Tvangsægteskab
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 18-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien. Af ansøgningsskemaet fremgik det blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var beslægtet som fætter og kusine, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var forelsket i hinanden og ønskede at indgå ægteskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden hele deres liv og ofte havde mødt hinanden, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab i januar 2012, og at de indgik ægteskab i april 2012 i Syrien. Det fremgik endvidere, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i starten af deres ægteskab mødtes en gang månedligt i Syrien af seks dages varighed og boede sammen i disse perioder, at dette skyldtes, at den herboende ægtefælle var værnepligtig, at ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen med den herboende ægtefælle onkel, moster, fætre og kusiner, at ansøgeren og den herboende ægtefælle herudover boede sammen i perioden fra august 2012 til august 2013 i Tyrkiet, hvor de boede sammen med den herboende ægtefælles moder og brødre, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter den herboende ægtefælles flugt havde kommunikeret sammen næsten hver dag via Skype, og at den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i oktober 2013. I oktober 2014 påklagede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse, og han anførte i den forbindelse, at ansøgeren befandt sig i Syrien, og at hun ville være sammen med den herboende ægtefælle i Danmark, at ansøgerens fader boede i Sverige, at ansøgerens søster og moder var blevet familiesammenført med ansøgerens fader i Sverige, og at ansøgeren ikke kunne bo alene i Tyrkiet. I februar 2015 fremsendte den herboende ægtefælle en lægeerklæring omhandlende ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blandt andet led af en neurose, at ansøgeren havde symptomer på depression, og at ansøgeren havde brug for lægelig og psykologisk behandling. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i Udlændingenævnet i marts 2015, at han havde kendt sin ægtefælle som sin kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var opvokset sammen, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle således havde kendt hinanden hele deres liv. Den herboende ægtefælle forklarede endvidere, at han og ansøgeren havde talt om at indgå ægteskab to år, før de indgik ægteskab, hvilket var i 2010, og at han havde været igennem hårde oplevelser for at komme til Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra c. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født i august 1993, og at hun således ikke var fyldt 24 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde boet alene sammen før ægteskabet, og at de efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ej heller havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter ægteskabets indgåelse først boede sammen hos den herboende ægtefælles onkel og dennes familie, samtidig med at den herboende ægtefælle var indkaldt til militæret, og dernæst hos den herboende ægtefælles moder i Tyrkiet, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle senest havde set hinanden i august 2013. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde anført, de selv besluttede at indgå ægteskab, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde boet sammen i Syrien og Tyrkiet, efter at de indgik ægteskab, var ikke tilstrækkeligt til at antage, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren opholdt sig i et krigshærget område i Syrien, og at ansøgeren var bange, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter. Det forhold, at ansøgeren befandt sig i Syrien, at hun var uden familiemedlemmer, at det var farligt for hende at opholde sig i Syrien uden mulighed for beskyttelse og støtte gennem familiemedlemmer, at hun blandt andet led af en neurose og havde symptomer på depression, hvorfor hun havde brug for lægelig og psykologisk behandling, kunne ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ikke kunne antages at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/114.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i august 2013 og blev i januar 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyste den herboende ægtefælle, at ansøgeren var hans kusine, og at han indgik ægteskab med ansøgeren i marts 2013. I maj 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at de mødte hinanden hos familie, hvor de blev forelskede, at de havde kendt hinanden siden barndommen, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at de selvstændigt besluttede at indgå ægteskab, og at de selvstændigt planlagde brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 2013, og at de boede sammen hos den herboende ægtefælles forældre fra ægteskabets indgåelse, og indtil den herboende ægtefælle i juli 2013 var nødt til at forlade Syrien. Den herboende ægtefælle anførte til støtte for klagen, at parret ikke var i familie, at der var tradition for at kalde sin kone for sin onkels eller mosters datter eller manden for sin onkels søn, og at det muligvis var derfor, at personen, som parret havde fået til at hjælpe med ansøgningsskemaet, havde anført, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var den herboende ægtefælles moders søsters datter. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne lægges til grund, at disse specifikke oplysninger alene skyldtes en misforståelse hos en person, som hjalp den herboende ægtefælle med at udfylde skemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende ægtefælles egen oplysning i oplysnings- og motivsamtalen om, at ansøgeren var hans kusine, hvilket den herboende ægtefælle ligeledes forklarede ved det mundtlige nævnsmøde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab til hinanden ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde kendt hinanden siden barndommen, at ægteskabet efter det oplyste var indgået efter begge parters ønske, at parret havde anført i ansøgningen, at parret selv havde truffet beslutningen om at indgå ægteskabet med hinanden, og at parret selv havde planlagt brylluppet, ikke afkræftede formodningsreglen efter udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde levet sammen hos den herboende ægtefælles familie i Syrien efter ægteskabets indgåelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne ville kunne tilbagevise formodningen om, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse havde været samliv af betydelig varighed, og det måtte lægges til grund, at begge parter havde ønsket at fortsætte samlivet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parret alene havde boet sammen fra marts 2013 til juli 2013. FAM/2015/29.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger under henvisning til formodning for tvangsægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden i tre år forud for ægteskabets indgåelse, i hvilken periode de havde brevvekslet, og at de efter ægteskabets indgåelse fandtes at have etableret et egentligt familieliv og sammen truffet væsentlige beslutninger for familiens fremtid. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 25-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstil-ladelse til en statsborger fra Libanon efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende ægtefælle er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden under den herboende ægtefælles ferie i Libanon i 2007 og indgik ægteskab i Libanon i 2009, hvorefter den herboende ægtefælle returnerede til Danmark og påbegyndte et job og senere en uddannelse. Parret havde efter ægteskabets indgåelse boet sammen under ferieophold i henholdsvis Danmark og ansøgerens opholdsland.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var i familie med hinanden, idet par-ret var fætter og kusine, og at det således måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, idet parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle selv havde planlagt eller afholdt udgifterne til brylluppet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 19½ år og boede hos sine forældre. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende ægtefælles kontakt efter ægteskabets indgåelse via telefon, Skype og feriebesøg i henholdsvis Libanon og Danmark ikke kunne sidestilles med etablering af et fast samliv af længere varighed, og at kontakten ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. FAM/2014/155.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine. Parret mødte efter det oplyste hinanden i Tyrkiet i sommeren 2006 i forbindelse med en sommerferie, besluttede at indgå ægteskab i 2007, og indgik ægteskab i marts 2008 i Tyrkiet. Parret havde et fællesbarn født i juli 2010, der var dansk statsborger. Parret holdt kontakt inden ægteskabets indgåelse via telefon, internet og den herboende ægtefælles feriebesøg i Tyrkiet, og efter ægteskabets indgåelse skulle parret efter det oplyste i perioden fra marts 2009 til august 2010 have boet i Sverige. I 2010 vendte den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og parret havde siden besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Sverige.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysninger om samlivet i Sverige og efterfølgende besøgsophold i henholdsvis Sverige og Danmark fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne, da det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle havde taget faktisk ophold i Sverige i den angivne periode. Udlændingenævnet fandt endvidere, at oplysningerne om parrets fællesbarn, henset til barnets unge alder, ikke kunne føre til et andet resultat, da barnet ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/125.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er grankusine og granfætter. Parret mødte hinanden første gang i marts 2013 i Pakistan, hvor ansøgeren opholdt sig. Parret havde forinden talt i telefon sammen i ét år og i løbet af dette år aftalt at indgå ægteskab. Parret indgik ægteskab i Pakistan to uger efter det første møde med hinanden. Herefter rejste den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2013. Kort tid herefter blev ansøgeren gravid. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at han havde bedt sin mor om at undersøge, om der var en kvinde i moderens omgangskreds, der havde en datter, som den herboende ægtefælle kunne indgå ægteskab med. I forbindelse med klagen anførte ansøgerens advokat, at ansøgeren og den herboende ægtefælle først ved ægteskabets indgåelse var blevet bekendt med deres indbyrdes slægtskabsforhold, og at slægtskabet således ikke havde haft indflydelse på ansøgerens og ansøgerens ægtefælles ægteskab, hvilket efter advokatens opfattelse udelukkede, at der kunne være tale om tvangsægteskab.
Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtkendskab udover den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse, og at parret kun havde boet sammen i forbindelse med ægteskabets indgåelse og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at parrets indbyrdes kontakt via telefon og internet forud for ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab var tilbagevist. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet eller udgifterne hertil. Det forhold, at ansøgeren var gravid på tidspunktet for klagen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da graviditet ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for, at ægteskabet er indgået efter begge parters ønske. FAM/2014/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet den herboende ægtefælle og ansøgeren er granfætter og grankusine. Parret mødte hinanden første gang i 2010 under den herboende ægtefælles ferie i Tyrkiet. Parret holdt kontakt med hinanden i to år via telefon og Facebook, og den herboende rejste på ferie i Tyrkiet et par gange, blandt andet i juli 2012, hvor parret indgik ægteskab. Herefter rejste den herboende ægtefælle og ansøgeren til Danmark og indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren nedkom i februar 2014 med parrets fællesbarn. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at parret selv planlagde brylluppet med hjælp fra deres forældre, at de finansierede brylluppet med de pengegaver, parret modtog i forbindelse med brylluppet, og at det ville være vanskeligt for den herboende ægtefælle at udøve familielivet i Tyrkiet, da den herboende ægtefælle oplevede at have en større tilknytning til Danmark end Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længere og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, der rakte ud over, hvad der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen om, at et ægteskab ikke er indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse har været et samliv af betydelig varighed, og det må lægges til grund, at begge parter ønsker at forsætte samlivet, og at parrets forudgående kontakt til hinanden i den forbindelse ikke kunne sidestilles med et egentligt samliv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter gældende praksis vil et samliv, som har varet i to år, kunne føre til, at der foreligger et samliv, der anses for værende af betydelig varighed. Samlivet skal kunne dokumenteres. Det forhold, at ansøgeren i februar 2014 nedkom med parrets fællesbarn, kunne ej heller føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette i sig selv ikke var nok til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske. FAM/2014/39.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, med henvisning til, at der var tale om et tvangsægteskab. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i 2004, da ansøgeren var 19 år og den herboende ægtefælle var 13 år, og besluttede sig i 2008 for at indgå ægteskab. Parrets ægteskab blev registreret i Irak i februar 2009. Parret havde efter registreringen af ægteskabet kontakt ved den herboende ægtefælles årlige ferieophold i Irak og telefonisk. Parret har et barn, der er født i 2009.
Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden ægteskabets indgåelse, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde også vægt på parrets unge alder, herunder at den herboende ægtefælle ikke var myndig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, ikke i sig selv kunne afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. FAM/2013/65. -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 03-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgerens mor er kusine til den herboende ægtefælles bedstefar. Parret mødte hinanden og indgik ægteskab i juli 2010. Parret har efter det oplyste været sammen i Afghanistan i perioderne fra juli 2010 til august 2010 og i august 2012. Ansøgeren har endvidere været i Danmark fra april 2011 til oktober 2011 samt fra november 2011 til juni 2012. I februar 2012 fødte ansøgeren parrets fælles barn.
Udlændingenævnet fandt, at parret på baggrund af egne oplysninger var nært beslægtede, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at parret ikke havde haft forudgående kendskab, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab, idet parret efter det oplyste ikke havde boet sammen inden ægteskabet, og at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret havde fremlagt en kvittering for udgifterne til brylluppet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke heraf fremgik, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne dertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et efterfølgende samliv, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Ansøgerens og den herboende ægtefælles oplysninger om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/42.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet