Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn
Dato: 06-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 13-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, som på tidspunktet for indgåelse af ægteskab med den herboende reference var under 15 år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab blev indgået i november 2014 i Syrien, da ansøgeren alene var 14 år gammel. Ægteskabet kunne således ikke anerkendes efter dansk ret, da det måtte anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, nr. 3, da ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, idet det til sagen var oplyst, at ansøgeren og den herboende reference alene havde boet sammen fra december 2013 og indtil november 2014, svarende til omkring et år, og at dette samtidig var en periode, der lå forud for, at ansøgeren var fyldt 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der alene efter det oplyste var stiftet et forhold på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af EMRK, eller at ansøgeren og den herboende reference i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/145.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 02-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 21-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 19-12-2016Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.
(1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle – Handling begået efter ægteskabets ophør
Dato: 01-12-2016Udlændingenævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle var i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og 266 for vold og trusler mod en tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt 50 dages fængsel. Den herboende ægtefælle var i oktober 2008 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes ægtefælle indenfor de seneste ti år var idømt en frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 for forhold begået mod hans tidligere ægtefælle jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det strafbare forhold var begået i 2010 to år efter ægteskabets ophør i 2008, og at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10, jf. lovforslag nr. L171 fremsat den 20. februar 2004 s. 32, at der ved vurderingen af, hvornår en forurettet kan betragtes som den herboendes ”samlever”, skal lægges vægt på, hvorvidt der har været tale om et ægteskabslignende forhold. FAM/2016/103.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf
Dato: 01-12-2016Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 16-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i juni 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, var ugyldig, da bestemmelsen efter advokatens opfattelse stred mod basale og klare menneskeretlige standarder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Folketinget havde vedtaget bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, og at et flertal i Folketinget i den forbindelse havde fundet, at reglerne var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at bestemmelsen er gyldig, og at Udlændingenævnet derfor behandler denne type sager i overensstemmelse med loven. Udlændingenævnet foretager således en konkret og individuel prøvelse i hver enkelt sag om familiesammenføring, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder en prøvelse af, om Danmarks internationale forpligtelser kan føre til, at en ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens herboende ægtefælles asylsag, at han var sund og rask, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at hun ikke havde behov for, at andre passede hende. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med sin herboende ægtefælle på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle ikke aktuelt havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i sin ansøgning havde oplyst, at hun var i risiko for repressalier, herunder tilfangetagelse, fra både myndigheder og militser i Syrien, hvis disse opdagede, at ansøgerens ægtefælle var flygtet, og at hun var bange, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/67.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 12-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet