Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Bulgarien.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i februar 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens udbetaling af barselsdagpenge var ophørt i februar 2017, at der herefter ikke var registreret indkomst frem til tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018, og at klageren først i november 2017 havde tilmeldt sig jobcentret som ledig. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hendes arbejdstagerstatus efter EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at uanset, at klageren ved ophøret af sin ansættelse med sidste lønudbetaling i marts 2016, var at anse som uforskyldt arbejdsløs, idet hun umiddelbart derefter, i april 2016, fødte sit ældste barn og påbegyndte en periode med barselsdagpenge, havde hun ikke efter barselsorlovens ophør bevaret sin status som arbejdstager, idet hun ikke inden for rimeligt tid havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet henviste herved til, at en unionsborger, som ophører med at arbejde eller med at søge arbejde som følge af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel, bevarer sin status som arbejdstager, forudsat at hun genoptager sit arbejde eller finder et andet arbejde inden for rimelig tid efter barnets fødsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, om klageren efter de nationale regler måtte have haft ret til afholdelse af barsel i en periode efter ophør af udbetaling af barselsdagpenge, havde klageren ikke inden rimelig tid tilmeldt sig jobcentret, idet der var forløbet ni måneder fra udbetalingernes ophør til klagerens tilmelding. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke søgte nyt job efter barselsorlovens ophør, idet hun blev gravid med sit yngste barn, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet hun ikke på tidspunktet for ophøret af barselsdagpenge i februar 2017 kunne anses for at have befundet sig i graviditetens sene stadier, idet hun havde termin med sit yngste barn i november 2017, og idet barnet blev født i november 2017. For så vidt angik det af klageren anførte om, at hun ikke kunne finde pasning til det ældste barn, som hun derfor passede i hjemmet, henviste Udlændingenævnet til, at der ikke herved var tale om forhold, som kunne føre til, at hun ikke burde have tilmeldt sig jobcentret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det navnligt vil være eftervirkningerne af en fødsel, der kan føre til, at en unionsborger, der står uden for arbejdsmarkedet, bevarer sin status som arbejdstager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af udbetaling af barselsdagpenge i februar 2017, bevarede sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i februar 2015 i en alder af 23 år, og at hun havde opholdt sig i Danmark i knap fem år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka halvandet år samt havde født to børn, hvilket medførte, at hun i perioder ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold, herunder hendes beskæftigelse og barselsperioder, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af opholdsretten kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at klageren, hendes ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i hjemlandet, for dér at udøve familielivet. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at parret havde to fællesbørn, født i henholdsvis april 2016 og november 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbørn efter praksis først efter seks til syv års fast, lovligt ophold i Danmark i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at klagerens opholdsret ikke skulle anses for ophørt under henvisning hertil. EU/2019/20.

Senest opdateret: 16-09-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post