Krav om bestået Prøve i Dansk 1
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 15-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en afghansk statsborger. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde været udsat for en bilulykke i december 2010 og som følge heraf havde fået en senhjerneskade.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det forhold, at ansøgeren have afsluttet faget Dansk F med karakteren 7, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik, at prøvekarakteren i Dansk F var en overført standpunktskarakter, og at ansøgeren således ikke havde aflagt prøve i faget. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren ved ansøgningen havde fremsendt sit afgangsbevis for 10. klasse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i faget Dansk ikke havde et karaktergennemsnit på minimum 02, idet ansøgeren havde fået karakteren 00 i skriftlig fremstilling og 02 i mundtligt dansk. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at ansøgeren havde en senhjerneskade som følge af en bilulykke i december 2010, ikke kunne føre til en fravigelse af kravet om bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var tilkendt førtidspension, og at ansøgeren var tilmeldt et STU-forløb, som er et særligt tilrettelagt ungdomsforløb. Udlændingenævnet kunne på baggrund heraf ikke på afgørelsestidspunktet lægge til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. FAM/2014/200.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 15-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december måned 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en tyrkisk statsborger. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde diagnosen infantil autisme, og at ansøgeren var mentalt retarderet i lettere grad.
Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde diagnosen infantil autisme, og at ansøgeren var mentalt retarderet i lettere grad, ikke kunne føre til en fravigelse af kravet om bestået Prøve i Dansk 1, idet der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var tilmeldt et Særlig Tilrettelagt Uddannelsesforløb, at det fremgik af sagens dokumenter, at ansøgeren befandt sig i en positiv sproglig udvikling, og at Udlændingenævnet på baggrund heraf ikke på afgørelsestidspunktet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. FAM/2014/201.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 15-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en ansøger fra USA. Det fremgik af ansøgerens ansøgning, at han var stærkt hørehæmmet som følge af skader pådraget i tjeneste for det amerikanske militær.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddelelses tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren var stærkt hørehæmmet, og at ansøgeren af sin læge var blevet vurderet til ikke at ville kunne gennemføre Prøve i Dansk 1, ikke kunne føre til en fravigelse af kravet om bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke på baggrund af sine helbredsmæssige forhold kunne anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Prøve i Dansk 1 kan bestås, uden at den mundtlige del af prøven gennemføres, men hvor alene en prøve i læseforståelse og en prøve i skriftlig fremstilling skal gennemføres. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens kommune i 2010 fritog ansøgeren fra danskundervisning i forhold til gennemførelse af et introduktionsprogram, jf. de tidligere gældende regler for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at reglerne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse havde ændret sig ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, og at der således siden ændringen i reglerne lægges vægt på, hvorvidt prøve i Dansk 1 eller en anden prøve på tilsvarende eller højere niveau er bestået. FAM/2014/236.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 08-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en nigeriansk statsborger. Den pågældende var uddannet læge i Nigeria og var i Danmark i gang med at videreuddanne sig til speciallæge.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, og at ansøgeren burde ligestilles med personer, der havde et egentligt eksamensbevis for en dansk videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i 2010 havde fået dansk autorisation som læge, at ansøgeren i den forbindelse havde bestået en række elementer på dansk på Københavns Universitet, at ansøgeren efter den gamle autorisationsordning som et led i at få dansk lægeautorisation blev vurderet i blandt andet kommunikation i ansøgerens prøveansættelser, at ansøgeren siden havde virket som reservelæge, og at ansøgeren var i gang med at uddanne sig til speciallæge, hvor ansøgeren også havde bestået en eksamen, hvor det var et krav for at kunne bestå, at man skulle kunne tale et forståeligt dansk. FAM/2014/188.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 27-08-2014Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en statsborger fra Irak. Den pågældende blev født i 1943 og blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2004 som ægtefællesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af sagen, at den pågældende aldrig havde gået i skole, og at han alene havde arbejdet i en kort periode som chauffør, inden han kom til Danmark. I 2009 søgte han om tidsubegrænset opholdstilladelse, og han oplyste i den forbindelse, at han havde deltaget i et introduktionstilbud, men stoppede efter otte måneder, fordi han blev syg med hjerteproblemer. Han oplyste endvidere, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, fordi han var en gammel mand. Han blev i 2009 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte det dagældende krav om at skulle have haft lovligt ophold i syv år. I 2012 indgav han en ny ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af hans ansøgningsskema, at han havde modtaget kontanthjælp siden 2004, at han fik en blodprop i hjernen i 2010, at han havde haft problemer med sin korttidshukommelse siden blodproppen i 2010, og at han led af PTSD.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at den pågældende ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter en vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder den pågældendes alder og helbredsmæssige forhold – han var 71 år og havde efter det oplyste blandt andet haft en blodprop i hjernen og havde ringe skolemæssige kundskaber fra hjemlandet – måtte anses for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at han ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14. FAM/2014/153.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 06-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en 78-årig afghansk statsborger. Ansøgeren led af aldersbetingede hukommelsesproblemer, migrænelignende hovedpine, knogleskørhed, mavesår, forhøjet blodtryk og slidgigt, og hendes generelle funktionsniveau var lavt. Ansøgeren blev første gang i 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 4, og i 2001 startede hun på et daghøjskoleforløb, der blandt andet indeholdt danskundervisning. Ansøgeren var i perioden fra november 2002 til april 2008 registreret udrejst til Afghanistan. I marts 2008 blev ansøgeren meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde ikke deltaget i danskundervisning, efter at hun på ny blev meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt derudover, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, ikke kunne tilsige, at ansøgeren skulle meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan karakter, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, kunne fraviges under henvisning hertil, og at aldersbetinget svækkelse ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren efter i 2008 på ny at være blevet meddelt opholdstilladelse ikke kunne anses for at have udvist vilje til at tilegne sig de tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, hvorfor det ikke kunne anses for dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne tilegne sig de tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne opfylde danskprøvekravet. FAM/2014/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. april 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 28-04-2014Udlændingenævnet fandt i april 2014 ikke grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det blev i forbindelse med genoptagelsesanmodningen anført, at ansøgeren ved et VUC-center havde bestået faget Dansk, niveau E, og at dette niveau ikke afsluttedes med en eksamen, men med en ”faglig dokumentation”. På Udlændingenævnets forespørgsel oplyste Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, at Dansk, niveau E, svarer til dansk i 10. klasse, og at Dansk, niveau G, svarer til dansk i 9. klasse. Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen oplyste endvidere, at en attestation uden karakter ikke er tilstrækkelig dokumentation for Dansk, niveau E, og at der bør stå en prøvekarakter. Udlændingenævnet rettede endvidere henvendelse til VUC-centret, som oplyste, at ansøgeren var tilmeldt F-E-D danskundervisning, at ansøgeren var selvstuderende på Dansk, niveau D, som forventedes afsluttet med en eksamen i juni 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den af ansøgeren gennemførte danskundervisning i Dansk, niveau E, ikke var afsluttet med en eksamen, men med en ”faglig dokumentation”. Udlændingenævnet fandt det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, idet det ikke fremgik af den fremsendte dokumentation, at ansøgeren havde aflagt en egentlig prøve i dansk, ligesom prøvekarakteren ikke fremgik. FAM/2014/57.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. februar 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 06-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en thailandsk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7 (krav om bestået Prøve i Dansk 1). Ansøgeren var blevet diagnosticeret i 2010 med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og der var tale om varige lidelser, der havde været uændrede, siden diagnoserne blev stillet i 2010. Det blev til sagen oplyst, at der var sammenhæng mellem ansøgerens diagnoser og hans vanskeligheder i forbindelse med tilegnelsen af det danske sprog på et niveau, der kvalificerede til at bestå Prøve i Dansk 1. Under klagesagen blev det blandt andet oplyst, at ansøgeren i august 2013 var påbegyndt en STU, som er en særligt tilrettelagt uddannelse for unge med særlige behov, der ikke med støtte kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, hvor han blandt andet skulle fokusere på at forbedre sine danskkundskaber.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold – uanset det oplyste om ansøgerens autisme og mentale retardering – at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke led af et handicap, som forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at det ikke var godtgjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville være i stand til at kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. FAM/2014/112.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet