Tilknytningskravet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 13-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde været dansk statsborger siden 1993, mens ansøgeren var iransk statsborger. I august 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark, at parret mødte hinanden i november 2012 og blev gift i maj 2014 i Iran, samt at parret talte sammen på persisk og iransk. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Afgørelsen blev påklaget i november 2014, hvor det blev anført, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren kunne komme på besøg i Danmark, og at den herboende ægtefælle var ansøgerens nærmeste familie. Endvidere blev det anført, at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse tilknytningskravet som opfyldt, at begge ægtefæller hver især havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde boet i Danmark i 29 år og været statsborger i Danmark i 21 år, men ikke at ansøgeren havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Det forhold, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren skulle komme på besøg til Danmark, og at den herboende ægtefælle var hans nærmeste familie, kunne på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Det forhold at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kunne modtage behandling for dette i Iran. FAM/2015/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 17-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Irak, hvorefter den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder om året.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Irak, da begge ægtefæller – hver især – skulle have opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark i en alder af 43 år, at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Irak inden sin indrejse i Danmark, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark eller været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i 1996. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden i Irak i 2008, at parret talte arabisk sammen, og at parret havde søskende i Irak, men ikke i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parrets samlede tilknytning til Danmark, henset til den måde parret havde udøvet familielivet på, herunder den herboende ægtefælles årlige besøg i Irak af fire måneders varighed, ikke var større end parrets tilknytning til Irak. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle i 18 år havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet den omstændighed, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år som flygtning ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at parret ikke kunne udøve deres familieliv i Irak på grund af den aktuelle situation, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parret siden 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at de tilbragte fire måneder af året sammen i Irak, og de måtte henvises til fortsat at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerede asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende ægtefælle skulle lide af en rygsøjlelidelse og spændte nerverødder, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle havde demonstreret, at det havde været muligt at søge lægehjælp for sine lidelser i Irak, idet han under sit ophold i hjemlandet havde søgt lægehjælp. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak, hvor parret mødtes og blev gift, og hvor begge parter var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2002 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1990. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem flere perioder på sammenlagt mere end fire år boet sammen i Irak. Parret fik i september 2004 og i september 2005 (tvillinger) tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Siden 2009 havde børnene været i Danmark. Et af parrets børn, som var født i september 2005, var handicappet, og barnet havde behov for særlige institutionstilbud, herunder aflastningsinstitution af hensyn til de to øvrige børn.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for bedst stammede med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle ikke skulle henvises til at udøve familielivet i Irak. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parrets ene fællesbarn, som var handicappet og led af infantil autisme og uspecificeret mental retardering havde opholdt sig i Danmark siden 2009, og at barnet modtog særlig pædagogisk behandling på en særlig institution. FAM/2014/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Genoptagelse – Passivitet
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet afviste i maj 2014 at behandle en herboendes ægtefælle anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra november 2010, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en iransk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at der gjaldt som udgangspunkt ingen frist gælder for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at realitetsbehandle genoptagelsesanmodningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2010, at der således var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen, og at den herboende ægtefælle ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles ret til at anmode om genoptagelse af sagen var bortfaldet ud fra passivitetsbetragtninger. Den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen blev således afvist og blev ikke behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2014/132.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet