Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås
Dato: 09-10-2017Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao
Dato: 03-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao
Dato: 03-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao
Dato: 03-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde
Dato: 25-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Dispensation
Dato: 06-07-2017Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau til en libanesisk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. § 11 i bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at ansøgerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – burde have ydet en konkret vejledning til ansøgeren om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A2-niveau på tidspunktet for meddelelse af ansøgerens opholdstilladelse i maj 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af ansøgerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens for sene ansøgning om suspension af danskprøvefristen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne fastsætte en ny frist for aflæggelse af danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt endelig, at den nye frist skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelse, og at fristen skulle beregnes således, at det antal dage, der gik forud for ansøgerens barsel, skulle fratrækkes i de 15 måneder, som er den normale frist for at bestå Prøve i Dansk på A2-niveau. FAM/2017/50.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 06-07-2017Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.
Udlændingenævnet lagde efter en helt konkret og individuel vurdering vægt på oplysningerne om den herboende references og ansøgerens samliv på fælles bopæl i Danmark siden december 2015. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens fravær fra den fælles bopæl skyldtes særlige arbejdsmæssige forhold, herunder ansøgerens arbejde som pilot, hvor han ifølge en arbejdskontrakt arbejdede med basis i Afrika to måneder, mens han i en måned opholdt sig på parrets fælles bopæl i Danmark sammen med parrets fælles datter. Det blev også tillagt betydning, at parret havde afhændet deres tidligere bolig i Sydafrika med henblik på ophold og bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde opretholdt et samliv, der i almindelighed måtte anerkendes som et normalt samliv under de givne betingelser. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/86.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 22-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/84.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 15-06-2017Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i april 2016 havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, idet den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016 til lejekontrakten, hvorved den eksisterende lejekontrakt blev forlænget, hvilket var nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af forvaltningsretlige principper følger, at når en sag hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen, skal sagen vurderes i helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen over for Udlændingenævnet havde oplyst, at såfremt der under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen indkom nye oplysninger om opfyldelsen af boligkravet, herunder en ny lejekontrakt eller et tillæg til en lejekontrakt til en eksisterende lejekontrakt om forlængelse, således at den selvstændige råden ville strække sig mere end 1 ½ år, ville Udlændingestyrelsen anse kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst 1 ½ år fra ansøgningens indgivelse for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle som følge af Udlændingenævnets hjemvisning i april 2016 burde stilles på samme måde, som hvis den herboende ægtefælle havde indsendt allongen fra marts 2016 til Udlændingestyrelsen, mens Udlændingestyrelsen fortsat behandlede ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle havde opfyldt kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år beregnet fra indgivelsen af ansøgningen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. FAM/2017/61.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve
Dato: 15-06-2017Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ny udmeldt frist til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en iransk statsborger, som i juli 2016 var blevet ægtefællesammenført her i landet, og som senere i juli 2016 havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I august 2016 fødte klageren parrets fællesbarn. I september 2016 anmodede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Senere i september 2016 suspenderede Udlændingestyrelsen fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau med i alt 46 uger. Udlændingestyrelsen fradrog endvidere det antal dage, der var forløbet, fra klageren havde tilmeldt sig CPR, og indtil klagerens ægtefælle havde anmodet om udsættelse af fristen.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angik beregningen af længden af den nye udmeldte frist for at bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at den nye frist for at bestå en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau ikke skulle være den af Udlændingestyrelsen fastsatte dato primo november 2017, men et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det afgørende for beregning af suspensionen i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 30, jf. danskprøvebekendtgørelsens § 11, stk. 3, jf. § 9, og § 10, skulle være barnets fødedato og ikke – som anført af Udlændingestyrelsen – datoen for ansøgning om suspension. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at fristen for bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, rettelig burde være seks måneder efter udløbet af ansøgerens 46-ugers barselsorlov, påbegyndt fra fødetidspunktet, dog fratrukket det antal dage, som var forløbet fra tidspunktet for klagerens tilmelding til CPR og frem til fødedatoen i august 2016. Klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på tilsvarende eller højere niveau burde således rettelig være ultimo november 2017. FAM/2017/74.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet