Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 11-08-2016Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en tunesisk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste etablerede kontakt i oktober 2012 over internettet på Facebook, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes første gang personligt i august 2014 på en ferie i Tunesien, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i februar 2015, at ansøgerens ægtefælle indrejste i Tunesien i maj 2015, at hun udrejste af Tunesien i juni 2015, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2015, at kommunikationen på dette tidspunkt alene havde bestået i telefonisk kontakt via Skype, Facebook, sms, og under et ferieophold, og at ansøgerens ægtefælle frem til juli 2015 fortsat boede sammen med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, og at der var 25 års aldersforskel mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at anvendelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9, forudsætter, at der foreligger sikre bevismæssige holdepunkter for, at der foreligger et proformaægteskab, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle burde have været partshørt forud for afgørelsen om afslaget, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens advokats opfattelse ville have givet uddybende oplysninger om deres bekendtskab, hvis ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde vidst, at oplysningerne i ansøgningsskemaet ville blive anvendt på en sådan måde, at ægteskabet ville blive opfattet som et proformaægteskab, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen i visse sager afgør sager på baggrund af de oplysninger, der er afgivet i ansøgningsskemaet uden behov for en samtale, og at dette typisk er i sager, hvor parterne har tilbragt kort tid sammen både forud for og efter ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen på denne baggrund havde lagt til grund, at parterne havde et meget begrænset personligt bekendtskab til hinanden. Det anførte om, at afslaget var indgribende for ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var afskåret fra at udøve deres ægteskab efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der mellem ansøgeren og dennes ægtefælle ikke eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv ifølge EMRK artikel 8, da Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at det fremgik af den vedlagte dokumentation, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forhold siden 2012 havde været af romantisk karakter, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet facebookopdateringer, e-mails og private billeder af ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at der var etableret et indgående og forudgående kendskab mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, og dermed ikke afkræftede formodningen om, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse for ansøgerens vedkommende var at opnå en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/91.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 04-08-2016Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 25-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 19-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 19-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation
Dato: 13-07-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2016 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation
Dato: 10-06-2016Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren blev i september 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I maj 2015 indsendte ansøgeren til Udlændingestyrelsen en kopi af sit barns fødselsattest og oplyste i den forbindelse, at hun var klar over, at hun var forsinket med orienteringen om barsel, men at hun var blevet oplyst af både sprogskolen og kommunen om, at hendes barsel ville blive registreret og fremgå af deres system.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først i maj 2015 oplyste Udlændingestyrelsen om, at hun i marts 2015 var nedkommet med sit og sin ægtefælles første fællesbarn, at Udlændingestyrelsen i en situation, hvor Udlændingestyrelsen modtager en anmodning om fristudsættelse vedrørende danskprøven en måned eller mere efter terminsdatoen, hvor det forudsættes, at ansøgeren har født, efter praksis vil suspendere fristen for at bestå danskprøven, fra barslen starter og frem til 46 uger fra fødselsdatoen, og at Udlændingestyrelsen i dette tilfælde vil fradrage det antal dage, som allerede er forløbet af fristen fra tilmelding til Det Centrale Personregister til dagen, hvor Udlændingestyrelsen modtager anmodningen om udsættelsen af fristen for at bestå danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det i henhold til Udlændingestyrelsens praksis som udgangspunkt er en forudsætning for udsættelse af fristen for at bestå danskprøve A1, at anmodningen om fristudsættelse er modtaget inden fristens udløb. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den angivne fejlagtige vejledning, som ansøgeren skulle have modtaget fra kommunen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at kommunen ikke i forbindelse med sin vejledning af ansøgeren havde oplyst, at oplysningerne om ansøgerens barsel ville blive videresendt til udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, og at kravet om danskprøven udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor det ud fra det oplyste måtte have stået ansøgeren klart, at hverken ansøgerens sprogskole eller kommunen var rette myndighed til at vurdere, om ansøgerens frist for at bestå danskprøve A1 kunne udsættes. FAM/2016/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 30-05-2016Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at det til sagen var blevet oplyst og dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle i en uge i februar 2015 havde opholdt sig i Etiopien sammen med ansøgeren, og at det i forbindelse med klagen var oplyst og dokumenteret, at ansøgeren i november 2015 var nedkommet med ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fællesbarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2016/53.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 30-05-2016Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en vietnamesisk statsborger, samt afslag på opholdstilladelse til ansøgerens tre børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet mellem ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om visum i 1997 havde oplyst, at ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælle var ansøgerens søster, og at det samtidig var blevet oplyst, at ansøgeren boede i Vietnam som en familie sammen med sin moder og fem søskende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle var gift med ansøgerens søster fra september 1998 til oktober 2014, og at ansøgeren efter det oplyste mødte ansøgerens herboende ægtefælle til en fest i 2012 i Vietnam. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke havde kendskab til, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for mødet var gift med en navngiven kvinde, som ansøgeren i 1997 havde oplyst var hendes søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren på trods af Udlændingestyrelsens anmodning herom i august 2015 og i september 2015 ikke havde oplyst navnene på sine søskende, og at det til visumsagen i 1997 var blevet oplyst, at hun boede sammen med sine fem søskende som en familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Det forhold, at ansøgeren troede, at den herboende ægtefælles tidligere ægtefælle ikke var hendes søster, og at ansøgerens søster skulle tilhøre et andet folk end ansøgeren på baggrund af ansøgerens søsters navn, kunne på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun havde fem søskende, som var hendes forældres adoptivbørn, og som hun efter eget valg ikke havde kontakt med, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at ansøgernes tidligere ægtefælle, som var hendes børns fader, boede på samme adresse i Vietnam som ansøgeren og ansøgernes tre børn på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde således ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tre børn ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren samme dag blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens tre børn havde indgivet ansøgning sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerens tre børn og ansøgerens herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at der burde gives opholdstilladelse. FAM/2016/54.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – Nærtbeslægtet
Dato: 23-05-2016Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger, som blev meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som den herboende ægtefælle havde afgivet på nævnsmødet i maj 2016 om, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aldrig havde været tætte som børn, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde set hinanden hvert andet og tredje år, at ansøgerens ægtefælle havde stiftet nærmere bekendtskab med ansøgeren i 2010, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle blev forelskede, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren desuden havde oplyst, at hun lagde vægt på uddannelse, herunder at hun var uddannet socialrådgiver og havde job i en kommune. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret oprindeligt ikke havde fortalt deres respektive familier om forholdet, at ansøgerens herboende ægtefælle først havde oplyst om forholdet overfor sin moder et år efter, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet kærester, at parrets bryllupsfest blev holdt et år efter ægteskabets indgåelse i Tyrkiet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle selv betalte for bryllupsfesten, at parret gav hinanden bryllupsgaver, at parret efterfølgende boede tre måneder sammen i Danmark, og at ansøgeren på dette tidspunkt var selvstuderende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælles forklaring var troværdig, og fandt således, at der ikke var grundlag for at betvivle, at ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. FAM/2016/108.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet