Tilknytningskravet

Forrige
Side 2 af 5
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 11-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.


    (1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en israelsk statsborger. Den herboende ægtefælle havde siden sin fødsel i 1990 haft længerevarende ophold i Tyskland, Frankrig og Israel. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de første gang mødte hinanden i 2005 i Israel, på hvilket tidspunkt den herboende ægtefælle var volontør i Israel. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var opvokset i Danmark, Israel og Frankrig, at hun var født som dansk statsborger, at hun i perioden fra januar 2012 til maj 2013 havde opholdt sig i Tyskland grundet arbejde, at hun fra maj 2013 til august 2014 havde opholdt sig i Israel og Grækenland i forbindelse med studieophold og ferie, og at hun og ansøgeren talte engelsk og hebraisk sammen. Den herboende ægtefælle havde desuden oplyst, at parret i januar 2013 besluttede at indgå ægteskab, at parret boede sammen i perioderne fra juli 2011 til december 2011 i Israel, fra januar 2012 til maj 2013 i Tyskland og fra juni 2013 til juli 2014 i Israel, at parret indgik ægteskab i maj 2013 i Danmark, at parret efterfølgende var på ferie i august 2014 i Grækenland, og at parret sidst så hinanden i september 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i september 2014, at han havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, august 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Den herboende ægtefælle havde herudover oplyst, at hun havde 14 søskende, hvoraf 12 af hendes søskende var bosat i Danmark, at hun fra august 2006 til august 2007 havde arbejdet 18 timer ugentligt i en forretning, at hun fra februar 2008 til marts 2008 havde arbejdet 40 timer ugentligt i hjemmeplejen, at hun fra august 2008 til maj 2009 havde arbejdet 40 timer ugentligt på en café, at hun fra oktober 2009 til juni 2011 havde arbejdet i hjemmeplejen, og at hun fra august 2014 havde arbejdet på et plejecenter cirka 37 timer ugentligt. Den herboende ægtefælle mente, at hun ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke selv havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, at den herboende ægtefælle på trods af sit udlandsophold var blevet hjemmeskolet på dansk efter ACE-systemet, at den herboende ægtefælle i flere perioder havde opholdt sig i Danmark i forbindelse med et efterskoleophold og en gymnasial uddannelse, mens den herboende ægtefælle var i et forhold med ansøgeren, og at den herboende ægtefælle efter sin studentereksamen tog til Israel for at være sammen med ansøgeren, da han på daværende tidspunkt ikke havde afsluttet sin værnepligt i Israel. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren herefter tog ophold i Tyskland, da den herboende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke var fyldt 24 år, at den herboende ægtefælle og ansøgeren efter opholdet i Tyskland tog til Israel, hvor ansøgeren spontant valgte at studere i et år, og at den herboende ægtefælle således mente, at hendes tilknytning til Danmark var større end hendes tilknytning til Israel.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Israel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter sine egne oplysninger sammenlagt havde boet i Danmark i cirka otte år afbrudt af flere ophold i Israel på mere end en måneds varighed, og at hun sammenlagt havde boet i Israel i cirka syv år og seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle mødte ansøgeren i Israel, at parret kommunikerede på engelsk og hebraisk, og at parret havde boet sammen i Israel i perioderne fra juli 2011 til december 2011 og igen fra juni 2013 til juli 2014. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at den herboende ægtefælle – uanset at hun var født i Danmark i marts 1990, og at hun var dansk statsborger – havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om den herboende ægtefælles uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark ikke kunne føre til et ændret udfald, da den herboende ægtefælle på baggrund af de nævnte uddannelser og beskæftigelse ikke havde opnået en sådan fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at den herboende ægtefælle på baggrund heraf kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det anførte om, at den herboende ægtefælle ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, og at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle selv af flere omgange havde valgt at udrejse til blandt andet Israel, og at hun herved havde afbrudt sin tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Israel, hvor han havde haft sin skolegang og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og hvor hans forældre og søskende fortsat boede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, i august 2010, i december 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold og henset til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren samlet set havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Israel, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Israel, og at den herboende ægtefælle havde besøgt og boet sammen med ansøgeren af flere omgange i Israel. FAM/2015/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var afghansk statsborger, var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning og havde siden 2002 opholdt sig i Danmark. I marts 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det fremgik endvidere, at den herboende ægtefælle arbejdede som kok i Danmark. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen vurderede Udlændingestyrelsen, at den herboende ægtefælle ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for at anse tilknytningskravet for opfyldt, at begge ægtefæller hver især har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet vil som det altovervejende udgangspunkt ikke kunne anses for opfyldt, hvis en ansøger aldrig har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet han havde boet i Danmark i knap 12 år og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne allerede på denne baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte antages at kunne udøve familielivet i Afghanistan, idet Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse i Afghanistan. FAM/2015/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse som flygtning og havde været dansk statsborger siden 2005. Den herboende ægtefælle havde to mindreårige særbørn i Danmark, der var født henholdsvis i 2000 og 2001 og var statsborgere i Somalia, og parret havde tre fællesbørn født i henholdsvis 2010, 2011 og 2014. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i maj 2009 i Somalia, parret besluttede i juni 2010 at indgå ægteskab, parret boede inden ægteskabets indgåelse sammen i to år og tre måneder i Addis Ababa, Etiopien, og parret indgik ægteskab i juni 2010 i Addis Ababa, Etiopien. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde boet sammen fra 2009 til 2013 i Addis Ababa, Etiopien. Den herboende ægtefælle havde uddybet, at han og ansøgeren havde boet sammen i fem måneder i 2009, at han og ansøgeren havde boet sammen fra juni 2010 til august 2010, fra januar 2011 til juli 2011, fra marts 2012 til juni 2012 og fra januar 2013 til juni 2013. Den herboende ægtefælle havde andetsteds i sin del af ansøgningsskemaet anført, at han havde besøgt sin ægtefælle i Etiopien i fem måneder i 2009 i tre måneder i 2010 i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han ikke var i arbejde, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, at han var førtidspensionist, og at han led af hypertension og astma, for hvilket han modtog medicinsk behandling. Om samvær med særbørnene blev det oplyst, at den herboende ægtefælle havde samvær med særbørnene på lørdage, og at børnene ikke sov hos ægtefællen. Det fremgik af en oversigt over indbetalinger til pension, at den herboende ægtefælle fra januar 1999 til december 2000 havde været tilknyttet en virksomhed, at han fra januar 2006 til december 2006 havde været tilknyttet en anden virksomhed, og at han fra januar 2007 til december 2007 havde været tilknyttet en tredje virksomhed. Det blev endvidere til støtte for klagen anført, at ansøgeren ikke opholdt sig i Somalia, at hun var flygtet fra Somalia til Etiopien af sikkerhedsmæssige årsager, at ansøgeren havde større tilknytning til Danmark end til Etiopien, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdte sig sammen med ansøgeren, og at fællesbørnene ikke var i Danmark grundet ansøgerens ægtefælles sygdom. Det blev endelig anført, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.