Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i august 2015. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren blev opsagt fra sin ansættelse med sidste arbejdsdag i december 2015, og at der ikke var registreret indkomst i perioden fra januar 2016 til og med april 2016. Yderligere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde sendt dokumentation for, at hun efter sit beskæftigelsesophør i december 2015 havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset om det blev lagt til grund, at klageren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb som følge af sine to ansættelser, bevarede hun ikke en eventuel arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophør i december 2015. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren i perioden fra maj 2016 til og med juni 2016 var ansat hos en virksomhed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at klageren under sin ansættelse havde opnået status som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet den beskæftigelse, klageren udøvede, ikke kunne anses for at være af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren blev ansat hos virksomheden i maj 2016, og at klageren i juni 2016 blev opsagt med sidste arbejdsdag i juni 2016, og at hun således alene var i beskæftigelse i cirka syv uger. Udlændingenævnet fandt, at den meget begrænsede varighed af klagerens ansættelsesforhold i høj grad talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på det begrænsede omfang af klagerens beskæftigelse, hvor hun sammenlagt havde 72,5 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i løbet af sine cirka syv ugers ansættelse havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 10,4 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det begrænsede antal arbejdstimer talte for, at klagerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt herefter, at omfanget af klagerens ugentlige beskæftigelse sammenholdt med den begrænsede længde af sit ansættelsesforhold, samlet set talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb under sin ansættelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende klageren og hendes ansættelsesforhold, ikke i øvrigt er holdepunkter for at anse hendes beskæftigelse som reel og faktisk. Idet Udlændingenævnet således fandt, at klageren på tidspunktet for ansættelsesophøret i juni 2016 ikke havde opnået status som arbejdstager, opfyldte klageren ikke betingelserne for bevarelse af arbejdstagerstatus i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4, uanset at hun var uforskyldt arbejdsløs og tilmeldte sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i perioden fra juni 2016 til maj 2018, og at hun ikke herefter havde haft indkomst. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde undervist i en periode, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om ulønnet praktik, hvilket ikke er omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i juni 2015, at hun havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år, og at hun under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka syv måneder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået prøve i Dansk 1, at hun havde været i praktik som underviser, og at hun var samlevende med en dansk statsborger. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at hun ikke på baggrund af sit ophold og aktiviteter i Danmark kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af sin opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren fremlagde dokumenter vedrørende udredning af sin sygdom, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det måtte antages, at klageren havde mulighed for at fortsætte udredningen og modtage eventuel behandling herfor i sit hjemland, Storbritannien. EU/2019/34.

Senest opdateret: 19-08-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post