Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger under henvisning til formodning for tvangsægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden i tre år forud for ægteskabets indgåelse, i hvilken periode de havde brevvekslet, og at de efter ægteskabets indgåelse fandtes at have etableret et egentligt familieliv og sammen truffet væsentlige beslutninger for familiens fremtid. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger på baggrund af samlivsforhold med ansøgerens herboende danske kæreste, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 4. Ansøgeren var ved dom fra maj 2011 idømt 40 dages fængsel og var i samme forbindelse blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens udrejse havde været på flere ferieophold sammen i Tyskland og Sverige. Ansøgeren og den herboende reference havde efter det oplyste planer om at indgå ægteskab inden for seks måneder, ligesom parret havde et fællesbarn, født i november 2011.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ved dom fra maj 2011 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om det lagdes til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet de havde fået et fællesbarn i november 2011 og efterfølgende havde holdt kontakt, var Danmark ikke nærmest til at beskytte et sådant familieliv. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren overfor retten i maj 2011 havde oplyst, at han ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference først havde etableret et egentligt kæresteforhold, efter at ansøgeren var blevet udvist af Danmark, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift, og at parret efter det oplyste kun havde opholdt sig sammen under ferieophold i forskellige andre EU-lande. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ferieophold og længere besøgsophold efter fast praksis ikke var tilstrækkeligt til, at der kunne anses etableret et samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at parret frivilligt måtte anses for at have indrettet sig således, at parret levede adskilt og alene havde personlig kontakt i forbindelse med kortvarige ferieophold. FAM/2015/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1. Det blev til støtte for klagen oplyst, at den herboende ægtefælle led af diabetes og derfor ikke kunne tage ophold i Tyrkiet. I august 2014 fremsendte partsrepræsentanten dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde tilmeldt sig Prøve i Dansk 1. I december 2014 blev der fremsendt et udsnit af et billede af storskærmen på det pågældende sprogcenter, som partsrepræsentanten oplyste viste den herboende ægtefælles kursistnummer, og at den herboende ægtefælle havde opnået karakteren 10 i den skriftlige del af prøven. Partsrepræsentanten oplyste endvidere, at den herboende ægtefælle havde fået 12 i den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, og at dokumentation for den mundtlige del ville blive fremsendt, når den herboende ægtefælle havde modtaget det med posten. I januar 2015 anmodede Udlændingenævnet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1 såvel i den skriftlige som den mundtlige del. Udlændingenævnet hørte efterfølgende ikke fra hverken partsrepræsentanten eller den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde indsendt et udsnit af et billede, hvoraf det efter det oplyste fremgik, at den herboende ægtefælle havde fået karakteren 10 i den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det pågældende billede ikke kunne anses for at udgøre behørig dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1, idet der alene var tale om et udsnit med et anført kursistnummer for den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Den herboende ægtefælles navn og CPR-nummer fremgik ikke af billedet, og der var ikke indsendt det endelige prøvebevis. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at det begrænsede karakterudsnit uden angivelse af dato og sted kunne henføres til den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet henviste til, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en ansøger selv – eller dennes ægtefælle når de søger om familiesammenføring – at meddele og dokumentere de fornødne oplysninger til brug for sagens vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at den herboende ægtefælle ikke skulle opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af diabetes, ikke kunne føre til, at betingelsen om bestået Prøve i Dansk 1 eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau ikke burde stilles, ligesom der ikke til sagen var oplyst om forhold, der bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren, hvor parret tillige havde mødt hinanden og havde indgået ægteskab. FAM/2015/45.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 25-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.
Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde
Dato: 09-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013.
Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej grundlag for at udsætte fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 om ikke at udsætte fristen for beståelse af danskprøve A1 inden seks måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2014 klageren, der er statsborger i Ukraine, opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig klageren om, at hun inden seks måneder skulle bestå danskprøve A1 – senest i november 2014. I juni 2014 anmodede klageren Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klagerens beståelse af danskprøve A1 til seks måneder efter den 1. oktober 2014, hvor klageren forventede at være tilbage fra Ukraine, hvor klageren rejste til efter det oplyste for at redde sin ejendom. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag herpå, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt forhold, der kunne anses som lovligt forfald i forhold til beskrivelsen af danskprøven. I september 2014 anmodede klageren på ny om at få udsat fristen for at bestå danskprøve A1. Klageren oplyste endvidere i september 2014, at hun opholdt sig i Ukraine. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve A1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde lovligt forfald. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse klageren om, at såfremt en udlænding aflægger prøven inden fristen, men ikke består, forlænges fristen med tre måneder til at bestå en omprøve. Klageren havde under klagesagen henvist til den generelle situation i Ukraine på tidspunktet for sagens behandling.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 med rette traf afgørelse om at afslå at udsætte klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren senest seks måneder fra datoen på brevet skulle bestå danskprøven, og at Udlændingestyrelsen allerede i juli 2014 afslog at udsætte fristen for at aflægge danskprøven. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til trods for Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 selv valgte at rejse til Ukraine, uagtet at klageren var bekendt med, at hendes danske opholdstilladelse var betinget af, at hun bestod prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest i november 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage til Udlændingenævnet havde anført, at det var klagerens opfattelse, at ekstraordinære transportproblemer, herunder en rejse fra Ukraine til Danmark, kunne medføre udsættelse af danskprøven, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det var Udlændingenævnets opfattelse, at der herved mentes ekstraordinære transportproblemer på selve den dag, hvor udlændingen skulle aflægge prøven og ikke forudgående. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren havde haft mulighed for at kunne tilrettelægge afholdelsen af danskprøven allerede inden sin udrejse til Ukraine, hvis klageren havde ønsket dette, ligesom klageren vendte tilbage til Danmark inden fristens udløb i november 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at danskprøven A1 afholdes løbende og normalt flere gange ugentligt, at tilmelding sker via internettet, og at prøven i alt varer én time. Det forhold, at klageren ønskede udsættelse af fristen for beståelse af danskprøven for at redde sin ejendom i Ukraine, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste allerede i maj 2014 fik oplysninger om, at der kunne være problemer i forhold til hendes ejendomsret over ejendommen i Ukraine, at det tidspunkt lå forud for, at klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at klageren dernæst havde seks måneder til at bestå prøven, efter at opholdstilladelsen var blevet meddelt. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at forlænge den i loven fastsatte frist på seks måneder. FAM/2015/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve
Dato: 26-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en statsborger fra Bosnien ikke havde bestået danskprøve A2 rettidigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde konstateret, at den beståede danskprøve A2 ikke skete rettidigt i forhold til muligheden for at få nedsat den økonomiske sikkerhedsstillelse yderligere, men at der ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der forelå lovligt forfald, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, 4. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sin klage havde oplyst, at han troede, at Udlændingestyrelsen ville informere ham konkret om tidspunktet for beståelse af danskprøve A2, og at der var en 15 måneders frist fra beståelsen af danskprøve A1. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund rettest, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere, om den anførte misforståelse omkring fristen for rettidig beståelse af danskprøve A2 kunne anses som lovligt forfald. FAM/2015/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Filippinerne. Ansøgeren blev i februar 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I september 2014 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde aflagt en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, idet ansøgerens ægtefælle havde misforstået reglerne om aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller på et højere niveau, samt at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven. Udlændingenævnet fandt ikke, at den angivne forkerte vejledning, som ansøgerens ægtefælle skulle have fået fra en sagsbehandler i sin kommune, kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kravet om danskprøven stod udtrykkeligt i opholdstilladelsen, og at det ud fra det oplyste både havde stået ansøgerens ægtefælle og hans sagsbehandler i kommunen klart, at ansøgerens ægtefælles kommune ikke var rette myndighed til at vurdere, om ansøgeren var fritaget for danskprøve under henvisning til ansøgerens tidligere au pair ophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var nærmere redegjort for, hvornår ansøgerens ægtefælle og ansøgeren havde haft en samtale med en sagsbehandler i kommunen, og at ansøgerens ægtefælle uanset tidspunktet herfor havde haft mulighed for at kontakte Udlændingestyrelsen for at få af- eller bekræftet de opstillede betingelser i den meddelte opholdstilladelse fra juni 2013, ligesom ansøgerens ægtefælle først selv reagerede på kravet om danskprøve over for Udlændingestyrelsen i september 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingenævnet ikke havde vurderet, om der var grundlag for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, på grund af manglende bestået danskprøve inden for den fastsatte frist, idet Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere dette spørgsmål. FAM/2015/4.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet