Tidsubegrænset opholdstilladelse

Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige

Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, til en statsborger fra Pakistan. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, da han på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt havde gæld til en kommune på 20.852 kr. for et indskudslån, som han afdrog 400 kr. på pr. måned med start den 1. august 2015.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen ved brev fra november 2015 havde oplyst, at ansøgeren havde modtaget et indskudslån på 20.852 kr., at han i juli 2015 havde ønsket en frivillig afdragsordning på 400. kr. pr. måned, og at gælden først var forfalden til betaling i oktober 2019. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at gæld først er forfalden, når det tidspunkt, hvor det offentlige har krav på betaling af gælden eller dele heraf, er overskredet, jf. bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 188 fremsat den 26. marts 2010, pkt. 4.2.1.3. FAM/2015/211.

Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Tidspunktet for hvornår en tidsubegrænset opholdstilladelse skal regnes fra

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra november 2014, hvorved en statsborger fra Afghanistan blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse gældende fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at den tidsubegrænsede opholdstilladelse burde regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren ville være berettiget til tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis sagsbehandlingen havde været korrekt, eller fra det første ansøgningstidspunkt, hvilket var i marts 2011. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren i januar 2012 var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 6, om erklæring om aktivt medborgerskab, som ikke var blevet påklaget, og at ansøgeren i september 2013 efter en ny ansøgning var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om aktiv beskæftigelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren ved Udlændingestyrelsens afgørelser fra henholdsvis januar 2012 og september 2013 var blevet meddelt afslag på to forskellige ansøgninger på grund af manglende opfyldelse af forskellige betingelser. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingenævnet i januar 2014 havde hjemvist sagen, hvor Udlændingestyrelsen i september 2013 havde meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, til styrelsen på baggrund af nye og efterfølgende omstændigheder, der ikke havde foreligget på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2013, og at ansøgeren dernæst var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af disse oplysninger. Udlændingenævnet henviste endelig til, at kravene i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1-9, for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som det altovervejende udgangspunkt er betingelser, der løbende skal være opfyldt fra ansøgningstidspunktet og helt frem til afgørelsestidspunktet. FAM/2015/239.

Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige

Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdtilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, til en statsborger fra Myanmar (Burma). Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag, idet han ikke opfyldte kravet om ikke at ha-ve forfalden gæld til det offentlige.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at SKAT og ansøgerens bopælskommune havde oplyst, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde et udestående på 250 kr. til det offentlige, som ifølge kommunen var et rykkergebyr i forbindelse med, at ansøgeren først i marts 2015 havde betalt for en daginstitutionsplads for januar måned 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens skyldige beløb på 250 kr. henset til beløbets størrelse og karakter ikke kunne sidestilles med gæld for en daginstitutionsplads eller for at være en skat eller en afgift. FAM/2015/208.

Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en nepalesisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 3, jf. stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2007 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til december 2009, at ansøgeren i maj 2009 på ny blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til juli 2011, at denne opholdstilladelse i december 2011 blev forlænget med tre dage, at ansøgeren i januar 2012 indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren i maj 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til december 2013, at ansøgeren i februar 2014 på ny blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til juli 2014, og at ansøgeren i juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, gyldig til juni 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere til forskel fra Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, i perioden fra december 2011 til maj 2012. Udlændingenævnet fandt det uheldigt, at Udlændingestyrelsen kun regnede perioden fra december 2011 til januar 2012 som den periode, hvor ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark på sit nuværende grundlag i cirka tre år og fem måneder, regnet fra maj 2012, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for sin klage havde anført, at han først modtog Udlændingestyrelsens afgørelse på Udlændingestyrelsens sidste åbningsdag i året 2011, hvorfor han ikke havde mulighed for at indhente de nødvendige papirer fra sin uddannelsesinstitution i udfyldt stand og samtidig få indleveret ansøgningen rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er muligt at indgive en ansøgning (om forlængelse) og efterfølgende fremsende dokumentation til brug for afgørelsen. Ansøgeren kunne således have indsendt sin ansøgning, imens Udlændingestyrelsen holdt lukket i forbindelse med jul og nytår 2011/2012 eller have indgivet ansøgningen på Udlændingestyrelsens første åbningsdag i januar 2012. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren i november 2011 havde fået udstedt en tilbagerejsetilladelse gældende hele december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en udlændings eget ansvar at sikre, at han eller hun har en gyldig opholdstilladelse, når han eller hun indrejser i Danmark igen. FAM/2015/226.

Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at ansøgeren i perioden fra september 2013 til oktober 2015 havde studeret erhvervsøkonomi, Cand. Merc., ved et universitet, og at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse. Ansøgeren fremsendte dokumentation fra en frivillig organisation, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra februar 2011 til juli 2012 havde været frivillig i organisationen samt sine lønsedler fra perioden fra april 2011 til august 2012 og fra oktober 2013 til juli 2014. Ansøgeren fremsendte eksamensprotokol fra VUC, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været fuldtidsstuderende i skoleåret 2012-2013 svarende til 60 ECTS-point, samt en oversigt over opnåede ECTS-point fra uddannelsen ved universitetet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra april 2011 til august 2012 og fra oktober 2013 til juli 2014 havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på oplysninger fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren siden november 2010 havde været beskæftiget i 19 måneder under 60 timer om måneden, seks måneder mellem 60 og 119 timer om måneden og seks måneder over 120 timer om måneden. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskæftigelse under 60 timer pr. måned ikke kan medregnes, og at deltidsbeskæftigelse (arbejdstid på mindst 15 timer og mindre end 30 timer om ugen) alene indgår med en forholdsmæssig del, der udgør 3/5 af den samlede ansættelsesperiode. De seks måneder, hvori ansøgeren havde arbejdet mellem 60 og 120 timer, kunne således medregnes med 3,6 måneder. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde været i beskæftigelse i 9,6 måneder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for at have opnået 90 ECTS-point ved uddannelsen erhvervsøkonomi ved universitetet. Udlændingenævnet bemærkede, at det alene er uddannelse og beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at dette var en løbende femårig periode. Uddannelse og ansættelser forud for november 2010 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Perioder med uddannelse, for så vidt angår beregningen af beskæftigelseskravet kan ikke suppleres med beskæftigelse (del- eller fuldtidsbeskæftigelse), såfremt uddannelsen og beskæftigelsen er udført i samme periode. En ansøger kan således ikke være optaget på fuldtidsstudium og samtidig være deltidsbeskæftiget og dermed få medregnet begge forhold i beskæftigelses- og uddannelseskravet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2012 til 2013 havde været fuldtidskursist på VUC Roskilde. Udlændingenævnet bemærkede, at alene fuldførte uddannelser kunne indgå i beregningen af, hvorvidt en udlænding opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Enkeltfag og kurser kunne således ikke indgå i beregningen. Ansøgerens studietid ved VUC indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for at have gennemført HF-uddannelsen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at frivilligt arbejde ikke kan indgå i beregningen af, hvorvidt en udlænding opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, idet alene lønnet beskæftigelse kan indgå i beregningen heraf. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/183.

Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser

Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, c, stk. 1. Ansøgeren var i oktober 2012 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, m, stk.1. Udlændingestyrelsen havde i september 2014 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år indenfor de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indsendt dokumentation i form af godkendte kontrakter fra en kommune og kvitteringer for privat børnepasning for, at hun i perioden fra april 2010 til og med december 2010 havde passet et barn som privat børnepasser 30 timer ugentligt, at hun i perioden fra marts 2011 til og med maj 2011 havde passet et barn i 30 timer ugentligt som privat børnepasser, og at hun tillige i perioden fra marts 2012 til og med april 2015 havde passet mindst et barn ad gangen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at privat børnepasning måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i over 30 timer ugentligt i tre år og fire måneder, og at hun således opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/180.

Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var statsborger i Bangladesh, opholdt sig på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i Kina som led i sit Ph.d. stipendiat ved Københavns Universitet og havde til ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han forventede at være udrejst frem til februar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, da han ikke opfyldte en grundlæggende betingelse for meddelelse heraf, idet ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde ophold i Danmark, da han var bosat i Kina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, at der kun kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der ikke er grundlag for at inddrage en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, hvor ansøgerens opholdstilladelse var bevaret under forudsætning af, at han inden februar 2016 på ny bosatte sig i Danmark, at det først på tidspunktet for hans genindrejse og fornyede bosætning i Danmark endeligt kunne fastlægges, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uanset det igangværende udlandsophold. Forudsætningen for, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet – det vil sige ”indrejst inden februar 2016” – skulle således være opfyldt forud for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, på tilsvarende vis, som der ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der måtte være grundlag for at inddrage en meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ligeledes måtte følge af en sproglig fortolkning af udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 4 og stk. 5, at udlandsophold først indgår i beregningen af opholdets længde og beskæftigelseskravet, når ansøgeren er vendt endeligt tilbage til Danmark, idet det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 4 og stk. 5, at ansøgeren ”har haft” ophold i udlandet, herunder i forhold til beskæftigelse i udlandet, som vil kunne medregnes for højst to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 6, at der i forhold til uddannelsesforløb i udlandet henvises til ”afsluttede ophold”. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2015/241.

Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var kinesisk statsborger, blev i april 2009 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, som var gyldig indtil juni 2011. Ansøgeren blev endvidere i maj 2012 meddelt opholdstilladelse med gyldighed til ultimo juli 2013. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført på baggrund af en ansøgning indleveret medio 2013. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, og at denne dato var afgørende for, hvornår ansøgeren kunne få permanent opholdstilladelse. Ultimo juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark og blev i februar 2015 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag herpå. Det var til støtte for klagen gjort gældende, at ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring var indgivet i juli 2013, hvilket var inden udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som studerende i juli 2013, at der således var tale om uafbrudt ophold i Danmark siden april 2009, og at kravet om fem års lovligt ophold i Danmark derfor var opfyldt.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, da hun ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år, og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, idet hun ikke havde haft opholdstilladelse i perioden fra ultimo juli 2013 til ultimo januar 2014. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 27, stk. 3, hvoraf det fremgår, at beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum – herunder beregningen af tidsrummet for lovligt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber. Da ansøgerens opholdstilladelse som studerende udløb ultimo juli 2013, lagde Udlændingenævnet således til grund, at beregningen af ansøgerens sammenhængende lovlige ophold blev afbrudt herved. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at de i § 11, stk. 3, nr. 1, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, såfremt dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet henviste i denne forbindelse til, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2014, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, samt at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle, med hvem ansøgeren blev familiesammenført, først fyldte 24 år ultimo januar 2014, hvorfor ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren først kunne danne grundlag for en opholdstilladelse som familiesammenført fra den dato, hvor den herboende ægtefælle opfyldte 24-årskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2015/165.

Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en marokkansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, idet hun havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen oplyst, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat deres oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt hende om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U 1996.803 H.

Udlændingenævnet fandt, ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2014, april 2014 og juli 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, i alt 2.266,97 kr. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat sin oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at ansøgeren på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – måtte anses for at være medansøgende i forhold til hendes ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik, hvorfor Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke var i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv, herunder retten til selvbestemmelse i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst til kommunen, at hun havde konkrete planer om at indgive en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, som tillige først var blevet indgivet en måned efter ansøgningen om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde haft aktuel anledning til at vejlede ansøgeren om kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke kan antages at være en generel vejledningspligt for landets kommuner til at vejlede om reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse i forbindelse med, at en udlænding eller dennes ægtefælle måtte søge om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den af ansøgeren påberåbte afgørelse optrykt i U 1996.803 H ikke gav anledning til en ændret vurdering. FAM/2015/79.