendt endnu en ny lejekontrakt af februar 2018, hvoraf det fremgik, at den herboende reference i februar 2018 havde lejet en lejlighed, og at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren var af den opfattelse, at den herboende references første bolig opfyldte boligkravet efter boligkravbekendtgørelsen § 6, idet den herboende references fader efter det oplyste havde alvorlige mén efter en brækket ryg, og at han havde behov for hjælp til toiletbesøg, til at skifte strømper, til sit korset samt til at løfte tunge ting og til pasning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderens sygdom på det foreliggende grundlag ikke kunne anses for at have en sådan karakter og omfang, at faderen var afhængig af den herboende references pleje, og at den herboende references moder og broder boede sammen med faderen og måtte forventes at kunne yde den nødvendige pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgningsskemaet fremgik, at den herboende reference havde to søskende, der begge boede i Danmark, og at der var mulighed for yderligere hjælp via kommunen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af CPR, at den herboende reference først i januar 2017 var flyttet ind hos sin fader, der boede sammen med den herboende references moder, at faderen siden december 2014 havde haft disse lidelser, og at faderen således tidligere havde kunnet klare sig selv, uden at hans søn boede sammen med ham. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde været boligsøgende, at han havde haft svært ved at finde bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister, ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde fremsendt en ny lejekontrakt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende reference skulle opfylde kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter den herboende reference ikke kunne indrejse og tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor ansøgeren var statsborger, parret var mødtes og havde indgået ægteskab, og hvor begge talte sproget. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde et barn, der var født i oktober 2017 i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet endnu ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at efter fast praksis vil et barn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution og/eller skole. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference ikke ønskede at flytte til et land, hvor han ikke talte sproget eller kunne forsørge sig selv, og at han frygtede forfølgelse som følge af sin religion. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han som dansk statsborger ville kunne bosætte sig i alle lande. Udlændingenævnet fandt således, at der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende reference led af PTSD, og at han var bevilliget førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om så alvorlig sygdom, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 6, med henvisning til den herboende references sygdom ikke burde stilles. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at den herboende reference havde deltidsarbejde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference havde brug for sin familie, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved forelå ganske særlige grunde, som kunne begrunde, at der kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2018/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2018 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 24-04-2018Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en serbisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde i juni 2017 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2020, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Parret havde sammen to børn, som var født i henholdsvis juli 2011 og november 2014. I henholdsvis april 2013 og marts 2016 blev børnene meddelt opholdstilladelser i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle, og de blev registreret indrejst i Danmark henholdsvis i april 2013 og i januar 2015. Det fremgik af sagen, at det ældste barn siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene har fravalgt daginstitution, og at barnet i skoleåret 2017/2018 skulle påbegynde 0. klassetrin.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælles forældre havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Danmark, og at han aldrig selv var blevet meddelt opholdstilladelse på grund af angivelige kommunikationskomplikationer med forvaltningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgeren, den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien, hvor de var statsborgere, og hvor parret havde mødt hinanden og periodevis havde udøvet familielivet frem til, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret sammen havde to børn med opholdstilladelser i Danmark, da børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ældste fællesbarn først var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013, at barnet forud for denne dato ikke havde haft lovligt ophold i Danmark, og at hun forud for at have påbegyndt 0. klasse siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene havde fravalgt daginstitution. Udlændingenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at barnet havde haft lovligt ophold i Danmark siden sin fødsel, eller at hun kontinuerligt havde gået i dansk institution og skole i seks til syv år. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/51.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-03-2018Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.
Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde
Dato: 22-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2018 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Prøvelse af muligheden for nedsættelse af sikkerhed
Dato: 05-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2017 om, at en vietnamesisk statsborger, som i juli 2015 var blevet ægtefællesammenført her i landet og havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR), ikke rettidigt havde bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, da ansøgeren ikke havde haft lovligt forfald. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hvis klageren bestod danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse. I marts 2017 aflagde og bestod klageren danskprøve på A2-niveau.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse fra juli 2015, at hvis klageren bestod danskprøven senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse, og at klageren selv skulle være opmærksom på fristen for at bestå danskprøven. Fristen for at bestå danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i oktober 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2017 havde bestået danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt ikke, at det forhold, at klageren i april 2016 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel, kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for at bestå danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015, og at klageren ikke forud for fristens udløb sås at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinært uforudsete transportproblemer, jf. bekendtgørelse nr. 180 af 26. marts 2013, og at en dispensation forudsætter, at der er ansøgt herom, herunder at Udlændingestyrelsen er gjort bekendt med for eksempel en forestående barselsperiode. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til danskprøven og tilrettelægge et forløb, således at klageren kunne nå at forberede sig, inden klageren skulle op til danskprøven og inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af klageren anførte om, at klageren havde brug for nedsættelsen af den økonomiske sikkerhedsstillelse til betaling af hendes barns dagpleje/daginstitution, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var kommunalbestyrelsen, der ville kunne træffe afgørelse om nedsættelse af sikkerhedsstillelse, og at udlændingemyndighederne ville kunne træffe afgørelse om eventuelt lovligt forfald. FAM/2018/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Krav om gyldigt nationalitetspas
Dato: 11-12-2017Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 med en ændret begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på opholdstilladelse, da han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke havde fremlagt nogen form for gyldig dokumentation for sin identitet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 39. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt et gyldigt nationalitetspas, hvilket er en grundlæggende betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde mødt sin ægtefælle i 2005, i 2007 havde fået et fællesbarn sammen med hende, og at parret otte år senere i 2015 havde indgået ægteskab, hvor parret forud herfor havde haft kontakt ved besøg, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde haft lovligt ophold i Danmark og både på tidspunktet for fællesbarnets fødsel og på tidspunktet for ægteskabet var meddelt endeligt afslag på asyl og dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne blive og stifte familie i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgeren i flere år havde været registreret forsvundet, og at han siden fællesbarnets fødsel og frem til brylluppet alene havde besøgt sin ægtefælle og barnet. Det af ansøgeren anførte om, at parrets søn havde nået en alder, hvor han havde opbygget en selvstændig tilknytning til Danmark via sine kammerater og sine aktiviteter, kunne på samme baggrund ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/121.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-11-2017Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-11-2017Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 06-11-2017Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse til en stats¬borger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for afgørelsen burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et samliv i december 2006 på et internationalt cruiseskib, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde bibeholdt et samliv, efter at ansøgerens ansættelse var ophørt på grund af graviditet med fællesbarnet i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden 2012 havde opholdt sig vedvarende og konsekvent i Filippinerne sammen med ansøgeren og fællesbarnet, der blev født i 2012, hver gang dette havde været muligt på grund af den herboende ægtefælles ansættelse, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Filippinerne i flere gentagne perioder af en måneds varighed hvert år. Udlændingenævnet lagde således til grund, at den herboende ægtefælle havde været i Filippinerne hver gang hans arbejdsmæssige forhold som ansat på et internationalt cruiseskib tillod det. På baggrund af disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om længerevarende samliv kunne anses for opfyldt. FAM/2017/133.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet